H. C. Andersen - Eventyr 025:
Den grimme ælling (1844)
Der var så dejligt ude på landet; det var sommer, kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge, og der gik storken på sine lange, røde ben og snakkede ægyptisk, for det sprog havde han lært af sin mor. Rundt om mark og eng var der store skove, og midt i skovene dybe søer - jo, der var rigtignok dejligt derude på landet! Midt i solskinnet lå der en gammel herregård med dybe kanaler rundt om, og fra muren og ned til vandet voksede store skræppeblade, der var så høje, at små børn kunne stå oprejste under de største. Der var ligeså uigennemskueligt derinde, som i den tykkeste skov, og her lå en and på sin rede. Hun skulle ruge sine små ællinger ud, men nu var hun næsten blevet ked af det hele, fordi det varede så længe, og hun sjælden fik visit. De andre ænder holdt mere af at svømme om i kanalerne, end at løbe op og sidde under et skræppeblad for at snaddre med hende.
Endelig knagede det ene æg efter det andet: "Pip! Pip!" sagde det, alle æggeblommerne var blevet levende og stak hovedet ud.
"Rap! Rap!" sagde hun, og så rappede de sig alt hvad de kunne, og så til alle sider under de grønne blade, og andemoderen lod dem se så meget de ville, for det grønne er godt for øjnene.
"Hvor verden dog er stor!" sagde alle ungerne, for de havde rigtignok meget mere plads nu, end da de lå inde i ægget.
"Tror I, at dette er hele verden?" sagde andemor, "Men den strækker sig langt på den anden side af haven, lige ind på præstens mark! Men der har jeg aldrig selv været! - Nu er I her vel alle sammen?" - og så rejste hun sig op. "Nej, jeg har ikke alle, det største æg ligger der endnu, hvor længe skal det mon vare? Nu er jeg snart træt af det!" og så lagde hun sig igen.
"Nå, hvordan går det?" sagde en gammel and, som kom for at besøge hende.
"Det varer så længe med det ene æg!" sagde anden, som lå. "Der vil ikke gå hul på det! Men nu skal du se de andre, de er de dejligste ællinger jeg har set! De ligner allesammen deres far. Det skarn, han kommer ikke og besøger mig!"
"Lad mig se det æg, der ikke vil revne!" sagde den gamle. "Det kan være, at det er et kalkun-æg! Sådan er jeg også blevet narret engang, og jeg havde min sorg og nød med de kalkun-unger, for de er bange for vandet, skal jeg sige dig! Jeg kunne ikke få dem med ud og svømme! Jeg rappede og snappede, men det hjalp ikke! - Lad mig se ægget - jo, det er et kalkun-æg! Lad du bare det ligge og lær de andre børn at svømme!"
"Jeg vil dog lige ligge på det lidt endnu!" sagde anden. Når jeg nu har jeg nu ligget så længe, så kan jeg vel også ligge lidt længere!"
"Vær så god!" sagde den gamle and, og så gik hun.
Endelig revnede det store æg. "Pip! Pip!" sagde ungen og væltede ud; han var så stor og styg. Anden så på ham: "Det er da en forfærdelig stor ælling den dér!" sagde hun. "Ingen af de andre ser sådan ud! Det skulle dog vel aldrig være en kalkun-kylling? Nå, det skal vi snart få efterprøvet: i vandet skal han, om jeg så selv må sparke ham ud!"
Næste dag var det et velsignet, dejligt vejr, og solen skinnede på alle de grønne skræpper. ællingemoderen med hele sin familie kom frem nede ved kanalen: Pladsk!, og så sprang hun i vandet: "Rap! Rap!" sagde hun og den ene ælling plumpede ud efter den anden. Vandet gik op over hovedet på dem, men de kom straks op igen og flød så dejligt, benene gik af sig selv, og alle var de ude, selv den stygge, grå unge svømmede med.
"Nej, det er ingen kalkun!" sagde hun; "se hvor dejligt den bruger benene, og hvor rank den holder sig! Det er min egen unge! I grunden er den dog ganske køn, når man ser rigtig på den! Rap! Rap!- kom nu med mig, så skal jeg føre jer ind i verden, og præsentere jer i andegården, men hold jer altid nær ved mig, så ingen træder på jer, og tag jer i agt for kattene!"
Og så kom de ind i andegården. Der var en skrækkelig støj derinde, for der var to familier, der sloges om et ålehoved, og alligevel fik katten det.
"Se, sådan går det til i verden!" sagde ællingemoderen, og slikkede sig om næbbet, for hun ville også have ålehovedet. "Brug nu benene!" sagde hun, "se, at I kan rappe jer, og nej med halsen for den gamle and derhenne, hun er den fornemste af dem alle her! Hun er af spansk blod, derfor er hun noget svær, og ser I, at hun har en rød klud om benet? Det er noget overordentligt dejligt, og den største udmærkelse nogen and kan få. Det betyder så meget, at man ikke vil af med hende, og at hun skal kendes både af dyr og af mennesker! - Rap jer! - og ikke ind til bens! En velopdragen ælling sætter benene vidt fra hinanden, ligesom jeres far og mor! Se så, nej nu med halsen og sig: Rap!"
Og det gjorde de: men de andre ænder rundt om så på dem og sagde højt: "Se så! Skal vi nu have et slæng mere? Som om vi ikke var nok i forvejen! Og fy, hvor den ene ælling ser ud! Ham vil vi ikke tåle!" - og straks fløj der en and hen og bed den i nakken.
"Lad ham være!" sagde deres mor. "Han gør jo ingen noget!"
"Ja, men han er for stor og for aparte!" sagde anden, som bed, "og så skal han kanøfles!"
"Det er kønne børn, moder har!" sagde den gamle and med kluden om benet, " – allesammen kønne, på nær den ene, den er ikke rigtig lykkedes! Jeg ville ønske, hun kunne lave den om igen!"
"Det går ikke, Deres Nåde!" sagde ællingemoderen ."Han er ikke køn, men han er et inderligt godt gemyt, et venligt væsen, og svømmer lige så dejligt, som nogen af de andre, ja, jeg tør sige: lidt bedre! Jeg tænker at han nok vokser sig køn, eller at han med tiden bliver noget mindre! Han har ligget for længe i ægget, og derfor har han ikke fået den rette skikkelse!" Og så pillede hun ham i nakken og pudsede fjerdragten. "Han er desuden en andrik," sagde hun, "og så gør det ikke så meget! Jeg tror han får gode kræfter, han slår sig nok igennem!"
"De andre ællinger er nydelige!" sagde den gamle, "lad nu, som om I var hjemme, og finder I et ålehoved, så kan I bringe mig det!" -
Og så var de, som om de var hjemme.
Men den stakkels ælling, som sidst var kommen ud af ægget og så så fæl ud, blev bidt, puffet og gjort nar af, og det både af ænderne og af hønsene. "Han er for stor!" sagde de alle sammen. Og den kalkunske hane, der var født med sporer og derfor troede, at han var en kejser, pustede sig op som et fartøj for fulde sejl, gik lige ind på ham og så pludrede den og blev ganske rød i hovedet. Den stakkels ælling vidste hverken hvor den turde stå eller gå, den var så bedrøvet, fordi den så så styg ud og var til spot for hele andegården.
Sådan gik det den første dag, og siden blev det værre og værre. Den stakkels ælling blev jaget af dem allesammen, selv hans søskende var så onde imod ham, og de sagde altid: "bare katten ville tage dig, dit fæle spektakel!" og moderen sagde: "Gid du bare var langt væk!" Og ænderne bed ham, og hønsene huggede ham, og pigen, som skulle give dyrene æde, sparkede til ham med foden.
Da løb og fløj han henover hegnet. De små fugle i buskene for forskrækket i vejret. "Det er fordi jeg er så styg," tænkte ællingen og lukkede øjnene, men løb alligevel afsted. Så kom den ud i den store mose, hvor vildænderne boede. Her lå den hele natten, den var så træt og sorgfuld.
Om morgenen fløj vildænderne op, og de så på den nye kammerat: "Hvad er du for en?" spurgte de, og ællingen drejede sig til alle sider, og hilste så godt den kunne.
"Du ser virkelig styg ud!" sagde vildænderne, "men det kan da være ligemeget for os, når bare du ikke gifter dig ind i vores familie!" - Den stakkel! Han tænkte rigtignok ikke på at gifte sig, hvis bare han fik lov at ligge i sivene og drikke lidt mosevand.
Der lå han i hele to dage, så kom der to vildgæs eller rettere vildgasser, for det var to hanner. Det var ikke lang tid siden de var kommet ud af ægget, og derfor var de så raske i replikken.
"Hør kammerat!" sagde de, "du ser så styg ud at jeg kan godt lide dig! Vil du drive afsted med os og være trækfugl? Tæt herved i en anden mose er der nogle søde velsignede vildgæs, allesammen frøkener, der kan sige: Rap!Du kan måske gøre lykke, fordi du er så styg !" - -
"Pif! Paf!" lød det i det samme ovenover, og begge vildgasserne faldt døde ned i sivene, og vandet blev blodrødt. "Pif! Paf!" lød det igen, og hele skarer af vildgæs fløj op af sivene, og så knaldede det igen. Der var stor jagt, jægerne lå rundt om mosen, ja nogle sad oppe i trægrenene, der strakte sig langt ud over sivene. Den blå røg gik ligesom skyer ind imellem de mørke træer og hang langt hen over vandet. I mudderet kom jagthundene, Klask, Klask! Siv og rør svajede til alle sider. Det var en stor forskrækkelse for den stakkels ælling, den drejede hovedet om for at få det under vingen, og lige i det samme stod, tæt ved den, en frygtelig stor hund. Tungen hang ham langt ud af halsen, og øjnene skinnede grueligt fælt. Han satte sit gab lige ned imod ællingen, viste de skarpe tænder - - og Pladsk! Pladsk! Så gik han igen uden at tage den.
"O, Gud ske lov!" sukkede ællingen, "jeg er så styg, at selv hunden ikke gider bide mig!"
Og så lå den ganske stille, mens haglene susede i sivene, og det knaldede skud på skud.
Først langt ud på dagen blev der stille, men den stakkels unge turde endnu ikke rejse sig, den ventede flere timer endnu, før den så sig om, og så skyndte den sig afsted fra mosen, alt hvad den kunne. Den løb over mark og over eng, og der var en blæst, så at den havde svært ved at komme afsted.
Mod aften nåde den et fattigt lille bondehus. Det var så elendigt i stand, at det ikke selv vidste til hvad side det ville falde, og så blev det stående. Blæsten susede således om ællingen, at han måtte sætte sig på halen for at holde i mod. Og det blev værre og værre. Da mærkede han, at døren var gået af det ene hængsel, og hang så skævt, at han igennem sprækken kunne smutte ind i stuen, og det gjorde han.
Her boede en gammel kone med sin kat og sin høne. Og katten, som hun kaldte Sønneke, kunne skyde ryg og spinde, han knitrede endda, men så måtte man stryge ham mod hårene. Hønen havde ganske små, lave ben og derfor kaldtes den "Kykkeli-lavben". Den lagde godt med æg, og konen holdt af den, som af sit eget barn.
Om morgenen mærkede man straks den fremmede ælling, og katten begyndte at spinde og hønen at klukke.
"Hvad for noget?" sagde konen, og så sig rundt omkring, men hun så ikke godt, og så troede hun, at ællingen var en fed and, der havde forvildet sig. "Det var jo en rar fangst!" sagde hun, "nu kan jeg få ande-æg, hvis bare ikke det er en andrik! Det må vi afprøve!"
Og så blev ællingen antaget på prøve i tre uger, men der kom ingen æg. Og katten var herre i huset og hønen var hans madamme, og altid sagde de: "Vi og verden!" for de troede, at de var halvdelen, og det den allerbedste del. Ællingen syntes, at man også kunne have en anden mening, men det tålte hønen ikke.
"Kan du lægge æg?" spurgte hun.
"Nej!"
"Ja, vil du så holde din mund!"
Og katten sagde: "Kan du skyde ryg, spinde og knitre?"
"Nej!"
"Ja, så skal du ikke have meninger, når fornuftige folk taler!"
Og ællingen sad i krogen og var i dårligt humør. Da kom den til at tænke på den friske luft og solskinnet. Den fik sådan en forunderlig lyst til at flyde på vandet, og til sidst kunne den ikke lade være, den måtte sige det til hønen.
"Hvad går der af dig?" spurgte hun. "Du har ingen ting at bestille, derfor kommer de nykker
over dig! Læg æg eller spind, så går de over!"
"Men det er så dejligt at flyde på vandet!" sagde ællingen, "så dejligt at få vandet over hovedet og dykke ned på bunden!"
"Ja, det er sikkert en stor fornøjelse," sagde hønen, "mon ikke du er blevet gal? Spørg katten ad - han er den klogeste, jeg kender - om han holder af at flyde på vandet, eller dykke ned! Jeg vil ikke tale om mig. - Spørg selv vort herskab her, den gamle kone, klogere end hende er der ingen i verden der er! Tror du, hun har lyst til at flyde og få vand over hovedet?"
"I forstår mig ikke!" sagde ællingen.
"Jo, vi forstår dig. Hvem skulle ellers forstå dig? Du vil vel aldrig kunne være klogere end katten og konen, for ikke at nævne mig! Skab dig ikke, barn! og tak du din skaber for alt det gode, man har gjort for dig! Er du ikke kommet i en varm stue og har en omgangskreds, du kan lære noget af! Men du er et vrøvl, og det er ikke morsomt at omgås dig! Mig kan du tro, jeg mener dig det godt, jeg siger dig ubehageligheder, og derpå skal man kende sine sande venner! Se nu bare til, at du lægger æg og lærer at spinde eller knitre!"
"Jeg tror, jeg vil gå ud i den vide verden!" sagde ællingen.
"Ja, gør du bare det!" sagde hønen.
Og så gik ællingen: den flød på vandet, den dykkede ned, men af alle dyr var den overset for sin grimhed.
Nu faldt efteråret på, bladene i skoven blev gule og brune, blæsten tog fat i dem, så de dansede omkring, og oppe i luften så der koldt ud. Skyerne hang tunge med hagl og snefnug, og på gærdet sad ravnen og skreg "av! av!" af bare kulde. Ja, man kom ordentlig til at fryse, når man tænkte over det. Den stakkels ælling havde det rigtignok ikke godt.
En aften, da solen gik så velsignet ned, kom der en hel flok dejlige store fugle ud af buskene. Ællingen havde aldrig set nogen så smukke, de var fuldstændig skinnende hvide, med lange, smidige halse - det var svaner. De udstødte en ganske forunderlig lyd, bredte deres prægtige, lange vinger ud og fløj bort fra de kolde egne til varmere lande, til åbne søer! De steg så højt, så højt, og den lille grimme ælling blev så forunderlig til mode, den drejede sig rundt i vandet ligesom et hjul, rakte halsen højt op i luften efter dem, udstødte et skrig så højt og forunderligt, at den selv blev bange ved det. O, den kunne ikke glemme de dejlige fugle, de lykkelige fugle, og så snart den ikke længere kunne se dem, dykkede den helt ned til bunden, og da den kom op igen, var den ligesom ude af sig selv. Den vidste ikke, hvad fuglene hed, vidste ikke hvor de fløj hen, men alligevel holdt den af dem, som den aldrig havde holdt af nogen. Og den misundte dem slet ikke, hvor kunne det dog falde den ind at ønske sig en sådan dejlig tilværelse? Den ville være glad, hvis bare ænderne dog ville tåle den imellem sig! - det stakkels grimme dyr!
Og vinteren blev så kold, så kold. Ællingen måtte svømme om i vandet for at forhindre det i at fryse til is. Men hver nat blev hullet, hvor i den svømmede, smallere og smallere. Det frøs, så det knagede i is-skorpen. Ællingen måtte hele tiden bruge benene, for at vandet ikke skulle fryse til. Til sidst blev den mat, lå ganske stille og frøs så fast i isen.
Tidlig om morgenen kom en bondemand, han så den, gik ud og slog med sin træsko isen i stykker og bar den så hjem til sin kone. Der blev den livet op.
Børnene ville lege med den, men ællingen troede, at de ville gøre den fortræd, og for, i forskrækkelse, lige op i mælkefadet, så mælken skvulpede ud i stuen. Konen skreg og slog hænderne i vejret, og da fløj den ind i truget, hvor smørret var, og så ned i meltønden og op igen. Nå, hvor den da kom til at se ud! Og konen skreg og slog efter den med ildtangen, og børnene løb hinanden overende for at fange ællingen, og de lo, og de skreg! - det var godt, at døren stod åben, ud for den imellem buskene i den ny-faldne sne - der lå den, ligesom i dvale.
Men det ville blive alt for bedrøveligt at fortælle al den nød og elendighed, den måtte prøve i den hårde vinter - - den lå i mosen mellem sivene, da solen igen begyndte at skinne varmt. Lærkerne sang - det var dejligt forår.
Da løftede den på en gang sine to vinger. De bruste stærkere end før og bar den kraftigt afsted, og før den vidste af det, var den i en stor have, hvor æbletræerne stod i blomster, hvor syrenerne duftede og hang på de lange, grønne grene lige ned imod de bugtede kanaler! O, her var så dejligt, så forårsfriskt! Og lige foran, ud af tykningen, kom tre dejlige, hvide svaner. De bruste med fjerene og flød så let på vandet. Ællingen genkendte de prægtige dyr og blev ramt af en forunderlig sørgmodighed.
"Jeg vil flyve hen til dem, de kongelige fugle! Og de vil hugge mig ihjel, fordi jeg, der ser så styg ud, tør nærme mig dem! Men det er ligemeget! Bedre at dræbes af dem, end at nappes af ænderne, hugges af hønsene, sparkes af pigen, der passer hønsegården, og lide ondt om vinteren!" Og den fløj ud i vandet og svømmede hen imod de prægtige svaner, disse så den og skød med brusende fjer henimod den. "Dræb mig kun!" sagde det stakkels syr, og bøjede sit hoved ned mod vandfladen og ventede døden. Men hvad så den i det klare vand? Den så under sig sit eget billede, men den var ikke længere en kluntet, sortgrå fugl, styg og fæl - den var nu selv en svane.
Det gør ikke noget at være født i andegården, når bare man har ligget i et svaneæg!
Den følte sig ordentlig glad over den nød og elendighed, den havde været igennem.
Nu påskønnede den rigtig sin lykke, og al den dejlighed, der hilste den. - Og de store svaner svømmede rundt omkring den og strøg den med næbet.
I haven kom der nogle små børn, de kastede brød og korn ud i vandet, og den mindste råbte:
"Der er en ny!" Og de andre børn jublede med: "Ja, der er kommet en ny!" Og de klappede i hænderne og dansede rundt, løb efter deres far og mor, og der blev kastet brød og kage i vandet. Og alle sagde de: "Den nye er den smukkeste! Så ung og så dejlig!" Og de gamle svaner nejede for den.
Da følte den sig ganske undselig og stakkels, stak hovedet om bag vingerne, den vidste ikke selv hvorfor! Den var alt for lykkelig, men slet ikke stolt, for et godt hjerte bliver aldrig stolt! Den tænkte på, hvor forfulgt og forhånet den havde været, og hørte nu alle sige, at den var den dejligste af alle dejlige fugle. Og syrenerne bøjede sig med grenene lige ned i vandet til den, og solen skinnede så varmt og så godt. Da bruste dens fjer, den slanke hals hævede sig, og af hjertet jublede den: "Så megen lykke drømte jeg ikke om, da jeg var den grimme ælling!"
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©