026.Grantræet (1845)

H.C. Andersen - Eventyr 026:

Grantræet (1845)

Original + 2019-version

Ude i skoven stod der sådant et nydeligt grantræ. Det havde en god plads, sol kunne det få, luft var der nok af, og rundt om voksede mange større kammerater, både gran og fyr. Men det lille grantræ var så ivrig efter at vokse. Det tænkte ikke meget på den varme sol og den friske luft, det brød sig ikke om bønderbørnene, der gik og småsnakkede, når de var ude at samle jordbær eller hindbær; tit kom de med en hel krukke fuld eller havde jordbær trukket på strå, så satte de sig ved det lille træ og sagde: "Nej! hvor er det dog nydeligt ´lille´!" Det ville træet slet ikke høre på.

Året efter var det blevet en lang stilk større, og året efter igen var det endnu een meget længere! På et grantræ kan man nemlig altid se, udfra de mange led det har, hvor mange år det har vokset.

"O, var jeg dog bare sådant et stort træ, ligesom de andre!" sukkede det lille træ, "så kunne jeg brede mine grene så langt omkring og med toppen se ud i den vide verden! Fuglene ville da bygge reder imellem mine grene, og når det blæste kunne jeg nikke så fornemt, ligesom de andre dér!"

Det havde slet ingen glæde af solskinnet, af fuglene eller de røde skyer, som morgen og aften sejlede hen over det.

Var det nu vinter, og sneen lå gnistrende hvid rundt omkring, så kom der tit en hare springende, lige henover det lille træ. O, det var så ærgerligt! - Men to vintre gik, og ved den tredje var træet så stort, at haren nu måtte gå uden omdet! ”O, vokse, vokse, blive stor og gammel, det er da det eneste dejlige i denne verden”, tænkte træet.

Om efteråret kom brændehuggerne og fældede nogle af de største træer, det skete hvert år, og det unge grantræ, som nu var ganske godt voksent, skælvede ved det, for de store, prægtige træer faldt til jorden med en knagen og bragen. Grenene blev hugget fra, de så helt nøgne, lange og smalle ud, de var næsten ikke til at kende, men så blev de lagt på vogne, og heste trak dem afsted ud af skoven.

Hvor skulle de hen? Hvad ville der ske dem?

Næste forår, da svalen og storken kom, spurgte træet dem: "Ved I ikke, hvor de blev kørt hen? Har I ikke mødt dem?"

Svalerne vidste ikke noget, men storken så betænkelig ud, nikkede med hovedet og sagde: "Jo, jeg tror det! Jeg mødte mange nye skibe da jeg fløj fra Ægypten. På skibene var der prægtige mastetræer, jeg tror, at det var dem - de lugtede af gran. Jeg kan hilse mange gange fra dem, de knejsede, de knejsede!"

"O, bare jeg dog også var stor nok til at flyve hen over havet! Hvordan er det egentligt dette hav? - og hvad ligner det?"

"Ja, det er så vanskeligt at forklare!" sagde storken, og så gik den.

"Glæd dig ved din ungdom!" sagde solstrålerne; "– glæd dig ved din friske vækst, ved det unge liv, som er i dig nu!"

Og vinden kyssede træet, og duggen græd tårer over det, men det forstod grantræet ikke.

Når det var juletid, så blev de helt unge træer fældede, træer som tit ikke engang var så store eller på alder med dette grantræ, der hverken havde fred eller ro, men altid ville afsted. Disse unge træer, og de var netop de allersmukkeste, beholdt altid alle deres grene. De blev lagt på vogne og heste trak dem afsted ud af skoven.

"Hvor skal de hen?" spurgte grantræet. "De er ikke større end jeg. Der var endda et, der var meget mindre! Hvorfor beholder de alle deres grene? Hvor kører de hen?"

"Det ved vi! Det ved vi!" kvidrede gråspurvene. "Vi har nede i byen kigget ind ad ruderne! Vi ved, hvor de kører hen! O, de kommer hen til den største glans og herlighed, der kan tænkes! Vi har kigget ind af vinduerne og set at de bliver planted´ midt i den varme stue og bliver pyntet med de dejligste ting, både forgyldte æbler, honningkager, legetøj og mange hundrede lys!"

"Og så - ?" spurgte grantræet og bævede i alle grene. "Og så? Hvad sker der så?"

"Ja, mere har vi ikke set! Men det var mageløst!"

"Mon jeg er blevet skabt for at gå denne strålende vej?" jublede træet. "Det er endnu bedre, end at gå over havet som mast! Hvor jeg lider af længsel! Var det dog bare snart jul! Nu er jeg jo høj og udstrakt, som de andre, der førtes afsted sidste år! - O, var jeg bare på vognen! Var jeg dog snart i den varme stue med al den pragt og herlighed! Og så - ? Ja, så kommer noget endnu bedre, noget endnu skønnere! Hvorfor skulle de ellers sådan pynte mig? Der må komme noget endnu større, endnu herligere -! Men hvad? O, jeg lider! Jeg længes! Jeg véd ikke selv, hvad der sker med mig!"

"Glæd dig ved mig!" sagde luften og sollyset; " – glæd dig ved din friske ungdom ude i det fri!"

Men det glædede sig slet ikke. Det bare voksede og voksede, vinter og sommer stod det evigt grønt, mørke-grønt stod det. Folk, som så det, sagde: "Det er et dejligt træ!" og ved juletid blev det fældet først af alle. Øksen huggede dybt igennem træets marv, og det faldt med et suk hen ad jorden. Det følte en smerte, en afmagt, det kunne slet ikke tænke på nogen lykke, og det var bedrøvet over at skilles fra hjemmet, fra den plet, hvor det var skudt frem. Det vidste jo, at det aldrig mere så de kære gamle kammerater, og de små buske og blomster rundtom, ja måske ikke engang fuglene. Afrejsen var slet ikke behagelig.

Træet kom først til sig selv, da det i gården, aflæsset sammen med de andre træer, hørte en mand sige: "Det der er prægtigt og pænt! Vi vil kun have dét!"

Nu kom to tjenere i fuld festuniform og bar grantræet ind i en stor, dejlig sal. Rundt om på væggene hang portrætter, og ved den store flise-kakkelovn stod store kinesiske vaser med løver på låget. Der var gyngestole, silkesofaer, store borde fulde af billedbøger, og med legetøj for hundrede gang tusinder af kroner – det sagde børnene i det mindste! Og grantræet blev rejst op og sat ned i en lille tønde fyldt med sand, men ingen kunne se, at det var en tønde, for der blev hængt grønt stof rundtom, og den stod på et stort farvet tæppe. O, hvor træet bævede! Hvad ville der dog ske? Både tjenere og frøkener gik rundt og pyntede det. På grenene satte de små net og kræmmerhuse, udklippet af kulørt papir, og hvert eneste var fyldt med slik og sukkergodt. Forgyldte æbler og valnødder hang, som om de var vokset fast, og over hundrede røde, blå og hvide små levende lys blev sat fast på grenene. Dukker, der så levende ud som rigtige mennesker - træet havde aldrig set sådan nogen før - svævede i det grønne, og allerøverst oppe i toppen blev der sat en stor stjerne af flitter-guld. Det hele var prægtigt - ganske mageløst prægtigt!

"I aften," sagde de allesammen, "i aften skal det stråle!"

"O!" tænkte træet, "var det dog snart aften! Var lysene bare allerede tændt! Og hvad mon der så sker? Mon der kommer træer fra skoven og ser på mig? Mon gråspurvene flyver hen til ruden? Mon jeg vokser fast her og skal stå sådan pyntet både vinter og sommer?"

Jo, træet syntes at vide god besked. Men det havde en ordentlig barkepine af bare længsel, og barkepine er ligeså slem for et træ, som hovedpine er for os andre.

Nu blev lysene tændt. Hvilken glans, hvilken pragt! Træet bævede i alle grene, så et af lysene satte ild i det grønne. Det sved ordenligt.

"Gud bevar´s!" skreg frøknerne og slukkede ilden i en fart.

Nu turde træet ikke engang bæve. O, det var en Gru! Det var så bange for at tabe noget af al sin pynt. Det var ganske fortumlet i al den stråleglans, - - og nu gik begge fløjdørene op, og en masse børn styrtede ind, som om de ville vælte hele træet. De ældre folk kom besindigt gående bagefter. De små stod fuldstændig tavse, - men kun et øjeblik, så jublede de igen så at det rungede efter, og de dansede rundt om træet, og den ene julegave efter den anden blev plukket af træet.

"Hvad er det, de gør?" tænkte træet. "Hvad skal der ske?" Og lysene brændte helt ned til grenene, og når de var brændt ned, slukkede man dem, og så fik børnene lov til at plyndre træet. O, de styrtede ind på det, så at det knagede i alle grene. Havde toppen og guldstjernen ikke været bundet fast til loftet, så var det styrtet om!

Børnene dansede rundt med deres prægtige legetøj. Ingen så på træet, bortset fra den gamle barnepige, der gik og kiggede ind imellem grenene, men det var bare for at se, om der ikke var glemt en figen eller et æble derinde.

"En historie! En historie!" råbte børnene og trak en lille tyk mand hen imod træet, og han satte sig lige under det, "for så er vi midt i det grønne," sagde han, "og især træet kan have godt af at høre med! Men jeg fortæller kun én histoire. Vil I høre den om ”Ivede-Avede” eller den om ”Klumpe-Dumpe”, som faldt ned af trapperne og alligevel kom højt på strå og fik prinsessen?"

"Ivede-Avede!" skreg nogle, "Klumpe-Dumpe!" skreg andre. Der var en råben og skrigen, kun grantræet var helt stille og tænkte: "Skal jeg slet ikke være med, skal jeg slet ikke gøre noget?" Det havde jo været med indtil nu, og havde gjort hvad det skulle gøre.

Og manden fortalte om "Klumpe-Dumpe, der faldt ned af trapperne og alligevel kom til tops og fik prinsessen." Og børnene klappede i hænderne og råbte: "Fortæl! Fortæl!" De ville også have "Ivede-Avede", men de fik kun den om "Klumpe-Dumpe”." Grantræet stod ganske stille og tankefuld, aldrig havde fuglene ude i skoven fortalt sådan noget! "Klumpe-Dumpe faldt ned af trapperne og fik alligevel prinsessen! Ja, ja, sådan går det til i verden!" tænkte grantræet og troede at det var virkeligt, fordi det var sådan en nydelig mand, som fortalte. "Ja, ja! hvem kan vide: Måske falder jeg også ned af trapperne og får en prinsesse?" Og det glædede sig til igen næste dag at blive klædt på med lys og legetøj, guld og frugter.

"I morgen vil jeg ikke ryste!" tænkte det. "Jeg vil bare glæde mig i al min herlighed. I morgen skal jeg igen høre historien om

"Klumpe-Dumpe"og måske også den om "Ivede-Avede"."Og træet stod stille og tankefuld hele den nat.

Om morgenen kom karlen og pigen ind.

"Nu begynder alt det sjove igen!" tænkte træet, men de slæbte det bare ud af stuen, op ad trappen, ind på loftet, og her - i en mørk krog, hvor intet dagslys skinnede - stillede de det bare hen. "Hvad skal det betyde?" tænkte træet. "Hvad mon jeg skal lave her? Hvad mon jeg hér vil få at høre?" Og det lænede sig op til muren og stod og tænkte og tænkte. - - Og god tid havde det, for der gik dage og nætter, og ingen kom herop. Da der endelig kom nogen, så var det for at stille nogle store kasser hen i krogen. Træet stod nu helt skjult, man skulle tro, at det var fuldstændig glemt.

"Nu er det vinter derude!" tænkte træet. "Jorden er hård og dækket med sne. Menneskene kan nok ikke plante mig, og derfor skal jeg stå i læ her til foråret! Hvor er det godt tænkt! Hvor er menneskene dog gode! - Var her bare ikke så mørkt og så skrækkelig ensomt! - Ikke engang en lille hare kommer forbi! - Det var nu så dejligt derude i skoven, når sneen lå, og haren sprang forbi. Ja, selv da den sprang henover mig, men det holdt jeg ikke af dengang. Heroppe er der dog så skrækkeligt ensomt!"

"Pi-pi!" sagde en lille mus i det samme og smuttede frem, og så kom der nok en lille en. De snusede til grantræet og smuttede ind mellem grenene på det.

"Det er en frygtelig kulde!" sagde de små mus. "Men ellers er her velsignet dejlig at være! Ikke sandt, du gamle grantræ?"

"Jeg er slet ikke gammel!" sagde grantræet, "der er mange, der er meget ældre end jeg er!"

"Hvor kommer du fra?" spurgte musene, "og hvad véd du?" De mus var nu så nysgerrige. "Fortæl os nu om det dejligste sted på jorden! Har du været dér? Har du været i spisekammeret, hvor der ligger oste på hylderne og hænger skinker ned fra loftet, hvor man danser rundt på tællelys, og går tynd ind og kommer fed ud?"

"Det kender jeg ikke!" sagde træet, "men skoven kender jeg, hvor solen skinner, og hvor fuglene synger!" Og så fortalte det alt fra sin ungdom, og de små mus havde aldrig før hørt sådant noget, og de hørte sådan efter og sagde: "Nej, hvor du har set meget! Hvor har du dog været lykkelig!"

"Jeg?" sagde grantræet og tænkte over, hvad det selv fortalte. "Ja, det var i grunden ganske morsomme tider dengang!" Men så fortalte det om juleaften, da der var pyntet op med kager og lys.

"O!" sagde de små mus, "hvor har du været lykkelig, du gamle grantræ!"

"Jeg er slet ikke gammel!" sagde træet, "det var jo i denne vinter, jeg kom ude fra skoven! Jeg er i min allerbedste alder, jegvokser bare ikke så meget mere!"

"Og hvor du dog fortæller dejligt!" sagde de små mus, og næste nat kom de med fire andre små-mus, der også ville høre træet fortælle, og jo mere det fortalte, desto tydeligere huskede det selv alt og syntes nu: "Det var dog i grunden ganske morsomme tider dengang! Men de kan komme igen, de kan komme igen! Klumpe-Dumpe faldt ned af trapperne og fik alligevel prinsessen, og måske kan jeg også få en prinsesse," og så tænkte grantræet på sådant et lille nydeligt birketræ, der voksede ude i skoven, det var for grantræet en rigtig dejlig prinsesse.

"Hvem er Klumpe-Dumpe?" spurgte de små mus. Og så fortalte grantræet hele eventyret, det kunne huske hvert eneste ord. Og de små mus var næsten ved at springe op i toppen af træet af bare begejstring. Næste nat kom der mange flere mus, og om søndagen endda også to rotter, men de sagde, at historien ikke var morsom, og det gjorde de små mus kede af det, for nu syntes de også mindre godt om den.

"Kan De kun den ene historie?" spurgte rotterne.

"Kun den ene!" svarede træet, "den hørte jeg på min lykkeligste aften, men den gang tænkte jeg ikke på, hvor lykkelig jeg var!"

"Det er en usandsynlig dårlig historie! Kan De ikke en om flæsk og tællelys? Ingen spisekammer-historier?"

"Nej!" sagde træet.

"Ja, så skal De have tak for idag!" svarede rotterne og gik ind til deres.

De små mus holdt sig tilsidst også helt væk, og da sukkede træet: "Det var nu rart, da de vævre små mus sad omkring mig og hørte, hvad jeg fortalte! Nu er også dét forbi! Men jeg skal nok huske at glæde mig, når jeg tages frem igen!"

Men hvornår ville dét ske? - Jo, det var en morgenstund, da kom der folk og rumsterede på loftet. Kasserne blev flyttede, træet blev trukket frem. De kastede det rigtignok lidt hårdt mod gulvet, men straks slæbte en mand det hen imod trappen, hvor dagen skinnede ind.

"Nu begynder livet igen!" tænkte træet. Det følte den friske luft, den første solstråle, - og nu var det ude i gården. Alt gik så hurtigt, træet glemte helt at se på sig selv, der var så meget at se rundt omkring. Gården stødte op til en have, og alt blomstrede derinde: Roserne hang så friske og duftende ud over det lille rækværk, lindetræerne blomstrede, og svalerne fløj om og sagde "Kvirre-virre-vit,min mand er kommet!" men det var ikke grantræet, de mente!

"Nu skal jeg leve!" jublede træet og bredte sine grene vidt ud. Ak, de var alle visne og gule. O det var i hjørnet mellem ukrudt og brænde-nælder, at grantræet nu lå. Guldpapirs-stjernen sad stadig oppe i toppen og glimtede i det klare solskin.

I gården legede et par af de lystige børn, der ved juletid havde danset om træet og været så glade for det. En af de mindste for hen og rev guldstjernen af.

"Se, hvad der stadig sidder på det ækle, gamle juletræ!" sagde han og trampede på grenene, så de knagede under hans støvler.

Og træet så på al den blomsterpragt og friskhed i haven, og det så på sig selv og ønskede, at det var blevet i sin mørke hjørnekrog på loftet. Det tænkte på sin friske ungdom i skoven, på den lystige juleaften og på de små mus, der så glade havde hørt på historien om ”Klumpe-Dumpe”.

"Forbi! Forbi!" sagde det stakkels træ. "Havde jeg dog bare glædet mig, da jeg kunne! Forbi! Forbi!"

Og tjenestekarlen kom og huggede træet i små stykker, et helt bundt lå der. Dejligt blussede det op under husets store bryggerkedel, og det sukkede så dybt, og hvert suk var som et lille skud. Derfor løb børnene, som legede, ind og satte sig foran ilden. De så ind i den og råbte: "Pif! Paf!" men ved hvert knald, der var et dybt suk, tænkte træet på en sommerdag i skoven, eller en vinternat derude, når stjernerne skinnede. Det tænkte på juleaften og ”Klumpe-Dumpe”,det eneste eventyr, det havde hørt - og kunne fortælle - og så var træet brændt ud!

Drengene legede i gården, og den mindste havde på brystet sat den guldstjerne, som træet havde båret på sin lykkeligste aften. Nu var den forbi, og træet var forbi og historien med - forbi, forbi, og det bliver alle historier!