H.C. Andersen - Eventyr 024:
Kærestefolkene (1844)
Toppen og bolden lå i skuffe sammen med andet legetøj, og så sagde toppen til bolden: "Skulle vi ikke være kærester, når vi nu ligger i skuffe sammen?" Men bolden - der var syet af fint safian-skind og bildte sig ligeså meget ind, som en fin frøken - ville ikke svare på sådant noget.
Næste dag kom den lille dreng, der ejede legetøjet. Han malede snurretoppen over med rødt og gult, og slog et messing-søm midt i den, det så flot ud, når toppen drejede rundt.
"Se på mig!" sagde den til bolden. "Hvad siger De nu? Skulle vi så ikke være kærester, vi passer så godt sammen, De springer og jeg danser! Lykkeligere end vi to kunne ingen vel blive!"
"Såh, tror De det!" sagde bolden, "De ved nok ikke, at min fader og moder har været safian-skindtøfler, og at jeg har en prop i livet!"
"Ja, men jeg er af mahognitræ!" sagde toppen, "og byfogeden har selv drejet mig, han har sin egen drejebænk, og det var ham en stor fornøjelse!"
"Ja, kan jeg stole på det?" sagde bolden.
"Gid jeg aldrig bliver drejet rundt, hvis jeg lyver!" svarede toppen.
"De taler meget godt for Dem!" sagde bolden, "men jeg kan dog ikke, for jeg er så godt som halvt forlovet med en svale! Hver gang jeg går til vejrs, stikker den hovedet ud af reden og siger: "Vil De?" Og nu har jeg sådan for mig selv sagt ja, og det er så godt som en halv forlovelse! Men jeg lover Dem, jeg skal aldrig glemme Dem!"
"Ja, men det hjælper jo ikke noget!" sagde toppen, og så talte de ikke til hinanden.
Næste dag blev bolden taget frem. Toppen så, hvordan den fløj højt op i luften, ligesom en fugl. Man kunne til sidst slet ikke få øje på den. Hver gang kom den tilbage igen, men lavede altid et højt spring, når den ramte jorden. Og det skete enten af længsel, eller måske fordi den havde en lille prop i livet. Den niende gang blev bolden borte og kom ikke mere igen. Drengen søgte og søgte, men borte var den.
"Jeg ved godt, hvor den er!" sukkede toppen, "den er i svalereden og er blevet gift med svalen!"
Jo mere toppen tænkte på det, des mere indtaget blev han i bolden. Netop fordi han ikke kunne få hende, voksede hans kærlighed. At hun havde taget en anden, det var det specielle ved det hele. Og toppen dansede rundt og snurrede, men altid tænkte den på bolden, der i tankerne blev kønnere og kønnere.
Således gik der mange år - - og så var det efterhånden en gammel kærlighed.
Og toppen var ikke ung mere - -! Men så blev den en dag forgyldt over det hele. Aldrig havde den set så dejlig ud, den var nu en guldtop og sprang, så det snurrede efter. Jo, det var noget! Men med et sprang den for højt og... borte var den!
Man søgte og søgte, selv nede i kælderen, men den var ikke til at finde.
- Hvor var den?
Den var sprunget ned i skraldespanden , hvor der lå alle slags ting: kålstokke, støv og grus, der var faldet ned fra tagrenden.
"Nu sidder jeg rigtignok kønt i det! Her kan forgyldningen hurtig gå af mig! Og hvad er det for prakkere og pøbel jeg er kommet i selskab med?" Og så skævede den til en lang kålstok, der så altfor afpillet ud, og til en underlig rund ting, der så ud som et gammelt æble. Men det var ikke et æble, det var en gammel bold, der i mange år havde ligget oppe i tagrenden, og som vandet havde sivet igennem.
"Gudskelov, at der dog kommer en ligesindet, som man kan tale fornuftigt med!" sagde bolden og betragtede den forgyldte top.
"Jeg er egentlig af safian-skind, syet af jomfruhænder, og har en prop i livet, men det skulle ingen kunne se på mig! Jeg var lige ved at holde bryllup med en svale, men så faldt jeg i tagrenden, og der har jeg ligget i fem år og sivet! Det er en lang tid, for en jomfru som mig, kan De tro!"
Men toppen sagde ikke noget. Han tænkte på sin gamle kæreste, og jo mere han hørte, desto klarere blev det for ham, at det var hende.
Da kom tjenestepigen og ville tømme skraldespanden: "Hejsa, der er guldtoppen!" sagde hun.
Og toppen kom igen ind i stuen til stor agt og ære, men bolden hørte man intet om, og toppen snakkede aldrig mere om sin gamle kærlighed: den går over, når kæresten har ligget fem år i en tagrende og sivet, ja man genkender hende næsten ikke, når man møder hende i skraldespanden."
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©