top of page

H.C. Andersen – Eventyr 003: 

Prinsessen på ærten (1835) 

Original + 2019-version

 

Der var engang en prins; han ville have sig en prinsesse, men det skulle være en rigtig prinsesse. Så rejste han hele verden rundt, for at finde sådan en, men alle vegne var der noget i vejen. Prinsesser var der nok af, men om det var rigtige prinsesser, kunne han ikke finde ud af, altid var der noget, som ikke var helt rigtigt. Så kom han da hjem igen og var så bedrøvet, for han ville så gerne have en virkelig prinsesse.                   

En aften blev det da et frygteligt vejr, det lynede og tordnede, regnen skyllede ned, det var ganske forskrækkeligt! Så bankede det på byens port, og den gamle konge gik hen for at lukke op.                                                                            

Det var en prinsesse, som stod udenfor. Men Gud hvor hun så ud på grund af regnen og det onde vejr! Vandet løb ned af hendes hår og hendes tøj, og det løb ind af næsen på skoen og ud af hælen, og så sagde hun, at hun var en virkelig prinsesse.

"Ja, det skal vi nok få at vide!" tænkte den gamle dronning, men hun sagde ikke noget, gik ind i sovekammeret, tog alt sengetøjet af og lagde en ært på bunden af sengen. Så tog hun tyve madrasser, lagde dem ovenpå ærten, og så endnu tyve edderduns-dyner oven på madrasserne. Der skulle prinsessen ligge om natten.

                                                                                                                                                          Om morgenen spurgte de hende, hvordan hun havde sovet. "O forskrækkeligt dårligt!" sagde prinsessen, "Jeg har næsten ikke lukket mine øjne hele natten! Gud ved, hvad der har været i sengen? Jeg har ligget på noget hårdt, så jeg er ganske brun og blå over hele min krop! Det er ganske forskrækkeligt!" Så kunne de se, at det var en rigtig prinsesse, da hun gennem de tyve madrasser og de tyve edderduns-dyner havde mærket ærten. Så ømskindet kunne ingen være, bortset fra en virkelig prinsesse.

Prinsen tog hende da til kone, for nu vidste han, at han havde en rigtig prinsesse, og ærten kom på kongens kunstmuseum, hvor den endnu kan ses, hvis ingen har taget den.

Se, det var en rigtig historie!

 

 

 

Sprogjusteret version  ved Ivan Hansen © (2015/2019) 

© 2019 HCAeventyr2019.dk - sprogligt justeret af Ivan Hansen©

bottom of page