H.C. Andersen - Eventyr 027: 

Snedronningen. Et eventyr i syv historier. (1845)

 

Original + 2019-version

 

 

Første historie, der handler om spejlet og stumperne.

   Se så! Nu begynder vi. Når vi er ved enden af historien, véd vi mer, end vi véd nu, for det var en ond trold! Det var en af de allerværste, det var "Dævelen"! En dag var han i et rigtig godt humør, for han havde lavet et spejl, der havde den egenskab, at alt godt og smukt, som spejlede sig i det, blev så småt som næsten ingenting. Og det, der ikke duede til noget og tog sig dårligt ud, det så endnu større ud og blev endnu værre! De dejligste landskaber så i det spejl ud som kogt spinat, og de bedste mennesker blev ækle eller stod på hovedet uden mave, ansigterne blev så fordrejede, at de ikke var til at kende, og havde man en fregne, så kunne man være sikker på, at den løb ud over både næse og mund. Det var udmærket morsomt, sagde "Dævelen". Gik der nu en god og from tanke gennem et menneske, så kom der i stedet et grin frem i spejlet, så trolddjævelen måtte le af sin kunstige opfindelse. Alle de som gik i troldeskole, for han holdt trolde-skole, de fortalte rundt om, at der var sket et mirakel: først nu kunne man se, mente de, hvordan verden og menneskene rigtigt så ud. De løb omkring med spejlet, og til sidst var der ikke et land eller et menneske, der ikke havde været fordrejet i det spejl. Nu ville de også flyve op mod selve himlen, for at gøre nar af englene og "Vorherre". Jo højere de fløj med spejlet, des stærkere grinede det, de kunne næsten ikke holde fast på det. Højere og højere fløj de, nærmere Gud og englene; da sitrede spejlet så frygteligt i sit grin, at det faldt ud af hænderne på dem og styrtede ned mod jorden, hvor det gik i hundrede millioner, billioner og endnu flere stykker, og nu gjorde det mange flere ulykker end før, for nogle af spejlets splinter var ikke større end et sandkorn, og disse fløj rundt omkring i den store, vide verden, og hvis de kom ind i øjnene på folk, så blev de siddende, og derefter så de mennesker alting som om det var forkert, eller havde kun øjne for hvad der var galt ved en ting, for hver lille spejl-splint havde beholdt samme kræfter, som hele spejlet havde. Nogle mennesker fik endda en lille spejlstump ind i hjertet, og så var det ganske forfærdeligt: det hjerte blev ligesom en klump is. Nogle spejlstykker var så store, at de bleve brugt til rudeglas, men gennem den rude var det ikke værd at se sine venner! Andre stykker kom i briller, og så gik det dårligt, når folk tog de briller på for at se tydeligt og være retfærdige. Den onde lo, så hans mave revnede, og det kildede ham så dejligt. Men udenfor fløj der stadig små glasstumper omkring i luften. Nu skal vi høre!

 

 

Anden historie. En lille dreng og en lille pige.

   Inde i den store by, hvor der er så mange huse og mennesker, så der ikke er plads nok til, at alle folk kunne få en lille have, og hvor de fleste derfor må nøjes med blomster i urtepotter, der boede to fattige børn, som havde en have, der dog var noget større end en urtepotte. De var ikke bror og søster, men de holdt lige så meget af hinanden, som om de var det. Forældrene boede lige op til hinanden, de boede på to tagkamre. Lige der hvor taget fra det ene nabohus stødte op til det andet og tagrenden gik langs med tagskægget, var der i hvert hus et lille vindue. Man behøvede kun lige at skræve over tagrenden, så kunne man komme fra det ene tagvindue til det andet. 

   Forældrene havde udenfor hvert vindue anbragt en stor trækasse, og i den voksede køkkenurter, som de brugte, og et lille rosentræ. Der var et i hver kasse, det voksede så velsignet. Nu fandt forældrene på at stille kasserne tværs over tagrenden, så de næsten nåede fra det ene vindue til det andet. Det så helt livagtigt ud, som to blomstervolde. Ærterankerne hang ned over kasserne, og rosentræerne skød lange grene, snoede sig rundt om vinduerne, bøjede sig mod hinanden: det var næsten som en æresport af grønt og af blomster. Da kasserne var meget høje, og børnene vidste, at de ikke måtte krybe op på dem, så fik de tit lov til at sidde overfor hinanden på deres små skamler under roserne, og der legede de nu så dejligt. 

   Om vinteren var den fornøjelse jo forbi. Vinduerne var tit helt tilfrosne, men så varmede de pengemønter på kakkelovnen, lagde den hede mønt på den frosne rude, og så blev der et dejligt kighul - så rundt, så rundt. Bag ved kiggede et velsignet mildt øje, et fra hvert vindue. Det var den lille dreng og den lille pige. Han hed Kay og hun hed Gerda. Om sommeren kunne de i et spring komme over til hinanden, om vinteren måtte de først de mange trapper ned og så de mange trapper op, og udenfor føg sneen. 

   "Det er de hvide bier, som sværmer," sagde den gamle bedstemor. 

   "Har de også en bidronning?" spurgte den lille dreng, for han vidste, at hos de virkelige bier er der sådan en. 

   "Det har de!" sagde bedstemoren. "Hun flyver der, hvor de sværmer tættest! Hun er størst af dem alle, og bliver aldrig stille og falder ned på jorden, men flyver op igen i den store snesky. Mange vinternætter flyver hun gennem byens gader og kigger ind af vinduerne, og så fryser de vinduer så underligt, og ser ud ligesom blomster." 

   "Ja, det har jeg set!" sagde begge børnene og så vidste de, at det var sandt. 

   "Kan Snedronningen komme herind?" spurgte den lille pige. 

   "Lad hende bare komme," sagde drengen, "så sætter jeg hende på den varme kakkelovn, og så smelter hun!" 

   Men bedstemor glattede hans hår og fortalte andre historier. 

   Om aftenen da den lille Kay var hjemme og halv klædt af, krøb han op på stolen ved vinduet og kiggede ud af det lille hul. Et par snefnug faldt derude, og en af disse, den allerstørste, blev liggende på kanten af den ene blomsterkasse. Snefnugget voksede mere og mere, det blev til sidst ligesom en hel kvinde, klædt i det fineste, hvide stof, der var som sammensat af millioner af stjerneagtige fnug. Hun var så smuk og fin, men af is, den blændende, blinkende is - og alligevel var hun levende. Øjnene stirrede som to klare stjerner, men der var ingen ro eller hvile i dem. Hun nikkede til vinduet og vinkede med hånden. Den lille dreng blev forskrækket og sprang ned fra stolen. Da var det, som om der udenfor fløj en stor fugl forbi vinduet. 

   Næste dag blev det klar frost - og så kom foråret. solen skinnede, det grønne pippede frem, svalerne byggede rede, vinduerne kom op, og de små børn sad igen i deres lille have højt oppe i tagrenden over alle etagerne. 

   Roserne blomstrede så mageløst den sommer. Den lille pige havde lært en salme, og i den stod der om roser, og ved de roser tænkte hun på sine egne, og hun sang salmen for den lille dreng, og han sang den med:

 

"roserne vokse i dale,

der få vi Barn-Jesus i tale!"

 

   Og de små holdt hinanden i hænderne, kyssede roserne og så ind i Guds klare solskin og talte til det, som om Jesus-barnet var der. Hvor var det dejlige sommerdage, hvor var det velsignet at være ude ved de friske rosentræer, der aldrig syntes at ville holde op med at blomstre. 

   Kay og Gerda sad og så i ”Billedbogen”med dyr og fugle, og da var det - klokken slog præcis fem på det store kirketårn - at Kay sagde: "Av!Noget stak mig i hjertet - og nu fik jeg noget ind i øjet!" 

   Den lille pige tog ham om halsen. Han plirrede med øjnene - nej, der var ikke noget at se. 

   "Jeg tror, det er væk!" sagde han. Men væk var det ikke. Det var netop sådant et af de glaskorn, der sprang fra spejlet - troldspejlet, som vi nok husker - det fæle glas, som gjorde at alt stort og godt, der spejlede sig i det, blev småt og hæsligt, mens det onde og dårlige blev forstørret, og hver en lille fejl ved en ting straks blev endnu tydeligere. Den stakkels Kay han havde også fået et splint lige ind i hjertet. Den ville snart blive ligesom en isklump. Nu gjorde den ikke ondt mere, men den var der. 

   "Hvorfor græder du?" spurgte han. "Når du græder ser du så grim ud! Jeg fejler jo ikke noget!” 

”Føj!"råbte han pludselig: "den rose der er blevet gnavet af en orm! Og se, den der er jo helt skæv! Det er egentlig nogle ækle roser! De ligner kasserne, som de står i!" Og så sparkede han foden hårdt imod kassen og rev de to roser af. 

   "Kay, hvad gør du?" råbte den lille pige, og da han så hendes forskrækkelse, rev han endnu en rose af og løb så ind af sit vindue, væk fra den velsignede lille Gerda.

   Når hun senere kom med Billedbogen, sagde han, at den var for pattebørn, og hvis bedstemor fortalte historier, kom han altid med et men – og hvis han kunne komme til det, så gik han bag efter hende, lod som om han satte briller på og talte ligesom hende. Efterligningen var meget præcis, og så lo folk af ham. Han kunne snart tale og gå ligesom alle mennesker i hele gaden. Alt, hvad der var lidt mærkeligt ved dem og ikke så kønt, dét kunne Kay efterligne, og så sagde folk: "Det er bestemt et udmærket hoved, der sidder på den dreng!" Men det var det glas, han havde fået i øjet, det glas der sad i hjertet, og derfor var det han drillede selv den lille Gerda, som holdt af ham med hele sin sjæl. 

   Hans lege blev nu helt anderledes end før, de var så forstandige og udspekulerede: en vinterdag, hvor snefnuggene føg, kom han med et stort forstørrelsesglas, holdt sin blå frakke ud og lod snefnuggene falde på den. 

   "Se nu i glasset, Gerda!" sagde han, og hver snefnug blev meget større og så ud som en prægtig blomst eller en ti-kantet stjerne. Det var dejligt at se på.

   "Ser du, hvor særligt det er?" sagde Kay, "det er meget interessantere end med de virkelige blomster! Og der er ikke én eneste fejl ved dem, de er fuldstændig perfekte, hvis bare de ikke smelter!" 

   Lidt efter kom Kay med store handsker og sin sneslæde på ryggen. Han råbte Gerda lige ind i ørene: "Jeg har fået lov at køre på den store plads, hvor de andre leger!" og afsted var han. 

   Henne på pladsen bandt de kvikkeste drenge tit deres slæder fast til bondemandens vogn og så kørte de med et godt stykke. Det gik jo herligt. Som de nu legede, kom der en stor slædevogn forbi, den var helt hvidmalet, og der sad en i den, indsvøbt i en blød hvid pels og med hvid pelshue. Vognen kørte to gange rundt på pladsen, og Kay fik snart sin lille slæde viklet ind i vognen, og nu kørte han med bagefter den. Det gik hurtigere og hurtigere, lige ind i den næste gade. Den, som kørte, drejede hovedet, nikkede så venligt til Kay, det var ligesom om de kendte hinanden, og hver gang Kay ville løsne sin lille slæde, nikkede personen igen, og så blev Kaysiddende. De kørte lige ud af byens port. Da begyndte sneen at vælte så meget ned, at den lille dreng ikke kunne se en hånd for sig, men han for afsted. Han slap snoren på sin slæde, for at komme løs fra den store slædevogn, men det hjalp ikke, hans lille køretøj hang fast og det gik med vindens fart. Da råbte han højt, men ingen hørte ham, og sneen føg og slæden fløj afsted. Ind imellem gav den et spring, det var, som om han fløj henover grøfter og gærder. Han var helt forskrækket, og nu ville han gerne læse sit Fader vor, men han kunne kun huske Den store tabel.

   Snefnuggene blev større og større, til sidst så de ud, som store hvide høns. Med et sprang de til side, den store slæde holdt stille, og den person, som kørte i den, rejste sig op. Pelsen og huen var af ren sne. En dame var det, så høj og rank, så skinnende hvid, det varSnedronningen.

   "Vi er kommet godt frem!" sagde hun, "men det kan vist nok være at der er en der fryser her? Kryb ind i min bjørnepels!" og hun satte ham i slæden hos sig, slog pelsen om ham, det var, som om han sank dybt ned i en snedrive.

   "Fryser du endnu?" spurgte hun, og så kyssede hun ham på panden. Uh!Det var koldere end is, det gik ham lige ind til hans hjerte, der jo dog allerede halvt var en isklump. Det var, som om han skulle dø - men kun et øjeblik, så gjorde det nærmest godt! Han mærkede ikke mere til kulden. 

   "Min slæde! Glem ikke min slæde!" Det tænkte han på først! Og den blev bundet til en af de hvide høns, og den fløj bag efter med slæden på ryggen. Snedronningen kyssede Kay endnu en gang, og da havde han glemt lille Gerda og bedstemor og alle dem derhjemme.

   "Nu får du ikke flere kys!" sagde hun, "for så kysser jeg dig jo ihjel!" 

   Kay så på hende - hun var så smuk. Et klogere, dejligere ansigt kunne han ikke tænke sig, og nu syntes hun ikke lavet af is, som dengang hun sad udenfor vinduet og vinkede til ham. I hans øjne var hun fuldkommen, han følte sig slet ikke bange, og han fortalte hende at han kunne hoved-regning, og det endda med brøker, kendte landenes kvadratkilometer-tal og ”hvor mange indbyggere der var”. Og hun smilede altid. Da syntes han, at det måske ikke var nok, det han vidste. Og han så op i det store, store luftrum og hun fløj med ham, fløj højt op på den sorte sky, og stormen susede og brusede - det var, som om den sang gamle viser. De fløj over skove og søer, over havene og mange lande. Nedenunder susede den kolde blæst, ulvene hylede, sneen gnistrede og hen over den fløj de sorte skrigende krager, men ovenover skinnede månen så stor og klar, og på den så Kay hele den lange, lange vinternat. Om dagen sov han ved Snedronningens fødder.

 

 

Tredje historie. Blomster-haven hos konen, som kunne trolddom.

   Men hvordan havde den lille Gerda det, da Kay ikke mere kom? Hvor var han dog? - Ingen vidste det, ingen kunne give besked. Drengene fortalte kun, at de havde set ham binde sin lille slæde til en prægtig stor vogn, der kørte ind i gaden og ud af byens port. Ingen vidste, hvor han var og mange tårer flød, den lille Gerda græd så dybt og længe. - Så sagde de, at han var død, han var druknet i floden, der løb tæt ved byen. O, det var lange, mørke vinterdage. 

   Nu kom foråret med varmere solskin. 

   "Kay er død og borte!" sagde den lille Gerda.

   "Det tror jeg ikke!" sagde solskinnet. 

   "Han er død og borte!" sagde hun til svalerne. 

   "Det tror jeg ikke!" svarede de, og til sidst troede den lille Gerda det heller ikke. 

   "Jeg vil tage mine nye røde sko på," sagde hun en morgenstund, "dem Kay aldrig har set, og så vil jeg gå ned til floden og spørge den!"

   Det var meget tidligt, og hun kyssede den gamle bedstemor, som sov, tog de røde sko på og gik helt alene ud af porten til floden. 

   "Er det sandt, at du har taget min lille legekammerat? Jeg vil forære dig mine røde sko, hvis du vil give mig ham igen!" 

   Og bølgerne, syntes hun, nikkede så underligt. Så tog hun sine røde sko, det bedste hun havde, og kastede dem begge to ud i floden. Men de landede tæt inde ved flodbredden, og de små bølger bar dem straks i land til hende igen. Det var ligesom om floden ikke ville tage det bedste hun havde, da den jo ikke havde den lille Kay. Men Gerda troede, at hun ikke kastede skoene langt nok ud, og så krøb hun op i en båd, der lå i sivene. Hun gik helt ud i den yderste ende og kastede skoene, men båden var ikke bundet fast, og ved den bevægelse hun gjorde, gled den fra land. Hun mærkede det og skyndte sig for at komme i land, men før hun nåde tilbage, var båden allerede nogle meter ude, og nu gled den hurtigere afsted. 

   Da blev den lille Gerda meget forskrækket og gav sig til at græde, men ingen hørte hende undtagen gråspurvene, og de kunne ikke bære hende i land. Men de fløj langs med bredden og sang, ligesom for at trøste hende: "Her er vi! Her er vi!" Båden drev afsted med strømmen, den lille Gerdasad ganske stille i de bare strømper. Hendes små røde sko flød bag efter, men de kunne ikke nå båden, den fik stærkere fart. 

   Smukt var der på begge bredder, dejlige blomster, gamle træer og skrænter med får og køer, men ikke et menneske at se. 

   "Måske bærer floden mig hen til lille Kay," tænkte Gerda og så blev hun i bedre humør, rejste sig op og så i mange timer på de smukke grønne flodbredder. Så kom hun til en stor kirsebær-have, hvor der var et lille hus med underlige røde og blå vinduer, stråtag og udenfor stod to træ-soldater, som præsenterede gevær for dem, der sejlede forbi. 

   Gerda råbte på dem, hun troede, at de var levende, men de svarede naturligviis ikke. Hun kom helt tæt på dem, floden drev båden lige ind imod land. 

   Gerda råbte endnu højere, og ud af Huset kom så en gammel, gammel kone, der støttede sig på en træstok. Hun havde en stor solhat på, og den var bemalet med de dejligste blomster. 

   "Du lille stakkels barn!" sagde den gamle kone; "hvordan er du dog kommet ud på den store, stærke strøm, og drevet langt ud i den vide verden?" Og så gik den gamle kone helt ud i vandet, slog håndtaget af sin stok fast i båden, trak den i land og løftede den lille Gerdaud. 

   Og Gerda var glad for at komme på det tørre, men hun var dog lidt bange for den fremmede, gamle kone. 

   "Kom dog og fortæl mig, hvem du er, og hvordan du er kommet hertil!" sagde hun. 

   Og Gerda fortalte hende alting, og den gamle rystede med hovedet og sagde "Hm! Hm!" og da Gerda havde fortalt hende alting og spurgt om hun ikke havde set lille Kay, sagde konen, at han var ikke kommet forbi, men at han kom nok, hun skulle bare ikke være bedrøvet, men smage hendes kirsebær, se hendes blomster, de var smukkere end nogen billedbog, og de kunne hver fortælle en hel historie. Så tog hun Gerda ved hånden, de gik ind i det lille hus, og den gamle kone lukkede døren. 

   Vinduerne sad så højt oppe og glassene var røde, blå og gule. Dagslyset skinnede så underligt derinde med alle de kulører, men på bordet stod de dejligste kirsebær, og Gerda spiste så mange hun ville, for det turde hun godt. Og mens hun spiste, redte den gamle kone hendes hår med en guldkam, og håret krøllede og skinnede så dejligt gult rundt om det lille, venlige ansigt, der var så rundt og så ud som en rose. 

   "Sådan en sød lille pige har jeg rigtig længtes efter," sagde den gamle kone. "Nu skal du se, hvor godt vi to kan komme ud af det med hinanden!" Og mens hun redte den lille Gerdas hår, glemte Gerda mere og mere sin legekammerat Kay, for den gamle kone kunne trolddom, men en ond trold var hun ikke. Hun troldede bare lidt for sin egen fornøjelse, og nu ville hun gerne beholde den lille Gerda. Derfor gik hun ud i haven, strakte sin stok ud mod alle rosentræerne, og, selvom de blomstrede dejligt, så sank de dog alle ned i den sorte jord og man kunne ikke se, hvor de havde stået. Den gamle var bange for, at når Gerdaså roserne, ville hun tænke på sine egne roser, huske lille Kay og så løbe sin vej. 

   Nu førte hun Gerda ud i blomster-haven. - Nej! hvor her var en duft og dejlighed! Alle tænkelige blomster, og det fra enhver årstid, stod her i det prægtigste flor. Ingen billedbog kunne være mere broget og smuk.Gerda sprang af glæde, og legede indtil solen gik ned bag de høje kirsebærtræer. Så fik hun en dejlig seng med røde silkedyner, de var stoppede med blå violer, og hun sov og drømte så dejligt, som nogen dronning på sin bryllupsdag. 

   Næste dag kunne hun lege igen med blomsterne i det varme solskin, - således gik mange dage. Gerda kendte hver blomst, men lige meget hvor mange der var, syntes hun dog, at der manglede en, men hvilken en der manglede vidste hun ikke. -

Da sidder hun en dag og ser på den gamle kones solhat med de malede blomster, og just den smukkeste på hatten var en rose. Den gamle havde glemt at få den af hatten, da hun fik tryllede de andre roser ned i jorden. Men sådan er det, når man ikke at har tankerne med sig! "Hvad!" sagde Gerda, "er her ingen roser?" Og hun sprang ind imellem bedene, søgte og søgte, men der var ingen roser at finde. Da satte hun sig ned og græd. Men hendes hede tårer faldt netop der, hvor et rosentræ var sunket ned i jorden og da de varme tårer vandede jorden, skød træet op med det samme, så blomstrende, som da det sank forsvandt, og Gerda omfavnede det, kyssede roserne og tænkte på de dejlige roser hjemme og med dem på den lille Kay.

   "O, hvor er jeg bleven forsinket!" sagde den lille pige. "Jeg skulle jo finde Kay! - Ved I ikke hvor han er?" spurgte hun roserne. "Tror I at han er død og borte?" 

   "Død er han ikke," sagde roserne. "Vi har jo været i jorden, og der er alle de døde, men Kay var der ikke!" 

   "Tak skal I have!" sagde den lille Gerda og hun gik hen til de andre blomster og så ind i deres blomsterbæger og spurgte: "Ved I ikke, hvor lille Kay er?" 

   Men hver blomst stod i solen og drømte sit eget eventyr eller historie, og af dem fik lille Gerdafortalt så mange, mange, men ingen vidste noget om Kay.

   Og hvad sagde da den gyldengule Ild-lilje?

   "Hører du trommen: bum! bum!Der er kun to toner, altid bum! bum!hør kvindernes sørgesang! Hør præsternes råb! - I sin lange røde kjortel står hindu-konen oppe ved kremations-bålet, flammerne slår op om hende og hendes døde mand. Men hindu-konen tænker på den levende mand her i kredsen, ham, hvis øjne brænder hedere end flammerne, ham, hvis øjnes ild stærkere når hendes hjerte, end de flammer, som snart brænder hendes legeme til aske. Kan hjertets flamme dø i bålets flammer?" 

   "Det forstår jeg slet ikke!" sagde den lille Gerda.

   "Det er mit eventyr!" sagdeIld-liljen.

   Hvad siger Snerlen?

   "Ud over den snævre bjergvej hænger en gammel ridderborg: det tætte evigtgrønt vokser op om de gamle røde mure, blad ved blad, hen om altanen, og der står en dejlig pige. Hun bøjer sig ud over rækværket og ser ned ad vejen. Ingen rose hænger friskere fra grenene end hun, ingen æbleblomst, når vinden bærer den fra træet, er mere svævende end hun. Hvor rasler ikke hendes prægtige silkekjortel. "Kommer han dog ikke?" 

   "Er det Kay, du mener," spurgte lille Gerda.

   "Jeg taler kun om mit eventyr, min drøm," svarede Snerlen.

   Hvad siger den lille Vintergæk?

   "Mellem træerne hænger det lange bræt i snore, det er en gynge. To nydelige småpiger - kjolerne er hvide som sne, lange grønne silkebånd flagrer fra hattene - sidder og gynger. Broderen, der er større end de, står op i gyngen, han har armen om snoren for at holde sig fast, for i den ene hånd har han en lille skål, i den anden en slags kridtpibe, han blæser sæbebobler. Gyngen går, og boblerne flyver med dejlige, vekslende farver. Den sidste boble hænger endnu fast ved pibe-stilken og bøjer sig i vinden. Gyngen går, og den lille sorte hund, let som boblerne, rejser sig på bagbenene og vil med i gyngen, den hopper. Men hunden dumper ned, bjæffer og er vred. Og den drilles, for boblerne brister jo. - Et gyngende bræt, et springende skumbillede – det er min sang!" 

   "Det kan godt være, at det er smukt, hvad du der fortæller, men du fortæller det så sørgeligt og nævner slet ikke Kay. - Hvad siger Hyacinterne?"

   "Der var tre dejlige søstre, så gennemsigtige og fine, den enes kjortel var rød, den andens var blå, den tredjes helt hvid. Hånd i hånd dansede de ved den stille sø i det klare måneskin. De var ikke elverpiger, de var menneskebørn. Der duftede så sødt, og pigerne forsvandt i skoven. Duften blev stærkere. Tre ligkister – i dem lå de dejlige piger - gled fra skovens tykning hen over søen. Sankt Hans-orme fløj skinnende rundt om, som små svævende lys. Sover de dansende piger, eller er de døde? - Blomsterduften siger, de er lig. Aftenklokken ringer over de døde!" 

   "Du gør mig helt bedrøvet," sagde den lille Gerda. "du dufter så stærkt. Jeg kommer til at tænke på de døde piger! Ak, er da virkelig lille Kay død? Men roserne har været nede i jorden, og de siger nej!" 

   "Ding, dang!" ringede hyacintens klokker. "Vi ringer ikke over lille Kay, ham kender vi ikke! Vi synge kun vor vise - den eneste, vi kan!"

   Og Gerda gik hen til Smørblomsten, der skinnede frem imellem de glinsende, grønne blade. 

   "Du er en lille klar sol!" sagde Gerda. "Sig mig, om du ved, hvor jeg skal finde min legekammerat?"

   Og Smørblomsten skinnede så smukt og så på Gerdaigen. Hvilken vise kunne Smørblomsten mon synge? Den var heller ikke om Kay.

   "I en lille gård skinnede Vorherres sol så varmt den første forårsdag, strålerne gled ned ad naboens hvide væg. Tæt ved groede de første gule blomster, skinnende guld i de varme solstråler. Gamle bedstemor var ude i sin stol, hendes barnebarn - den fattige, kønne tjenestepige - kom hjem på et kort besøg. Hun kyssede bedstemoren. Der var guld, hjertets guld i det velsignede kys. Guld på munden, guld i grunden, guld deroppe i morgenstunden! Se, det er min lille historie!" sagde Smørblomsten.

   "Min gamle stakkels bedstemor!" sukkede Gerda. "Ja, hun længes nok efter mig, og er bedrøvet for mig, ligesom hun var for lille Kay. Men jeg kommer snart hjem igen, og så bringer jeg Kay med. - Det kan ikke hjælpe, at jeg spørger blomsterne, de kan kun deres egen vise, de giver mig ikke besked!" Og så bandt hun sin lille kjole op, for at hun kunne løbe hurtigere. Men Pinseliljen slog hende over benet, i det hun sprang over den. Da blev hun stående, så på den lange gule blomst og spurgte: "Ved du måske noget?" og hun bøjede sig lige ned til Pinseliljen. Og hvad sagde den? 

   "Jeg kan se mig selv! Jeg kan se mig selv!" sagde Pinseliljen. "O, o, hvor jeg lugter skønt! - Oppe på det lille kvistkammer, halv klædt på, står en lille danserinde, hun står snart på et ben, snart på to, hun sparker ud mod hele verden, hun er ren øjenforblændelse. Hun hælder vand fra tepotten ud på et stykke tøj, som hun holder, det er et korsét. - Renlighed er en god ting! Den hvide kjole hænger på knagen, den er også vasket med vand fra tepotten og tørret på taget. Den tager hun på, det safran-gule tørklæde om halsen, så skinner kjolen mere hvid. Benet i vejret! Se hvor hun knejser som på en blomsterstilk! Jeg kan se mig selv! jeg kan se mig selv!"

   "Det bryder jeg mig slet ikke om!" sagde Gerda. "Det er da ikke noget at fortælle!" og så løb hun hen til udkanten af haven. 

   Døren var lukket, men hun vrikkede i den rustne krog, så den gik løs, og døren sprang op, og så løb den lille Gerda på bare fødder ud i den vide verden. Hun så tre gange tilbage, men der var ingen, som kom efter hende. Til sidst kunne hun ikke løbe mere og satte sig på en stor sten, og da hun så sig rundt om, var sommeren forbi, det var sent på efteråret, det kunne man slet ikke mærke derinde i den dejlige have, hvor der altid var solskin og alle årstidernes blomster. 

   "Gud! hvor har jeg forsinket mig!" sagde den lille Gerda: "Det er jo blevet efterår! Så tør jeg ikke hvile!" og hun rejste sig for at gå. 

   O, hvor hendes små fødder var ømme og trætte, og rundtom så det koldt og råt ud. De lange pileblade var helt gule og tågen dryppede som vand fra dem, et blad faldt efter et andet, kun slåenbusken stod med frugt, så stram og lige til at snerpe munden sammen af. O, hvor det var gråt og tungt i den vide verden.

 

 

Fjerde historie. Prins og prinsesse.

   Gerda måtte igen hvile sig. Da hoppede der på sneen, ligeover for hvor hun sad, en stor krage. Den havde længe siddet, set på hende og vrikket med hovedet. Nu sagde den: "Kra! kra! - go' Da'!Go' Da'!" Bedre kunne den ikke sige det, men den mente det så godt overfor den lille pige og spurgte hvorhen hun gik - og hvorfor så alene ude i den vide verden? Det ord - alene - forstod Gerda meget godt og hun følte, hvor meget der lå i det ord, og så fortalte hun kragen om hele sit liv og levnet og spurgte, om den ikke havde set Kay?

   Og kragen nikkede ganske eftertænksomt og sagde: "Det ku´ være! Det ku´ være!"

   "Hvad, tror du?" råbte den lille pige og havde nær klemt kragen ihjel, sådan kyssede hun den. 

   "Fornuftig, fornuftig!" sagde kragen. "Jeg tror, jeg ved, - jeg tror, at det kan være den lille Kay! Men nu har han vist glemt dig til fordel for prinsessen!" 

   "Bor han hos en prinsesse?" spurgte Gerda.

   "Ja, hør nu!" sagde kragen, "men jeg har så svært ved at tale dit sprog. Forstår du kragesprog? Så kan jeg bedre fortælle!"

   "Nej, det har jeg ikke lært!" sagde Gerda, "men bedstemor kunne det, og fremmedsprog kunne hun. Bare jeg havde lært det!" 

   "Gør ikke noget!" sagde kragen, "- jeg skal fortælle, så godt jeg kan, men dårligt bliver det

alligevel." Og så fortalte den, hvad den vidste. 

   "I dette kongerige, hvor vi nu sidder, bor en prinsesse, der er så uhyre klog, men hun har også læst alle aviser, der er til i hele verden, og glemt dem igen, så klog er hun. For nogle dage siden sidder hun på sin trone - og det er ikke så morsomt endda, siger man. Da kommer hun til at nynne en vise, det var den, der hedder: "Hvorfor skulle jeg ikke gifte mig?"

"Hør, det er der da noget om," siger hun, og så ville hun gifte sig, men hun ville have en mand, der forstod at svare, når man talte til ham, en der ikke bare stod og kun så fornem ud, for det er så kedeligt. Nu lod hun alle hofdamerne tromme samme, og da de hørte, hvad hun ville, blev de så fornøjede: "Det kan jeg godt lide!" sagde de, "sådant noget tænkte jeg også på forleden dag!" - Og du kan tro, at det er sandt hvert ord jeg siger!" sagde kragen. "Jeg har en tam kæreste, der går frit om på slottet, og hun har fortalt mig alt!" 

   Hans kæreste var naturligvis også en krage, for krager søger mage, og det er altid en krage! 

   "Aviserne udkom straks med en kant af hjerter og prinsessens navnetræk. Man kunne læse sig til, at det stod enhver ung mand, der så godt ud, frit for at komme op på slottet og tale med prinsessen, og den, som talte, så at man kunne høre han hørte hjemme der, og talte bedst, ham ville prinsessen tage til mand! - Ja, ja," sagde kragen, "du kan tro mig, det er så vist, som jeg sidder her: folk strømmede til, der var en trængsel og en løben, men det lykkedes ikke, hverken den første eller anden dag. De kunne allesammen godt tale, når de var ude på gaden, men når de kom ind af slotsporten og så livgarden i sølv, og lakajerne stå i guld op ad trapperne og så de store oplyste sale, da blev de forbløffede. Og når de stod foran tronen, hvor prinsessen sad, så vidste de ikke hvad de skulle sige udover at gentage det sidste ord, hun havde sagt, og det brød hun sig ikke om at høre igen. Det var som om folk derinde havde fået bedøvende pulver på maven og var faldet i dvale indtil de kom ud på gaden igen – for ja, så kunne de snakke igen! Der stod en lang række, lige fra byens port og hen til slottet. Jeg var selv inde at se det!" sagde kragen. "De blev både sultne og tørstige, men fra slottet fik de ikke engang så meget, som et glas lunket vand. Godt nok havde nogle af de klogeste taget smørrebrød med, men de delte ikke med deres nabo, for de tænkte som så: Lad ham bare se sulten ud, så tager prinsessen ham ikke!" 

   "Men Kay, lille Kay!" spurgte Gerda. "Hvornår kom han? Var han mellem de mange?" 

   "Gid tid! Giv tid! Nu er vi lige straks ved ham! Det var den tredje dag, da kom der en lille person, uden hest eller vogn, ganske frejdigt marcherende lige op til slottet. Hans øjne skinnede som dine, han havde dejlige lange hår, men var ellers fattigt klædt!" 

   "Det var Kay!" jublede Gerda. "O, så har jeg fundet ham!" og hun klappede i hænderne. 

   "Han havde en lille rygsæk på ryggen!" sagde kragen. 

   "Nej, det var vist hans slæde," sagde Gerda, "for med slæden tog han afsted!" 

   "Det kan godt være," sagde kragen, "jeg så ikke så nøje efter! Men dette ved jeg fra min tamme kæreste: da han kom ind af slotsporten og så livgarden i sølv og opad trappen lakajerne i guld, blev han ikke det mindste genert, han nikkede bare og sagde til dem: "Det må være kedeligt at stå her på trappen, så jeg går hellere indenfor!" Der skinnede salene med lys, hoffets Gehejmeråder og Excellencer gik på bare fødder og bar på guldfade, man kunne hurtigt nok blive højtidelig her! Hans støvler knirkede så frygtelig stærkt, men han blev dog alligevel ikke bange!" 

   "Det er helt sikkert Kay!" sagde Gerda, "jeg ved, han havde fået nye støvler, jeg har selv hørt dem knirke i bedstemors stue!" 

   "Ja knirke, det gjorde de!" sagde kragen, "og frejdig gik han lige ind for prinsessen, der sad på en perle, så stor som hjulet på en spinderok og alle hofdamerne med deres piger og pigers piger, og alle kavalererne med deres tjener og tjeners tjener, der har tjenerdreng, stod opstillede rundt om. Og jo nærmere de stod ved døren, jo stoltere så de ud. Tjenernes tjeners tjenerdreng, der altid går i tøfler, er næsten ikke til at holde ud at se på, så stolt står han i døren!" 

   "Det må være frygteligt!" sagde den lille Gerda. "Og Kay har alligevel fået prinsessen?" 

   "Havde jeg ikke været en krage, så havde jeg taget hende, og det selvom jeg er forlovet. Men han skal have talt lige så godt, som jeg taler, når jeg taler kragemål - det har jeg fra min tamme kæreste. Han var frejdig og nydelig, og han var slet ikke kommet for at frie, bare for at høre prinsessens klogskab, og den fandt han god, og hun fandt også ham god!" 

   "Ja vist, det var Kay!" sagde Gerda, " – han var så klog, han kunne hovedregning med brøk! - O, vil du ikke føre mig ind på slottet!" 

   "Ja, det er let sagt!" sagde kragen. "Men hvordan gør vi det? Jeg skal tale med min tamme kæreste om det, hun kan nok råde os, for det må jeg sige dig: sådan en lille pige, som du, får aldrig lov at komme rigtig ind på slottet!" 

   "Jo, det gør jeg!" sagde Gerda. "Når Kayhører jeg er her, kommer han straks ud og henter mig!" 

   "Vent på mig ved gærdet der!" sagde kragen, vrikkede med hovedet og fløj bort. 

   Først da det var mørk aften kom kragen tilbage igen : "Rar! Rar!" sagde den. "Jeg skal hilse dig fra hende mange gange! Og her er et lille brød til sig, det tog hun i køkkenet, der er brød nok og du er vist sulten! - Det er ikke muligt, at du kan komme ind på slottet, du har jo bare fødder. Garden i sølv og lakajerne i guld vil ikke tillade det. Men græd ikke, du skal dog nok komme derop. Min kæreste kender en lille bagtrappe, som fører til sovekammeret, og hun ved, hvor hun kan tage nøglen!" 

   Og de gik ind i haven, og i den store slotsallé, hvor det ene blad faldt efter det andet, og da lysene slukkedes på slottet, det ene efter det andet, førte kragen lille Gerda hen til en bagdør, der stod på klem.

   O, hvor Gerdas hjerte bankede af angst og længsel! Det var som om hun skulle gøre noget ondt, og hun ville jo bare have at vide, om det var lille Kay. Jo det måtte være ham! Hun tænkte så levende på hans kloge øjne, hans lange hår; hun kunne tydeligt se, hvordan han smilede, som da de sad hjemme under roserne. Han ville vist blive glad for at se hende, høre hvilken lang vej, hun havde gået for hans skyld, vide, hvor bedrøvet de alle derhjemme havde været, da han ikke kom tilbage. O, det var både en frygt og en glæde. 

   Nu var de på trappen. Der brændte en lille lampe på et skab. Midt på gulvet stod den tamme krage og drejede hovedet til alle sider og betragtede Gerda, der nejede, som bedstemor have lært hende. 

   "Min forlovede har talt så smukt om Dem, min lille frøken," sagde den tamme krage, "deres livshistorie, som man kalder det, er også meget rørende! - Vil De tage lampen, så skal jeg gå foran. Vi går den lige vej, for der træffer vi ingen!" 

   "Jeg synes her kommer nogen lige bag efter!" sagde Gerda, og det susede forbi hende. Det var ligesom skygger hen ad væggen, heste med flagrende manker og tynde ben, jægerdrenge, herrer og damer til hest. 

   "Det er bare drømmene!" sagde kragen, "de kommer og henter det høje herskabs tanker til jagt, godt er det, så kan De bedre betragte dem i sengen. Men lad mig gerne se – hvis De kommer til ære og værdighed – at De da viser et taknemmeligt hjerte!" 

   "Det er jo ikke noget at snakke om!" sagde kragen fra skoven. 

   Nu kom de ind på den første sal, den var af rosenrødt atlask-silke med kunstige blomster opad væggen. Her susede drømmene allerede forbi dem, men de for så hurtigt afsted, at Gerda ikke fik set det høje herskab. Den ene sal var prægtiger end den anden, jo man kunne nok blive forbløffet, og nu var de i sovekammeret. Loftet herinde lignede en stor palme med blade af glas, kostbart glas, og midt på gulvet hang i en særlig tyk stilk af guld to senge, der hver så ud som liljer: Den ene var hvid, i den lå prinsessen. Den anden var rød, og i den var det at Gerda skulle søge lille Kay. Hun bøjede et af de røde blade til side og da så hun en brun nakke. - O, det var Kay! - Hun råbte hans navn ret højt, holdt lampen hen til ham - Drømmene susede til hest ind i stuen igen - han vågnede, drejede hovedet og - - det var ikke den lille Kay.

   Prinsen lignede ham kun på nakken, men ung og smuk var han. Og fra den hvide lilje-seng kiggede prinsessen ud, og spurgte hvad det var. Da græd den lille Gerda og fortalte hele sin historie og alt, hvad kragerne havde gjort for hende. 

   "Din lille stakkel!" sagde prinsen og prinsessen, og de roste kragerne og sagde, at de slet ikke var vrede på dem, men de skulle dog ikke gøre sådan noget oftere. Imidlertid skulle de have en belønning. 

   "Vil I flyve frit?" spurgte prinsessen, "eller vil I have fast ansættelse som hof-krager med alt, hvad der falder af til jer i køkkenet?" 

   Og begge kragerne nejede og bad om fast ansættelse, for de tænkte på deres alderdom og sagde: "Det er nok godt at have noget at ´falde tilbage på´ når vi bliver gamle" som de kaldte det. 

   Og prinsen stod op af sin seng og lod Gerda sove i den, og mere kunne han ikke gøre. Hun foldede sin små hænder og tænkte: "Hvor mennesker og dyr dog er gode," og så lukkede hun sine øjne og sov så velsignet. Alle drømmene kom igen flyvende ind, og da så de ud som Guds engle, og de trak en lille slæde, og på den sad Kay og nikkede. Men det hele var kun drømmeri, og derfor var det også borte igen, så snart hun vågnede. 

   Næste dag blev hun klædt op fra top til tå i silke og fløjl. Hun fik tilbud om at blive på slottet og have gode dage der, men hun bad kun om at få en lille vogn med en hest for og et par små støvler, så ville hun igen køre ud i den vide verden og finde Kay.

   Og hun fik både støvler og en muffe til hænderne. Hun blev så nydeligt klædt på, og da hun ville afsted, holdt der ved døren en ny karret af det rene, pure guld. Prinsens og prinsessens våbenskjold lyste fra den som en stjerne. Kusk, tjener og for-ridder, for der var også for-ridder, sad klædt i guldkroner. Prinsen og prinsessen hjalp hende selv ind i vognen og ønskede hende al mulig lykke. Skov-kragen, der nu var blevet gift, fulgte med de første mange kilometer. Den sad ved siden af hende, for den kunne ikke tåle at køre baglæns. Den anden krage stod i porten og slog med vingerne, den fulgte ikke med, for den led af hovedpine, siden den havde fået fast ansættelse og for meget at spise. Inden i var kareten foret med sukkerkringler, og i sæderne var der frugter og pebernødder. 

   "Farvel! Farvel!" råbte prins og prinsesse, og lille  Gerda græd, og kragen græd; - således gik de første kilometer. Da sagde også kragen farvel, og det var den tungeste afsked. Den fløj op i et træ og slog med sine sorte vinger, så længe den kunne se vognen, der strålede, som det klare solskin.

 

 

Femte historie. Den lille røverpige.

   De kørte gennem den mørke skov, men kareten skinnede som et lysblus, og det skar røverne i øjnene, det kunne de ikke tåle.

   "Det er guld! Det er guld!" råbte de, styrtede frem, tog fat i hestene, slog de små for-riddere, kusken og tjenerne ihjel, og trak nu den lille Gerda ud af vognen. 

   "Hun er dejlig fed, hun er nydelig, hun er blevet fedet op med nøddekerner!" sagde den gamle røverkælling, der havde et langt, stridt skæg og øjenbryn, der hang hende ned over øjnene. "Det er ligeså godt som et lille fedelam! Nå-da, hvor hun skal smage!" Og så trak hun sin blanke kniv ud og den skinnede, så det var en gru. 

   "Av!" sagde kællingen lige i det samme, hun blev bidt i øret af sin egen lille datter, der hang på hendes ryg og var så vild og så uopdragen, så det halve kunne være nok. "Din lede unge!" sagde moderen og fik ikke tid til at slagte Gerda.

   "Hun skal lege med mig!" sagde den lille Røverpige. "Hun skal give mig sin muffe, sin smukke kjole, og sove hos mig i min seng!" Og så bed hun igen, så røverkællingen sprang i vejret og drejede sig rundt, og alle røverne lo og sagde: "Se, hvor hun danser med sin unge!" 

   "Jeg vil ind i kareten!" sagde den lille Røverpige og hun måtte og ville have sin vilje, for hun var så forkælet og så stædig. Hun og Gerda satte sig ind i den, og så kørte de over stub og tjørn, dybere ind i skoven. Den lille Røverpige var lige så stor som Gerda, men stærkere, mere bredskuldret og mørk i huden. Øjnene var fuldstændig sorte, de så næsten bedrøvede ud. Hun tog den lille Gerda om livet og sagde: "De skal ikke slagte dig, sålænge jeg ikke bliver vred på dig! Du er vel sagtens en prinsesse?" 

   "Nej," sagde lille Gerda og fortalte hende alt, hvad hun havde oplevet, og hvor meget hun holdt af lille Kay.

   Røverpigen så ganske alvorligt på hende, nikkede lidt med hovedet og sagde: "De skal ikke slagte dig, også selv om jeg bliver vred på dig - og så skal jeg nok selv gøre det!" Og så tørrede hun Gerdas øjne og puttede så begge sine hænder ind i den smukke muffe, der var så blød og så varm. 

   Nu holdt kareten stille, de vare midt inde i gården af et røverslot. Det var revnet fra øverst til nederst, ravne og krager fløj ud af de åbne huller, og de store bidske hunde, der hver så ud til at kunne sluge et menneske, sprang højt i vejret, men de gøede ikke, for det var forbudt. 

   I den store, gamle, røgsodede sal brændte midt på stengulvet en stor ild, røgen trak hen under loftet og måtte selv se at finde ud. En stor bryggerkedel kogte med suppe, og både harer og kaniner blev vendt på spid. 

   "Du skal sove i nat med mig her hos alle mine smådyr!" sagdeRøverpigen. De fik noget at spise og drikke og gik så hen i et hjørne, hvor der lå halm og tæpper. Ovenover sad på nogle lægter og pinde næsten hundrede duer, der alle syntes at sove, men de drejede sig dog lidt, da småpigerne kom. 

   "Det er allesammen mine!" sagde den lille Røverpige og greb rask fat i en af de nærmeste, holdt den i benene og rystede den, så at den slog med vingerne. "Kys den!" råbte hun og baskede Gerda med den i ansigtet. "Der sidder skov-kanariefuglene!" blev hun ved og pegede bag en mængde tremmer, der var slået for et hul i muren højt oppe. "Det er skov-kanariefuglene, de to der oppe! De flyver straks væk, hvis ikke man rigtig har låst dem inde. Og her står min gamle kæreste, den hedder Bæ!" Og hun trak nu et rensdyr ved hornet, der havde en blank kobberring om halsen og var bundet. "Ham må vi også have tøjlet, ellers springer også han fra os. Hver evige aften kilder jeg ham på halsen med min skarpe kniv, det er han så bange for!" Og den lille pige trak en lang kniv ud af en sprække i muren og lod den glide hen over rensdyrets hals. Det stakkels dyr slog ud med benene, og Røverpigen lo og trak så Gerda med ned i sengen. 

   "Vil du have kniven med, når du skal sove?" spurgte Gerda og så lidt bange efter den. 

   "Jeg sover altid med kniv!" sagde den lille Røverpige. "Man ved aldrig, hvad der kan komme. Men fortæl mig nu igen, hvad du fortalte før om lille Kay, og hvorfor du er gået ud i den vide verden. Og Gerda fortalte forfra, og skovduerne kurrede deroppe i buret, de andre duer sov. Den lille Røverpige lagde sin arm om Gerdas hals, holdt kniven i den anden hånd og sov, så man kunne høre det. Men Gerda kunne slet ikke lukke sine øjne, hun vidste ikke, om hun skulle leve eller dø. Røverne sad rundt om ilden, sang og drak, og røverkællingen slog kolbøtter. O! Det var ganske forfærdeligt for den lille pige at se på. 

   Da sagde skovduerne: "Kurre, kurre!Vi har set den lille Kay. En hvid høne bar hans slæde, han sad i Snedronningens vogn, der for lavt hen over skoven, da vi lå i rede. Hun blæste på os unger, og alle døde undtagen vi to. Kurre! kurre!"

   "Hvad sige I deroppe?" råbte Gerda, "hvor rejste Snedronningen hen? Ved I noget derom?" 

   "Hun rejste nok til Lapland, for der er altid sne og is! Spørg bare rensdyret, som står bundet i strikken." 

   "Der er is og sne, der er velsignet og godt!" sagde rensdyret. "Der springer man frit om i de store skinnende dale! Der har Snedronningen sit sommertelt, men hendes faste slot er oppe mod nordpolen, på den ø, som kaldes Spitsberg!"

   "O Kay, lille Kay!" sukkede Gerda.

   "Nu skal du ligge stille!" sagde Røverpigen, " – ellers får du kniven op i maven!" 

   Om morgenen fortalte Gerda hende alt, hvad skovduerne havde sagt, og den lille Røverpige så nu helt alvorlig ud, men nikkede med hovedet og sagde: "Skidt med det! Skidt med det! - Ved du, hvor Lapland er?" spurgte hun rensdyret. 

   "Ja, hvem skulle vide det bedre end jeg?" sagde dyret, og øjnene spillede i hovedet på det. "Der er jeg født og opvokset, der har jeg sprunget rundt på snemarkerne!" 

   "Hør!" sagde Røverpigen til Gerda, " – du ser, at alle vore mandfolk er borte, men mutter er her endnu, og hun bliver her, men op ad morgenstunden drikker hun af den store flaske og tager sig så en lille lur bagefter. Og så skal jeg gøre noget for dig!" Nu sprang hun ud af sengen, for hen om halsen på moderen, trak hende i mundskægget og sagde: "Min egen søde gedebuk, god morgen!" Og moderen knipsede hende under næsen, så den blev rød og blå, men det var altsammen af bare kærlighed. 

   Da så moderen havde drukket af sin flaske og nu fik sig en lille lur, gik Røverpigen hen til rensdyret og sagde: "Jeg kunne have besynderlig Lyst til endnu at kilde dig mange gange med den skarpe kniv, for så bliver du så morsom, men det er lige meget nu, jeg vil løsne din snor og hjælpe dig udenfor, så du kan løbe til Lapland, men du skal tage benene på nakken og hurtigt bringe denne lille pige til Snedronningens slot, hvor hendes legekammerat er. Du har nok hørt, hvad hun fortalte, for hun snakkede højt nok, og jeg ved at du lurer!" 

   Rensdyret sprang højt af glæde. Røverpigenløftede lille Gerda op og viste den forsigtighed at binde hende fast, ja endda at give hende en lille pude at sidde på. "Det er lige meget," sagde hun, "her har du dine varme støvler, for det bliver koldt, men muffen beholder jeg, den er altfor pæn og nydelig! Og alligevel skal du ikke fryse. Her har du min et stykke is på hovedet gamle mors store strikkede vanter, de går dig helt op til albuen - stik du i dem! Nu ser du ud på hænderne ligesom min ækle mor!"

   Og Gerda græd af glæde. 

   "Jeg kan ikke lide at du tuder!" sagde den lille Røverpige. "Nu skal du bare se lidt fornøjet ud! og der har du to brød og en skinke, så kan du ikke sulte." Begge dele blev bundet bag på rensdyret. Den lille Røverpigeåbnede døren, lokkede alle de store hunde ind, og så skar hun strikken over med sin kniv og sagde til rensdyret: "Løb så, men pas godt på den lille pige!" 

   Og Gerda strakte hænderne, med de store vanter, ud mod Røverpigen og sagde farvel, og så fløj rensdyret afsted over buske og stubbe, gennem den store skov, over moser og stepper, alt hvad det kunne. Ulvene hylede, og ravnene skreg. "Fut! Fut!" sagde det på himlen. Det var som om den nyste rødt. 

   "Det er mine gamle nordlys!" sagde rensdyret, "Se, hvor de lyser!" Og så løb det endnu mere afsted, nat og dag. Brødene blev spist, skinken med og så var de i Lapland. 

​

​

​