H. C. Andersen - Eventyr 019:
Boghveden (1842)
Tit og ofte, når man efter et tordenvejr går forbi en mark, hvor der gror boghvede, kan man se, at marken er blevet helt sort og afsvedet. Det er som om en flamme var gået hen over den. Bondemanden siger da: "Den mark har fået af lynilden!" Men hvorfor har den fået det?
Jeg skal fortælle, hvad gråspurven har fortalt mig, og gråspurven har hørt det af et gammelt piletræ, der stod ved en boghvedemark og står der endnu. Det er sådant et godt og gammelt piletræ, men rynket og det er revnet lige midt i - og der vokser græs og brombærranker ud af revnen. Træet hælder forover og grenene hænger lige ned mod jorden, som om de kunne være grønt, langt hår.
På alle markerne rundt om voksede der korn, både rug, byg og havre. Ja, den dejlige havre, der, når den er moden, ser ud som en masse små gule kanariefugle på en gren. Kornet stod så velsignet, og jo tungere det var des dybere bøjede det sig, som i from ydmyghed.
Men der var også en mark med boghvede, og den lå lige ud for det gamle piletræ. Boghveden bøjede sig slet ikke, som det andet korn - den knejsede, stolt og stiv!
"Jeg er vel lige så rig som kornet" sagde den, "jeg er desuden meget smukkere; mine blomster er skønne, som æbletræets blomster. Det er en ren lyst at se på mig og mine! Kender du nogen der er prægtigere end os, du gamle piletræ?"
Og piletræet nikkede med hovedet, som om det ville sige: "Jo, det gør jeg da rigtignok!" Men boghveden struttede af bare hovmod og sagde: "Det dumme træ, det er så gammelt at der vokser græs i maven på det!"
Nu trak det op til et skrækkeligt ondt vejr. Alle markens blomster foldede deres blade, eller bøjede deres fine hoveder, mens stormen for hen over dem. Men boghveden knejsede i sin stolthed.
"Bøj dit hoved, som vi!" sagde blomsterne.
"Det behøver jeg slet ikke!" sagde boghveden.
"Bøj dit hoved, som vi!" råbte kornet! "– nu kommer stormens engel flyvende. Han har vinger, der kan nå oppe fra skyerne og lige ned til jorden, og han hugger dig midt over, før du kan nå at bede ham være dig nådig!"
"Ja, men jeg vil ikke bøje mig!" sagde boghveden.
"Luk dine blomster og bøj dine blade!" sagde det gamle piletræ, "- og se ikke op mod lynet, når skyen brister. Selv menneskene tør det ikke, for i lynet kan man se ind i Guds himmel. Men det syn kan gøre selv menneskene blinde, og hvad vil der så ikke ske med os, jordens vækster, hvis vi vovede det - vi, som er langt ringere stillet end menneskene?"
"Langt ringere?" sagde boghveden. "Nej, nu vil jeg se lige ind i Guds himmel!" Og boghveden gjorde det, med overmod og stolthed. Det var, som om hele verden stod i flammer, så meget lynede det.
Da det onde vejr var forbi, stod blomsterne og kornet igen i den stille rene luft, så forfriskede af regnen. Men boghveden var brændt kulsort af lynet, den var nu bare en død, unyttig plante på marken.
Og det gamle piletræ bevægede sine grene i vinden og der faldt store vanddråber fra de grønne blade, som om træet græd. Og spurvene spurgte: "Hvorfor græder du? Her er jo så velsignet dejligt, se hvor solen skinner, se hvor skyerne svæver, og kan du mærke den duft fra blomster og buske? Så hvorfor græder du, gamle piletræ?"
Og piletræet fortalte om boghvedens stolthed, overmod og straf! Den følger altid.
Jeg, som fortæller historien, har hørt den fra gråspurvene. De fortalte mig den en aften, da jeg bad dem om et eventyr.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©