H. C. Andersen - Eventyr 014:
Den flyvende kuffert (1839)
Der var engang en købmand, han var så rig, at han kunne brolægge hele gaden og næsten et lille stræde til med sølvpenge. Men det gjorde han ikke. Han havde andre måder at bruge sine penge på, og gav han en krone ud, fik han to kroner igen. Sådan en købmand var han - og så døde han.
Sønnen fik nu alle disse penge, og han levede lystigt, gik til maskerade-fest hver nat, lavede papirsflyvere af pengesedler og slog smut hen over søen med guldmønter, i stedet for med en sten. På den måde kunne pengene hurtigt blive brugt op, og det blev de! Til sidst ejede han ikke mere end nogle få kroner, og havde ikke andet tøj end et par tøfler og en gammel slåbrok. Nu brød hans venner sig ikke længere om ham, da de jo ikke rigtig kunne gå på gaden sammen, men en af dem, som var god, sendte ham en gammel kuffert og sagde: "Pak ind!" Ja, det var nu meget godt, men han havde ikke noget at pakke ind, og så satte han sig selv i kufferten.
Det var en løjerlig kuffert. Så snart man trykkede på låsen, kunne kufferten flyve. Det gjorde den, vips fløj den med ham op igennem skorstenen, højt op over skyerne, længere og længere bort. Det knagede i bunden, og han var så bange for at den skulle gå i stykker, for så havde han fået et frygteligt fald! Gud bevar os! Og så kom han til tyrkernes land.
Kufferten skjulte han i skoven, under de visne blade og gik så ind til byen. Det kunne han godt gøre, for hos tyrkerne gik alle jo klædt ligesom han - i slåbrok og tøfler. Så mødte han en amme med et lille barn. "Hør du tyrker-amme," sagde han, "hvad er det for et stort slot, der ligger her tæt ved byen, vinduerne sidder så højt oppe!"
"Der bor kongens datter!" sagde hun, "der er blevet spået om hende, at hun skal blive så ulykkelig over en kæreste, og derfor må ingen komme ind til hende, medmindre kongen og dronningen er med!"
"Tak!" sagde købmandssønnen, og så gik han ud i skoven, satte sig i sin kuffert, fløj op på taget af slottet og krøb ind af vinduet til prinsessen.
Hun lå i sofaen og sov, og hun var så dejlig, at købmandssønnen måtte kysse hende. Hun vågnede og blev ganske forskrækket, men han sagde, at han var selveste Tyrkerguden, som var kommen ned igennem luften til hende - og det syntes hun godt om.
Så sad de ved siden af hinanden, og han fortalte historier om hendes øjne: de var de dejligste, mørke søer, og tankerne svømmede rundt dér som havfruer. Og han fortalte om hendes pande: den var et snebjerg med de prægtigste sale og billeder, og han fortalte om storken, som bringer de søde små børn.
Jo, det var nogle dejlige historier! Så friede han til prinsessen, og hun sagde straks ja!
"Men De må komme her på lørdag," sagde hun, "da er kongen og dronningen hos mig til the! De ville være meget stolte af, at jeg får Tyrkerguden til mand! Men sørg for at De kan et rigtigt dejligt eventyr, for det holder mine forældre særdeles meget af. Min mor vil helst have det moralsk og fornemt og min far helst lystigt, så man kan le!"
"Ja, jeg medbringer så et eventyr som brudegave!" sagde han, og så skiltes de. Men prinsessen gav ham en sabel, der var besat med guldpenge, og den kunne han godt bruge.
Nu fløj han bort, købte sig en ny slåbrok og sad så ude i skoven og digtede på et eventyr. Det skulle være færdigt til om lørdagen, og det er ikke så let endda!
Så var han færdig, og så var det lørdag.
Kongen, dronningen og hele hoffet ventede med the hos prinsessen. Han blev så nydeligt modtaget!
"Vil De så fortælle et eventyr!" sagde dronningen, "et, som er dybsindigt og belærende!"
"Men som man dog kan le af!" sagde kongen.
"Ja, det skal jeg nok!" sagde han og fortalte – og nu bør man høre godt efter:
"Der var engang et bundt tændstikker, de var så overordentligt fine på den, fordi de var af høj og fornem famile. Deres stamtræ - det vil sige: det store fyrretræ, som de hver var en lille pind af - havde været et stort gammelt træ i skoven. Tændstikkerne lå nu på hylden mellem et fyrtøj og en gammel jerngryde, og for dem fortalte de om deres ungdom. "Ja, da vi var på den grønne gren!" sagde de, "da sad vi rigtignok på en grøn gren! Hver morgen og aften fik vi diamant-the - det var duggen! – og hele dagen havde vi solskin, når solen skinnede, og alle de små fugle ville så gerne fortælle os historier. Vi kunne godt mærke, at vi også var rige, for løvtræerne var kun klædt på om sommeren, men vor familie havde råd til grønt tøj både sommer og vinter. Men så kom brændehuggerne, det var den store revolution, og vor familie blev splittet ad: Stamherren fik plads som stormast på et prægtigt skib, der kunne sejle verden rundt, hvis det ville. De andre grene kom andre steder hen, og vi har nu den opgave at tænde lyset for de lavere klasser, og derfor er vi fornemme folk endt her i køkkenet."
"Ja, jeg har det nu på en anden måde!" sagde jerngryden, som tændstikkerne lå ved siden af. "Lige fra jeg kom ud i verden er jeg blevet skuret og kogt mange gange! Jeg sørger for det solide og er egentlig talt den vigtigste her i huset. Min eneste glæde er at ligge ren og pæn på hylden efter måltidet og føre en fornuftig samtale med kammeraterne. Men når jeg ser bort fra vandspanden, som engang imellem kommer ned i gården, så lever vi altid inden døre. Vort eneste nyhedsbud er torvekurven, men den snakker så uroligt om ”regeringen” og om ”folket”. Ja, forleden var der en gammel potte, som af bar´ forskrækkelse derover faldt ned og slog sig i stykker! Torvekurven er nemlig fri-sindet, skal jeg sige dem!"
"Nu snakker du for meget!" sagde fyrtøjet, og dets stål slog til flintestenen, så den gnistrede. "Skulle vi nu ikke bare have en munter aften?"
"Jo, lad os tale om, hvem der er de mest fornemme!" sagde tændstikkerne.
"Nej, jeg holder ikke af at tale om mig selv," sagde lerpotten, "men lad os få lidt aften-underholdning! Jeg vil begynde, og jeg skal fortælle sådant noget, som alle og enhver har oplevet. Det kan man så hurtigt sætte sig ind i, og det er så behageligt: "Ved Østersøen ved de danske bøge...."
"Det er en dejlig begyndelse," sagde alle tallerkenerne, "det bliver bestemt en historie, jeg kan lide!"
"...ja, der tilbragte jeg min ungdom hos en stille familie. Møblerne blev bonede, gulvet vasket, der kom rene gardiner hver fjortende dag!"
"Hvor De dog fortæller interessant!" sagde støvekosten.
"Man kan straks høre, at det er et kvinde, som fortæller, der er sådant noget renligt over det!"
"Ja, det føler man!" sagde vandspanden, og så gjorde den af ren glæde et lille hop, så det sagde klask på gulvet.
Og potten blev ved at fortælle, og enden på historien var ligeså god som begyndelsen.
Alle tallerkenerne raslede af glæde, og støvekosten tog lidt grøn persille og bekransede potten, for den vidste, det ville ærgre de andre. Og så tænkte han også: "bekranser jeg hende i dag, så bekranser hun nok mig i morgen!"
"Nu vil jeg danse!" sagde ildtangen, og dansede. Ja, Gud bevar´s, hvor den kunne sætte det ene ben i vejret. Det gamle stolebetræk henne i hjørnet revnede ved at se på det! "Må jeg også blive bekranset!" sagde ildtangen, og det blev hun.
"Det er jo ren pøbel!" tænkte tændstikkerne.
Nu skulle the-maskinen synge, men den var blevet forkølet, sagde den, og den kunne ikke synge hvis ikke den var i kog, men det var vist bare sagt af ren fornemhed: den ville desuden kun synge, hvis den stod på bordet inde hos herskabet.
Henne i vinduet sad en gammel pennefjer, som pigen plejede at skrive med. Der var ikke noget mærkværdigt ved den, udover at den var blevet dyppet alt for dybt i blækhuset, men det var den nu temmelig stolt af. "Hvis the-maskinen ikke vil synge," sagde den, "så kan den lade være! I et bur udenfor hænger en nattergal. Dén kan synge, selvom den ikke har lært noget - men det vil vi ikke tale ondt om i aften!"
"Jeg finder det højst upassende," sagde the-kedelen, der var køkkensanger og halvsøster til the-maskinen, "at sådan en fremmed fugl som nattergalen skal høres her! Er det måske patriotisk? Ja, jeg vil lade torvekurven dømme i dén sag!"
"Men jeg ærgrer mig bare," sagde torvekurven, "jeg ærgrer mig så inderligt, som nogen kan tænke sig! Er dette en passende måde at tilbringe aftenen på, med fornøjelser? Ville det ikke være rigtigere at anbringe alt i huset på rette sted? Enhver skulle da komme på sin rigtige plads, og jeg ville kunne styre hele foretagenet. Dét vil blive noget andet!"
"Ja, lad os gøre oprør!" sagde de allesammen. I det samme gik døren op. Det var tjenestepigen, og så stod de alle stille, ingen sagde et muk. Men der var ikke én i køkkenet, der glemte, hvad den egentlig kunne, og hvor fornem den var. "Ja, hvis bare jeg havde villet," tænkte de, "så kunne det rigtignok være blevet en munter aften!"
Tjenestepigen tog tændstikkerne, strøg hele bundtet og lavede ild med dem - Gud bevar´s, hvor de spruttede og brændte med stor flamme.
"Nu kan enhver da," tænkte tændstikkerne, "se at vi er de fornemste her! Hvilken glans vi har! Hvilket lys!" - og så var de brændt ud!"
"Det var et dejligt eventyr!" sagde dronningen, "jeg følte mig fuldstændig som om jeg var i køkkenet hos tændstikkerne, ja, nu skal du have vor datter."
"Javist!" sagde kongen, "du skal have vor datter på mandag!" - for nu sagde de ”du” til ham, da han skulle være del af familien.
Brylluppet var nu bestemt, og aftenen før blev hele byen illumineret. Boller og kringler blev kastet i grams, gadedrengene stod på tæerne, råbte Hurra og piftede i fingrene. Det var særdeles pragtfuldt.
"Ja,jeg må vel også gøre et eller andet!" tænkte købmandssønnen, og så købte han raketter, knaldperler og alt det fyrværkeri, der kunne tænkes, lagde det i sin kuffert, og fløj så op i luften med det.
Rutsch, hvor det gik! Og hvor det futtede.
Alle tyrkerne hoppede i vejret ved at se det, så deres tøfler fløj dem om ørene. Sådant et luftsyn havde de aldrig set før. Nu kunne de da tydeligt forstå, at det var Tyrker-guden selv, som skulle giftes med prinsessen.
Så snart købmandssønnen igen kom ned i skoven med sin kuffert, tænkte han: "Jeg vil lige gå ind i byen, for at høre, hvordan det hele har taget sig ud!" Og det var jo ganske rimeligt, at han havde lyst til dét.
Nej, hvor folk dog fortalte! Hver evige en, han spurgte om fyrværkeriet, havde set det på sin måde, men dejligt havde det været for dem allesammen.
"Jeg så Tyrker-guden selv," sagde den ene, "han havde øjne, som skinnende stjerner og et skæg som skummende vande!"
"Han fløj på et ildtæppe," sagde den anden. "Og de dejligste englebørn tittede frem fra folderne!"
Jo, det var dejlige ting, han hørte, og dagen efter skulle han holde bryllup.
Nu gik han tilbage til skoven, for at sætte sig i sin kuffert. Men hvor var den? Kufferten var brændt op! En gnist fra fyrværkeriet var blevet tilbage, den havde tændt ild, og kufferten var blevet til aske. Han kunne ikke flyve mere, ikke mere komme op til sin brud.
Hun stod hele dagen på taget og ventede, og hun venter endnu, mens han går verden rundt og fortæller eventyr. Men de er ikke længere så lystige, som det han fortalte om tændstikkerne!
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©