H.C. Andersen - Eventyr 022:
Engelen (1844)
Hver gang et godt barn dør, kommer der en af Guds engle ned til jorden, tager det døde barn op på sine arme, breder de store hvide vinger ud, flyver hen over alle de steder, barnet har holdt af, og plukker en hel håndfuld blomster, som de bringer op til Gud, for der at blomstre endnu smukkere end på jorden. Den gode Gud trykker alle blomsterne til sit hjerte, men den blomst, som er ham kærest, giver han et kys, og da får den stemme og kan synge med i den store lyksaligheds kor!"
Se, alt dette fortalte en af Guds engle, mens den bar et dødt barn bort til himlen, og barnet hørte det, ligesom i drømme. Og de for afsted hen over de steder i hjemmet, hvor den lille havde leget, og de kom gennem haver med dejlige blomster.
"Hvilke blomster skal vi nu tage med og plante i himmelen?" spurgte engelen.
Og der stod et slankt, velsignet rosentræ, men en ond hånd havde knækket stammen, så at alle grenene, fulde af store halvudsprungne knopper, hang visne ned rundt omkring.
"Det stakkels træ!" sagde barnet, "tag det, så det kan komme til at blomstre deroppe hos Gud!"
Og engelen tog det, kyssede barnet derfor, og den lille åbnede halvt sine øjne. De plukkede af de rige pragtblomster, men tog også den foragtede morgenfrue og den vilde stedmoderblomst. "Nu har vi blomster!" sagde barnet, og engelen nikkede, men de fløj endnu ikke op mod Gud. Det var nat, det var ganske stille, de blev i den store by, de svævede omkring i en af de snævreste gader, hvor der lå hele bunker af halm, aske og skrimmel-skrammel. Det havde været travl flyttedag, og der lå stykker af tallerkener, gipsstumper, klude og gamle hatte, alt hvad der ikke så godt ud.
Og engelen pegede i al den forvirring ned på nogle skår af en urtepotte, og på en klump jord, der var faldet ud af denne og holdtes sammen ved rødderne af en stor, vissen markblomst, der slet ikke duede og derfor var blevet kastet ud på gaden.
"Dén tager vi med!" sagde engelen, "jeg skal fortælle dig om det, mens vi flyver!"
Og så fløj de, og engelen fortalte:
"Dernede i den snævre gade, i den lave kælder, boede en fattig, syg dreng. Fra ganske lille af havde han altid været sengeliggende. Når han var allermest rask, kunne han på krykker gå et par gange frem og tilbage i den lille stue, det var det hele. Nogle dage om sommeren faldt solstrålerne en halv times tid ind i kælder-forstuen, og når så den lille dreng sad der og lod den varme sol skinne på sig, og så det røde blod gennem sine fine fingre, som han holdt op for ansigtet, så hed det: "Ja, i dag har han været ude!" - Han kendte kun skoven i dens dejlige forårsgrønne farver ved, at naboens søn bragte ham den første bøgegren, og den holdt han over sit hoved, og drømte sig da at være under bøgetræerne, hvor solen skinnede, og fuglene sang. En forårsdag bragte naboens dreng ham også markblomster, og mellem disse var der tilfældigvis en med rod, og derfor blev den plantet i en urtepotte og stillet hen i vinduet tæt ved sengen. Og blomsten var plantet med en lykkelig hånd: den voksede, skød nye skud og bar hvert år sine blomster. Den blev den syge drengs dejligste blomsterhave, hans lille skat på denne jord. Han vandede og passede den, og sørgede for, at den fik hver solstråle, lige til den sidste gled ned over det lave vindue. Og blomsten selv voksede ind i hans drømme, kun for ham blomstrede den, udspredte sin duft og glædede øjet. Og mod den blomst vendte han sig i døden, da Vorherre kaldte ham. - Et år har han nu været hos Gud, et år har blomsten stået forglemt i vinduet og er visnet, og derfor er den ved flytningen blevet kastet ud på gaden med skraldet. Og det er dén blomst, den fattige og visne blomst, som vi har taget med i buketten, for den blomst har glædet mere, end den rigeste blomst i en dronnings have!"
"Men hvor ved du alt det fra?" spurgte barnet, som engelen bar op mod himlen.
"Jeg ved det!" sagde engelen. "Jeg var jo selv den syge, lille dreng, der gik på krykker! Min blomst genkender jeg med det samme!"
Og barnet åbnede sine øjne og så ind i engelens dejlige, glade ansigt, og i samme øjeblik var de i Guds himmel, hvor der var glæde og lyksalighed. Og Gud trykkede det døde barn til sit hjerte, og da fik det vinger, som den anden engel og fløj hånd i hånd sammen med ham. Og Gud trykkede alle blomsterne til sit hjerte, men den fattige, visne markblomst kyssede han og den fik derfor stemme og sang med alle englene, der svævede om Gud - nogle ganske nær, andre uden om disse, i store kredse, altid længere borte, i det uendelige, men alle lige lykkelige. Og alle sang de, små og store, både det gode, velsignede barn og den fattige markblomst, der havde ligget vissen, henkastet som skraldet, mellem flytteskramlet, i den snævre, mørke gade.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©