010.Gåseurten (1838)

H.C. Andersen - Eventyr 010:

Gåseurten (1838)

Original + 2019-version

(Note: En gåseurt kaldes også tusindfryd eller bellis)

Nu skal du høre! -

Ude på landet, tæt ved vejen, lå en lille sommervilla. Du har sikkert selv engang set den! Der er foran en lille have med blomster og et stakit, som er malet. Tæt herved, på grøftekanten, midt i det dejligste grønne græs, voksede en lille gåseurt. Solen skinnede lige så varmt og smukt på dén, som på de store rige pragtblomster inde i haven, og derfor voksede den time for time. En morgen stod den helt udsprunget med sine små, skinnende hvide blade, der sidder som stråler rundt om den lille gule sol inden i. Den tænkte slet ikke på, at intet menneske så den der i græsset og at den var en fattig, foragtet blomst. Nej, den var så glad og fornøjet, den vendte sig lige imod den varme sol, så op i den og hørte på lærken, som sang i luften.

Den lille gåseurt var så lykkelig, som om det var en stor helligdag, og så var det dog bare en mandag. Alle børn var i skole; mens de sad på deres bænke og lærte noget, sad den på sin lille grønne stilk og lærte også noget af den varme sol og af alt rundt omkring, lærte om hvor god Gud er. Blomsten syntes at den lille lærke tydeligt og smukt sang alt, hvad den i stilhed selv følte. Og med en slags ærbødighed så gåseurten op til den lykkelige fugl, der kunne synge og flyve, men blomsten var slet ikke bedrøvet, fordi den ikke selv kunne det. "Jeg ser og hører jo!" tænkte den, "solen skinner på mig og vinden kysser mig! O, hvor jeg dog er blevet begavet!"

Indenfor stakittet stod så mange stive, fornemme blomster, jo mindre duft de havde, des mere knejsede de. Pæonerne blæste sig op, for at være større end en rose, men det er slet ikke størrelsen, som gør det! Tulipanerne havde de allersmukkeste farver, og det vidste de godt selv og holdt sig så ranke, for at man endnu bedre skulle se det. De lagde slet ikke mærke til den lille gåseurt udenfor, men den så til gengæld meget mere på dem og tænkte: "Hvor er de rige og dejlige! Ja, dem flyver den prægtige fugl nok ned til og besøger! Gudskelov, at jeg står så nær ved, så kan også jeg få denne festlighed at se!" Og lige i det den tænkte dette – "kvirre-vit!"- der kom lærken flyvende, men ikke ned til pæoner og tulipaner, nej, men ned i græsset til den fattige gåseurt, der blev så forskrækket af bare glæde, at den slet ikke mere vidste, hvad den skulle tænke.

Den lille fugl dansede rundt omkring den og sang: "Nej, hvor dog græsset er blødt, og se, hvilken sød lille blomst med guld i hjertet og sølv på kjolen!" Den gule prik i gåseurten så jo også ud som guld, og de små blade rundt om var skinnende sølvhvide.

Så lykkelig som den lille gåseurt var, nej, det kan ingen begribe! Fuglen kyssede blomsten med sit næb, sang for den og fløj så igen op i den blå luft. Det varede næsten et helt kvarter, før gåseurten kom til sig selv igen. Genert og forlegen, og dog inderlig fornøjet, kiggede den hen til blomsterne inde i haven. De havde jo set den ære og lyksalighed, der var sket hende, de måtte jo begribe, hvilken glæde det var. Men tulipanerne stod bare lige så stive som før, og de var så spidse i ansigtet og så røde, for de havde ærgret sig! Pæonerne var bare tykhovedede, bu! Det var godt, at de ikke kunne tale, ellers havde gåseurten fået en ordentlig overhaling. Den stakkels lille blomst kunne godt se, at de ikke var i godt humør, og det gjorde den så inderligt ondt. I det samme kom der inde i haven en pige med en stor kniv så skarp og skinnende. Hun gik lige hen mellem tulipanerne og skar den ene af efter den anden. "Uh!" sukkede den lille gåseurt, "det var jo frygteligt. Nu er det forbi med dem!" Så gik pigen bort med tulipanerne. Gåseurten var glad for, at den stod ude i græsset og var en lille, fattig blomst. Den følte sig ret så taknemmelig, og da solen gik ned, foldede den sine blade, sov ind og drømte hele natten om solen og den lille fugl.

Næste morgen, da blomsten igen, lykkelig, strakte alle de hvide blade ligesom små arme ud mod luft og lys, genkendte den fuglens stemme, men det var sørgeligt, hvad den sang nu. Ja, den stakkels lærke havde god grund til det, den var blevet fanget og sad nu i et bur tæt ved det åbne vindue. Den sang om at flyve frit og lykkeligt omkring, sang om det unge, grønne korn på marken og om den dejlige rejse, den kunne gøre på sine vinger højt op i luften. Den stakkels fugl var ikke i godt humør, indfanget sad den der i buret.

Den lille gåseurt ønskede så gerne at hjælpe, men hvordan skulle den bære sig ad, ja det var vanskeligt at finde ud af. Den glemte helt hvor smukt alt stod rundt omkring, hvor varmt solen skinnede, og hvor smukke hvide dens blade så ud. Ak, den kunne kun tænke på den fangne fugl, som den slet ikke var i stand til at gøre noget for.

Da kom der i det samme to små drenge ud af haven. Den ene af dem havde en kniv i hånden, stor og skarp som den, pigen havde haft til at skære tulipanerne af med. De gik lige hen imod den lille gåseurt, der slet ikke kunne forstå, hvad de ville.

"Her kan vi skære en dejlig stykke græstørv til lærken!" sagde den ene dreng og begyndte at udskære en firkant dybt ned, omkring gåseurten, så blomsten kom til at stå midt i græstørven.

"Riv den blomst af!" sagde den anden dreng, og gåseurten rystede af angst for at blive revet af, den var jo ved at miste livet, og nu ville den så gerne leve, da den skulle med græstørven ind i buret til den fangne lærke.

"Nej, lad den sidde!" sagde den anden dreng, " - den pynter så pænt!" og så blev den siddende og kom med ind i buret til lærken.

Men den stakkels fugl klagede højt over sin tabte frihed og slog med vingerne mod jerntrådene i buret. Den lille gåseurt kunne ikke tale, ikke sige et trøstende ord, selvom den så gerne ville. Således gik hele formiddagen.

"Her er intet vand!" sagde lærken i buret, "menneskene er alle ude og har glemt at give mig en dråbe at drikke! Min hals er tør og brændende, der er ild og is inden i mig og luften er så tung! Ak, jeg må dø - fra det varme solskin, fra det friske grønne, fra al den dejlighed, Gud har skabt!" Og så borede den sit lille næb ned i den kølige græstørv, for derved at opfriskes lidt. Da faldt dens øjne på gåseurten, og fuglen nikkede til den, kyssede den med næbbet og sagde: "Du må da også visne herinde, du stakkels lille blomst! Dig og den lille grønne plet græs har man givet mig i stedet for hele den verden jeg havde udenfor! Hvert lille græsstrå skal være mig et grønt træ, hvert af dine hvide blade en duftende blomst! Ak, I fortæller mig jo bare, hvor meget jeg har mistet!"

"Hvem der dog kunne trøste ham!" tænkte gåseurten, men den kunne ikke røre et blad. Men duften, som strømmede ud af de fine blade, var langt stærkere, end den plejer at være hos denne blomst. Det mærkede også fuglen, og selvom den mistede kræfterne af tørst og i sin pine rev de grønne græsstrå af, rørte den slet ikke blomsten.

Det blev aften, og endnu var ingen kommet og havde bragt den stakkels fugl en vanddråbe. Da strakte den sine smukke vinger ud, rystede dem krampagtigt. Dens sang var et sørgeligt ”Pi-pi”. Det lille hoved bøjede sig henimod blomsten, og fuglens hjerte brast af savn og længsel. Da kunne blomsten ikke, som aftenen forud, folde sine blade sammen og sove, den hang syg og sørgende ned mod jorden.

Først den næste morgen kom drengene, og da de så fuglen død, græd de. De græd mange tårer og begravede den i en nydelig grav, som blev pyntet med blomsterblade. Fuglens lig kom i en rød, dejlig æske, kongeligt skulle den begraves, den stakkels fugl! Da fuglen levede og sang, glemte de ham, lod ham sidde i buret og lide savn, nu fik han pynt og mange tårer.

Men græstørven med gåseurten blev kastet ud i støvet på landevejen, ingen tænkte på den, som dog havde følt mest for den lille fugl og som gerne ville trøste den!