H. C. Andersen - Eventyr 030:
Springfyrene (1845)
Loppen, Græshoppen og Springgåsen ville engang se hvem af dem der kunne springe højest og så inviterede de hele verden og hvem der ellers ville komme at se sådan noget, og det var tre ordentlige springfyre, der nu mødtes i stuen.
“Ja, jeg giver min datter til den, som springer højest!” sagde kongen, “ – for det er så fattigt at de personer blot skal springe om ingenting!”
Loppen kom først frem, den havde sådanne gode manerer og hilste til alle sider, for den havde frøkenblod i sig og var vant til kun at omgås med mennesker, og det gør nu så meget.
Nu kom Græshoppen, den var rigtignok betydelig tungere, men den havde dog ganske god skik på sig og var i grøn uniform, og den var medfødt. Desuden sagde personen, at den havde en meget gammel familie i det land Ægypten, og at den der hjemme var højt vurderet, den var taget lige fra marken og sat i et korthus, der havde tre etager, alle udsmykket med dekorationer fra billedkort, der vendte den kulørte side indad. Der var både dør og vinduer og det skåret ud i taljen af Hjerter Dame. “Jeg synger således,” sagde den, “at seksten indfødte fårekyllinger, der har pebet fra små af og alligevel ikke fået et korthus – ved at høre mig – har ærgret sig endnu tyndere end de var!”
Begge to, både Loppen og Græshoppen gjorde således godt rede for hvem de var og at de troede begge at de nok kunne blive gift med en prinsesse.
Springgåsen er et legetøj, lavet af gåsens brystben og med en pind bundet til, sat i spænd - så den kan springe. Springgåsen sagde ikke noget, men man sagde om den, at den derfor tænkte mere og da hofhunden bare snusede til den, var det tegn på at Springgåsen var af god familie. Den gamle rådmand, der havde fået tre ordener for at tie stille, forsikrede at han vidste at Springgåsen var begavet med spådomskraft: man kunne se på farven af dens ryg om man fik en mild eller en streng vinter og det kan man ikke engang se på ryggen af ham der skriver det nye års kalender!
“Ja, jeg siger nu ikke noget!” sagde den gamle konge, “men jeg går nu sådan altid og tænker mit!”
Nu gjaldt det springet. Loppen sprang så højt at ingen kunne se det - og så påstod de at den slet ikke havde sprunget og det var nu tarveligt!
Græshoppen sprang kun halvt så højt, men den sprang lige op i ansigtet på kongen og så sagde han at det var ækelt.
Springgåsen stod længe stille og betænkte sig, man troede til sidst at den slet ikke kunne springe.
“Bare den ikke har fået ondt!” sagde hofhunden og så snusede han igen til den: rutsch!, og så sprang gåsen et lille skævt spring hen i skødet på prinsessen, der sad på en lille guldskammel.
Da sagde kongen: “Det højeste spring er at springe op til min datter, for det er det fine af det. Men det hører der hoved til at finde på og Springgåsen har vist at den har hoved. Den har ben i næsen!”
Og så fik den prinsessen.
“Jeg sprang jo højest!” sagde Loppen. “Men nu kan det være det samme, lad hende bare få det gamle gåseben bundet sammen med pind! Jeg sprang dog højest, men der skal i denne verden åbenbart mere krop til, for at de kan se én!”
Og så gik Loppen i fremmed krigstjeneste, hvor man siger at den blev slået ihjel.
Græshoppen satte sig ude i grøften og tænkte over hvordan det egentlig gik til i verden og den sagde også: “Krop skal der til! Krop skal der til!” – og så sang den sin egen bedrøvelige vise og det er ved at høre den vi har hele historien, som dog godt kunne være løgn, også selvom den er blevet trykt.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©