007.Rejsekammeraten (1835)

H.C. Andersen – Eventyr 007:

Rejsekammeraten (1835/1830)

Original + 2019-version

Den stakkels Johannes var så bedrøvet, for hans far var meget syg og kunne ikke leve. Der var slet ingen udover de to inde i den lille stue, lampen på bordet var ved at brænde ud, og det var ganske sent på aftenen. -

"Du var en god søn, Johannes!" sagde den syge far, "Vorherre skal nok hjælpe dig frem i verden!" Og han så med alvorlige, milde øjne på sønnen, trak vejret ganske dybt og døde. Det var lige som om han sov. Men Johannes græd, nu havde han slet ingen i hele verden, hverken far eller mor, søster eller bror. Den stakkels Johannes! Han lå på sine knæ foran sengen og kyssede den døde fars hånd, græd så mange salte tårer, men til sidst lukkede hans øjne sig og han sov ind med hovedet på den hårde sengekant.

Da drømte han en underlig drøm: han så, hvor sol og måne nejede for ham, og han så sin far frisk og sund igen og hørte ham le, som han altid lo når han var rigtig fornøjet. En dejlig pige, med guldkrone på sit lange smukke hår, rakte Johannes hånden, og hans far sagde, "ser du, hvilken brud du har fået? Hun er den dejligste i hele verden!" Så vågnede han, og alt det smukke var borte, hans far lå død og kold i sengen, der var slet ingen hos dem. Den stakkels Johannes!

Ugen efter blev den døde begravet, Johannes gik tæt bag kisten, kunne nu ikke mere få den gode far at se, som havde holdt så meget af ham. Han hørte, hvor de kastede jorden ned på kisten, så nu det sidste hjørne af den, men ved den næste skovlfuld jord, der blev kastet ned, var det også borte. Da var det ligesom hans hjerte ville gå i stykker, så bedrøvet var han. Rundt om sang de en salme, det klang så smukt og tårerne kom frem i Johannes´ øjne, han græd og det gjorde godt i hans sorg. Solen skinnede dejligt på de grønne træer, ligesom den ville sige: "Du skal ikke være så bedrøvet, Johannes! Kan Du se, hvor smuk blå himlen er? Deroppe er nu din far og beder den gode Gud, at det altid må gå dig godt!"

"Jeg vil altid være god!" sagde Johannes, "- så kommer jeg også op i himlen til min far, og hvor vil det dog blive en glæde, når vi ser hinanden igen! Hvor vil der være meget, jeg kan fortælle ham, og han vil vise mig så mange ting, lære mig så meget af alt det dejlige i himlen, ligesom han lærte mig her på jorden. O, hvor det vil blive en glæde!"

Johannes forestillede sig det så tydeligt, at han smilede, mens tårerne endnu løb ham ned over kinderne. De små fugle sad oppe i kastanietræerne og kvidrede "kvi-vit, kvi-vit!", de var så fornøjede, selvom de jo var med ved begravelsen. Men de vidste godt, at den døde mand nu var oppe i himlen, havde vinger, langt smukkere og større end deres, og nu var lykkelig, fordi han havde været god her på jorden, og det var de fornøjede over. Johannes så, hvor de fløj fra de grønne træer, langt ud i verden, og han fik pludselig også sådan lyst til at flyve med. Men først skar han et stort trækors til at sætte på sin fars grav, og da han om aftenen bragte det derhen, var graven pyntet med sand og blomster. Det havde fremmede folk gjort, for de holdt allesammen så meget af den kære far, som nu var død.

Tidligt næste morgen pakkede Johannes sin lille sæk sammen, gemte i sit bælte hele sin arv, der var 50 rigsdaler og et par sølvskillinger; med de penge ville han vandre ud i verden. Men først gik han hen på kirkegården til sin fars grav, læste sit Fadervor, og sagde: "Farvel du kære far! Jeg vil altid være et godt menneske, og så beder du nok den gode Gud, at det må gå mig godt!"

Ude på marken, hvor Johannes gik, stod alle blomsterne så friske og dejlige i det varme solskin, og de nikkede i vinden, som om de ville sige: "Velkommen i det grønne! Er her ikke nydeligt?" Men Johannes drejede sig endnu engang om, for at se den gamle kirke, hvor han, som lille barn, var døbt og hvor han hver søndag med sin gamle far havde været i kirke og sunget sin salme. Da så han højt oppe i et af hullerne i tårnet, kirke-nissen stå med sin lille røde, spidse hue, han skyggede for sit ansigt med den bøjede arm, da ellers solen skar ham i øjnene. Johannes nikkede farvel til ham, og den lille nisse svingede sin røde hue, lagde hånden på hjertet og kyssede mange gange på fingrene, for at vise, hvor godt han ønskede ham det, og at han måtte få en lykkelig rejse.

Johannes tænkte på hvor meget smukt han nu skulle få at se i den store prægtige verden, og gik længere og længere bort, så langt som han aldrig før havde været. Han kendte slet ikke de byer, han kom igennem, eller de mennesker, han mødte, nu var han langt ude mellem fremmede.

Den første nat måtte han lægge sig at sove i en høstak på marken, anden seng havde han ikke. Men det var da dejligt, syntes han, prinsessen kunne ikke have det pænere. Marken ved åen, høstakken og så den blå himmel oven over, var jo et smukt soveværelse. Det grønne græs med de små røde og hvide blomster var gulvtæppe, hyldebuskene og de ville rosenhække var blomsterbuketter, og som vandfad havde han hele åen med det klare, friske vand, hvor sivene nejede, og sagde både go´ aften og go´ morgen. Månen var en rigtig stor natlampe, højt oppe under det blå loft, og den stak ikke ild i gardinerne. Johannes kunne sove ganske roligt, og han gjorde det også, vågnede først igen, da solen stod op og alle de små fugle rundt omkring, sang: "Go´ morgen! Go´ morgen! Er du ikke oppe?"

Klokkerne ringede til kirke, det var søndag, folk gik hen at høre præsten og Johannes fulgte med dem, sang en salme og hørte Guds ord, og det var ligesom han var i sin egen kirke, hvor han var døbt, og havde sunget salmer med sin far.

Ude på kirkegården var der så mange grave, og på nogle voksede der højt græs. Da tænkte Johannes på sin fars grav, der også måtte komme til at se ud som disse, nu han ikke kunne luge og pynte den. Han satte sig da ned og rykkede græsset af, rejste de træ-kors op, der var faldet om, og lagde kransene, som vinden havde revet bort fra gravene, tilbage på deres plads, mens han tænkte: måske en gør det samme ved min fars grav, nu jeg ikke kan gøre det.

Uden for kirkegårdsporten stod en gammel tigger og støttede sig på sin krykke, Johannes gav ham de sølvskillinger han havde og gik så lykkelig og fornøjet videre fremad, ud i den vide verden.

Mod aften blev det et skrækkeligt ondt vejr, Johannes skyndte sig for at komme i læ under et tag, men det blev snart mørk nat. Han nåede endelig en lille kirke, der lå ganske ensomt oppe på en høj. Døren stod heldigvis på klem, og han smuttede ind, her ville han blive, til det onde vejr lagde sig.

"Her vil jeg sætte mig i et hjørne!" sagde han, "jeg er meget træt, og trænger til at hvile mig lidt." Så satte han sig ned, foldede sine hænder, læste sin aftenbøn og inden han vidste af det sov og drømte han, mens det lynede og tordnede udenfor.

Da han vågnede igen, var det midt om natten, men det onde vejr var trukket over, og månen skinnede ind af vinduerne til ham. Midt på kirkegulvet stod der en åben ligkiste med en død mand i, for han var endnu ikke begravet. Johannes var slet ikke bange, for han havde en god samvittighed, og han vidste jo, at de døde ikke gør noget, det er derimod levende, onde mennesker, der gør fortræd. Sådanne to levende, slemme folk stod tæt ved den døde mand, der var sat ind i kirken, før han blev lagt ned i graven. De ville gøre ham fortræd, ikke lade ham ligge i sin ligkiste, men kaste ham uden for kirkedøren, den stakkels døde mand!

"Hvorfor vil I gøre det!" spurgte Johannes, "det er ondt og slemt, lad ham sove i Jesu navn!"

"O, sniksnak!" sagde de to fæle mennesker, "han har narret os, han skylder os penge. Dem kunne han ikke betale, og nu er han ovenikøbet død, og så får vi ikke en skilling. Derfor vil vi hævne os, han skal ligge som en hund udenfor kirkedøren!"

"Jeg har ikke mere end 50 rigsdaler" sagde Johannes, "det er alle mine arvepenge, men dem vil jeg gerne give jer, hvis I vil ærligt lover mig, at lade den stakkels døde mand i fred. Jeg skal nok klare mig uden de penge, jeg har sunde stærke lemmer, og Vorherre vil altid hjælpe mig!"

"Ja," sagde de hæslige mennesker, "når du sådan vil betale hans gæld, skal vi såmænd ikke gøre ham noget, det kan du være sikker på!" Og så tog de pengene, som Johannes gav dem, grinede godt og grundigt over hans godhed, og gik deres vej. Men Johannes lagde liget tilrette igen i kisten, foldede hænderne på det, sagde farvel, og gik nok så tilfreds videre gennem den store skov.

Rundt omkring, hvor månen kunne skinne ind i mellem træerne, så han de smukkeste små alfer lege nok så lystigt. De lod sig ikke forstyrre, de vidste nok, han var et godt uskyldigt menneske, og det er kun de onde folk, der ikke må få alferne at se. Nogle af dem var ikke større end en finger og havde deres gule hår sat op med guldkamme, to og to gyngede de på de store dugdråber, der lå på bladene og det høje græs. Sommetider trillede dråben, så faldt de ned mellem de lange græsstrå og der lød latter og støj fra de andre små alfe-puslinger. Det var meget morsomt! De sang og Johannes genkendte tydeligt alle de smukke viser, han havde lært som lille dreng. Store brogede edderkopper med sølvkroner på hovedet måtte fra den ene hæk til den anden spinde lange hængebroer og paladser, der, da den fine dug faldt på, så ud som skinnende glas i det klare måneskin. Og sådan fortsatte det lige til solen stod op. De små alfer krøb da ind i blomsterknoppene og vinden tog i deres broer og slotte, der snart fløj hen i luften, som store spindelvæv.

Johannes var nu kommet ud af skoven, da en stærk mandsstemme råbte bag ved ham: "Hallo, kammerat! Hvorhen går din rejse?"

"Ud i den vide verden!" sagde Johannes. "Jeg har hverken far eller mor og er en fattig knøs, men Vorherre hjælper mig nok!"

"Jeg vil også ud i den vide verden!" sagde den fremmede mand. "Skal vi to følges ad?"

"Ja, det kan vi godt!" sagde Johannes, og så fulgtes de ad. De kom snart til at holde meget af hinanden, for de var gode mennesker begge to. Men Johannes mærkede nok, at den fremmede var meget klogere end han var. Manden havde været næsten hele verden rundt, og kunne fortælle om alle mulige ting.

Solen var allerede højt oppe, da de satte sig under et stort træ, for at spise deres frokost; i det samme kom der en gammel kone. O, hun var så gammel og gik helt krumbøjet, støttede sig til en krykke, og havde på sin ryg et bunke brænde, som hun havde samlet sammen i skoven. Hendes forklæde var bundet op, og Johannes så at tre store bundter af bregner og pilekviste stak ud fra det. Da hun var ganske tæt på dem, gled hendes ene fod. Hun faldt om og gav et højt skrig, for hun havde brækket sit ben, den stakkels gamle kone.

Johannes foreslog straks, at de skulle bære hende hjem, hvor hun boede, men den fremmede lukkede sin rygsæk op, tog en krukke frem, og sagde, at han havde her en salve, der straks kunne gøre hendes ben helt og raskt, så hun selv kunne gå hjem, som om hun aldrig havde brækket benet. Men derfor ville han også, at hun skulle forære ham de tre bundter bregner og pilekviste, hun havde i sit forklæde.

"Det er vist godt betalt!" sagde den gamle og nikkede ganske underligt med hovedet. Hun ville ikke så gerne af med sine sager, men det var heller ikke så rart, at ligge med benet brækket, så hun gav ham dem, og ligeså snart han havde gnedet salven på hendes ben, rejste også den gamle mutter sig op, og gik meget bedre end før, det kunne den salve gøre! Men den var heller ikke at få på apoteket.

"Hvad vil Du med de bregner og kviste?" spurgte Johannes nu sin rejsekammerat.

"Det er tre pæne buketter!" sagde han, "dem kan jeg særlig godt lide, for jeg er en løjerlig fyr!"

Så gik de endnu et godt stykke.

"Nej, hvor det trækker op!" sagde Johannes, og pegede lige frem for sig. "Det er nogle frygtelige tykke skyer!"

"Nej," sagde rejsekammeraten, "det er ikke skyer, det er bjergene. De dejlige store bjerge, hvor man kommer helt op over skyen i den friske luft! Det er herligt, kan du tro! I morgen er vi vist så langt ude i verden!"

Bjergene var ikke så nær ved, som det så ud, de måtte gå en hel dag, før de kom til dem, der hvor de sorte skove voksede lige op mod himlen, og hvor der var stene lige så store som en hel by. Det ville rigtignok blive en svær tur at komme helt derover. Derfor gik også Johannes og rejsekammeraten ind på et værtshus, for at hvile sig godt og samle kræfter til marchen i morgen.

Nede i den store skænkestue i værtshuset var så mange mennesker samlede, for der var en mand, som lavede dukke-komedie, han havde netop stillet sit lille teater op, og folk sad rundt omkring for at se den komedie. Men aller forrest havde en gammel tyk slagter taget plads, og det den allerbedste. Hans store bidske hund - uh, den så så glubsk ud! - sad ved siden af ham og gjorde øjne, ligesom alle de andre.

Nu begyndte komedien, og det var en pæn og nydelig komedie med en prinsesse og en dronning, de sad på den dejligste trone, havde guldkroner på hovedet og lange slæb på kjolerne, for det havde de råd til. De nydeligste trædukker med glas-øjne og store overskæg stod ved alle døre, og lukkede op og i for at der kunne komme frisk luft i stuen! Det var en rigtig nydelig komedie, og den var slet ikke sørgelig, men lige idet dronningen rejste sig op og gik hen ad gulvet, så - ja Gud må vide, hvad den store bidske hund tænkte, men da den tykke slagter ikke holdt på hunden – så gjorde den et spring lige ind på teatret, bed dronningen midt i hendes tynde talje, så det sagde "knik, knak!" Det var ganske forskrækkeligt!

Den stakkels mand, som styrede dukke-komedien, blev så forskrækket og så bedrøvet over sin dronning, for det var den allernydeligste dukke han havde, og nu havde den ækle hund bidt hovedet af hende. Men da folk siden gik bort fra teatret, sagde den fremmede, han som var kommet med Johannes, at han nok skulle gøre dronningen i fin stand igen. Og så tog han sin krukke frem og smurte dukken med den salve, han hjalp den stakkels gamle kone med, da hun havde brækket sit ben. Ligeså snart dukken var smurt, blev den straks hel igen, ja den kunne endda selv bevæge alle sine lemmer, man behøvede slet ikke at trække i snoren. Dukken var som et levende menneske, bortset fra at at den ikke kunne tale. Manden, som havde det lille dukketeater, blev så glad. Nu behøvede han slet ikke at holde på den dukke, den kunne jo danse af sig selv. Det var der ingen af de andre der kunne.

Da det siden blev nat, og alle folk i værtshuset var gået i seng, var der en, der sukkede så forskrækkeligt dybt, og blev ved så længe, så de allesammen stod op, for at se hvem det kunne være. Manden, der havde styret dukke-komedien, gik hen til sit lille teater, for det var derinde, at nogen sukkede. Alle trædukkerne lå imellem hinanden, kongen og alle hans livvagter, og det var dem, som sukkede så ynkeligt og stirrede med deres store glas-øjne, for de ville så gerne blive smurt lidt ligesom dronningen, så de også kunne komme til at bevæge sig af sig selv. Dronningen lagde sig ned på sine knæ, og rakte sin dejlige guldkrone i vejret, mens hun bad: "Tag kun den, men smør min mand og mine hoffolk!" Da kunne den stakkels mand, der ejede teatret og alle dukkerne, ikke lade være at græde, for han havde virkelig så ondt af dem. Han lovede straks rejsekammeraten, at han ville give ham alle de penge, han tjente på komedie næste aften, hvis bare han ville smøre fire, fem af hans pæneste dukker. Men rejsekammeraten sagde, at han forlangte ikke andet, end den store sabel, manden havde ved sin side, og da han fik den, smurte han seks dukker, der straks dansede og det var så nydeligt, at alle pigerne, de levende menneske-piger, som så forestillingen, gav sig til at danse med. Kusken og kokkepigen dansede, tjeneren og stuepigen, alle de fremmede, også askeskuffen og ildtangen ved ovnen, men de to faldt om, lige da de gjorde de første spring, - jo det var en lystig nat.

Næste morgen gik Johannes med sin rejsekammerat afsted, forlod dem allesammen, og vandrede op ad de høje bjerge, og igennem de store granskove. De kom så højt op, at kirketårnene dybt under dem til sidst så ud som små røde bær, nede i alt det grønne, og de kunne se så langt bort, mange, mange kilometer, hvor de aldrig før havde været! Så meget smukt af den dejlige verden havde Johannes aldrig før set på én gang, og solen skinnede så varmt fra den friske blå luft. Han hørte også jægerne blæse på valdhorn inde mellem bjergene, så smukt og velsignet, at han fik tårer i øjnene af glæde, og kunne ikke lade være at sige: "Du gode Vorherre, jeg kunne kysse dig, fordi du er så god mod os alle sammen, og har givet os al den dejlighed, der er i verden!"

Rejsekammeraten stod også med foldede hænder, og så ud over skoven og byerne, i det varme solskin. I det samme klang det forunderligt dejligt over deres hoveder, de så op i vejret: en stor hvid svane svævede i luften; den var så smuk, og sang, som de aldrig før havde hørt nogen fugl synge. Men det blev mere og mere svagt, den bøjede sit hoved og sank, ganske langsomt ned for deres fødder, hvor den lå død, den smukke fugl.

"To så dejlige vinger," sagde rejsekammeraten, "så hvide og store, som de, fuglen har, er penge værd, dem vil jeg tage med mig! kan du nu se, at det var godt, jeg fik en sabel!" Og så huggede han med et slag begge vingerne af den døde svane, dem ville han beholde.

De rejste nu mange, mange mil over bjergene, indtil de tilsidst foran dem så en stor by, med over hundrede tårne, der skinnede som sølv i solskinnet. Midt i byen var et prægtigt marmorslot, tækket med det røde guld, og her boede prinsessen.

Johannes og rejsekammeraten ville ikke straks gå ind i byen, men blev i værtshuset udenfor, så de kunne pynte sig, for de ville se pæne ud, når de kom på gaden. Værten fortalte dem, at prinsessen var sådan en god mand, der aldrig gjorde noget menneske noget, hverken det ene eller det andet, men at hans datter, ja Gud bevare os! Det var en slem prinsesse. Dejlighed havde hun nok af, ingen kunne være så smuk og nydelig som hun, men hvad hjalp det, for hun var en slem, ond heks, der var skyld i, at så mange dejlige prinser havde mistet deres liv. Hun havde givet alle mennesker lov til at frie til hende, enhver kunne komme, hvadenten han var en prins eller en stodder, det kunne komme ud på et! Han skulle bare gætte de tre ting, hun spurgte ham om. Kunne han det, så ville hun gifte sig med ham, og han skulle være konge over hele landet, når hendes far døde. Men kunne han ikke gætte de tre ting, så lod hun ham hænge eller halshugge, så slem og ond var den dejlige prinsesse. Hendes far, den gamle konge, var meget bedrøvet over det, men han kunne ikke forbyde hende at være så ond, for han havde engang sagt, at han aldrig ville have det mindste at gøre med hendes kærester, hun kunne selv gøre som hun ville. Hver gang der kom en prins og skulle gætte, for at få prinsessen, så kunne han ikke finde ud af det, og så blev han hængt eller halshugget. De havde jo advaret ham i tide, han kunne bare lade være med at fri. Den gamle konge var så bedrøvet over al den sorg og elendighed, at han en hel dag om året lå på knæ, med alle sine soldater, og bad om, at prinsessen måtte blive god. Men det ville hun slet ikke. De gamle koner, som drak brændevin, farvede den helt sort før de drak det. Sådan sørgede de, og mere kunne de ikke gøre.

"Den hæslige prinsesse!" sagde Johannes, "hun skulle virkelig have smæk, det kunne hun have godt af. Bare jeg var den gamle konge, så skulle hun nok få røde og blå striber i enden!"

I det samme hørte de folk udenfor råbe Hurra! Prinsessen kom forbi, og hun var virkelig så dejlig, at alle folk glemte, hvor ond hun var, derfor råbte de Hurra. Tolv dejlige jomfruer, allesammen i hvide silkekjoler, og med en guldtulipan i hånden, red på kulsorte heste ved siden af hende. Prinsessen selv havde en kridhvid hest, pyntet med diamanter og rubiner, hendes ridedragt var af det pure guld, og pisken, hun havde i hånden, så ud, som den var en solstråle. Guldkronen på hovedet var ligesom små stjerner oppe fra himlen, og kåben var syet af over tusinde dejlige sommerfuglevinger. Alligevel var hun meget smukkere, end alle hendes fornemme tøj.

Da Johannes fik hende at se, blev han så rød i sit ansigt, som dryppende blod, og han kunne ikke sige et eneste ord. Prinsessen så jo fuldstændig ud, som den dejlige pige med guldkrone på, han havde drømt om den nat, hans far døde. Han syntes hun var så smuk, og kunne slet ikke lade være at holde af hende. Det var bestemt ikke sandt, sagde han, at hun kunne være en ond heks, der lod folk hænge eller halshugge, når de ikke kunne gætte, hvad hun forlangte af dem. "Enhver har jo lov at fri til hende, også den fattigste stodder. Jeg vil virkelig gå op på slottet, for jeg kan ikke lade være!"

De sagde allesammen, at det skulle han ikke gøre, det ville bestemt gå ham, ligesom alle de andre. Rejsekammeraten rådede ham også fra det, men Johannes mente, det gik nok skulle gå godt, han børstede sine sko og sit tøj, vaskede ansigt og hænder, kæmmede sit smukke, gule hår, og gik så helt alene ind til byen og op på slottet.

"Kom ind!" sagde den gamle konge, da Johannes bankede på døren. Johannes lukkede op, og den gamle konge, i slåbrok og broderede tøfler, kom ham i møde. Guldkronen havde han på hovedet, konge-sceptret i den ene hånd og guldæblet i den anden. "Vent lidt!" sagde han, og tog guldæblet op under armen, for at kunne række Johannes hånden. Men så snart han fik at høre, det var en frier, begyndte han sådan at græde, at både scepter og æble faldt på gulvet, og han måtte tørre øjnene i sin slåbrok. Den stakkels gamle konge!

"Lad være!" sagde han, "det går dig galt, ligesom alle de andre. Nu skal du bare se!" så førte han Johannes ud i prinsessens lysthave. Der så forfærdeligt ud! Oppe i hvert træ hang tre-fire kongesønner, der havde friet til prinsessen, men ikke kunne gætte de ting, hun havde spurgt dem om. Hver gang det blæste, raslede alle knoglerne, så de små fugle blev forskrækkede, og ikke turde komme ind i haven igen. Alle blomsterne var bundet op med menneskeben, og i urtepotterne stod dødningehoveder og grinede. Det var rigtignok en have for en prinsesse

"Her kan du se!" sagde den gamle konge, "det vil gå dig, ligesom alle de andre, du her ser. Lad derfor heller være. Du gør mig virkelig ulykkelig, for jeg tager mig det så nært!"

Johannes kyssede den gode gamle konge på hånden, og sagde, at det nok skulle gå godt, for han holdt så meget af den dejlige prinsesse.

I det samme kom prinsessen selv ridende ind i slotsgården med alle sine damer. De gik derfor ud til hende, og sagde ´God dag´. Hun var så nydelig, rakte Johannes hånden, og han holdt endnu meget mere af hende end før. Hun kunne bestemt ikke være en slem ond heks, som alle folk sagde om hende. - De gik op i salen, og de små tjenere serverede syltetøj og pebernødder for dem, men den gamle konge var så bedrøvet, han kunne slet ikke spise noget, og pebernødderne var ham i øvrigt også for hårde.

Det blev nu bestemt, at Johannes skulle komme igen op på slottet næste morgen, da ville dommerne og hele rådet være forsamlede for at høre, hvordan han klarede opgaven med at gætte. Hvis han kom godt ud af det, så skulle han komme to gange til, men der var endnu aldrig nogen, som havde gættet rigtigt den første gang, og så måtte de jo miste livet.

Johannes var slet ikke bekymret for, hvordan det ville gå ham, han var bare fornøjet, tænkte kun på den dejlige prinsesse, og troede helt sikkert, at den gode Gud nok hjalp ham. Men hvordan, det vidste han slet ikke, og ville heller ikke tænke på det! Han dansede hen ad landevejen, da han gik tilbage til værtshuset, hvor rejsekammeraten ventede på ham.

Johannes kunne slet ikke blive færdig med at fortælle, hvor sød prinsessen havde været imod ham, og hvor dejlig hun var. Han længtes allerede så meget efter den næste sag, hvor han skulle ind på slottet, og prøve sin lykke med at gætte.

Men rejsekammeraten rystede på hovedet, og var meget bedrøvet. "Jeg holder så meget af dig!" sagde han, "vi kunne have været sammen længe endnu, og nu skal jeg allerede miste dig! Du stakkels, kære Johannes, jeg kunne godt græde, men jeg vil ikke forstyrre din glæde denne måske sidste aften vi er sammen. Vi vil hellere være muntre og lystige. I morgen, når du er borte, kan jeg så få lov til at græde!"

Alle folk inde i byen havde straks fået at vide, at der var kommet en ny frier til prinsessen, og der var derfor stor sorg og bedrøvelse. Komediehuset blev lukket, alle bagerdamer bandt sort sørgebånd om deres kager og marcipangrise, og kongen og præsterne lå på knæ i kirken. Der var sådan en bedrøvet stemning, for det ville jo nok ikke gå Johannes bedre, end det var gået alle de andre friere.

Ud på aftenen lavede rejsekammeraten en stor kande Punch med varm, krydret vin, og sagde til Johannes, at nu skulle de være rigtig munter og lystige, og drikke en skål for prinsessen. Men da Johannes havde drukket to glas, blev han så søvnig, det var ham ikke muligt at holde øjnene oppe, han måtte falde i søvn. Rejsekammeraten løftede ham ganske forsigtigt op fra stolen, og lagde ham hen i sengen, og da det så blev mørk nat, tog han de to store vinger, han havde hugget af svanen, og bandt dem fast på sine skuldre. Det største bregne-bundt, han havde fået af den gamle kone, der faldt og brækkede benene, stak han i sin lomme, lukkede vinduet op, og fløj så ind over byen, lige hen til slottet, hvor han satte sig i en krog, oppe under det vindue, der gik ind til prinsessens sovekammer.

Det var ganske stille i hele byen. Nu slog klokken et kvarter over elleve, vinduet gik op, og prinsessen fløj i en stor hvid kåbe og med lange sorte vinger, hen over byen, ud til et stort bjerg. Men rejsekammeraten gjorde sig usynlig, så hun slet ikke kunne se ham, fløj bagefter, og piskede prinsessen med sit bundt af bregner og kviste, så der ordentlig kom blod de steder han slog. Uh, det gik i hurtig fart igennem luften, vinden tog i hendes kåbe, der bredte sig ud til alle sider, ligesom et stort skibssejl, og månen skinnede igennem den.

"Hvor det hagler! Hvor det hagler!" sagde prinsessen ved hvert slag, hun fik med bregne-bundtet og det havde hun have godt af. Endelig kom hun ud til bjerget og bankede på. Det rullede ligesom torden, da bjerget åbnede sig, og prinsessen gik derind. Rejsekammeraten fulgte med, for slet ingen kunne se ham, han var usynlig. De gik igennem en stor, lang gang, hvor væggene gnistrede ganske forunderligt. Det var over tusinde gloende edderkopper, der løb op og ned af muren, og lyste ligesom ild. Nu kom de ind i en stor sal, bygget af sølv og guld. Blomster, så store som solsikker, røde og blå, skinnede fra væggene; men ingen kunne plukke de blomster, for stilken var fæle, giftige slanger, og blomsterne var ild, der stod dem ud af munden. Hele loftet var besat med skinnende, lysende Sankt Hans-orme og himmelblå flagermus, der slog med de tynde vinger, det så ganske forunderligt ud. Midt på gulvet var en trone, den blev båret af fire skelet-tynde heste, der havde seletøj af de røde ild-edderkopper. Tronen selv var af mælkehvidt glas, og puderne til at sidde på var små sorte mus, der bed hinanden i halen. Ovenover glas-tronen var et tag af rosenrødt spindelvæv, besat med de nydeligste små grønne fluer, der skinnede som ædelstene. Midt på tronen sad en gammel trold, med krone på det stygge hoved, og et konge-scepter i hånden. Han kyssede prinsessen på hendes pande, lod hende sidde ved siden af sig på den kostbare trone, og nu begyndte musikken. Store, sorte græshopper spillede på mundharpe, og uglen slog sig selv på maven, for den havde ingen tromme. Det var en sær og løjerlig koncert. Små sorte nisser, hver med en lygtemand på huen, dansede rundt i salen. Ingen kunne se rejsekammeraten, han havde stillet sig lige bagved tronen, og hørte og så alle ting. Hoffolkene, som nu også kom ind, var så pæne og fornemme, men den, der rigtigt kunne se, mærkede tydeligt nok, hvordan de havde det. De var jo ikke andet, end kosteskafter med kålhoveder på, som trolden havde hekset liv i, og givet broderet tøj på. Men det kunne jo også være det samme, de brugtes kun til udsmykning.

Da der nu var blevet danset, fortalte prinsessen til trolden, at hun havde fået en ny frier, og spurgte derfor, hvad hun skulle tænke på at spørge ham om næste morgen, når han kom op på slottet.

"Hør!" sagde trolden, "nu skal jeg sige dig noget! Du skal tage noget meget let, for så kommer han slet ikke i tanker om det. Tænk du på din ene sko! Det gætter han ikke. Lad så hovedet hugge af ham, men glem ikke, når du i morgen nat kommer herud igen til mig, at bringe mig hans øjne, for dem vil jeg spise!"

Prinsessen nejede dybt, og sagde, at hun ikke ville glemme øjnene. Trolden lukkede nu bjerget op, og hun fløj hjem igen, men rejsekammeraten fulgte med, og piskede hende så stærkt med bregne-bundet, at hun sukkede dybt over det stærke haglvejr, og skyndte sig alt hvad hun kunne med at komme igennem vinduet ind i sit sovekammer. Men rejsekammeraten fløj tilbage til kroen, hvor Johannes endnu sov, løste sine vinger af, og lagde sig så også på sengen, for han kunne godt mærke at han var træt.

Det var ganske tidligt på morgenen, da Johannes vågnede. Rejsekammeraten stod også op, og fortalte, at han i nat havde drømt en meget underlig drøm om prinsessen og hendes sko, og bad derfor Johannes spørge om prinsessen ikke skulle have tænkt på sin sko? For det var jo det, han havde hørt af trolden inde i bjerget, men han ville ikke fortælle Johannes noget om trolden, bad ham bare at spørge, om hun havde tænkt på sin sko?

"Jeg kan ligeså godt spørge om det ene, som om det andet," sagde Johannes, "måske kan det være helt rigtigt, hvad du har drømt, for jeg tror nu alletider på, at Vorherre nok skal hjælpe mig! Men jeg vil dog sige farvel til dig, for hvis jeg gætter galt, får jeg dig aldrig mere at se!"

Så kyssede de hinanden, og Johannes gik ind til byen og op på slottet. Salen var helt fyldt med mennesker. Dommerne sad i deres lænestole, og havde edderduns-dyner under hovedet, for de havde så meget at tænke på. Den gamle konge stod op og tørrede sine øjne i et hvidt lommetørklæde. Nu trådte prinsessen ind, hun var endnu meget dejligere end i går, og hilste så kærligt på dem allesammen, men Johannes gav hun hånden, og sagde: "God morgen, du!"

Nu skulle Johannes til at gætte, hvad hun havde tænkt på. Gud, hvor så hun dog venligt på ham. Men lige idet hun hørte ham sige det ene ord: sko, blev hun kridhvid i ansigtet, og rystede over hele kroppen, men det kunne ikke hjælpe hende noget, for han havde gættet rigtigt!

Hillemænd, hvor den gamle konge blev glad. Han slog en kolbøtte og alle folk klappede i hænderne for ham og for Johannes, der nu havde gættet rigtigt den første gang.

Rejsekammeraten blev også glad, da han fik at vide, hvor godt det var gået. Men Johannes lukkede sine hænder sammen og takkede den gode Gud, der vist nok ville hjælpe ham igen de to andre gange: næste dag skulle der allerede gættes igen.

Aftenen gik ligesom den igår. Da Johannes sov, fløj rejsekammeraten efter prinsessen ud til bjerget, og pryglede hende endnu stærkere end første gang, for nu havde han taget to bregne-bundter med. Ingen fik ham at se, og han hørte alle ting. Prinsessen ville tænke på sin handske, og det fortalte han til Johannes, ligesom om det var en drøm; Johannes kunne så igen gætte rigtigt, og der blev sådan en glæde på slottet. Hele hoffet slog kolbøtter, ligesom de havde set kongen gøre den første gang, Men prinsessen lå på sofaen og ville ikke sige ét eneste ord! Nu kom det an på, om Johannes kunne gætte den tredje gang. Gik det godt, skulle han jo have den dejlige prinsesse, og arve det hele kongerige, når den gamle konge døde. Gættede han galt, så skulle han miste sit liv, og trolden ville spise hans smukke blå øjne.

Aftenen i forvejen gik Johannes tidlig i seng, læste sin aftenbøn, og sov så ganske roligt. Men rejsekammeraten spændte vingerne på sin ryg, bandt sabelen ved sin side og tog alle tre bundter bregner og pilekviste med sig, og fløj så til slottet.

Det var en bælgmørk nat, det stormede så tagstenene fløj af husene, og træerne inde i haven, hvor friernes knogler hang, svajede ligesom siv, når det blæste. Det lynede hvert øjeblik, og tordenen rullede, som om det kun var ét eneste tordenskrald, der varede hele natten. Nu slog vinduet op, og prinsessen fløj ud. Hun var så bleg, som en død, men hun lo af det onde vejr, syntes ikke det var stærkt nok, hendes hvide kåbe hvirvlede rundt i luften, ligesom et stort skibssejl, men rejsekammeraten piskede hende sådan med sine tre bundter, så blodet dryppede ned på jorden, og hun til sidst næsten ikke kunne flyve længer. Endelig kom hun da ud til bjerget.

"Det hagler og stormer," sagde hun; "aldrig har jeg været ude i sådant et vejr."

"Man kan også få for meget af det gode," sagde trolden. Nu fortalte hun ham, at Johannes også havde gættet rigtigt anden gang. Gjorde han nu det samme i morgen, så havde han vundet, og hun kunne aldrig mere komme ud til bjerget, skulle aldrig kunne gøre sådanne troldkunster, som før. Derfor var hun meget bedrøvet.

"Han skal ikke kunne gætte det imorgen!" sagde trolden, "jeg skal nok finde på noget, han aldrig har tænkt på! Eller også må han være en større troldmand, end jeg. Men nu skal vi have det lystigt og sjovt!" Og så tog han prinsessen i begge hænder og de dansede rundt med alle de små nisser og lygtemænd, der var i stuen. De røde edderkopper sprang ligeså lystigt og muntert op og ned af væggen, det så ud som ildblomsterne gnistrede. Uglen slog på tromme, fårekyllingerne peb og de sorte græshopper blæste på mundharpe. Det var et lystigt bal! -

Da de nu havde danset længe nok, måtte prinsessen hjem, for ellers kunne hun blive savnet på slottet. Trolden sagde, at han nok skulle følge hende, for så kunne de være lidt længere tid sammen.

De fløj da afsted i det onde vejr, og rejsekammeraten sled sine tre bundter op på at piske deres rygstykker. Aldrig havde trolden været ude i sådan et haglvejr. Udenfor slottet sagde han farvel til prinsessen, og hviskede i det samme til hende: "Tænk på mit hoved," men rejsekammeraten hørte det, og lige i det øjeblik prinsessen smuttede igennem vinduet ind i sit sovekammer, og trolden ville vende om igen, greb han ham i hans lange sorte skæg, og huggede med sin sabel hans ækle troldehoved af - lige ved skuldrene, så trolden ikke en gang selv fik det at se. Kroppen kastede han ud i søen til fiskene, men hovedet dyppede han kun ned i vandet, og bandt det så ind i sit silkelommetørklæde, tog det med hjem i værtshuset, og lagde sig så til at sove.

Næste morgen gav han Johannes lommetørklædet, men sagde, han ikke måtte binde det op, før prinsessen spurgte, hvad det var, hun havde tænkt på.

Der var så mange mennesker i den store sal på slottet, at de stod oven på hinanden, ligesom radiser, der er bundet sammen i et bundt. Rådet sad i deres stole med de bløde hovedpuder, og den gamle konge havde helt nyt tøj på, guldkronen og scepteret var poleret, det så ganske nydeligt og pænt ud. Men prinsessen var fuldstændig bleg, og havde en kulsort kjole på, som om hun skulle til begravelse.

"Hvad har jeg tænkt på?" sagde hun til Johannes, og straks bandt han lommetørklædet op, og blev selv helt forskrækket, da han så det fæle troldehoved. Det gøs i alle mennesker, for det var forfærdeligt at se det troldehoved. Men prinsessen sad ligesom et stenbillede, og kunne ikke sige et eneste ord. Til sidst rejste hun sig op, og gav Johannes hånden, for han havde jo gættet rigtigt. Hun så hverken på den ene eller den anden, men sukkede ganske dybt: "Nu er du min Herre! I aften skal vi holde bryllup!"

"Det kan jeg lide!" sagde den gamle konge, "– sådan skal det være!" Alle folk råbte Hurra, vagtparaden spillede musik i gaderne, kirkeklokkerne ringede, og kagekonerne tog det sorte sørgebind af deres kager og marcipangrise, for nu var der glæde! Tre helstegte okser, fyldt med ænder og høns, blev sat midt på torvet, og alle kunne der skære sig et stykke. Springvandene sprang med den dejligste vin, og købte man en Skillings-Kringle hos bageren, fik man seks store boller med i tilgift, og det endda boller med rosiner i!

Om aftenen var hele byen illumineret med festlys, og soldaterne skød med kanoner, og drengene med knaldperler, og der blev spist og drukket, klinket og sprunget oppe på slottet. Alle de fornemme herrer og de dejlige damer dansede med hinanden, man kunne langt borte høre, hvor de sang:

"Her er' så mange smukke piger,

Som vil ha' dem en svingom,

De begære ”Tambour-marchen”,

Smukke pige, vend dig om.

Danser og tramper,

Så skosålerne falder a´!"

Men prinsessen var jo en heks endnu, og holdt slet ikke af Johannes. Det huskede rejsekammeraten, og derfor gav han Johannes tre fjer af svanevingerne, og en lille flaske med nogle dråber i, sagde derefter til ham, at han lige ved brudesengen skulle få sat et stort kar fyldt med vand, og når prinsessen så ville stige op i sengen, skulle han give hende et lille stød så hun faldt ned i vandet, hvor han skulle dyppe hende tre gange i vandet, efter at have kastet fjerene og dråberne i karret. Så ville hun blive fri for sin trolddom, og ville komme til at holde så meget af Johannes.

Han gjorde alt, hvad rejsekammeraten havde rådet ham til. Prinsessen skreg ganske vist højt, da han dykkede hende ned under vandet, og hun sprællede som en stor, kulsort

svane med gnistrende øjne under Johannes hænder. Da hun anden gang kom op over vandet igen, var svanen helt hvid, bortset fra én lille sort ring rundt om halsen. Johannes bad så fromt til Vorherre, og lod for tredie gang vandet spille hen over fuglen, og i samme øjeblik forvandledes svanen til den dejligste prinsesse. Hun var endnu smukkere end før, og takkede ham med tårer i sine dejlige øjne, fordi han havde hævet hendes fortryllelse. Næste morgen kom den gamle konge med hele sin hofstab, og der var en gratuleren og lykønskninger til langt op på dagen. Til allersidst kom rejsekammeraten, han havde sin stok i hånden og rygsækken på nakken. Johannes kyssede ham så mange gange, og sagde, at han ikke måtte rejse bort, han skulle blive hos ham, for han var jo skyld i hele hans lykke. Men rejsekammeraten rystede på hovedet, og sagde så mildt og venligt: "Nej, nu er min tid omme. Jeg har såmænd kun betalt min gæld. Kan du huske den døde mand, som de onde mennesker ville gøre fortræd i kirken. Du gav alt, hvad du ejede, for at han kunne have ro i sin grav. Den døde mand, det er mig!"

I det samme var han borte. -

Brylluppet varede nu en hel måned, Johannes og prinsessen holdt så meget af hinanden, og den gamle konge levede mange fornøjede dage og han lod deres små bitte børn ride ranke på sit knæ og lege med sit scepter. Men Johannes var nu konge over hele riget.