H.C. Andersen – Eventyr 029:
De røde sko (1845)
Der var en lille pige, så fin og så nydelig, men om sommeren måtte hun altid gå med bare fødder, for hun var fattig, og om vinteren med store træsko, så at den lille vrist blev ganske rød og det noget så frygteligt.
Midt i bondebyen boede den gamle skomager-enke, hun sad med røde, gamle tøjstrimler og syede - så godt hun kunne - et par små sko, ret kluntede, men godt ment var de og dem skulle den lille pige have. Den lille pige hed Karen.
Netop den dag hendes moder blev begravet fik hun de røde sko af skomager-enken og havde dem på for første gang. Det var jo rigtignok ikke sko til at sørge i, men hun havde ikke andre og så gik hun med bare ben i de røde sko, bag efter den fattige kiste.
Da kom der i det samme en stor, gammel vogn, og i den sad der en stor, gammel frue. Hun så på den lille pige og havde ondt af hende og så sagde hun til præsten: “Hør, giv mig den lille pige, så skal jeg tage mig af hende og være god imod hende!”
Og Karen troede at det alt sammen skete på grund af de røde sko, men den gamle frue sagde at de sko var rædselsfulde, og de blev brændt. Men Karen selv blev klædt på, rent og pænt. Hun måtte lære at læse og sy, og folk sagde at hun var nydelig, men spejlet sagde: “Du er meget mere end nydelig, du er dejlig!”
Da rejste dronningen engang igennem landet og hun havde sin lille datter med sig, en prinsesse, og folk strømmede til uden for slottet og der var Karen også, og den lille prinsesse stod i fint, hvidt tøj i et vindue og lod sig se på. Hun havde hverken kongeligt slæb eller guldkrone, men dejlige røde safians-sko af tyndt gedeskind. De var rigtignok anderledes elegante end de, som skomager-enken havde syet til lille Karen. Intet i verden kunne sammenlignes med disse røde sko!
Nu var Karen blevet så gammel at hun skulle konfirmeres. Nyt tøj fik hun, og nye sko skulle hun også have. Den rige skomager inde i byen tog mål af hendes lille fod, det var hjemme i hans egen stue, og der stod store glasskabe med både yndige sko og blanke støvler. Det så nydeligt ud, men den gamle frue så ikke længere godt, og så havde hun jo ingen fornøjelse af det. Midt imellem skoene stod et par røde, ganske som de sko prinsessen havde båret. Hvor var de smukke! Skomageren sagde også at de var syet til et grevebarn, men de havde ikke passet.
“Det er nok blanklæder-sko!” sagde den gamle frue, “ – de skinner!”
“Ja, de skinner!” sagde Karen. Og de passede og de blev købt. Men den gamle frue vidste ikke af at de var røde, for hun havde aldrig tilladt Karen at gå til konfirmation i røde sko, men det gjorde hun nu.
Alle mennesker så på hendes fødder, og da hun gik op ad kirkegulvet til kordøren, syntes hun at alle kirkens gamle portrætter af afdøde - præster og præstekoner med stive kraver og lange sorte klæder – udelukkende hæftede øjnene på hendes røde sko. Og hun tænkte kun på skoene, da præsten lagde sin hånd på hendes hoved og talte om den hellige dåb, om pagten med Gud og at hun nu skulle være et stort og godt kristent menneske. Og orglet spillede så højtideligt, de smukke børnestemmer sang og den gamle kantor sang, men Karen tænkte kun på de røde sko.
Om eftermiddagen vidste den gamle frue, fra alle kirkegængerne, at skoene havde været røde og hun sagde at det var stygt, at det ikke var passende og at Karen herefter, når hun gik i kirke, altid skulle gå med sorte sko, selv om de var gamle.
Næste søndag var der altergang, og Karen så på de sorte sko, hun så på de røde – og så så hun på de røde igen og tog de røde på.
Det var dejligt solskinsvejr. Karen og den gamle frue gik ad stien gennem kornet, og der støvede det lidt.
Ved kirkedøren stod en gammel soldat med en krykke og med et underligt langt skæg, det var mere rødt end hvidt, for det var rødt. Og han bøjede sig helt ned til jorden og spurgte den gamle frue, om han måtte tørre hendes sko af. Og Karen strakte også sin lille fod ud. “Se, hvilke dejlige dansesko!” sagde soldaten, “sid fast når I danser!” og så slog han med hånden på sålerne.
Og den gamle frue gav soldaten en lille skilling og så gik hun med Karen ind i kirken.
Og alle mennesker derinde så på Karens røde sko, og alle billederne så på dem og da Karen knælede for altret og satte nadver-bægeret for sin mund, tænkte hun kun på de røde sko og det var som om de svømmede rundt i det lille bæger foran hende, og hun glemte helt at synge sin salme, og hun glemte at læse sit Fadervor.
Nu gik alle folk fra kirke og den gamle frue steg ind i sin vogn. Karen løftede foden for at stige bagefter, og da sagde den gamle soldat, som stod tæt ved: “Se, hvilke dejlige dansesko!” og Karen kunne ikke lade være: hun måtte gøre nogle dansetrin - og da hun begyndte blev benene ved at danse, det var som om skoene havde fået magt over dem. Hun dansede omkring kirkehjørnet, hun kunne ikke lade være, kusken måtte løbe bag efter og tage fat om hende, og han løftede hende ind i vognen. Men fødderne blev ved at danse, så hun sparkede den gode gamle frue så grueligt.
Endelig fik de skoene af og benene kom i ro.
Hjemme blev skoene sat op i et skab, men Karen kunne ikke lade være at se på dem.
Nu lå den gamle frue syg, de sagde at hun ikke længere kunne leve! Plejes og passes skulle hun og ingen var nærmere til dette end Karen. Men henne i byen var der stort bal, og Karen var inviteret. Hun så på den gamle frue, der jo alligevel ikke længere kunne leve, og hun så på de røde sko. Det syntes hun ikke der var nogen synd i. Hun tog de røde sko på, og det kunne hun jo også nok. Men så gik hun til bal og så begyndte hun at danse.
Men da hun ville til højre, så dansede skoene til venstre, og da hun ville op ad gulvet, så dansede skoene ned ad gulvet, ned ad trappen, gennem gaden og ud af byens port. Danse gjorde hun og danse måtte hun, lige ud i den mørke skov.
Da skinnede det oppe mellem træerne og hun troede at det var månen, for det var et ansigt, men det var den gamle soldat med det røde skæg, han sad og nikkede og sagde: “Se, hvilke dejlige dansesko!”
Da blev hun forfærdet og ville kaste de røde sko væk, men de hang fast, og hun flåede sine strømper af, men skoene var vokset fast til hendes fødder, og danse gjorde hun og danse måtte hun, over mark og eng, i regn og i solskin, ved nat og ved dag, men om natten var det værst.
Hun dansede ind på den åbne kirkegård, men de døde derinde dansede ikke, de har noget meget bedre at bestille end at danse. Hun ville sætte sig på den fattiges grav, hvor den bitre regnfang-plante groede, men for hende var der ikke ro eller hvile, og da hun dansede henimod den åbne kirkedør, så hun der en engel i langt hvidt tøj, med vinger som nåede ham fra skuldrene ned til jorden. Hans ansigt var strengt og alvorligt, og i hånden holdt han et sværd, så bredt og skinnende:
“Danse skal du!” sagde han, “danse på dine røde sko, til du bliver bleg og kold, til din hud skrumper sammen som en mumie! Danse skal du fra dør til dør, og hvor der bor stolte forfængelige børn, skal du banke på, så de hører dig og frygter dig! Danse skal du, danse - -!”
“Vær nådig!” råbte Karen. Men hun hørte ikke hvad englen svarede, for skoene bar hende igennem lågen, ud på marken, over vej og over sti og hele tiden måtte hun danse.
En morgenstund dansede hun forbi en dør, hun kendte. Indenfor lød salmesang, de bar en kiste ud, som var pyntet med blomster. Da vidste hun, at den gamle frue var død og hun syntes at nu var hun forladt af alle og forbandet af Guds engel.
Danse gjorde hun og danse måtte hun, danse i den mørke nat. Skoene bar hende af sted over tjørne og stubbe, hun rev sig til blods, og hun dansede hen over heden til et lille ensomt hus. Her vidste hun at bødlen boede og hun bankede med fingeren på ruden og sagde:
“Kom ud! – kom ud! – Jeg kan ikke komme ind, for jeg danser!”
Og bødlen sagde: “Du ved nok ikke hvem jeg er? Jeg hugger hovedet af de onde mennesker, og jeg kan mærke at min økse dirrer!”
“Hug ikke hovedet af mig!” sagde Karen, “for så kan jeg ikke bede om nåde for min synd! Men hug mine fødder af med de røde sko!”
Og så fortalte hun om sin synd, og bødlen huggede hendes fødder med de røde sko af. Men skoene med de små fødder dansede videre hen over marken, ind i den dybe skov.
Og bødlen snittede hende både træben og krykker, lærte hende en salme - den de dømte syndere altid synger - og hun kyssede den hånd, som havde ført øksen, og gik hen over heden.
“Nu har jeg lidt nok for de røde sko!” sagde hun, “nu vil jeg gå i kirke, og så kan de se mig!” Og hun gik nok så rask hen mod kirkedøren, men da hun kom derhen, dansede de røde sko foran hende og hun blev forfærdet og vendte om.
Hele ugen igennem var hun bedrøvet og græd mange tunge tårer, men da det igen blev søndag, sagde hun: “Se så, nu har jeg lidt og stridt nok! Og jeg tror nok, at jeg er lige så god som mange af dem, der sidder og knejser henne i kirken!” Og så gik hun afsted nok så modig. Men hun kom ikke længere end til lågen, da så hun de røde sko danse foran sig og hun forfærdedes og vendte om og fortrød dybt i hjertet sin synd.
Og hun gik hen til præstegården og bad om hun måtte komme i tjeneste der. Flittig ville hun være og gøre alt hvad hun kunne, på lønnen tænkte hun ikke, hvis bare hun måtte få tag over hovedet og være hos gode mennesker. Og præstekonen havde ondt af hende og gav hende tjeneste. Og hun var flittig og tankefuld. Stille sad hun og hørte efter, når præsten om aftenen læste højt af Bibelen. Alle de små holdt meget af hende, men når de talte om pynt og pjank og om at være dejlig som en dronning, rystede hun på hovedet.
Næste søndag gik de alle til kirke og de spurgte hende om hun ville med, men hun så bedrøvet og med tårer i øjnene på sine krykker, og så gik de andre hen for at høre Guds ord, men hun gik alene ind i sit lille kammer; det var ikke større, end at der kunne stå en seng og en stol, og her satte hun sig med sin salmebog. Og mens hun med fromt sind læste i den, bar vinden orgeltonerne fra kirken over til hende, og hun løftede med tårer sit ansigt og sagde: “Oh, Gud hjælp mig!”
Da skinnede solen så klart og lige foran hende stod den Guds engel i det hvide tøj, ham hun den nat havde set i kirkedøren, men han holdt ikke længere det skarpe sværd, men en dejlig grøn gren, der var fuld af roser, og han rørte med rosengrenen ved loftet og det hævede sig så højt og dér hvor engelen havde rørt skinnede en guldstjerne. Og han rørte ved væggene og de udvidede sig, og hun så orglet, som spillede, hun så de gamle portrætter af præster og præstekoner, og menigheden sad i de pyntede stole og sang af deres salmebog. – For kirken var selv kommet hjem til den stakkels pige i det lille snævre kammer - eller også var hun kommet hen i kirken. Hun sad i stolen hos de andre i kirken og da de havde afsluttet salmen og så op, nikkede de og sagde: “Det var godt du kom, Karen!”
“Det var nåde!” sagde hun.
Og orglet klang og børnestemmerne i koret lød så blødt og dejligt! Det klare solskin strømmede så varmt gennem vinduet ind i kirkestolen hvor Karen sad. Hendes hjerte blev så fuldt af solskin, af fred og glæde, at det brast. Hendes sjæl fløj på solskin til Gud, og dér var der ingen som spurgte om de røde sko.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©