H. C. Andersen - Eventyr 015:
Storkene (1839)
På det sidste hus i en lille by stod der en storkerede. Storkemor sad i reden hos sine fire små unger, der stak hovedet frem med det lille sorte næb, for det var ikke blevet rødt endnu. På tagryggen et lille stykke derfra stod storkefar så strunk og stiv. Han havde trukket det ene ben op under sig, for dog at have lidt besvær, mens han stod vagt. Man skulle tro, at han var hugget ud af træ, så stille stod han. "Det ser vist nok så fornemt ud, at min kone har en vagt ved reden!" tænkte han, "De kan jo ikke vide, at jeg er hendes mand, de tror vist, jeg er udkommanderet til at stå her. Det ser så imponerende ud!" Og så blev han ved at stå på det ene ben.
Nede på gaden legede en hel flok børn, og da de så storkene, så sang en af de modigste drenge, og siden allesammen, det gamle vers om storkene. Men de sang det nu, som drengen kunne huske det:
"Storke, storke steje
Flyv hjem til dit eje!
Din kone ligger i reden sin
Med fire store unger.
Den ene skal hænges,
Den anden skal stænges,
Den tredie skal brændes,
Den fjerde endevendes!"
"Hør dog hvad drengene synger!" sagde de små storkeunger, "de siger vi skulle hænges og brændes!"
"Det skal I ikke tage jer af!" sagde storkemoren; " – lad bare være med at høre efter, så sker der ikke noget!"
Men drengene blev ved at synge, og de pegede fingre af storkene. Kun en dreng, han hed Peter, sagde, at det var synd at gøre nar af dyrene, og han ville slet ikke være med. Storkemor trøstede også sine unger: "bryd jer ikke om det," sagde hun, "se bare, hvor rolig jeres far står, og det på ét ben!"
"Vi er så bange!" sagde ungerne, og trak hovederne dybt ned i reden.
Næste dag, da børnene mødtes igen for at lege, og så storkene, begyndte de deres vise:
"Den ene skal hænges,
Den anden skal brændes! -"
"Skal vi da hænges og brændes?" spurgte storkeungerne.
"Nej, vist skal I ej!" sagde storkemor, "I skal lære at flyve, jeg skal nok eksercere jer! Så tager vi ud på engen og besøger frøerne, de nejer i vandet for os, de synger "koax, koax!" og så spiser vi dem allesammen, det kan blive en rigtig stor fornøjelse!"
"Og hvad så?" spurgte storkeungerne.
"Så samles alle de storke, der er i hele landet, og så begynder efterårs-manøvren, og da må man flyve godt, det er meget vigtigt, for den som ikke kan flyve, stikker generalen ihjel med sit næb! Derfor pas godt på at I lærer noget, når eksercitsen begynder!"
"Så bliver vi jo alligevel stænget, som drengene sagde! Og hør, nu synger de det igen!"
"Hør på mig og ikke på dem," sagde storkemor. "Efter den store manøvre flyver vi til de varme lande, o, så langt herfra, over bjerge og skove. Til Ægypten flyver vi, hvor der er trekantede stenhuse, der gå i en spids op over skyerne. De kaldes pyramider og er ældre end nogen stork kan tænke sig. Der er en flod, som løber over, så landet bliver til mudder. Man går i mudder og spiser frøer!"
"O!" sagde alle ungerne.
"Ja, der er så dejligt! Man laver ikke andet end spise hele sagen, og imens vi har det så godt, er der i dette land ikke et grønt blad på træerne. Her er så koldt, så skyerne fryser i stykker og falder ned i små hvide lapper!" Det var sneen, hun mente, men hun kunne jo ikke forklare det tydeligere.
"Fryser de uartige drenge så også i stykker?" spurgte storkeungerne.
"Nej, i stykker fryser de ikke! Men de er nær ved det og må sidde inde i den mørke stue og kukkelure. I kan derimod flyve omkring i et fremmed land, hvor der er blomster og varmt solskin!"
Nu var der allerede gået nogen tid, og ungerne var så store, at de kunne stå op i reden og se vidt omkring. Og storkefar kom flyvende hver dag med pæne frøer, små snoge og alt det storke-slikkeri, han kunne finde! O, det så morsomt ud, hvor han gjorde kunster for dem. Hovedet lagde han helt om på halen, næbbet knebrede han med, som var det en lille skralde, og så fortalte han dem historier, allesammen fra sumpen.
"Hør, nu må I lære at flyve!" sagde storkemoren en dag, og så måtte alle fire unger ud på tagryggen, o hvor de dinglede! Hvor de balancerede med vingerne, og var lige ved at falde ned!
"Se nu på mig!" sagde storkemor, "sådan skal I holde hovedet! Sådan skal I sætte benene! En-to!En-to! Det er det, som skal hjælpe jer frem i verden!" Så fløj hun et lille stykke, og ungerne, de gjorde et lille kluntet hop, bums! Dér lå de, for de var tunge i kroppen.
"Jeg vil ikke flyve!" sagde den ene unge, og krøb op i reden igen, "Jeg bryder mig ikke om at komme til de varme lande!"
"Vil du da fryse ihjel her, når det bliver vinter? Skal drengene komme og hænge og brænde og stænge dig? Nu kalder jeg på dem!"
"O nej!" sagde storkeungen, og så hoppede den igen på taget ligesom de andre. Den tredie dag kunne de godt flyve lidt, og så troede de, at de også kunne sidde og hvile på luftstrømmen. Det ville de, men bums!, der dumpede de. Så måtte de til at røre vingerne igen. Nu kom drengene nede på gaden og sang deres vise:
"Storke, storke steje!"
"Skulle vi ikke flyve ned og hugge deres øjne ud?" sagde ungerne.
"Nej lad være med det!" sagde moren, " – hør bare efter mig, det er vigtigere! En-to-tre! Nu flyver vi højre om! En-to-tre! Nu venstre om skorstenen! - Se det var meget godt! Det sidste slag med vingerne var så nydeligt og rigtigt, at I skal få lov at komme ned i sumpen med mig i morgen! Der kommer flere nydelige storkefamilier med deres børn, og lad mig nu se, at mine børn er de pæneste, og at I kan knejse. Det ser godt ud, og det giver anseelse!"
"Men skal vi da ikke have hævn over de uartige drenge?" spurgte storkeungerne.
"Lad dem skrige hvad de vil! I flyver jo op mod skyerne, og kommer til pyramidernes land, mens de må fryse og ikke har hverken et grønt blad eller et sødt æble!"
"Ja, vi vil hævnes!" hviskede de til hinanden, og så blev der igen ekserceret.
Af alle drengene på gaden var ingen værre til at synge spottevisen, end netop han, som havde begyndt den, og det var en ganske lille dreng, han var nok ikke mere end seks år. Storkeungerne troede rigtignok, at han var hundrede år; for han var jo så meget større end deres mor og far, og hvad vidste de om, hvor gamle børn og hvor store mennesker kunne være. Hele deres hævn skulle gå ud over den dreng, han havde jo først begyndt visen, og han blev altid ved: storkeungerne var så irriterede, og som de nu blev større, kunne de mindre og mindre holde det ud. Storkemor måtte til sidst love dem, at de nok skulle få hævn, men hun ville ikke tage hævn før på den sidste dag, de var i landet.
"Vi må jo først se, hvordan I bærer jer ad ved den store manøvre! Hvis I kommer galt fra det, og generalen jager jer næbet i brystet, så har drengene jo ret, i det mindste på en måde! Lad os nu se!"
"Ja, det skal du!" sagde ungerne, og så gjorde de sig umage. De øvede sig hver dag, og fløj så nydeligt og let, så det var en lyst.
Nu kom høsttiden, alle storkene begyndte at samles for at flyve bort til de varme lande, mens vi har vinter. Det var noget af en manøvre! Over skov og byer måtte de, bare for at se, hvor godt de kunne flyve, det var jo en stor rejse, som forestod. Storkeungerne gjorde deres ting så nydeligt, at de fik U.G. med frø og slange. Det var den allerbedste karakter man kunne få, og frøen og slangen måtte de spise. Det gjorde de også!
"Nu skal vi hævnes!" sagde de.
"Javist!" sagde storkemoren. "Hvad jeg havde udtænkt, det er lige netop det rigtige! Jeg ved, hvor den dam er, hvor alle de små menneskebørn ligger, lige indtil storken kommer og henter dem til forældrene. De nydelige små børn sover og drømmer så dejligt, som de aldrig siden komme til at drømme. Alle forældre vil gerne have sådant et lille barn, og alle børn vil gerne have en søster eller bror. Nu flyver vi hen til dammen, henter en til hver familie af de drenge, som ikke har sunget den onde vise og gjort nar af storkene, for de drenge der sang skal slet ingen søster eller bror have!"
"Men han, som begyndte med at synge, den slemme, hæslige dreng!" skreg de unge storke, " – hvad gør vi ved ham?"
"Der ligger i dammen et lille dødt barn, det har drømt sig ihjel, det vil vi tage med til ham, så må han græde, fordi vi har bragt ham en død lillebror. Men den gode dreng, ham har I vel ikke glemt, han som sagde: "Det er synd at gøre nar af dyrene!" Ham vil vi bringe både en bror og en søster, og da den dreng hedder Peter, så skal alle I storke også kaldes Peter!"
Og hvad hun sagde, det skete! Og så hed alle storkene Peter, og det kaldes de endnu.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©