H.C. Andersen - Eventyr 002:
Lille-Claus og Store-Claus (1835)
Der var i en by to mænd, som begge havde samme navn, begge to hed Claus, men den ene ejede fire heste, den anden kun en eneste hest. For nu at kunne skille dem fra hinanden, kaldte man ham, som havde fire heste, for Store-Claus, og ham, som kun havde den ene hest, for Lille-Claus. Nu skal vi høre, hvordan de to havde det - for det er en virkelig historie! Hele ugen måtte Lille-Claus pløje for Store-Claus og låne ham sin eneste hest. Store-Claus lånte så ham alle sine fire, men kun én gang om ugen og det var om søndagen. Hussa!, hvor smældede Lille-Claus med sin pisk over alle fem heste, de var jo nu så godt som hans, den ene dag. Solen skinnede så dejligt, og alle klokker i kirketårnet ringede til kirke. Folk var så pyntede, og gik med salmebog under armen hen for at høre præsten prædike. Og de så på Lille-Claus, der pløjede med fem heste. Og han var så fornøjet, at han smældede igen med pisken og råbte:"Hyp, alle mine heste!"
”Det må du ikke sige!” sagde Store-Claus, ”det er jo kun den ene hest, der er din!” Men da der igen gik nogen forbi til kirke, glemte Lille-Claus, at han ikke måtte sige det og råbte igen: ”Hyp, alle mine heste!"
”Ja, nu vil jeg bede dig lade være!" sagde Store-Claus, "for siger du det endnu en gang, så slår jeg din hest for panden, så den ligger død på stedet. Da er det forbi med den!”
"Jeg skal såmænd ikke sige det mere!" sagde Lille-Claus. Men da der kom folk forbi og de nikkede god dag, blev han så fornøjet og syntes det så raskt ud, at han havde fem heste til at pløje sin mark. Og så smældede han med pisken og råbte: ”Hyp, alle mine heste!” "Jeg skal hyppe dine heste!" sagde Store-Claus og tog tøjrekøllen og slog Lille-Claus' eneste hest for panden, så at den faldt om, og var fuldstændig død.
"Ak, nu har jeg slet ingen heste mere!" sagde Lille-Claus og gav sig til at græde. Siden flåede han hesten, tog huden og lod den tørre godt i vinden, puttede den så i en pose, tog den på nakken, og gik mod byen for at sælge sin hestehud.
Han havde sådan en lang vej at gå; skulle igennem en stor mørk skov, og nu blev det et frygteligt ondt vejr. Han gik forkert og for vild, og før han igen kom på den rette vej var det blevet aften, og alt for langt til at komme til byen eller hjem før det blev nat.
Tæt ved vejen lå der en stor bondegård. Skodderne udenfor var skudt for vinduerne, men ovenfor skinnede lyset dog ud. ”Der kan jeg vel få lov at sove i nat”, tænkte Lille-Claus, og gik hen og bankede på.
Bondekonen lukkede op, men da hun hørte, hvad han ville, sagde hun, at han skulle gå sin vej. Hendes mand var ikke hjemme, og hun tog ikke imod nogen fremmede. ”Nå, så må jeg jo ligge udenfor”, sagde Lille-Claus,og bondekonen lukkede døren for ham. Tæt ved stod en stor høstak, og mellem den og huset var bygget et lille skur med et fladt stråtag.
"Der kan jeg ligge oppe!" sagde Lille-Claus, da han så taget, "det er jo en dejlig seng, og storken flyver vel ikke ned og bider mig i benene." For der stod en levende stork oppe paa taget, hvor den havde sin rede.
Nu krøb Lille-Claus op på skuret, hvor han lå og vendte sig, for at ligge rigtig godt. Træskodderne for vinduerne sluttede ikke oventil, og så kunne han se lige ind i stuen. Der var dækket et stort bord med vin og steg og sådan en dejlig fisk. Bondekonen og degnen sad til bords og ellers ingen andre, og hun skænkede for ham og han begyndte med fisken, for fisk var noget han holdt meget af.
"Hvem der dog kunne få noget med!" sagde Lille-Claus, og rakte hovedet lige hen mod vinduet. Gud, hvilken dejlig kage han kunne se stå derinde! Jo, det var gilde!
Nu hørte han en komme ridende på landevejen hen imod huset. Det var bondekonens mand, som kom hjem.
Det var sådan en god mand, men han havde den forunderlige sygdom, at han aldrig kunne tåle at se degne. Kom der en degn for hans øjne blev han ganske rasende. Derfor var det også, at degnen var gået ind for at sige go´dag til konen, den dag han vidste at manden ikke var hjemme. Og den gode kone satte derfor al den dejligste mad, hun havde, frem til ham. Da de nu hørte bondemanden blev de så forskrækkede, og konen bad degnen krybe ned i en stor tom kiste, der stod henne i krogen. Det gjorde han, for han vidste jo, at den stakkels mand ikke kunne tåle at se degne. Konen gemte hurtigt al den dejlige mad og vin inde i sin bagerovn, for havde manden fået øje på den, så havde han nok spurgt, hvad dét skulle betyde.
”Ak ja!"sukkede Lille-Claus oppe på skuret, da han så al maden blive gemt væk.
”Er der nogen deroppe?" spurgte bondemanden og kiggede op på Lille-Claus. ”Hvorfor ligger du dér? Kom heller med ind i stuen!"
Så fortalte Lille-Claus, hvordan han havde forvildet sig, og han bad om han måtte blive natten over.
”Javist!” sagde bondemanden, ”men nu skal vi først have lidt at leve af!"
Konen tog meget venlig imod dem begge to, dækkede et langt bord og gav dem et stort fad grød. Bondemanden var sulten og spiste med stor appetit. Men Lille-Claus kunne ikke lade være med at tænke på den dejlige steg, fisk og kage, som han vidste stod inde i ovnen.
Under bordet havde Lille-Claus ved sine fødder lagt sin sæk med hestehuden i. Vi ved jo, at det var dén han var gået hjemmefra med, for at få den solgt i byen.
Grøden ville slet ikke rigtig smage ham, og så trådte han på sin pose, og den tørre hud i sækken knirkede ganske højt.
"Hys!" sagde Lille-Claus til sin sæk, men trådte i det samme på den igen, så det knirkede meget højere end før.
"Nej da, hvad har du i din pose?" spurgte bonden.
"O, det er en troldmand!" sagde Lille-Claus, "han siger, at vi ikke skal spise grød, han har hekset hele ovnen fuld af steg og fisk og kage."
"Hvad for noget!" sagde bonden, og lukkede hurtigt ovnen op, hvor han så al den dejlige mad, konen havde gemt, men som han nu troede, at troldmanden i posen havde hekset frem til dem. Konen turde ikke sige noget, men satte straks maden paa bordet, og så spiste de både af fisken og stegen og kagen. Nu trådte Lille-Claus på sin pose igen, så huden knirkede.
"Hvad siger han nu?" spurgte bonden.
"Han siger," sagde Lille-Claus, "at han også har hekset tre flasker vin frem til os, de står henne i krogen ved ovnen!" Nu måtte konen tage vinen frem, som hun havde gemt, og bondemanden drak og blev så lystig. Sådan en troldmand, som Lille-Claus havde i posen, ville han da grumme gerne eje.
"Kan han også hekse Fanden frem?" spurgte bonden, "- ham gad jeg nok se, for nu er jeg lystig!"
"Ja," sagde Lille-Claus, "min troldmand kan alt, hvad jeg forlanger. Ikke sandt du?" spurgte han og trådte på posen, så det knirkede. "Kan du høre han siger ”jo”? Men Fanden ser så fæl ud, det er ikke værd at se ham!"
"O, jeg er slet ikke bange. Hvordan kan han da se ud?"
"Ja, han vil vise sig meget livagtig, og som en degn!"
"Hu!" sagde bonden, "det er fælt! Du må vide, at jeg ikke kan tåle at se degne! Men det kan nu være det samme, for jeg ved jo, at det er Fanden, og så finder jeg mig nok bedre i det! Og nu har jeg mod! Men han må ikke komme mig for nær."
"Nu skal jeg spørge min troldmand," sagde Lille-Claus, trådte på posen og holdt sit øre til.
"Hvad siger han?"
"Han siger, at du kan gå hen og lukke kisten op, der står i krogen, så vil I se Fanden, som han sidder der og kukkelurer. Men I må holde på låget så han ikke slipper ud."
"Vil I hjælpe mig med at holde på det?" sagde bonden og gik hen til kisten, hvor konen havde gemt den virkelige degn, der sad og var så bange.
Bonden løftede låget lidt og kiggede ind under det: "Hu!" skreg han, og sprang tilbage. "Jo, nu så jeg ham, han så fuldstændig ud, som vores degn! Nej, det var dog forskrækkeligt!"
Det måtte der drikkes på, og så drak de igen - til langt ud på natten.
”Den troldmand må du sælge mig," sagde bonden til Lille-Claus. ”Forlang alt det du vil for den! Ja, jeg giver dig straks en hel skæppe fuld af penge!"
”Nej, det kan jeg ikke!" sagde Lille-Claus, ”tænk dog på hvor meget gavn jeg kan have af min trold!"
”Ak, jeg ville så grumme gerne eje den”, sagde bonden, og blev ved at bede.
”Ja,” sagde Lille-Claus til sidst, ”fordi du har været så god at give mig husly i nat, så lad gå. Du skal få troldmanden for en skæppe penge. Men jeg vil have skæppen topfuld!”
”Det skal du få” sagde bonden, ”men kisten derhenne må du tage med dig, jeg vil ikke have den en time mere i huset, man kan ikke vide om han sidder i den endnu." Claus gav bonden sin sæk med den tørre hud i, og fik en hel skæppe penge, og med topmål, for den. Bondemanden forærede ham endda også en trillebør til at køre pengene og kisten hjem i.
”Farvel!" sagde Lille-Claus – og så kørte han med sine penge og den store kiste, hvori degnen stadig sad.
På den anden side af skoven var der en stor og dyb å. Vandet løb så stærkt afsted, at man knap kunne svømme imod strømmen. Man havde gjort en stor ny bro henover åen. Lille-Claus holdt midt på den, og sagde ganske højt, for at degnen inde i kisten kunne høre det:
”Nej, hvad skal jeg dog med den tossede kiste? Den er så tung, som der var sten i! Jeg bliver helt træt af at køre den længere, jeg vil derfor kaste den ud i åen. Sejler den så hjem til mig er det godt, og gør den det ikke, så kan det også være det samme."
Nu tog han i kisten med den ene hånd, og løftede lidt på den, ligesom om han ville kaste den ned i det dybe vand.
”Nej, lad være!" råbte degnen inde i kisten, ”lad mig komme ud!" ”Hu!” sagde Lille-Claus, og lod som om han blev bange. ”Degnen sidder endnu der inde, så jeg må hurtigt smide kisten i åen, så han kan drukne!"
”O nej, o nej!" råbte degnen, ”jeg vil give dig en hel skæppe penge, hvis du vil lade være!"”Ja, det er jo en anden sag!” sagde Lille-Claus, og lukkede kisten op. Degnen krøb straks ud og stødte den tomme kiste ud i vandet, og gik til sit hjem sammen med Lille-Claus, der fik en hel skæppe penge. Han havde jo allerede fået en af bondemanden. Nu havde han hele sin trillebør fuld af penge!
”Se, den hest fik jeg da ganske godt betalt!" sagde Lille-Claus til sig selv da han kom hjem i sin egen stue, og væltede alle pengene af i en stor bunke midt på gulvet. ”Det vil ærgre Store-Claus, når han får at vide, hvor rig jeg er blevet ved min ene hest. Men jeg vil dog ikke sige ham det lige med det samme!"
Nu sendte han en dreng hen til Store-Claus, for at låne et skæppemål. ”Hvad mon han vil med et skæppemål!" tænkte Store-Claus, og smurte lidt tjære i bunden, for at der kunne hænge lidt ved af det som måltes. Og det gjorde der da også, for da han fik skæppen tilbage, hang der tre nye sølv-skillinger ved!
”Hvad for noget?" sagde den store Claus, og løb straks hen til den lille: ”Hvor har du fået alle de mange penge fra?"
”O, det er for min hestehud. Jeg solgte den i aftes!"svarede Lille-Claus. ”Det var godt betalt!" sagde Store-Claus, løb hurtigt hjem, tog en økse, og slog alle sine fire heste for panden, trak huden af dem, og kørte til byen med dem.
"Huder! Huder! Hvem vil købe huder?" råbte han igennem gaderne.
Alle skomagere og garvere kom løbende, og spurgte, hvad han ville have for dem.
"En skæppe penge for hver", sagde Store-Claus.
"Er du gal?" sagde de allesammen, "tror du, vi har penge i skæppevis?
"Huder, huder! hvem vil købe huder?" råbte han igen, men alle dem, som spurgte, hvad huderne kostede, svarede han: "En skæppe penge."
"Han vil gøre nar af os," sagde de allesammen, og så tog skomagerne deres remme og garverne deres skind, og begyndte at prygle Store-Claus.
"Huder, huder!" vrængede de af ham, "ja, vi skal give dig en hud, der kan spytte røde grise! Ud af byen med ham!" råbte de, og Store-Claus måtte skynde sig alt hvad han kunne, så gennempryglet havde han aldrig været før.
”Nå!" sagde Store-Claus, da han kom hjem, ”det skal Lille-Claus få betalt. Jeg slår ham ihjel for det her!"
Men hjemme hos Lille-Claus var den gamle bedstemoder død. Hun havde godt nok været arrig og slem imod ham. Men han var dog noget bedrøvet, og tog den døde kone og lagde hende i sin varme seng, for at se om hun ikke kunne komme til live igen. Der skulle hun ligge hele natten. Selv ville han sidde henne i krogen og sove på en stol, det havde han gjort før.
Som han nu sad der om natten, gik døren op og Store-Claus kom ind med sin økse. Han vidste nok, hvor Lille-Claus´ seng var, gik lige hen til den og slog nu den døde bedstemor for panden, for han troede, det var Lille-Claus.
”Se så!" sagde han, ”nu skal du ikke narre mig mere!" og så gik han hjem igen. ”Det er dog en slem ond mand” sagde Lille-Claus," – han ville jo slå mig ihjel! Det var da godt for gamle bedstemor, at hun allerede var død, ellers havde han taget livet af hende!" Nu gav han den gamle bedstemor søndagstøjet på, lånte en hest af sin nabo, spændte den for vognen og satte den gamle bedstemor på den bageste plads, så hun ikke kunne falde ud, når han kørte til. Og så rullede de afsted igennem skoven. Da solen stod op, var de udenfor en stor kro. Dér holdt Lille-Claus stille, og gik ind for at få noget at leve af.
Kromanden havde så mange, mange penge. Han var også en meget god mand, men hidsig - som var der peber og tobak i ham!
”God morgen!" sagde han til Lille-Claus, ”Du er kommet tidligt i søndagstøjet i dag!" ”Ja," sagde Lille-Claus, »jeg skal til byen med min gamle bedstemor, hun sidder derude i vognen, jeg kan ikke få hende ind i krostuen. Vil De ikke bringe hende et glas øl, men De må tale temmelig højt, for hun kan ikke høre så godt."
”Jo, det skal jeg nok!" sagde kromanden, og skænkede et stort glas øl, som han gik ud med til den døde bedstemor, der var stillet op i vognen.
"Her er et glas øl fra Deres søn!" sagde kromanden, men den døde kone sagde ikke et ord, hun sad bare helt stille! -
"Hører I ikke?" råbte kromanden så højt, han kunne, "her er et glas øl fra Deres søn!"
Endnu engang råbte han det samme og så nok engang, men da hun slet ikke rørte sig ud af stedet, blev han vred og kastede glasset lige ind i ansigtet på hende, så øllet løb lige ned over hendes næse, og hun faldt baglæns om i vognen, for hun var kun stillet op og ikke bundet fast.
"Nå da!" råbte Lille-Claus, sprang ud af døren og tog kromanden ved brystet! "Nu har du slået min bedstemor ihjel! Vil du bare se, der er et stort hul i hendes pande!"
"O, det var en ulykke!" råbte kromanden og slog hænderne sammen! "Det kommer altsammen af min hidsighed, søde lille Claus. Jeg vil give dig en hel skæppe fuld af penge og lade din bedstemor begrave, som om det var min egen! Men ti endelig stille, for ellers hugger de hovedet af mig - og det er så ækelt!"
Så fik Lille-Claus en hel skæppe penge, og kromanden begravede den gamle bedstemor, som det kunne være hans egen.
Da nu Lille-Claus kom hjem igen med de mange penge, sendte han straks sin dreng over til Store-Claus, for at bede om han ikke måtte låne et skæppemål."Hvad for noget?" sagde Store-Claus, »har jeg ikke lige slået ham ihjel! Jeg må nok selv se efter," og så gik han selv over med sit skæppemål til Lille-Claus.
”Nej, hvor har du dog fået alle de penge fra?" spurgte han, og spilede rigtigt øjnene op ved at se alle de mønter, der var kommet til oveni. -
”Det var min bedstemor og ikke mig du slog ihjel!" sagde Lille-Claus, "- og hende har jeg nu solgt og fået en skæppe penge for!"
”Det var sandelig godt betalt!" sagde Store-Claus og skyndte sig hjem, tog en økse og slog straks sin gamle bedstemoder ihjel, lagde hende op i vognen, kørte ind til byen, hvor apotekeren boede, og spurgte, om han ville købe et dødt menneske. ”Hvem er det? Hvor har du fået det lig fra?" spurgte apotekeren.
”Det er min bedstemor!" sagde Store-Claus, "- jeg har slået hende ihjel, for at sælge hende for en skæppe penge!"
”Gud bevar´ os!" sagde apotekeren. ”Du snakker over dig! Sig dog ikke sådan noget. For så kan I miste hovedet. Og nu sagde apotekeren ham ligeud, hvad det var for en forskrækkelig forbrydelse, han havde gjort, og hvilket dårligt menneske han var, og at han burde straffes. Store-Claus blev så forskrækket, at han sprang lige fra apoteket ud i vognen, piskede på hestene og for hjemad; men apotekeren og alle folk troede han var gal, og lod ham derfor køre, hvorhen han ville.
"Det skal du få betalt!" sagde Store-Claus, da han var ude på landevejen! "Ja, det skal du få betalt, lille Claus!" Og nu tog han, så snart han kom hjem, den største sæk han kunne finde, gik over til Lille-Claus og sagde: "Nu har du narret mig igen! Først slog jeg mine heste ihjel, så min gamle bedstemor! Det er altsammen din skyld, men nu skal du aldrig narre mig mere!" - og så tog han Lille-Claus om livet og puttede ham i sin sæk, tog ham så på nakken og råbte til ham: "Nu går jeg ud og drukner dig!"
Det var et langt stykke at gå, før han kom til åen, og Lille-Claus var ikke så let at bære. Vejen gik lige tæt forbi kirken. Orgelet spillede og folk sang så smukt derinde. Så satte Store-Claus sin sæk med Lille-Claus i tæt ved kirkedøren. Han tænkte det kunne være ganske godt, at gå ind og høre en salme først, før han gik videre: Lille-Claus kunne jo ikke slippe ud og alle folk var inde i kirken. Så gik han også derind.
"Ak ja! Ak ja!" sukkede Lille-Claus inde i sækken. Han vendte sig og vendte sig, men det var ham ikke muligt at få løst båndet op. I det samme kom der en gammel, gammel kvægdriver, med kridhvidt hår og en stor støttekæp i hånden. Han drev en hel flok køer og tyre foran sig, de stødte på sækken, som Lille-Claus sad i, så den væltede.
"Ak ja!" sukkede Lille-Claus, "jeg er så ung, men skal allerede til Guds Himmerige!"
"Og jeg stakkel!" sagde kvægdriveren, "er så gammel og kan ikke komme derop endnu!"
"Så luk op for sækken!" råbte Lille-Claus, "kryb derned i stedet for mig, så kommer du straks til Himmerige!"
"Ja, det vil jeg grumme gerne", sagde kvægdriveren og løste båndet op for Lille-Claus, der straks sprang ud.
”Vil du så passe kvæget", sagde den gamle mand, og krøb nu ind i posen, som Lille-Claus bandt, og så gik han sin vej med alle køerne og tyrene.
Lidt efter kom Store-Claus ud af kirken, han tog igen sin sæk på nakken, syntes rigtignok at den var blevet så let, for den gamle kvægdriver var ikke mere end halvt så tung, som Lille-Claus! ”Hvor er han blevet let at bære! Ja, det er nok fordi jeg har hørt en salme!" Og så gik Store-Claus hen til åen, der var dyb og stor, kastede sækken med den gamle kvægdriver ud i vandet og råbte efter ham, for han troede jo, at det var Lille-Claus: ”Se så! - nu skal du ikke narre mig mere!"
Så gik han hjemad, men da han kom hen, hvor vejene krydsede, mødte han Lille-Claus, som drev afsted med alt sit kvæg.
"Hvad for noget!" sagde Store-Claus, "har jeg ikke lige druknet dig?"
"Jo!" sagde Lille-Claus, "du kastede mig jo ned i åen for en lille halv time siden!"
"Men hvor har du fået alt det dejlige kvæg fra?" spurgte Store-Claus.
"Det er havkvæg!" sagde Lille-Claus, "jeg skal fortælle dig hele historien, og tak skal du også have, fordi du druknede mig. Nu er jeg ovenpå, og er blevet rigtig rig, kan du tro! Jeg var så bange, da jeg lå inde i sækken, og vinden peb mig om ørene, da du kastede mig ned fra broen i det kolde vand. Jeg sank straks til bunds, men jeg stødte mig ikke, for dernede vokser det dejligste, bløde græs. Det faldt jeg på, og straks blev posen lukket op, og den dejligste jomfru, i kridhvid kjole og med en grøn krans om det våde hår, tog mig i hånden, og sagde: "Er du der, lille Claus? Her har du for det første noget kvæg! Længere oppe på vejen står endnu en hel flok, som jeg vil forære dig!" - Og nu så jeg, at åen var en stor landevej for havfolkene. Nede på bunden gik og kørte de lige ud, fra søen og helt ind i landet - til hvor åen ender. Der var så dejligt med blomster, og det friskeste græs, og fiskene, som svømmede i vandet, de smuttede rundt om ørene på mig, ligesom fuglene i luften heroppe. Hvor var der dog fornemme folk og hvor var der meget kvæg - det gik rundt på grøfter og gærder!"
"Men hvorfor er du så straks kommet op til os igen?" spurgte Store-Claus. ”Det havde jég ikke gjort, hvis der er så pænt og nydeligt dernede!"
”Jo," sagde Lille-Claus, ”det er rigtig klogt gjort af mig! Du hører jo nok, at jeg siger: ”...havpigen sagde, at længere oppe på vejen (og ved ”vejen” mener hun jo ”åen”, for andre steder kan hun jo ikke komme!) står der endnu en hel kvægflok til mig. Men jeg ved at åen bugter sig - snart her, snart der - og det er jo en stor omvej. Nej, så skyder man genvej, hvis man kan, ved at komme her op på land med kvæget, og gå tværs over til åen igen. Derved sparer jeg jo halvdelen af vejen og kommer hurtigere hen til mit nye havkvæg!"
"O, du er en lykkelig mand!" sagde Store-Claus. "Tror du også jeg får havkvæg, hvis jeg kommer ned på bunden af åen!"
"Ja, det tror jeg!," sagde Lille-Claus, "men jeg kan ikke bære dig i sækken hen til åen, du er for tung til mig. Hvis du selv vil gå derhen og krybe i posen, så skal jeg imidlertid med største fornøjelse kaste dig ud."
"Tak skal du have!" sagde Store-Claus, "men hvis ikke jeg får havkvæg, når jeg kommer ned, så skal jeg prygle dig, kan du tro!"
"O nej, vær nu ikke så slem!" sagde Lille-Claus og så gik de hen til åen. Da kvæget, som nu var tørstig, så vandet, løb det alt hvad det kunne, for at komme ned at drikke.
"Se, hvor kvæget skynder sig!" sagde Lille-Claus; "det længes efter at komme ned på bunden igen!"
"Ja, men hjælp nu først mig!" sagde Store-Claus, "for ellers får du prygl!" Og så krøb han i den store sæk, som havde ligget tværs over ryggen på en af tyrene. "Læg en sten i, ellers er jeg bange for at jeg ikke synker," sagde Store-Claus.
"Det går nok!" sagde Lille-Claus, men lagde alligevel en stor sten i sækken, bandt båndet fast, og stødte så til den: Plump! der lå Store-Claus ude i åen og sank straks til bunds.
"Jeg er bange for at han ikke finder kvæget!" sagde Lille-Claus , og drev så hjemad med hvad han havde.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©