H.C. Andersen - Eventyr 011:
Den standhaftige tinsoldat (1837)
Der var engang fem og tyve tinsoldater, de var alle brødre, for de var født af en gammel tin-ske. Geværet holdt de i armen og ansigtet satte de lige ud. Rød og blå, nok så dejlig var uniformen. Det allerførste, de hørte i denne verden, da låget blev taget af æsken, hvor i de lå, var ordet: "tinsoldater!" Det råbte en lille dreng og klappede i hænderne. Han havde fået dem, for det var hans fødselsdag, og stillede dem nu op på bordet. Den ene soldat lignede livagtig den anden, kun en eneste var lidt forskellig: han havde eet ben, for han var blevet støbt sidst, og så var der ikke tin nok. Dog stod han lige så fast på sit ene ben, som de andre på deres to, og det er netop ham, som bliver den særlige. På bordet, hvor de blev stillet op, stod meget andet legetøj. Men det, som faldt mest i øjnene, var et nydeligt slot af papir. Gennem de små vinduer kunne man se lige ind i salene. Udenfor stod små træer, rundt om et lille spejl, der skulle se ud som en sø. Svaner af voks svømmede på søen og spejlede sig. Det var alt sammen pænt og nydeligt, men det nydeligste var dog en lille jomfru, en pige, som stod midt i den åbne slotsdør. Hun var også klippet ud af papir, men hun havde et skørt på af det klareste, tyndeste hør og et lille smalt blåt bånd over skulderen ligesom et slag eller et sjal. Og midt i det sad en skinnende paillette, lige så stor som hele hendes ansigt. Den lille jomfru strakte begge sine arme ud, for hun var en danserinde, og så løftede hun sit ene ben så højt i vejret, at tinsoldaten slet ikke kunne se det og troede, at hun kun havde et ben ligesom han. "Det var lige en kone for mig!" tænkte han. "Men hun er noget fornem, hun bor i et slot, jeg har kun en æske, og den er vi fem og tyve om, det er ikke et sted for hende! Men jeg må se at lære hende at kende!" Og så lagde han sig så lang han var bag en snustobaksdåse, der stod på bordet. Der kunne han lige netop se på den lille fine dame, som blev ved at stå på eet ben, uden at komme ud af balancen.
Da det blev ud på aftenen, kom alle de andre tinsoldater i deres æske og folkene i huset gik til sengs. Nu begyndte legetøjet at lege, de legede både ”komme fremmede”, ”føre krig” og ”holde bal”. Tinsoldaterne raslede i æsken, for de ville være med, men de kunne ikke få låget af. Nøddeknækkeren slog kolbøtter, og skrivekridtet lavede sjov på tavlen. Der blev så meget spektakel at kanariefuglen vågnede, og begyndte at snakke med, og det på vers! De to eneste, som ikke rørte sig ud af stedet, var tinsoldaten og den lille danserinde: hun holdt sig så rank på tåspidsen og med begge armene udad, og han var lige så standhaftig på sit ene ben, hans øjne flyttede sig ikke et øjeblik fra hende.
Nu slog klokken tolv, og klask: der sprang låget af snustobaksdåsen, men der var ingen tobak i, nej, men en lille sort trold - det var sådant et kunststykke.
"Tinsoldat!" sagde trolden, " – vil du holde dine øjne hos dig selv!"
Men tinsoldaten lod, som om han ikke hørte det.
"Ja, vent bare til i morgen!" sagde trolden.
Da det nu blev morgen, og børnene kom op, blev tinsoldaten stillet hen i vinduet, og hvad enten det nu var trolden eller trækvind, lige med et fløj vinduet op og soldaten gik ud på hovedet fra tredje sal. Det var en skrækkelig fart, han vendte benet lige i vejret, og landede på kasketten, med bajonetten nede i jorden mellem brostenene.
Tjenestepigen og den lille dreng kom straks ned, for at lede. Men skønt de var lige ved at træde på ham, kunne de dog ikke se ham. Havde tinsoldaten råbt: her er jeg! så havde de nok fundet ham, men han fandt det ikke passende at skrige højt, da han var i uniform.
Nu begyndte det at regne, den ene dråbe faldt tættere end den anden, det blev en ordentlig skylle. Da den var forbi, kom der to gadedrenge.
"Se der, du!" sagde den ene, "der ligger en tinsoldat! Han skal ud at sejle!"
Og så lavede de en båd af en avis, satte tinsoldaten midt i den, og nu sejlede han afsted ude i rendestenen. Begge drengene løb ved siden og klappede i hænderne. Bevar os vel, sikke bølger der gik ude i rendestenen, og hvilken strøm der var – men det havde jo også skylregnet. Papirsbåden vippede op og ned, og undertiden drejede den så hurtigt rundt, så det dirrede i tinsoldaten. Men han forblev standhaftig, forandrede ikke en mine, så bare lige ud og holdt geværet fast i armen.
Lige med et drev båden ind under et langt rendestens-bræt. Der blev lige så mørkt, som om han var i sin æske.
"Hvor mon jeg nu kommer hen?", tænkte han, "Ja, ja, det er troldens skyld! Ak, hvis bare den lille danserinde sad her i båden, så måtte der gerne være endnu mere mørkt!"
I det samme kom der en stor vandrotte, som boede under rendestens-brættet.
"Har du pas?" spurgte rotten. "Hit med passet!"
Men tinsoldaten tav stille og holdt endnu fastere på geværet. Båden for nu afsted og rotten bag efter. Hu! hvor den skar tænder, og råbte til alle pinde og strå:
"Stop ham! Stop ham! Han har ikke betalt told! Han har ikke vist pas!"
Men strømmen blev stærkere og stærkere! Tinsoldaten kunne allerede øjne den lyse dag foran, der hvor brættet stoppede, men han hørte også en brusende lyd, der nok kunne gøre selv en tapper mand forskrækket. Tænk dog, lige der hvor brættet stoppede, styrtede rendestenen ud i en stor kanal, det ville for tinsoldaten være lige så farligt, som det ville være for os at sejle ned af et stort vandfald.
Nu var han allerede så nær ved, at han ikke kunne standse. Båden for ud i kanalen, den stakkels tinsoldat holdt sig så stiv han kunne, ingen skulle sige om ham, at han blinkede med øjnene. Båden snurrede tre fire gange rundt, og var fyldt med vand lige til randen, den ville synke. Tinsoldaten stod i vand til halsen og dybere og dybere sank båden, mere og mere opløstes papiret. Nu gik vandet over soldatens hoved, - da tænkte han på den lille dejlige danserinde, som han aldrig mere skulle få at se; og det klang for tinsoldatens øre:
"Fare, Fare, Krigsmand!
Døden skal Du lide!"
Nu gik papiret i stykker, og tinsoldaten styrtede igennem - men blev i det samme slugt af en stor fisk.
Nej, hvor var det mørkt derinde! Der var endnu værre, end under rendestensbrættet, og så var der så snævert. Men tinsoldaten var standhaftig, og lå så lang han var med geværet i armen. -
Fisken for omkring, den gjorde de allerforfærdeligste bevægelser. Endelig blev den helt stille, og der løb ligesom en lynstråle gennem den. Lyset skinnede ganske klart og een råbte højt: "Tinsoldat!" Fisken var blevet fanget, bragt på torvet, solgt og kommet op i køkkenet, hvor pigen skar den op med en stor kniv. Hun tog, med sine to fingre, soldaten midt om livet og bar ham ind i stuen, hvor de allesammen ville se sådan en mærkværdig mand, der havde rejst omkring i maven på en fisk. Men tinsoldaten var slet ikke stolt. De stillede ham op på bordet og der - nej, hvor kan det gå underligt til i verden: tinsoldaten var havnet i den samme stue, han havde været i før. Han så de samme børn og det samme legetøjet stod på bordet. Det dejlige slot med den nydelige lille danserinde. Hun holdt sig stadig på det ene ben og havde det andet højt i vejret, hun var også standhaftig! Det berørte tinsoldaten, han var klar til at græde tin, men det passede sig ikke. Han så på hende og hun så på ham, men de sagde ikke noget.
I det samme tog den ene af smådrengene og kastede soldaten lige ind i kakkelovnen, og han gav slet ingen grund. Det var helt bestemt trolden i dåsen, der var skyld i det.
Tinsoldaten stod fuldstændig oplyst og følte en varme, der var forfærdelig. Men om varmen kom fra den virkelige ild, eller af kærlighed, det vidste han ikke. Farverne havde han mistet, men om det var sket på rejsen eller om det var af sorg, kunne ingen sige. Han så på den lille jomfru, hun så på ham, og han følte at han smeltede. Men stadig stod han standhaftig med geværet i armen. Da gik der en dør op, vinden tog i danserinden og hun fløj ligesom en sylfide lige ind i kakkelovnen til tinsoldaten, blussede op i en flamme og var væk. Så smeltede tinsoldaten til en klat, og da stuepigen dagen efter tog asken ud, fandt hun ham som et lille tinhjerte. Af danserinden derimod var der kun pailletten tilbage, og den var brændt kulsort.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©