H. C. Andersen – Eventyr 012:
De vilde svaner (1838)
Langt borte herfra, der hvor svalerne flyver hen, når vi har vinter, boede en konge, som havde elleve sønner og en datter, Elisa. De elleve brødre, prinser var de, gik i skole med stjerne på brystet og sabel ved siden. De skrev på guldtavler med diamantkridt og læste lige så godt udenad, som indenad, man kunne straks høre, at de var prinser. Søsteren Elisa sad på en lille skammel af spejlglas og havde en billedbog, der var købt for det halve kongerige.
Åh, de børn havde det så godt, men sådan skulle det ikke altid blive ved med at være!
Deres far, som var konge over hele landet, giftede sig med en ond dronning, der slet ikke var god mod de stakkels børn.
Allerede den første dag kunne de godt mærke det: på hele slottet var der stor fest, og så legede børnene "komme fremmede", men i stedet for at de ellers fik alle de kager og stegte æbler, de ville have, gav hun dem kun sand i en tekop og sagde, at de kunne lade, som om det var noget.
Ugen efter satte hun den lille søster Elisa ud på landet hos nogle bønder, og længe varede det ikke, før hun fik bildt kongen så meget ind om de stakkels prinser, at han slet ikke brød sig om dem mere.
"Flyv I ud i verden og pas jer selv!" sagde den onde dronning; "flyv som store fugle, uden stemme!" Men hun kunne dog ikke gøre det så slemt, som hun gerne ville: de blev til elleve dejlige svaner. Med et underligt skrig fløj de ud af slotsvinduerne hen over parken og skoven.
Det var endnu ganske tidlig morgen, da de kom forbi, hvor søsteren Elisa lå og sov i bondens stue. Her svævede de over taget, drejede med deres lange halse, og slog med vingerne, men ingen hørte eller så det! De måtte igen af sted, højt op imod skyerne, langt ud i den vide verden, der fløj de ud i en stor mørk skov, der strakte sig lige ned til stranden.
Den stakkels lille Elisa stod i bondens stue og legede med et grønt blad, andet legetøj havde hun ikke. Hun stak et hul i bladet, kiggede igennem det op på solen, og da var det ligesom om hun så sine brødres klare øjne, og hver gang de varme solstråler skinnede på hendes kind, tænkte hun på alle deres kys.
Den ene dag gik ligesom den anden. Blæste vinden gennem de store rosenhække uden for huset, da hviskede den til roserne: "Hvem kan være smukkere end I?" Men roserne rystede med hovedet og sagde: "Det er Elisa!" Og sad den gamle kone om søndagen i døren og læste i sin salmebog, da vendte vinden bladene, og sagde til bogen: "Hvem kan være frommere end du?" – "Det er Elisa!" sagde salmebogen, og det var den rene og skære sandhed, hvad roserne og salmebogen sagde.
Da hun var femten år, skulle hun hjem, og da dronningen så, hvor smuk hun var, blev hun vred og hadefuld. Gerne havde hun forvandlet Elisa til en vild svane, ligesom brødrene, men det turde hun ikke straks, da kongen jo ville se sin datter.
I den tidlige morgen gik dronningen ind i badet, der var bygget af marmor, og smykket med bløde hynder og de dejligste tæpper, og hun tog tre skrubtudser, kyssede dem, og sagde til den ene: "Sæt dig på Elisas hoved, når hun kommer i badet, så hun kan blive sløv som du! Sæt dig på hendes pande," sagde hun til den anden, "så hun kan blive grim som du, så at hendes fader ikke kan genkende hende! Hvil ved hendes hjerte," hviskede hun til den tredje skrubtudse, "lad hende få et ondt sind, så det kan pine hende!" Så satte hun skrubtudserne ud i det klare vand, der straks fik en grønlig farve, kaldte på Elisa, klædte hende af og lod hende stige ned i vandet, og idet hun dykkede ned under vandet, satte den ene skrubtudse sig i hendes hår, den anden på hendes pande og den tredie på brystet, men Elisa så slet ikke ud til at mærke det.Så snart hun rejste sig op, flød der tre røde valmuer på vandet. Havde dyrene ikke været giftige og været kysset af heksen, da var de blevet forvandlede til røde roser, men blomster blev de dog, ved at hvile på Elisas hoved og ved hendes hjerte; hun var for from og uskyldig til at trolddommen kunne have magt over hende.
Da den onde dronning så det, gned hun hende ind med valnøddesaft, så hun blev helt solbrun, strøg det smukke ansigt over med en stinkende salve og lod det dejlige hår filtre. Det var umuligt at kende den smukke pige igen.
Da hendes far så hende, blev han derfor ganske forskrækket og sagde, at det ikke var hans datter. Ingen andre ville kendes ved hende, bortset fra lænkehunden og svalerne, men de var fattige dyr og havde ikke noget at sige.
Da græd den stakkels Elisa og tænkte på sine elleve brødre, der alle var borte. Bedrøvet listede hun sig ud af slottet, gik hele dagen over mark og mose ind i den store skov. Hun vidste slet ikke, hvor hun ville hen, men hun følte sig så bedrøvet og længtes efter sine brødre. De var vist også, ligesom hun, jaget ud i verden, dem ville hun søge efter og finde.
Kun kort tid havde hun været i skoven, før natten faldt på. Hun var kommet langt væk fra vej og sti, så hun lagde sig ned på det bløde mos, læste sin aftenbøn og hældede sit hoved op til en træstub. Der var så stille, luften var så mild, og rundt omkring i græsset og på mosset skinnede som en grøn ild over hundrede sankthans-orme. Da hun med hånden sagte rørte ved en af grenene, faldt de lysende insekter som stjerneskud ned til hende.
Hele natten drømte hun om sine brødre: de legede igen som børn, skrev med diamantkridt på guldtavle og så i den dejlige billedbog, der havde kostet det halve rige. Men på tavlen skrev de ikke, som før, kun nuller og streger, nej – nu skrev de om de dristigste bedrifter, de havde udført, alt hvad de havde oplevet og set. Og i billedbogen var alt levende, fuglene sang, og menneskene gik ud af bogen og talte til Elisa og hendes brødre, men når hun vendte bladet, sprang de straks igen ind, for at der ikke skulle komme uorden i billederne.
Da hun vågnede, var solen allerede højt oppe. Hun kunne rigtignok ikke se den, de høje træer bredte deres grene tæt og fast ud, men strålerne spillede deroppe ligesom et tyndt viftende guldslør. Der var en duft af det grønne, og fuglene var nær ved at sætte sig på hendes skuldre. Hun hørte vandet plaske, der var mange store kildevæld, som alle strømmede ud i en dam, hvor der var den dejligste sandbund. Der voksede rigtignok tætte buske rundt om, men på ét sted havde hjortene gravet en stor åbning, og her gik Elisa hen til vandet, der var så klart, at havde vinden ikke rørt grene og buske således, at de bevægede sig, da måtte hun have troet, at de var malet på nede på bunden - så tydeligt spejlede hvert blad sig, både det, solen skinnede igennem og det, der var i skygge.
Så snart hun så sit eget ansigt blev hun helt forskrækket, så brunt og grimt var det, men da hun gjorde sin lille hånd våd og gned øjne og pande, skinnede den hvide hud frem igen. Da lagde hun alt sit tøj og gik ud i det friske vand. Et dejligere kongebarn, end hun var, fandtes der ikke i denne verden.
Da hun igen var klædt på og havde flettet sit lange hår, gik hun til den sprudlende kilde, drak af sin hule hånd, og vandrede længere ind i skoven uden selv at vide hvorhen. Hun tænkte på sine brødre, tænkte på den gode Gud, der helt sikkert ikke ville forlade hende. Han lod de vilde skovæbler gro, for at mætte den sultne; han viste hende et sådant træ, grenene bugnede af frugt, her holdt hun sit middagsmåltid, satte støtter under dets grene og gik så ind i den mørkeste del af skoven. Der var så stille, at hun hørte sine egne fodtrin, hørte hvert lille vissent blad, der bøjede sig under hendes fod; ikke en fugl var der at se, ikke en solstråle kunne trænge igennem de store tætte trægrene. De høje stammer stod så nær ved hinanden, at når hun så ligefrem for sig, var det, som om det ene bjælkegitter, tæt ved det andet, omsluttede hende. Åh, her var en ensomhed, hun aldrig før havde kendt.
Natten blev så mørk. Ikke en eneste lille sankthans-orm skinnede fra mosset, og bedrøvet lagde hun sig ned for at sove. Da syntes hun, at trægrenene oven over hende gik til side og Vorherre med milde øjne så ned på hende, og små engle tittede frem over hans hoved og under hans arme.
Da hun vågnede om morgenen, vidste hun ikke, om hun havde drømt det, eller om det virkelig var sådan.
Hun gik nogle skridt fremad, da mødte hun en gammel kone med bær i sin kurv, den gamle gav hende nogle af dem. Elisa spurgte, om hun ikke havde set elleve prinser ride igennem skoven.
"Nej," sagde den gamle, "men jeg så i går elleve svaner med guldkroner på hovedet svømme ned ad åen tæt herved!"
Og hun førte Elisa et stykke længere frem til en skrænt. Neden for denne bugtede sig en å. Træerne på åens to bredder strakte deres lange bladfulde grene over imod hinanden, og hvor de - som de nu fra naturens hånd voksede - ikke kunne nå sammen, der havde de revet rødderne løs fra jorden og hældede ud over vandet med grenene flettede i hinanden.
Elisa sagde farvel til den gamle kone og gik langs med åen, til det sted, hvor den flød ud i den store, åbne strand.
Hele det dejlige hav lå lige foran den unge pige, men ikke et eneste sejlskib viste sig derude, ikke en båd var der at se. Hvordan skulle hun dog komme længere bort? Hun betragtede de utallige småsten på bredden; vandet havde slebet dem alle runde. Glas, jern, sten og alt hvad der lå skyllet op havde taget skikkelse af vandet, der dog var langt blødere end hendes fine hånd. "Det bliver utrætteligt ved at rulle, og så glattes det hårde ud. Jeg vil være lige så utrættelig! Tak for hvad I har lært mig, I klare, rullende bølger. Engang, det siger mit hjerte mig, vil I bære mig til mine kære brødre!"
På den opskyllede tang lå elleve hvide svanefjer. Hun samlede dem i en buket. Der lå vanddråber på dem - om det var dug eller tårer, kunne ingen se. Ensomt var der ved stranden, men hun følte det ikke, for havet skabte en evig afveksling, ja i nogle få timer mere end de ferske indsøer kan fremvise i løbet af et helt år. Kom der en stor sort sky, så var det, som om havet ville sige: ”Jeg kan også se mørk ud!” Og da blæste vinden - og bølgerne vendte det hvide ud. Men hvis skyerne skinnede rødligt og vinden sov, så var havet som et rosenblad. Nu blev det grønt, nu hvidt, men hvor stille det end hvilede, var der dog inde ved bredden en stille bevægelse. Vandet hævede sig svagt, som brystet på et sovende barn.
Da solen var ved at gå ned, så Elisa elleve vilde svaner, hver med guldkrone på hovedet, flyve mod land, de svævede den ene bagved den anden, det så ud som et langt hvidt bånd. Da steg Elisa op på skrænten og skjulte sig bag en busk; svanerne satte sig tæt ved hende og slog med deres store, hvide vinger.
Lige da solen forsvandt under vandet, faldt pludseligt svanefjerene og der stod nu elleve dejlige prinser, Elisas brødre. Hun udstødte et højt skrig, for selv om de havde forandret sig meget, vidste hun, at det var dem, følte, at det måtte være dem. Og hun kastede sig i deres arme, kaldte dem ved deres navne og de blev så lykkelige, da de så og genkendte deres lillesøster, der nu var så stor og dejlig. De lo og de græd, og snart havde de forstået og fortalt hinanden, hvor ond deres stedmoder havde været imod dem alle.
"Vi brødre," sagde den ældste, "flyver som vilde svaner, så længe solen står på himlen, men når den er nede, får vi vores menneskelige skikkelse igen. Derfor må vi altid ved solnedgang passe på at have foden hvilende på jorden, for flyver vi da oppe mod skyerne, vil vi, som mennesker, styrte ned i dybet. Vi bor ikke længere her, men i et lige så skønt land som dette, på den anden side af vandet. Vejen derhen er lang, det store hav må vi over, og der findes ingen ø på vor vej, hvor vi kan overnatte, kun en ensom lille klippe rager op midt derude, den er ikke større, end at vi side om side kan hvile på den. Hvis der er store bølger, så sprøjter vandet højt hen over os, men dog takker vi vor Gud for den klippe. Der overnatter vi i vores skikkelse som menneske, uden den kunne vi aldrig gæste vores kære fædreland, for vi bruger to af årets længste sommerdage til vores flyvetur. Kun en gang om året er det således muligt for os at besøge vores fædreland, elleve dage tør vi blive her. Da flyver vi hen over denne store skov, hvorfra vi kan se slottet, hvor vi blev født og hvor vores far bor, se det høje tårn af kirken, hvor mor er begravet. – Her synes vi, at træer og buske er i slægt med os, her løber de vilde heste hen over sletterne, som vi så det i vores barndom. Her synger skovhuggeren og kulbrænderen de gamle sange, vi dansede efter som børn, her er vores fædreland, her længes vi hen og her har vi fundet dig, du kære lille søster! To dage endnu kan vi blive her, så må vi bort over havet til et dejligt land, men et som ikke er vores fædreland! Hvordan får vi dig med? Vi har hverken skib eller båd!"
"Hvordan skal jeg kunne frelse jer?" sagde søsteren.
Og de talte sammen næsten den hele nat, der blev kun hvilet nogle timer.
Elisa vågnede ved lyden af svanevingerne, der susede over hende. Brødrene var igen forvandlede og de fløj i store kredse og til sidst langt bort, men en af dem, den yngste, blev tilbage. Og svanen lagde sit hoved i hendes skød, og hun klappede dens hvide vinger, hele dagen var de sammen. Mod aften kom de andre tilbage, og da solen var nede stod de i deres naturlige menneske-skikkelse.
"I morgen flyver vi herfra, og vi må ikke komme tilbage før om et helt år, men dig kan vi ikke forlade sådan! Har du mod til at følge med? Min arm er stærk nok til at bære dig gennem skoven, skulle vi da ikke alle have stærke vinger nok til at flyve med dig over havet."
"Ja, tag mig med!" sagde Elisa.
Den hele nat tilbragte de med at flette et net af den smidige pilebark og de seje siv, og det blev stort og stærkt. Her lagde Elisa sig, og da solen så kom frem, og brødrene forvandledes til vilde svaner, greb de i nettet med deres næb, og fløj højt mod skyerne med den kære søster, der sov endnu. Solstrålerne faldt lige på hendes ansigt, derfor fløj en af svanerne over hendes hoved, så at dens brede vinger kunne give skygge.
De var langt fra land, da Elisa vågnede. Hun troede, at hun stadig drømte, så underligt forekom det hende at bæres over havet, højt igennem luften. Ved hendes side lå en gren med dejlige, modne bær, og et bundt velsmagende rødder, dem havde den yngste af brødrene samlet og lagt til hende, og hun smilede taknemmeligt til ham, for hun kunne se, det var ham, som fløj lige over hendes hoved og skyggede med vingerne.
De var så højt oppe, at det første skib, de så nedenunder sig, lignede en hvid måge, der lå på vandet. En stor sky stod bagved dem, det var som et helt bjerg, og på den så Elisa skyggen af sig selv, og af de elleve svaner, så kæmpestore fløj de der. Det var et maleri, smukkere end noget hun havde set før. Men som solen steg højere og skyen kom længere væk fra dem, forsvandt det svævende skyggebillede.
Hele dagen fløj de af sted som en susende pil gennem luften, men dog var det langsommere end ellers, nu hvor de havde søsteren at bære på. Det trak op til et ondt vejr, aftenen nærmede sig. Med angst så Elisa solen synke, og endnu var den ensomme klippe i havet ikke til at få øje på. Hun syntes, at svanerne slog stærkere med vingerne. Ak, hun var skyld i, at de ikke kom hurtigt nok af sted. Når solen var nede, ville de blive til mennesker, styrte i havet og drukne. Da bad hun i sit hjertes inderste en bøn til Vorherre, men endnu kunne hun ikke se nogen klippe. Den sorte sky kom nærmere, de stærke vindstød varslede en storm, skyerne stod som én stor truende bølge, der tung som bly skød fremad, og lyn på lyn blinkede.
Nu var solen lige ved randen af havet. Elisas hjerte skælvede. Da skød svanerne nedad, så hastigt, at hun troede at skulle falde af, men nu svævede de igen. Solen var halvt nede i vandet; først da kunne hun se den lille klippe under sig, den så ikke større ud, end hvis en sælhund stak hovedet op af vandet. Solen sank så hurtigt, nu var den kun som en stjerne. Da rørte hendes fod ved den faste grund, solen slukkedes ligesom den sidste glød i et brændende stykke papir. Arm i arm så hun brødrene stå omkring sig, men mere plads end netop til dem og hende var der heller ikke. Søen slog mod klippen, og gik som en skylregn hen over dem, himlen skinnede i en altid flammende ild og tordenen rullede slag på slag. Men søster og brødre holdt hinanden i hænderne og sang en salme, og af den de fik trøst og mod.
I den tidlige morgen var luften ren og stille; så snart solen steg, fløj svanerne med Elisa bort fra øen. Havet gik endnu stærkt, og det så ud, da de var højt i vejret, som om det hvide skum på den sortgrønne sø var millioner af svaner, der flød på vandet.
Da solen kom højere op på himlen, så Elisa foran sig, halvt svømmende i luften, et bjergland, med skinnende ismasser på fjeldene og midt på bjergene strakte sig et meget langt slot, med den ene dristige søjlegang ovenpå den anden. Nedenfor slottet gyngede palmeskove og pragtblomster, store som møllehjul. Elisa spurgte, om det var landet, hun skulle til, men svanerne rystede med hovedet, for det, hun så, var Fata Morganas dejlige, altid omvekslende skyslot; derind turde de ikke bringe et menneske. Elisa stirrede på slottet. Da styrtede både bjerge, skove og slot sammen, og der stod tyve stolte kirker, allesammen lignede de hinanden, med høje tårne og spidse vinduer. Hun syntes at høre orgelet klinge, men det var havet, hun hørte. Nu var hun ganske nær kirkerne, og da blev alle kirkerne til en hel flåde, der sejlede hen under hende. Hun så ned, og så kun en havtåge, der jog hen over vandet. Ja, en evig afveksling havde hun for øje, og nu så hun det virkelige land, hun skulle til: der rejste sig de dejlige blå bjerge, med cedertræsskove, byer og slotte. Længe før solen gik ned, sad hun på fjeldet foran en stor hule, der var begroet med fine, grønne slyngplanter. Det så ud, som om det var broderede tæpper.
"Nu skal vi se, hvad du drømmer her i nat!" sagde den yngste bror og viste hende hendes sovekammer.
"Gid jeg måtte drømme, hvordan jeg skulle frelse jer!" sagde hun. Og denne tanke beskæftigede hende så levende, hun bad så inderligt til Gud om hjælp, ja selv i søvne vedblev hun med sin bøn. Da forekom det hende, at hun fløj op til Fata Morganas skyslot, og feen kom hende i møde, så smuk og glimtende, og dog lignede hun fuldstændig den gamle kone, der gav hende bær i skoven og fortalte hende om svanerne med guldkronerne på.
"Dine brødre kan frelses!" sagde hun, "men har du mod og udholdenhed? Nok er havet blødere end dine fine hænder, og omformer alligevel de hårde sten, men havet føler ikke den smerte, som dine fingre vil føle, det har intet hjerte, lider ikke den angst og kval, du må udholde. Ser du den brændenælde, jeg holder i min hånd? Af den slags vokser der mange rundt om hulen, hvor du sover. Kun disse, og de, som skyder frem på kirkegårdens grave, kan bruges. Mærk dig det! dem skal du plukke, skønt de vil brænde din hud til vabler. Bryd nælderne med dine fødder, da får du hør, og med hørren skal du sno og binde elleve panserskjorter med lange ærmer, kast disse skjorter over de elleve vilde svaner, så er trolddommen løst. Men husk godt på, at fra det øjeblik du begynder på dette arbejde, og lige til det er fuldendt, om der så går år imellem, må du ikke tale. Det første ord du siger, går som en dræbende dolk ind i dine brødres hjerte. Deres liv er afhængigt af, om du kan tie. Mærk dig alt dette!"
Og feen rørte i det samme hendes hånd med en nælde. Den var som en brændende ild, og Elisa vågnede derved. Det var lys dag, og tæt ved, hvor hun havde sovet, lå en nælde som den, hun havde set i drømme. Da faldt hun på sine knæ, takkede Vorherre og gik ud af hulen for at begynde på sit arbejde.
Med de fine hænder greb hun ned i de hæslige nælder. De var som ild og brændte store vabler på hendes hænder og arme, men gerne ville hun udholde den lidelse, når bare hun kunne frelse de kære brødre. Hun brød hver nælde med sine nøgne fødder og snoede den grønne hør.
Da solen var nede, kom brødrene, og de blev forskrækkede ved at finde hende så tavs. De troede, at det var en ny trolddom af den onde stedmor, men da de så hendes hænder, forstod de,
hvad hun gjorde for deres skyld, og den yngste bror græd, og hvor hans tårer faldt, der følte hun ingen smerter, der forsvandt de brændende vabler.
Natten tilbragte hun med sit arbejde, for hun havde ingen ro, før hun havde frelst de kære brødre. Hele den følgende dag, mens svanerne var borte, sad hun i sin ensomhed, men aldrig havde tiden fløjet så hurtigt. Den første panserskjorte var allerede færdig, nu begyndte hun på den næste.
Da klang et jagthorn mellem bjergene. Hun blev ganske angst, lyden kom nærmere. Hun hørte hunde gø, og forskrækket søgte hun ind i hulen. Hun bandt de nælder, hun havde samlet og ordnet, i et stort bundt, og satte sig på det.
I det samme kom en stor hund springende frem fra krattet, og straks efter en, og endnu en. De gøede højt, løb tilbage, og kom frem igen. Det varede ikke mange minutter, så stod alle jægerne uden for hulen, og den smukkeste blandt dem var landets unge konge, han trådte hen til Elisa, aldrig havde han set en skønnere pige.
"Hvordan er du kommet her, du dejlige barn!" sagde han. Elisa rystede på hovedet, hun måtte jo ikke tale, det gjaldt hendes brødres frelse og liv, og hun skjulte sine hænder under forklædet, for at kongen ikke skulle se, hvordan hun måtte lide.
"Følg med mig!" sagde han, "her skal du ikke blive! Er du lige så god, som du er smuk, da vil jeg klæde dig i silke og fløjl, sætte guldkronen på dit hoved, og du skal bo og bygge i mit rigeste slot!" – Og så løftede han hende op på sin hest. Hun græd, vred sine hænder, men kongen sagde: "Jeg vil kun din lykke, engang vil du takke mig derfor!" Og så for han afsted mellem bjergene og holdt hende foran på hesten, og jægerne fulgte bagefter.
Da solen gik ned, lå den prægtige kongeby med kirker og kupler foran dem, og kongen førte hende ind i slottet, hvor store springvand plaskede i de høje marmorsale, hvor vægge og loft var smykket med malerier. Men hun havde ikke øje for det, hun græd og sørgede. Uden at gøre modstand lod hun kvinderne iføre hende kongelige klæder, flette perler i hendes hår, og trække fine handsker over de forbrændte fingre.
Da hun stod der i al sin pragt, var hun så blændende smuk, at hoffet bøjede sig endnu dybere for hende, og kongen valgte hende til sin brud, skønt ærkebiskoppen rystede på hovedet, og hviskede, at den smukke skovpige vist var en heks, hun blændede deres øjne og bedårede kongens hjerte.
Men kongen hørte ikke på hvad biskoppen sagde, men lod musikken klinge, de kosteligste retter frembære, de yndigste piger danse om hende og hun blev ført gennem duftende haver ind i prægtige sale. Men ikke et smil gik over hendes læber eller mærkedes i hendes øjne, kun sorgen stod der, som evig arv og eje. Nu åbnede kongen et lille kammer tæt ved, hvor hun skulle sove. Her var der pyntet med kostbare grønne tæpper, og det lignede ganske hulen, hvor hun havde været. På gulvet lå det bundt hør, hun havde spundet af nælderne, og under loftet hang panserskjorten, der var strikket færdig; alt dette havde en af jægerne taget med til slottet, som noget kuriøst.
"Her kan du drømme dig tilbage til dit tidligere hjem!" sagde kongen. "Her er det arbejde, som dér beskæftigede dig. Nu, midt i al din pragt, vil det nok more dig at tænke tilbage på den tid."
Da Elisa så dette, der lå hendes hjerte så nær, spillede et smil om hendes mund, og blodet vendte tilbage i kinderne. Hun tænkte på sine brødres frelse, kyssede kongens hånd, og han trykkede hende til sit hjerte og lod alle kirkeklokker forkynde bryllupsfest. Den dejlige, stumme pige fra skoven var landets dronning.
Da hviskede ærkebiskoppen onde ord i kongens øre, men de sank ikke ned til hans hjerte, brylluppet skulle stå, ærkebiskoppen selv måtte sætte dronningekronen på hendes hovedet, og han trykkede med ond uvilje den snævre ring på kronen hårdt ned over panden, så det gjorde ondt. Men der lå en tungere ring om hendes hjerte, sorgen over hendes brødre, hun følte ikke den legemlige pine. Hendes mund var stum, et eneste ord ville jo berøve hendes brødre livet, men i hendes øjne lå der en dyb kærlighed til den gode, smukke konge, der gjorde alt for at glæde hende. Med hele sit hjerte kom hun dag for dag til at holde mere af ham. Åh, hvis hun bare turde betro sig til ham, fortælle ham om sin lidelse! Men stum måtte hun være, stum måtte hun fuldføre sit værk. Derfor listede hun sig om natten fra hans side, gik ind i det lille kammer, der var udsmykket ligesom hulen, og hun strikkede den ene panserskjorte færdig efter den anden. Men da hun begyndte på den syvende, havde hun ikke mere hør.
På kirkegården vidste hun, at de brændenælder groede, som hun skulle bruge, men hun måtte selv plukke dem, og hvordan skulle hun komme derud?
"O, hvad er smerten i mine fingre mod den smerte, som mit hjerte lider!" tænkte hun, "jeg må vove det! Vorherre vil ikke slå hånden af mig!" Med en hjerteangst, som var det en ond gerning, hun havde for, listede hun sig i den måneklare nat ned i haven, gik gennem de lange alleer, ud på de ensomme gader, hen til kirkegården. Der så hun, på en af de bredeste ligsten sad en flok hæslige hekse, de tog deres pjalter af, som om de ville bade sig, og så gravede de med de lange, magre fingre ned i de friske grave, tog ligene frem og åd deres kød. Elisa måtte tæt forbi dem, og de kastede deres onde øjne på hende, men hun læste sin bøn, samlede de brændende nælder og bar dem hjem til slottet.
Kun ét eneste menneske havde set hende, ærkebiskoppen. Han var oppe, når de andre sov, og nu havde han dog fået ret i, hvad han mente: At alt ikke var, som det skulle være med dronningen. Hun var en heks, derfor havde hun forført kongen og det hele folk.
I skriftestolen sagde han til kongen, hvad han havde set, og hvad han frygtede, og da de hårde ord kom fra hans tunge, rystede de udskårne helgenbilleder med hovedet, som om de ville sige: ”Det er ikke sådan, Elisa er uskyldig!” Men ærkebiskoppen opfattede det anderledes og mente, at de vidnede imod hende, og at de rystede med hovedet over hendes synd. Da rullede to tunge tårer ned over kongens kinder, han gik hjem med tvivl i sit hjerte. Og han lod, som om han sov om natten, men der kom ingen rolig søvn i hans øjne, han mærkede, hvordan Elisa stod op, og hver nat gentog hun dette, og hver gang fulgte han sagte efter og så, at hun forsvandt ind i sit kammer.
Dag for dag blev hans ansigtsudtryk mere mørkt. Elisa så det, men begreb ikke hvorfor, men det ængstede hende, og hvad led hun dog ikke i sit hjerte for brødrene! På det kongelige fløjl og purpur faldt hendes salte tårer, de lå der som glimtende diamanter, og alle som så den rige pragt, ønskede at være dronning. Snart var hun imidlertid færdig med sit arbejde, kun én panserskjorte manglede. Men hør havde hun heller ikke mere af, og ikke en eneste nælde. Endnu en gang, kun denne sidste, måtte hun derfor på kirkegården og plukke nogle håndfulde. Hun tænkte med angst på den ensomme vandring, og på de skrækkelige hekse. Men hendes vilje var fast, ligesom hendes tillid til Vorherre.
Elisa gik, men kongen og ærkebiskoppen fulgte efter. De så hende forsvinde ved gitterporten ind til kirkegården og da de nærmede sig den, sad heksene på gravstenen, sådan som Elisa havde set dem, og kongen vendte sig bort; for mellem disse tænkte han sig, at hun var, hende, hvis hoved tidligere denne aften havde hvilet ved hans bryst.
"Folket må dømme hende!" sagde han, og folket dømte: hun skal brændes i bålets røde flammer.
Fra de prægtige kongesale blev hun ført hen i et mørkt, fugtigt hul, hvor vinden peb ind ad det vinduet, der kun var lukket af et gitter. I stedet for fløjl og silke gav de hende det bundt nælder, hun havde samlet, det kunne hun lægge sit hoved på. De hårde, brændende panserskjorter, hun havde strikket, skulle være dyne og tæppe. Men intet bedre kunne de have givet hende: hun tog igen fat på sit arbejde og bad til sin Gud. Udenfor sang gadedrengene spotteviser om hende. Ingen sjæl trøstede hende med et kærligt ord.
Da susede mod aften, tæt ved gitteret, en svanevinge. Det var den yngste af brødrene, han havde fundet søsteren; hun hulkede højt af glæde, skønt hun vidste, at natten, som kom, muligvis var den sidste, hun havde at leve i. Men nu var jo arbejdet også næsten fuldført og hendes brødre var her.
Ærkebiskoppen kom for at være hos hende den sidste time, det havde han lovet kongen, men hun rystede på hovedet, bad med blik og miner om, at han skulle gå. I denne nat måtte hun jo fuldende sit arbejde, ellers var det altsammen ingen nytte til – alt: smerte, tårer og de søvnløse nætter. Ærkebiskoppen gik bort med onde ord imod hende, men den stakkels Elisa vidste, hun var uskyldig, og fortsatte sit arbejde.
De små mus løb på gulvet, de slæbte nælderne hen for hendes fødder, for dog at hjælpe lidt, og droslen satte sig ved vinduets gitter, og sang den hele nat så lystigt den kunne, for at hun ikke skulle tabe modet.
Det var endnu ikke blevet morgen, først om en time ville solen komme op, da stod de elleve brødre ved slottets port, forlangte at føres for kongen; men det kunne ikke ske, blev der svaret, det var jo nat endnu, kongen sov og måtte ikke vækkes. De bad, de truede, vagten kom, ja selv kongen trådte ud og spurgte hvad det betød? Da kom solen i det samme op, og der var ingen brødre at se, men hen over slottet fløj elleve hvide svaner.
Ud af byens port strømmede hele folket, de ville se heksen blive brændt. En ussel hest trak vognen, som hun sad i. Man havde givet hende en kittel på af groft sækkelærred. Hendes dejlige, lange hår hang løst om det smukke hoved, hendes kinder var dødblege, hendes læber bevægede sig stille, mens fingrene snoede den grønne hør. Selv på vejen til sin død slap hun ikke det arbejde hun havde begyndt: de ti panserskjorter lå ved hendes fødder, den elvte strikkede hun på. Pøbelen forhånede hende.
"Se heksen, hvor hun mumler! Ikke en salmebog har hun i hånden, nej, sine lede trolddomskunster sidder hun med, riv dem fra hende i tusinde stykker!"
Og de trængte alle ind på hende og ville sønderrive det hun lavede. Da kom elleve hvide svaner flyvende, de satte sig rundt om hende på vognen og slog med deres store vinger. Da trak folkehoben sig forfærdet til side.
"Det er et tegn fra himlen! Hun er vist uskyldig!" hviskede mange, men de vovede ikke at sige det højt.
Nu greb bøddelen hende ved hånden, da kastede hun i hast de elleve skjorter over svanerne og dér stod nu elleve dejlige prinser. Men den yngste havde en svanevinge i stedet for sin ene arm, for der manglede et ærme i hans panserskjorte, det havde hun ikke fået færdigt.
"Nu kan jeg tale!" sagde hun, "- jeg er uskyldig!"
Og folket, som så, hvad der var sket, bøjede sig for hende som for en helgeninde, men hun sank livløs om i brødrenes arme, så stærkt havde spænding, angst og smerte virket på hende.
"Ja, uskyldig er hun!" sagde den ældste broder, og nu fortalte han alt hvad der var sket, og mens han talte, bredte der sig en duft som af millioner af roser, for hvert brændestykke i bålet havde slået rødder og skudt grene, og der stod nu en duftende hæk, så høj og stor, med røde roser. Øverst sad der en blomst, hvid og skinnende, den lyste som en stjerne, dén knækkede kongen af, satte den på Elisas bryst. Da vågnede hun med fred og lyksalighed i sit hjerte.
Og alle kirkeklokker ringede af sig selv, og fuglene kom i store flokke. Det blev et bryllupstog tilbage til slottet, som endnu ingen konge havde set det.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©