H.C. Andersen - Eventyr 013:
Paradisets Have (1839)
Der var en kongesøn. Ingen havde så mange og så smukke bøger som han. Alt hvad der var sket i denne verden kunne han læse sig til og se afbildet i prægtige billeder. Hvert folk og hvert land kunne han få besked om, men hvor Paradisets Have var at finde, om det stod der ikke et ord, og den, netop den var det han tænkte mest på!
Hans bedstemor havde fortalt ham, da han stadig var lille, men skulle begynde i skole, at hver blomst i Paradisets Have var den sødeste kage, og støvtrådene den fineste vin. På en blomst stod der ”Historie”, på en anden ”Geografi” eller ”Tabeller”, og man behøvede bare at spise kage, så kunne man sine lektier, og jo mere man spiste, des mere fik man ind af ”Historie”, ”Geografi” og ”Tabeller”!
Det troede han dengang. Men efterhånden som han blev en større dreng, lærte mere og blev langt klogere, forstod han nok, at der måtte være en helt anden slags dejlighed i Paradisets Have.
"O, hvorfor plukkede Eva dog æblet på Kundskabens Træ? Og hvorfor spiste Adam af denne forbudte frugt? Det skulle bare have været mig, så var det ikke sket! Og aldrig skulle synden være kommet ind i verden!"
Det sagde han dengang, og det sagde han stadig, da han var sytten år! Paradisets Have fyldte alle hans tanker.
En dag gik han i skoven, han gik alene, for det var hans største fornøjelse.
Aftenen faldt på, skyerne trak sammen, det blev regnvejr, som om hele himlen var en eneste sluse, hvorfra vandet styrtede. Der var så mørkt, som det ellers kun er om natten i den dybeste brønd. Snart gled han i det våde græs, snart faldt han over de nøgne sten, der ragede frem fra klippegrunden. Alt drev af vand, der var ikke en tør tråd på den stakkels prins´ tøj. Han måtte kravle op over store stenblokke, hvor vandet sivede ud af det høje mos. Han var ved at segne. Da hørte han en forunderlig susen, og foran sig så han en stor, oplyst hule. Midt inde i hulen brændte en ild så kraftig at man kunne stege en hjort over den, og det blev der også! Den prægtigste hjort, med sine høje gevir-takker, var stukket på spid og drejedes langsomt rundt mellem to omhuggede grantræer. En gammel kone, høj og stærk, som var hun et udklædt mandfolk, sad ved ilden, og kastede det ene stykke brænde på bålet efter det andet.
"Kom du kun nærmere!" sagde hun, "sæt dig ved ilden så du kan få dit tøj tørret!"
"Her er en slem gennemtræk!" sagde prinsen og satte sig på gulvet.
"Det bliver værre endnu, når mine sønner kommer hjem!" svarede konen. "Du er her i Vindenes Hule, mine sønner er verdens fire vinde, kan du forstå det?"
"Hvor er dine sønner?" spurgte prinsen.
"Ja, det er ikke let at svare, når man spørger så dumt," sagde konen. "Mine sønner er ude på egen hånd, de spiller langbold med skyerne deroppe i storstuen!" og så pegede hun op i vejret.
"Nå, sådan!" sagde prinsen. "du taler ellers noget hårdt og er ikke så mild, som de damer, jeg ellers har omkring mig derhjemme!"
"Ja, de har jo nok ikke andet at lave! Men jeg må være hård, hvis jeg skal holde mine drenge i ørerne! Men det kan jeg også godt, selvom de har stive nakker! Ser du de fire sække, der hænger på væggen? Dem er de lige så bange for, som du har været det for det spanskrør skolelæreren brugte til at slå dig i enden med! Jeg kan bukke drengene sammen, skal jeg sige dig, og så kommer de ned i posen – uanset om de vil det eller ej! Der sidder de så og kommer ikke ud at føjte igen, før jeg giver lov. Men der har vi den ene!"
Det var Nordenvinden, som trådte ind med en isnende kulde, store hagl hoppede hen ad gulvet, og sneflokkene føg rundt om. Han var klædt i bjørneskinds-bukser og trøje, og en hætte af sælhundeskind gik ned over ørene. Lange istapper hang ham ved skægget, og det ene hagl efter det andet gled ned fra hans trøje-krave.
"Gå ikke straks hen til ilden!" sagde prinsen. "De kan så let få frost i ansigtet og hænderne!"
"Frost?" sagde Nordenvinden og lo ganske højt. "Frost? Frost er netop min største fornøjelse! Og hvad er du for et stankelben? Hvorfor kommer du her i Vindenes Hule!"
"Han er min gæst!" sagde den gamle, "og er du ikke fornøjet med den forklaring, så kan du komme ned i posen! - Nu kender du min dømmekraft!"
Se det hjalp, og Nordenvinden fortalte hvorfra han kom, og hvor han nu havde været næsten en hel måned.
"Fra Polarhavet kommer jeg," sagde han, "jeg har været på Bjørneøen oppe i Ishavet, med de russiske hvalros-fangere. Jeg sad og sov på roret, da de sejlede ud fra Nordkap! Når jeg ind imellem vågnede lidt, fløj stormfuglen mig om benene! Det er en løjerlig fugl! Den gør et rask slag med vingerne og så holder den vingerne ubevægelig udstrakt og har så fart nok til at flyve."
"Gør nu ikke historien for vidtløftig!" sagde vindenes mor. "Og så kom du altså til Bjørneøen?"
"Ja, der er dejligt! Den ø er som et gulv til at danse på, flad som en tallerken! På øen lå der halvt optøet sne med lidt mos, skarpe sten og knogler af hvalros og isbjørne lå der, de så ud som arme og ben fra kæmper, men de havde en muggen grønhed. Man skulle tro, at solen aldrig havde skinnet på dem. Jeg pustede lidt til tågen, for at man kunne se skuret: det var et hus, rejst af skibsvrag og betrukket med hvalrosse-hud. Kødsiden vendte ud, den var fuld af både rødt og grønt råddent kød! På taget sad en levende isbjørn og brummede. Jeg gik til stranden, så på fuglerederne, så på de nøgne unger, der skreg og gabte. Da blæste jeg ned i de tusinde struber, og de lærte at lukke munden! Nederst væltede hvalrosserne sig, som levende indvolde eller kæmpe-maddiker med svinehoveder og alenlange tænder!" -
"Du fortæller godt, min dreng!" sagde moren. "Jeg får vand i munden af at høre på dig!"
"Så tog jeg på fangst! Harpunen blev sat i hvalrossens bryst, så den dampende blodstråle stod som et springvand over isen. Da tænkte jeg også på hvordan jeg kunne spille med! Jeg blæste op, lod mine sejlskibe, de klippehøje isfjelde, klemme bådene inde. Hui, hvor man peb, og hvor man skreg, men jeg peb højere! De døde hval-kroppe, samt dragkister og tovværk måtte de pakke ud på isen! Jeg rystede sne-flokke omkring dem og lod dem, med deres fangst i de indeklemte fartøjer, drive sydpå - for dér at smage saltvand. De kommer aldrig mere til Bjørneøen!"
"Så har du jo gjort ondt!" sagde vindenes mor.
"Hvad godt jeg har gjort, kan andre fortælle," sagde han, "men der har vi min bror fra vesten, ham kan jeg bedst lide af dem alle sammen, han smager af hav og har en velsignet kulde med sig!"
"Er det den lille Zephir?" spurgte prinsen.
"Ja, vist er det Zephir," sagde den gamle, "men han er ikke så lille endda. I gamle dage var han en smuk dreng, men nu er det jo forbi!"
Han så ud som en vildmand, men han havde en hjelm på for ikke at komme til skade. I hånden holdt han en kølle af mahognitræ, hugget til i de amerikanske skove - mindre kunne ikke gøre det!
"Hvor kommer du fra?" spurgte hans mor.
"Fra skov-ørknerne!" sagde han, "hvor de tornede lianer danner et gærde mellem hvert træ, hvor slangerne ligger i det våde græs, og menneskene synes unødvendige!"
"Hvad lavede du der?"
"Jeg så på den dybe flod, så hvor den styrtede ud fra klippen, blev støv og fløj mod skyerne, for at bære regnbuen. Jeg så den vilde bøffel svømme i floden, men strømmen rev ham med sig, og han drev med vildændernes flok, der fløj i vejret, hvor vandfaldet startede - men bøffelen blev kastet ned! Det syntes jeg rigtig godt om, og blæste en storm, så de urgamle træer sejlede afsted og blev slået til spåner."
"Og andet har du ikke lavet?" spurgte den gamle.
"Jeg har slået kolbøtter i savannerne, jeg har klappet de vilde heste og rystet kokosnødder! Jo, jo, jeg har historier at fortælle. Men man skal ikke sige alt, hvad man ved! Det ved du nok, du gamle!" Og så kyssede han sin mor, så hun nær var gået bagover, han var rigtignok en vild dreng.
Nu kom Søndenvinden med turban og flyvende beduin-kappe.
"Her er frygtelig koldt herinde!" sagde han, og kastede brænde på ilden, "man kan mærke, at Nordenvinden er kommet først!"
"Her er så hedt at man kan stege en isbjørn!" sagde Nordenvinden.
"Du er selv en isbjørn!" svarede Søndenvinden.
"Vil I puttes i posen?" spurgte den gamle. "Sæt dig på stenen der og fortæl, hvor du har været."
"I Afrika, mor!" svarede han. "Jeg var med hottentotterne på løvejagt i kaffens land! Hvilket græs der dog gror på sletten, grønt som en oliven! Der dansede gnuen, og strudsen løb væddeløb med mig, men jeg er dog hurtigere til bens. Jeg kom til ørkenen, til det gule sand. Der ser ud, som på havets bund. Og jeg traf en karavane! De slagtede deres sidste kamel for at få vand at drikke, men det var kun lidt de fik. Solen brændte foroven, og sandet stegte forneden. Ingen grænse havde den udstrakte ørken. Da boltrede jeg mig i det fine, løse sand og hvirvlede det op i store støtter, det var en dans! Du skulle have set hvor forknyt dromedaren stod, og købmanden trak sin kaftan over hovedet. Han kastede sig ned for mig som for Allah, deres Gud. Nu er de begravede, der står en pyramide af sand over dem alle sammen. Når jeg engang blæser den bort, skal solen blege de hvide benknogler, og da kan de rejsende se, at her har været mennesker før. Ellers kan man ikke tro det i ørkenen!"
"Du har altså kun gjort ondt!" sagde moderen. "March i posen!" og før han vidste det, havde hun fat om livet på Søndenvinden og puttede ham i posen. Den væltede rundt omkring på gulvet, men hun satte sig på den, og da måtte den ligge stille.
"Det er nogle raske drenge, hun har!" sagde prinsen.
"Ja såmænd," svarede hun, "og holde styr på dem kan jeg! Der har vi den fjerde!"
Det var Østenvinden, han var klædt som en kineser.
"Nå, kommer du fra den kant!" sagde moderen, "jeg troede, du havde været i Paradisets Have."
"Der flyver jeg først hen i morgen!" sagde Østenvinden, "I morgen er det hundrede år siden jeg var der sidst! Jeg kommer nu fra Kina, hvor jeg har danset rundt om porcellains-tårnet, så alle klokkerne klingede. Nede på gaden fik embedsmændene prygl. Bambusrør blev slidt op mens man slog på deres skuldre, og det var endda folk fra 1. til 9. embedsmands-grad. Alligevel skreg de: ”Mange tak, min faderlige velgører!”, men de mente ikke noget med det, og jeg ringede videre med klokkerne og sang tsing, tsang, tsu!"
"Du er kåd!" sagde den gamle, "det er godt du i morgen kommer til Paradisets Have, det hjælper altid på din dannelse! Drik nu godt af Viisdommens Kilde derinde og tag en lille flaske med hjem til mig!"
"Det skal jeg nok!" sagde Østenvinden. "Men hvorfor har du puttet min bror fra syd ned i posen? Frem med ham! Han skal fortælle mig om Fugl Fønix, den fugl vil prinsessen i Paradisets Have altid høre om, når jeg hvert hundrede år gør visit der. Luk posen op! Så er du min sødeste mor, og jeg skal forære dig to lommer fulde af thee, så grøn og frisk, som da jeg plukkede den i Kina!"
"Nå, for theens skyld og fordi du er min kæledægge, vil jeg åbne posen!" Det gjorde hun, og Søndenvinden krøb ud, men han så helt slukøret ud, fordi den fremmede prins havde set det.
"Der har du et palmeblad til prinsessen!" sagde Søndenvinden, "det blad har den gamle Fugl Fønix, den eneste der var tilbage i verden, givet mig. I palmebladet har han med sit næb ridset hele sin livs-historie, de hundred år han levede. Nu kan hun selv læse om det. Jeg så, hvor Fugl Fønix selv stak ild til sin rede og sad og brændte op, som en fornem hindu-hustru gør når hendes mand er død. Hvor dog de tørre grene knagede, der var en røg og en duft! Til sidst slog alt op i flammer, den gamle Fugl Fønix blev til aske, men ægget lå gloende rødt i ilden. Det revnede med et stort knald, og ungen fløj ud. Nu er dén hersker over alle fuglene og den eneste Fugl Fønix i verden. Han har bidt hul i det palmeblad, jeg gav dig - det er hans hilsen til prinsessen!"
"Lad os nu få noget at spise!" sagde vindenes mor, og så satte de sig alle til at spise af den stegte hjort, og prinsen sad ved siden af Østenvinden, og derfor blev de snart gode venner.
"Hør, sig mig engang," sagde prinsen. " - hvad er det for en prinsesse, der bliver talt så meget om, og hvor ligger Paradisets Have!"
"Ho, ho!" sagde Østenvinden, "vil du derhen, ja så flyv du med mig i morgen! Men det må jeg ellers sige dig, ingen mennesker har været i den have siden Adam og Evas tid - dem kender du jo nok fra din bibelhistorie?"
"Javist!" sagde prinsen.
"Dengang de blev jaget ud, sank Paradisets Have ned i jorden, men den beholdt sit varme solskin, sin milde luft og al sin herlighed. Feernes dronning bor derinde, og der ligger Lyksalighedens Ø, hvor døden aldrig kommer, og hvor der er dejligt at være! Sæt dig på min ryg i morgen, så skal jeg tage dig med. Jeg tror nok det kan lade sig gøre! Men nu må du ikke snakke mere, for jeg vil sove!"
Og så sov de allesammen.
I den tidlige morgenstund vågnede prinsen og blev ikke så lidt overrasket over at han allerede var højt oppe over skyerne. Han sad på ryggen af Østenvinden, der nok så sikkert holdt fast på ham. De var så højt i vejret, at skove og marker, floder og søer blot tog sig ud som på et stort farvet landkort.
"God Morgen!" sagde Østenvinden. "Du kunne ellers godt have sovet lidt endnu, for der er ikke meget at se på det flade land under os, med mindre du har lyst til at tælle kirker? De står som kridtprikker nede på det grønne bræt." Det var marker og enge, han kaldte for det grønne bræt!
"Det var uhøfligt, at jeg ikke fik sagt farvel til din mor og dine brødre!" sagde prinsen.
"Når man sover, er man undskyldt!" sagde Østenvinden, og derpå fløj de endnu hurtigere afsted. Man kunne høre det på toppene af skovene; når de for afsted hen over dem, så raslede alle grene og blade. Man kunne høre det på havet og søerne, for der hvor de fløj, væltede bølgerne højt op, og de store skibe nejede dybt ned i vandet, som svømmende svaner.
Mod aften, da det blev mørkt, så det morsomt ud med de store byer: Lysene brændte ud dernede, snart her, snart der. Det var akkurat, som når man har brændt et stykke papir og til sidst ser gnisterne gå ud. Og prinsen klappede i hænderne, men Østenvinden bad ham lade være med det, og hellere holde sig fast, ellers kunne han let falde ned og blive hængende på et kirkespir!
Ørnen i de sorte skove fløj nok så let, men Østenvinden fløj lettere. Kosakken på sin lille hest jog afsted over sletterne, men prinsen jog anderledes let afsted.
"Nu kan du se Himalaya!" sagde Østenvinden, "det er det højeste bjerg i Asien. Og snart skulle vi nu komme til Paradisets Have!" Så drejede de mere sydpå, og snart duftede der af krydderier og blomster. Figen og granatæbler voksede vildt, og den vilde vinranke havde blå og røde druer. Her steg de begge to ned, strakte sig i det bløde græs, hvor blomsterne nikkede til vinden, som om de ville sige: "Velkommen tilbage!"
"Er vi nu i Paradisets Have?" spurgte prinsen.
"Nej, ganske vist ikke!" svarede Østenvinden, "men nu er vi der snart. Kan du se bjergvæggen der og den store hule, hvor vinrankerne hænger som store grønne gardiner? Der skal vi ind igennem! Svøb dig i din kappe, for her brænder solen, men bare et skridt og det hele er isnende koldt! Fuglen, som strejfer forbi hulen, har den ene vinge herude i den varme sommer og den anden derinde i den kolde vinter!"
"Så det er vejen til Paradisets Have?" spurgte prinsen.
Nu gik de ind i hulen! Hu, hvor var der isnende koldt, men det varede dog ikke længe. Østenvinden bredte sine vinger ud, og de lyste og varmede som den klareste ild. Nej, hvilke huler! De store stenblokke, som vandet dryppede fra, hang over dem i de forunderligste skikkelser. Snart var der så snævert, at de måtte krybe på hænder og fødder, snart så højt og udstrakt, som i den frie luft. Det så ud som gravkapeller med stumme orgelpiber og forstenede faner.
"Følger vi dødens vej til Paradisets Have?" sagde prinsen, men Østenvinden svarede ikke et ord, pegede fremad, og det dejligste blå lys strålede dem i møde. Stenblokkene oven over blev mere og mere en tåge, der tilsidst var klar, som en hvid sky i måneskin. Nu var de i den dejligste milde luft, så frisk som på bjergene, så duftende, som ved dalens roser.
Der strømmede en flod, så klar som luften selv, og fiskene var som sølv og guld. Purpurrøde ål, der skød blå ildgnister ved hver bøjning, spillede dernede i vandet og de brede åkande-blade havde regnbuens farver. Blomsten selv var som en rødgul brændende flamme, som vandet gav næring, ligesom olien får lampen til bestandigt at brænde! En fast bro af marmor, men så kunstfærdigt og fint udskåren, som var den lavet af kniplinger og glasperler, førte over vandet til Lyksalighedens Ø, hvor Paradisets Have blomstrede.
Østenvinden tog prinsen på sine arme og bar ham derover. Der sang blomster og blade de skønneste sange fra hans barndom, men sunget så svulmende dejligt, som ingen menneskelig stemme her kan synge.
Var det palmetræer, eller kæmpestore vandplanter, der groede her? Så saftige og store træer havde prinsen aldrig før set. I lange kranse hang der de forunderligste slyngplanter, som de kun ses med farver og guld i gamle helgenbøger eller snor sig gennem begyndelses-bogstaverne i en Bibel. Det var de sælsomste sammensætninger af fugle, blomster og snørkler. I græsset tæt ved stod en flok påfugle med udbredte strålende haler! Jo, sådan var det! Men nej, da prinsen rørte ved dem, mærkede han, at det slet ikke var dyr, men planter: det var store skræppeblade , der her strålede som påfuglens dejlige hale. Løven og tigeren sprang som smidige katte mellem grønne hække, der duftede som æbletræets blomster, og løven og tigeren var tamme. Den vilde skovdue, skinnende som den skønneste perle, baskede løven på manken med sine vinger, og antilopen, der ellers er så sky, stod og nikkede med hovedet, ligesom den også ville lege med.
Nu kom paradisets fe. Hendes tøj strålede som solen, og hendes ansigt var mildt, som en glad mors, når hun er mest lykkelig over sit barn. Hun var så ung og smuk, og de dejligste piger, hver med en lysende stjerne i håret, fulgte hende.
Østenvinden gav hende det skrevne blad fra Fugl Fønix, og hendes øjne funklede af glæde. Hun tog prinsen ved hånden og førte ham ind i sit slot, hvor væggene havde farver, som det prægtigste tulipanblad, holdt op mod Solen. Loftet selv var een stor strålende blomst, og jo mere man stirrede op i den, desto dybere syntes dens bæger. Prinsen trådte hen til vinduet og så igennem en af ruderne. Da så han Kundskabens Træ med slangen. Og Adam og Eva stod tæt derved. "Er de ikke blevet jaget ud?" spurgte han, og feen smilede, og forklarede ham at på hver rude havde Tiden således brændt sine billeder, men ikke som man plejede at se det, nej der var liv i det: træernes blade rørte sig, menneskene kom og gik, som i et spejlbillede. Og han så gennem en anden rude, og der var Jacobs Drøm, hvor stigen gik lige ind i himlen, og englene med store vinger svævede op og ned. Ja, alt hvad der var sket i denne verden levede og rørte sig i glasruderne. Så kunstfærdige malerier kunne kun Tiden aftegne.
Feen smilede og førte ham ind i en sal, stor og høj. Dens vægge virkede som gennemsigtige malerier, med det ene ansigt dejligere end det andet. Det var millioner lykkelige, der smilede og sang, så det flød sammen i een melodi. De allerøverste var så små, at de syntes mindre end den mindste rosenknop, når den tegnes som en prik på papiret. Og midt i salen stod et stort træ med hængende, frodige grene. Gyldne æbler, store og små, hang som appelsiner mellem de grønne blade. Det var Kundskabens Træ, af hvis frugt Adam og Eva havde spist. Fra hvert blad dryppede en skinnende rød dugdråbe. Det var, som om træet græd blodige tårer.
"Lad os nu gå ned i båden!" sagde feen, "der vil vi nyde forfriskninger ude på det svulmende vand! Båden gynger, kommer dog ikke ud af stedet, men alle verdens lande glide forbi vore øjne!" Og det var underligt at se, hvordan hele kysten bevægede sig. Dér kom de høje sne-dækkede alper, med skyer og sorte grantræer. Alpehornet klang så dybt vemodigt, og hyrden jodlede smukt sin sang nede i dalen. Nu bøjede banantræerne deres lange, hængende grene ned over båden, kulsorte svaner svømmede på vandet, og de sælsomste dyr og blomster viste sig på strandbreden: det var Ny-Holland, den femte verdensdel, der med en udsigt til de blå bjerge gled forbi. Man hørte præsternes sang og så de vildes dans til lyden af trommer og fløjter. Ægypternes pyramider, der ragede ind i skyerne, samt omstyrtede søjler og sfinxer, halv begravet i sandet, sejlede forbi. Nordlysene brændte over Nordens gletsjere, det var et fyrværkeri, som ingen kunne gøre efter. Prinsen var så lyksalig - ja, for han så jo hundrede gange mere end hvad vi her kan fortælle!
"Og kan jeg altid blive her?" spurgte han.
"Det afhænger af dig selv!" svarede feen. "Hvis du ikke, som Adam, lader dig friste til at gøre det forbudte, så kan du blive her altid!"
"Jeg skal ikke røre æblerne på Kundskabens Træ!" sagde prinsen. "Her er jo tusinde andre frugter, der er ligeså skønne!"
"Prøv dig selv, og er du ikke stærk nok, så følg med Østenvinden, som bragte dig hertil. Han flyver tilbage og kommer her ikke i hundrede år. Den tid vil her gå for dig, som var det bare hundrede timer, men det er dog lang tid for fristelsen og synden! Hver aften, når jeg går fra dig, må jeg tilråbe dig "Følg med!" Jeg vinker med hånden ad dig, men bliv tilbage. Gå ikke med mig, for da vil din længsel blive større ved hvert skridt. Du kommer da ind i salen, hvor Kundskabens Træ gror: jeg sover under dens duftende hængende grene. Du vil bøje dig over mig, og jeg må smile. Men trykker du et kys på min mund, da synker paradiset dybt i jorden, og det er tabt for dig, ørkenens skarpe vind vil omsuse dig, den kolde regn dryppe fra dit hår. Sorg og trængsel bliver derefter din tunge arv."
"Jeg bliver her!" sagde prinsen, og Østenvinden kyssede ham på panden og sagde: "Vær stærk, så samles vi her igen om hundrede år! Farvel! Farvel!" og Østenvinden bredte sine store vinger ud, de lyste, som kornmod ved høsttid, eller som nordlyset i den kolde vinter. "Farvel! Farvel!" klang det fra blomster og træer. Storke og pelikaner fløj i række, som flagrende bånd, og fulgte med til grænsen af haven.
"Nu begynder vore danse!" sagde feen, "Ved slutningen, hvor jeg danser med dig, vil du se, når solen synker, at jeg vinker ad dig, og du vil høre mig råbe til dig: Følg med! Men gør det ikke! I hundrede år må jeg hver aften gentage det. For hver gang vinder du mere kraft, og til sidst tænker du aldrig på det. I aften er det første gang. Nu har jeg advaret dig!"
Og feen førte ham ind i en stor sal af hvide gennemsigtige liljer, de gule støvtråde i hver var en lille guldharpe, som klang af strengelyd og fløjtetoner. De skønneste piger - svævende og slanke, klædt i bølgende florlet stof så man kunne se de dejlige lemmer - svævede i danse, og sang om hvor herligt det var at leve, at de aldrig ville dø, og at Paradisets Have skulle blomstre evigt.
Og solen gik ned, den hele himmel blev som guld, der gav liljerne skær som den dejligste rose, og prinsen drak af den skummende vin, som pigerne rakte ham, og han følte en lyksalighed, som aldrig før. Han så, hvor salens baggrund åbnede sig, og Kundskabens Træ stod i en glans, der blændede hans øje. Sangen derfra var blød og dejlig, som hans mors stemme, og det var, som om hun sang: "Mit barn, mit elskede barn!"
Da vinkede feen og råbte så kærligt "Følg mig! Følg mig!" og han styrtede hen imod hende, glemte sit løfte, glemte det allerede den første aften, og hun vinkede og smilede. Duften, den krydrede duft rundt om blev mere stærk, harperne tonede endnu dejligere, og det var ligesom de millioner smilende hoveder i salen, hvor træet groede, nikkede og sang: "Alt bør man kende! Mennesket er jordens herre!" Og det var ikke længere blod-tårer, der faldt fra bladene på Kundskabens Træ, det var, syntes det ham, røde, funklende stjerner.
"Følg mig, følg mig!" lød de bævende toner, og ved hvert skridt brændte prinsens kinder hedere, hans blod bevægede sig stærkere! "Jeg må!" sagde han, "det er jo ingen synd, kan ikke være det! Hvorfor ikke følge skønhed og glæde? Se hende sove vil jeg! Der er jo intet tabt, når bare jeg lader være at kysse hende, og det gør jeg ikke, jeg er stærk, jeg har en fast vilje!"
Og feen kastede sin strålende dragt, bøjede grenene tilbage, og et øjeblik efter var hun skjult derinde.
"Jeg har endnu ikke syndet!" sagde prinsen, "og vil det ikke heller!" Og så trak han grenene til side: der sov hun allerede, dejlig som kun feen i Paradisets Have kan være det. Hun smilede i drømme, han bøjede sig ned over hende og så tårerne bæve mellem hendes øjenvipper!
"Græder du over mig?" hviskede han, "Græd ikke, du dejlige kvinde! Først nu begriber jeg Paradisets lykke, den strømmer gennem mit blod, gennem min tanke. Havens vogtende keruber, deres kraft og evige liv føler jeg i mit jordiske legeme. Lad det blive evig nat for mig: et minut som dette er rigdom nok!" Og han kyssede tåren af hendes øje, hans mund rørte ved hendes - -
- Da lød der et tordenskrald, så dybt og skrækkeligt, som ingen har hørt det før, og alt styrtede sammen: den dejlige fee, det blomstrende paradis sank, det sank så dybt, så dybt, prinsen så det synke i den sorte nat - som en lille skinnende stjerne strålede det langt borte! Dødskulde gik gennem alle hans lemmer, han lukkede sit øje og lå længe, som død. Den kolde regn faldt på hans ansigt, den skarpe vind blæste om hans hoved. Da vendte hans tanker tilbage: "Hvad har jeg gjort?" sukkede han, "Jeg har syndet som Adam! Syndet, så Paradiset er sunket dybt der ned!" Og han åbnede sit øje: stjernen, langt borte, stjernen, der funklede som det sunkne Paradis, så han endnu - det var morgenstjernen på himlen.
Han rejste sig op og var i den store skov nær ved Vindenes Hule. Og vindenes mor sad ved hans side, hun så vred ud, og løftede sin arm i vejret.
"Allerede den første aften!" sagde hun, "Det tænkte jeg nok! Ja, var du min dreng, så skulle du ned nu i posen!"
"Der skal han komme!" sagde Døden. Det var en stærk gammel mand med en le i hånden og med store sorte vinger. "I ligkisten skal han lægges, men ikke nu. Jeg giver ham kun et mærke, lad ham da en tid endnu vandre omkring i verden, afsone sin synd, blive god og bedre! - Jeg kommer engang. Når han da mindst venter det, putter jeg ham i den sorte ligkiste, sætter den på mit hoved og flyver op mod stjernen. Også dér blomstrer Paradisets Have, og hvis han er er god og from, da kan han træde derind, i haven. Men er hans tanke ond og hjertet stadig fuld af synd, synker han med kisten dybere ned end Paradiset sank, og kun hvert tusinde år henter jeg ham igen, for at se om han enten må synke dybere eller blive på stjernen, den funklende stjerne deroppe!"
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©