H.C. Andersen - Eventyr 009
Kejserens nye klæ´r (1837)
For mange år siden levede en kejser, som holdt så uhyre meget af tøj og smukke nye klæ´r, at han gav alle sine penge ud for at blive pyntet på rette måde. Han brød sig ikke om sine soldater, brød sig ikke om teaterkomedier eller om at køre i skoven, men ene og alene om at vise sig i sine nye klæ´r. Han havde et kjolesæt til hver time på dagen, og ligesom man siger om en konge, at ”han er i Rådet!”, så sagde man altid her: "Kejseren er i Garderoben!" - I den store by, hvor han boede, gik det meget fornøjeligt til, hver dag kom der mange fremmede, og en dag kom der to bedragere. De gav sig ud for at være vævere og sagde, at de kunne væve det dejligste tøj, man kunne tænke sig. Ikke alene farverne og mønstret var noget usædvanligt smukt, men de klæ´r, som blev syet af tøjet, havde den forunderlige egenskab at de blev usynlige for ethvert menneske, som ikke duede i sit embede, eller også var utilladelig dum. "Det var jo nogle dejlige klæ´r," tænkte kejseren; "ved at have dem på, kunne jeg finde ud af, hvilke mænd i mit rige der ikke dur til det embede de har, og jeg kan skelne de kloge fra de dumme! Ja, det tøj må straks væves til mig!" og han gav de to bedragere mange penge på forskud, så de kunne begynde på deres arbejde. De satte også to væverstole op, og lod som om de arbejdede, men de havde ikke det mindste på væven. Rask væk forlangte de den fineste silke, og det prægtigste guld. Det puttede de i deres egen pose og arbejdede videre med de tomme væve, og det til langt ud på natten.
"Nu gad jeg nok vide, hvor langt de er kommet med tøjet!" tænkte kejseren, men han var godt nok lidt underlig om hjertet ved at tænke på, at den, som var dum, eller dårlig egnet til sit embede, ikke kunne se det. Han troede dog nok, at han ikke behøvede at være bange for sig selv, men han ville dog først sende nogen hen for at se, hvordan det gik. Alle mennesker i hele byen vidste, hvilken forunderlig kraft tøjet havde, og alle var begærlige efter at se, hvor dårlig eller dum hans nabo var.
"Jeg vil sende min gamle ærlige minister hen til væverne!" tænkte kejseren, "han kan bedst se, hvordan tøjet tager sig ud, for han har forstand, og ingen passer sit embede bedre end han!" -
Nu gik den gamle skikkelige minister ind i salen, hvor de to bedragere sad og arbejdede med de tomme væve. "Gud bevar´s!" tænkte den gamle minister og spilede øjnene op, "jeg kan jo ikke se noget!" Men det sagde han ikke.
Begge bedragere bad ham være så god at træde nærmere og spurgte, om det ikke var et smukt mønster og dejlige farver. Så pegede de på den tomme væv, og den stakkels gamle minister blev ved at spile øjnene op, men han kunne ikke se noget, for der varjo ingenting. "Herre Gud!" tænkte han, "skulle jeg være dum? Det har jeg aldrig troet, og det må ingen mennesker vide! Skulle jeg ikke due til mit embede? Nej det går ikke, at jeg fortæller, jeg ikke kan se tøjet!"
"Nå, De siger ikke noget om det!" sagde den ene, som vævede!
"Oh, det er nydeligt, ganske bedårende!" sagde den gamle minister og så igennem sine briller, "dette mønster og disse farver! - ja, jeg skal sige kejseren, at det behager mig særdeles!"
"Nå, det fornøjer os!" sagde begge væverne, og nu nævnede de farverne ved navn og det sælsomme mønster. Den gamle minister hørte godt efter, for at han kunne sige det samme, når han kom hjem til kejseren, og det gjorde han.
Nu forlangte bedragerne flere penge, mere silke og guld, det skulle de bruge til vævning. De stak alt i deres egne lommer, på væven kom ikke en trevl, men de blev ved, som før, at væve på den tomme væv.
Kejseren sendte snart igen en anden skikkelig embedsmand hen for at se, hvordan det gik med vævningen, og om tøjet snart var færdigt. Det gik ham ligesom den anden: han så og så, men da der ikke var noget udover de tomme væve, kunne han ingen ting se.
"Ja, er det ikke et smukt stykke tøj!" sagde begge bedragerne og viste og forklarede det dejlige mønster, som der slet ikke var.
"Dum er jeg ikke," tænkte manden, "det er altså mit gode embede, jeg ikke duer til. Det var godt nok overraskende, men det må man ikke lade sig mærke med!", og så roste han tøjet, han ikke så, og forsikrede dem om sin glæde over de skønne kulører og det dejlige mønster. "Ja. det er ganske bedårende!" sagde han til kejseren.
Alle mennesker i byen talte om det prægtige tøj.
Nu ville kejseren selv se det, mens det endnu var på væven. Med en hel skare udsøgte mænd - mellem hvilke de to gamle skikkelige embedsmænd var, som før havde været der - gik han hen til begge de listige bedragere, der nu vævede af alle kræfter, men uden trevl eller tråd.
"Ja, er det ikke magnifique!" sagde begge de skikkelige embedsmænd. "Vil Deres Majestæt se: ja, hvilket mønster, hvilke farver!", og så pegede de på den tomme væv, for de troede, at de andre vist nok kunne se tøjet.
"Hvad for noget!" tænkte kejseren, "– jeg ser ingen ting. Det er jo forfærdeligt! Er jeg dum? Duer jeg ikke til at være kejser? Det var det skrækkeligste, som kunne overgå mig! "Oh, det er meget smukt!" sagde kejseren, "– det har min allerhøjeste anerkendelse!" Og han nikkede tilfreds og betragtede den tomme væv. Han ville ikke sige, at han ingenting kunne se. Hele det følge, kejseren havde med sig, så og så, men fik ikke mere ud af det, end alle de andre. Men de sagde ligesom kejseren: "Oh, det er meget smukt!", og de rådede ham til at tage disse nye, prægtige klæ´r på første gang, ved den store procession, som snart forestod. "Det er magnifique, nysseligt, excellent!", gik det fra mund til mund, og man var allesammen så inderligt fornøjede dermed. Kejseren gav hver af bedragerne et ridderkors til at hænge i knaphullet og titel af ”vævejunkere”.
Hele natten før den formiddag processionen skulle være, sad bedragerne oppe og havde over seksten lys tændt. Folk kunne se, de havde travlt med at få kejserens nye klæ´r færdige. De lod, som de tog tøjet af væven, de klippede i luften med store sakse, de syede med synål uden tråd og sagde til sidst: "Se, nu er klæ´rne færdige!"
Kejseren, med sine fornemste kavalerer, kom selv derhen og begge bedragerne løftede den ene arm i vejret, som om de holdt noget, og sagde: "Se her er benklæ´rne! Her er kjolejakken! her kappen!" og således videre frem. "Det er så let, som spindelvæv, man skulle tro man havde ingenting på kroppen, men det er netop det gode ved det!"
"Ja!" sagde alle kavalererne, men de kunne ingenting se, for der var ikke noget.
"Vil nu Deres kejserlige Majestæt allernådigst behage at tage deres klæ´r af!" sagde bedragerne, "– så skal vi give Dem de nye på, herhenne foran det store spejl!"
Kejseren lagde alle sine klæ´r, og bedragerne bar sig ad, som om de gav ham hvert stykke af det nye tøj, der skulle være syet, og kejseren vendte og drejede sig for spejlet.
"Gud, hvor det klæ´r Dem godt! Hvor det sidder dejligt!" sagde de allesammen. "Hvilket mønster! Hvilke farver! Det er en kostbar dragt!" -
"Udenfor står de med tronhimlen - den baldakin, som skal bæres over Deres Majestæt i processionen!" sagde overceremonimesteren.
"Ja, jeg er jo i fornem stand!" sagde kejseren. "Sidder det ikke godt?" - og så vendte han sig nok engang foran spejlet, for det skulle nu se ud som om han rigtig betragtede sin påklædning.
Kammerherrerne, som skulle bære slæbet, famlede med hænderne hen ad gulvet, som om de tog slæbet op, og gik og holdt det i luften. De turde ikke lade sig mærke med, at de ingenting kunne se.
Så gik kejseren i processionen under den dejlige tronhimmel og alle mennesker på gaden og i vinduerne sagde: "Gud, hvor kejserens nye klæ´r er mageløse! Hvilket dejligt slæb han har på kjolen! Hvor den sidder velsignet godt!" Ingen ville lade sig mærke med, at han intet så, for så havde han jo ikke duet i sit embede, eller været meget dum. Ingen af kejserens klæ´r havde gjort sådan lykke.
"Men han har jo ikke noget på!" sagde et lille barn. "Herre Gud, hør den uskyldiges røst," sagde faderen. Og den ene hviskede til den anden, hvad barnet sagde.
"Men han har jo ikke noget på!" råbte til sidst hele folket. Det krøb i kejseren, for han syntes, de havde ret, men han tænkte som så: "Nu må jeg holde processionen ud". Og kammerherrerne gik og bar på slæbet, som der slet ikke var.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©