H. C. Andersen - Eventyr 028:
Elverhøj (1845)
Der løb så vims nogle store firben i sprækkerne på et gammelt træ. De kunne godt forstå hinanden, for de talte firbene-sproget. "Nej, hvor det rumler og brumler i den gamle Elverhøj!" sagde den ene firben; "jeg har ikke lukket mine øjne i to nætter nu, på grund af det spektakel, jeg kunne ligeså godt ligge og have tandpine - for så sover jeg heller ikke!" "Der er noget på færde derinde!" sagde den anden firben, "Højen lader de stå på fire røde pæle lige til hanegal, der bliver ordentlig luftet ud. Og elverpigerne have lært nye danse, som der skal trampes i - der er noget på færde!"
"Ja, jeg har talt med en regnorm af mit bekendtskab", sagde den tredje firben. "Regnormen kom lige op af højen hvor den, nætter og dage, havde rodet i jorden. Den havde hørt en hel del. Se kan den jo ikke, det elendige dyr, men føle sig for og høre efter, det forstår den! De venter fremmede gæster i Elverhøj, fornemme fremmede, men hvem, ville regnormen ikke sige, eller: han vidste det nok ikke! Alle Lygtemændene er tilsagt for at lave fakkeltog, som man kalder det, og sølv og guld, som der er nok af i højen, bliver poleret og stillet ud i måneskin!" "Hvem kan dog de fremmede være?" sagde alle firbenene. "Hvad mon der er på færde? Hør, hvor det summer! Hør hvor det brummer!"
Lige i det samme skiltes Elverhøj ad, og en gammel elverpige - rygløs var hun, men ellers meget anstændigt klædt på - kom trippende ud. Det var den gamle Elverkonges husholderske, hun hørte til langt ude i familien, og havde et ravhjerte på panden. Benene gik så hurtigt på hende: trip, trip! Hille den, hvor hun kunne trippe og det lige ned i mosen til Natravnen. "De bliver inviteret til Elverhøj, og det i nat!" sagde hun, "men vil De ikke først gøre os en stor tjeneste og tage Dem af indbydelserne! Lidt gavn må De gøre, da De jo ikke selv holder hus! Vi får høj-fornemme fremmede gæster, troldfolk der har noget at sige, og derfor vil den gamle Elverkonge vise sig!"
"Hvem skal inviteres?" spurgte Natravnen. "Ja, til det store bal kan alverden komme, selv mennesker, hvis bare de kan tale i søvne eller gøre sådan en lille smule af hvad der falder i vor smag. Men til det første gilde skal der være strengt udvalg, her vil vi kun have de allerfornemste! Jeg har skændtes med Elverkongen, for jeg holder på, at vi ikke engang kan have spøgelser med. Havmanden og hans døtre må først inviteres, de holder ganske vist ikke meget af at komme på det tørre, men de skal nok hver få en våd sten at sidde på eller noget bedre, og så tror jeg nok de ikke melder afbud denne gang. Alle gamle trolde af første klasse med hale, samt Åmanden og Nisserne må vi have med, og så tænker jeg at vi nok ikke kan forbigåGravsoen,Helhesten og Kirkegrimen - de hører godt nok til de mere kirkelige, og det er jo ikke rigtig vore folk, men det er nu deres embede – og de er trods alt en del af familien og kommer stadig på visitter!" - "Bra!" sagde Natravnen og fløj afsted for at invitere.
Elverpigerne dansede allerede på Elverhøj, og de dansede iført lange sjaler vævet af tåge og måneskin, og det ser nydeligt ud for dem, der synes om den slags. Midt inde i Elverhøj var den store sal ordenligt pudset op: gulvet var vasket med måneskin og væggene var gnedet med heksefedt, så de skinnede som tulipanblade foran lyset. I køkkenet var der fuldt op med frøer på spid, snogeskind med små børnefingere i og salater af paddehatte-frø, våde musesnuder og skarntyde, øl fra Mosekonens bryg, skinnende salpetervin fra gravkælderen, alt meget solidt, og rustne søm og kirkerude-glas hørte til knaset!
Den gamle Elverkonge lod sin guldkrone polere i stødt blyantsstøv fra en duks´ blyant, og det er meget vanskeligt for Elverkongen at skaffe! I sovekammeret hang de gardiner op, og hæftede dem fast med snogespyt. Jo, der var rigtignok en summen og brummen.
"Nu skal luften her ryges lidt med hestehår og svinebørster, så tror jeg at jeg har gjort mit!" sagde den gamle elverpige.
"Søde far!" sagde den mindste af døtrene, "får jeg så at vide hvem de fornemme fremmede gæster er?"
"Nå, da!" sagde han, "så må jeg vel sige det! To af mine døtre må holde sig parate til at blive gift! To bliver vist giftet væk, for Trold-gubben oppe fra Norge - ham der bor i det gamle Dovre-Fjeld og har mange klippeslotte af kampesten, og et guldmine, som er bedre end man tror - han kommer herned med sine to drenge, og de søger begge en kone at gifte sig med. Trold-gubben er sådan en rigtig, gammel ærlig norsk gubbe, lystig og ligefrem, jeg kender ham fra gamle dage, da vi drak dus, han var dengang hernede for at hente sin kone - nu er hun død - hun var en datter af Klintekongen på Møn. Han købte sin kone ”på kridt”, som man siger! O, hvor jeg længes efter den norske Trold-gubbe! Hans drenge, siger man, skulle være nogle uopdragne, kæphøje unger, men man kan jo også gøre dem uret, og de bliver nok gode med tiden. Lad mig se om I piger kan rette dem lidt til!"
"Og hvornår komme de?" spurgte den ene datter.
"Det kommer an på vind og vejr!" sagde Elverkongen. "De rejser meget økonomisk. de kommer herned når de har skibslejlighed. Jeg foreslog at de skulle rejse over Sverige, men den gamle trold hælder ikke rigtig til den svenske side - han følger ikke med tiden, og det kan jeg ikke lide!"
I det samme kom der to Lygtemænd hoppende, den ene hurtigere end den anden og derfor kom den ene først.
"De kommer! De kommer!" råbte de.
"Giv mig min krone, og lad mig stå i måneskinnet!" sagde Elverkongen.
Døtrene løftede lidt på de lange sjaler og nejede helt ned til jorden.
Der stod Trold-gubben fra Dovre, med krone af hærdede istapper og polerede grankogler, iøvrigt havde han bjørnepels og kanestøvler på. Sønnerne derimod gik barhalset og uden seler, for de var rigtige kraftkarle.
"Er dét en høj?" spurgte den mindste af drengene og pegede på Elverhøj. "Det kalder vi oppe i Norge for et hul!"
"Gutter!" sagde den gamle. "Hul går indad. Høj går opad! Har I ikke øjne i hovedet?"
Det eneste, der ellers undrede dem hernede, sagde de, var at de sådan uden videre kunne forstå sproget!
"Skab jer nu ikke!" sagde den gamle, "man kunne tro at I var to brød, der ikke var rigtig gennembagte!"
Og så gik de ind i Elverhøj, hvor der rigtignok var fint selskab, og det i en hast, man skulle tro at de var blæst hurtigt sammen, men nydelig og net var der indrettet for enhver: Havfolkenesad til bords i store vandkar, de sagde, det var ligesom om de var hjemme! Alle holdt de god bordskik, bortset fra de to små norske trolde, de lagde benene op på bordet - de troede vist at alting klædte dem!
"Fødderne af fadet!" sagde den gamle trold og så lystrede de, men de gjorde det da ikke lige med det samme. De kildede deres borddame med grankogler, som de havde med i lommen og så trak de deres støvler af for at sidde mageligt og gav borddamen støvlerne at holde, men faderen, den gamle Trold-gubbe fra Dovre, han var rigtignok helt anderledes: han fortalte så dejligt om de stolte norske fjelde, og om vandfald der styrtede skumhvide ned, med et bulder som tordenskrald og orgelklang. Han fortalte om laksen der sprang op mod de styrtende vande når det mystiske hestemenneske Nøkken spillede på sin guldharpe. Han fortalte om de skinnende vinternætter, når kanebjælderne klang og knøsene løb med brændende blus hen over den blanke is, der var så gennemsigtig at de så fiskene blive bange under deres fødder. Jo han kunne fortælle, så man både så og hørte hvad han sagde, det var ligesom vandmøllerne drejede rundt, som om karle og piger sang viser og dansede norsk Halling-dans - hussa! Lige med ét gav Trold-gubben den gamle elverpige et morbror-smaskkys, det var et ordenligt kys og de var endda slet ikke i familie!
Nu skulle elverpigerne danse, både gamle enkle danse og den nye med at trampe, og den klædte dem godt! Så kom kunstdansene eller som det kaldtes: "at træde udenfor dansen". Hille den, hvor de kunne strække ben, man vidste ikke hvad der var ende og hvad der var begyndelse, man vidste ikke hvad der var arme og hvad der var ben, det hele fløj imellem hinanden ligesom savspåner og så snurrede de rundt så helhesten fik ondt og måtte gå fra bordet.
"Prrrrr!" sagde Trold-gubben, "det her er rigtignok sjov med bentøjet! Men hvad kan de mere end at danse, strække ben og lave hvirvelvind?"
"Det skal du snart få at vide!" sagde Elverkongen og så kaldte han den yngste af sine døtre frem. hun var så spinkel og klar, som måneskin, hun var den fineste af alle søstrene. Hun tog en hvid pind i munden, og så var hun fuldstændig borte, det var hendes kunststykke.
MenTrold-gubben sagde, at den kunst kunne han ikke lide hos en kommende kone og han troede heller ikke at hans drenge holdt af den.
Den anden datter kunne gå ved siden af sig selv, som om hun havde en skygge, og det har troldfolk jo ikke.
Den tredje var af en ganske anden slags, hun havde lært i Mosekonens bryggerhus og det var hende som forstod at fylde hule træer med Sankt Hans-orme.
"Hun bliver en god husmoder!" sagde Trold-gubben og så klinkede han til de andre med øjnene i stedet for med sit glas, for han ville ikke drikke så meget.
Nu kom den fjerde elverpige, hun havde en stor guldharpe at spille på, og da hun slog på den første streng løftede alle det venstre ben, for troldfolk er venstrebenede, og da hun slog den anden streng måtte de alle gøre hvad hun bestemte.
"Det er en farlig kvinde!" sagde Trold-gubben, men begge sønnerne gik ud af højen, for nu kedede de sig.
"Og hvad kan den næste datter?" spurgte Trold-gubben.
"Jeg har lært at holde af de norske!" sagde hun, "og aldrig gifter jeg mig uden at jeg kan komme til Norge!"
Men den mindste af søstrene hviskede til Trold-gubben: "Det er bare fordi hun har hørt i en norsk vise, at når verden forgår, så vil dog de norske klipper stadig stå som bautasten, og derfor vil hun derop, for hun er så bange for at forgå!"
"Ho, ho!" sagde Trold-gubben, "så dér slap det ud! Men hvad kan den syvende og sidste?"
"Den sjette kommer før den syvende!" sagde Elverkongen, for han kunne regne, men den sjette ville ikke rigtig komme frem.
"Jeg kan kun sige folk sandheden!" sagde hun, "så mig bryder ingen sig om, og jeg har nok at gøre med at sy på min lig-kjole!"
Nu kom den syvende og sidste, og hvad kunne hun? Ja, hun kunne fortælle eventyr og det så mange hun ville.
"Her er alle mine fem fingre!" sagde Trold-gubben, "fortæl mig et eventyr om hver!"
Og elverpigen tog ham om håndleddet, og han lo så det klukkede i ham, og da hun kom til Guldbrand, der har guldring om livet, næsten som om den vidste at der skulle være forlovelse, sagde Trold-gubben: "Hold fast på det du har nu, hånden er din! Dig vil jeg selv have til kone!"
Og elverpigen sagde, at hun stadig manglede eventyret om Guldbrand og det om lille Per Spillemand!
"Dem kan vi høre til vinter!" sagde Trold-gubben, "og et om Grantræet skal vi også høre og om Birken og om bjergtroldenes Huldregaver og om den klingrende Frost! Du skal nok komme til at fortælle, for det gør ingen rigtig endnu deroppe i Norge - og så kan vi sidde i stenstuen hvor fyrrespånerne brænder, og drikke mjød af de gamle norske kongers guldhorn. Nøkken har skænket mig et par stykker, og når vi så sidder der, så kommer gårdnissen Garbo på besøg, han synger alle sæterpigernes sange for dig, det skal nok blive lystigt! Laksen vil springe i den fossende flod og slå mod vore stenvægge, men den kommer dog ikke ind! - Ja, du kan tro der er godt i det kære gamle Norge! Men hvor er gutterne blevet af?"
Ja, hvor var gutterne? De løb omkring på marken og blæste Lygtemændene ud, der jo kom så venligt og ville lave fakkeltog.
"Hvad er det for en føjten om?" sagde Trold-gubben, "nu har jeg fundet mig en kone, jeres nye mor, og nu kunne I også finde jer en blandt elverkonges døtre!"
Men gutterne sagde at de helst bare ville holde en tale og drikke dus, gifte sig det havde de ingen lyst til. - Og så holdt de tale, drak dus og tømte deres glas. Så tog de deres tøj af og lagde sig til at sove på bordet, for de generede sig ikke. Men Trold-gubben dansede stuen rundt med sin unge brud og byttede støvler med hende, for det er finere end at bytte ring.
"Nu galer hanen!" sagde den gamle elverpige, som holdt hus. "Nu må vi lukke vindueskodderne, så ikke solen brænder os inde!"
Og så lukkede højen sig.
Men udenfor løb firbenene op og ned af det revnede træ og den ene sagde til den anden:
"O, hvor jeg kunne jeg godt lide den norske trold-gubbe!"
"Jeg holder mere af drengene!" sagde regnormen, men den kunne jo ikke se, det elendige dyr.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©