H. C. Andersen - Eventyr 031:
Hyrdinden og skorstensfejeren (1845)
Har du nogensinde set et rigtig gammelt træskab, helt sort af alderdom og udskåret med snirkler og løvværk? Netop sådant et stod der i en dagligstue, det var arvet fra oldemor, og udskåret med roser og tulipaner fra øverst til nederst. Der var de underligste snirkler og mellem dem stak små hjorte hovedet frem med deres mange takker, men midt på skabet var der udskåret en hel mand, han var rigtignok grinagtig at se på og grine gjorde han, man kunne ikke kalde det at le, og han havde gedebukke-ben, små horn i panden og et langt skæg. Børnene i stuen kaldte ham
altid ”Gedebukkebens-overogundergeneral-krigskommandér-sergenten”, for det var et svært navn at sige, og der er ikke mange, der får den titel. Men at lade ham skære ud i træ det var også noget. Dog nu var han der jo! Altid så han hen mod bordet under spejlet, for der stod en yndig lille hyrdinde af porcelæn. Skoene var forgyldt, kjolen nydelig hæftet op med en rød rose og så havde hun guldhat og hyrdestav. Hun var dejlig. Tæt ved hende stod en lille skorstensfejer, så sort som et kul, men i øvrigt også af porcelæn. Han var lige så ren og pæn som nogen anden, at han var skorstensfejer, det var jo bare noget han forestillede. Porcelænsmageren kunne lige så godt have gjort ham til en prins, han var lavet af det samme!
Der stod han med sin stige så nydeligt, og med et ansigt, så hvidt og rødt som en pige - og det var egentligt en fejl, for lidt sort i ansigtet kunne han godt have været. Han stod ganske nær ved hyrdinden. De var begge to blevet stillet hvor de stod, og da de nu var stillet, så havde de forlovet sig, de passede jo til hinanden, og de var unge folk, de var af samme slags porcelæn og begge lige skrøbelige.
Tæt ved dem stod der en dukke mere, der var tre gange større, det var en gammel kineser, som kunne nikke med hovedet. Han var også af porcelæn og sagde at han var bedstefader til den lille hyrdinde, men det kunne han nok ikke bevise. Han påstod at han havde magt over hende, og derfor havde han nikket til ”Gedebukkebens-overogundergeneral-krigskommandér-sergenten”, der friede til den lille hyrdinde.
”Der får du en mand,” sagde den gamle kineser, ”en mand, som jeg næsten tror er af mahognitræ, han kan gøre dig til ”Gedebukkebens-overogundergeneral-krigskommandér-sergentinde”, han har hele skabet fuldt af sølvtøj, foruden hvad han har i de hemmelige skuffer!”
”Jeg vil ikke ind i det mørke skab!” sagde den lille hyrdinde, “jeg har hørt sige, at han
derinde allerede har elleve porcelænskoner!” –
”Så kan du være den tolvte!” sagde kineseren, “i nat, så snart det knager i det gamle skab, skal I have bryllup, så sandt som jeg er en kineser!” og så nikkede han med hovedet og faldt i søvn.
Men den lille hyrdinde græd og så på sin hjertens-allerkæreste, porcelænsskorstensfejeren.
”Jeg tror jeg vil bede dig,” sagde hun, “om du vil gå med mig ud i den vide verden, for her kan vi ikke blive!”
”Jeg vil alt hvad du vil!” sagde den lille skorstensfejer, “lad os straks gå, jeg tror nok jeg kan ernære dig ved mit skorstensfejer-arbejde!”
”Bare vi allerede var godt nede af bordet!” sagde hun, “jeg bliver ikke glad før vi er ude i den vide verden!”
Og han trøstede hende og viste hvor hun skulle sætte sin lille fod på de udskårne kanter og på det forgyldte løvværk nede ved bordbenet, sin stige tog han også til hjælp og så var de nede på gulvet, men da de så hen til det gamle udskårne skab, var der en sådant uro derhenne. Alle de udskårne hjorte stak hovederne længere frem, rejste takkerne og drejede med halsen, ”Gedebukkebens-overogundergeneral-krigskommandér-sergenten” sprang højt i vejret, og råbte over til den gamle kineser: ”Nu løber de! Nu løber de!”
Da blev de lidt forskrækkede, og sprang hurtigt op i skuffen under forhøjningen ved vinduet.
Her lå tre-fire spil kort, som ikke var komplette og et lille dukketeater, der var rejst op, så godt det lod sig gøre. Der blev spillet komedie og alle damerne, både ruder og hjerter, klør og spar, sad på første række og viftede sig med og bag ved dem stod alle knægtene og viste at de havde hoved, både foroven og forneden, sådan som spillekort har det. Komedien handlede om to, som ikke måtte få hinanden, og hyrdinden græd over stykket, for det var ligesom hendes egen historie.
”Det kan jeg ikke holde ud!” sagde hun. ”Jeg må op af skuffen!” men da de kom ud på gulvet og så op til bordet, så var den gamle kineser vågnet, og rokkede med hele kroppen, han var jo en stor klump forneden!
”Nu kommer den gamle kineser!” skreg den lille hyrdinde og så faldt hun lige ned på sine porcelæns-knæ, så bedrøvet var hun.
”Jeg får en ide,” sagde skorstensfejeren, ”skal vi ikke krybe ned i den store duftekrukke med blomster der står i krogen, der kan vi ligge på roser og lavendler og kaste ham salt i øjnene når han kommer?”
”Det rækker ikke!” sagde hun, ”desuden ved jeg at den gamle kineser og dufte-krukken har været forlovede og der bliver altid lidt godhed tilbage når man sådan har haft et forhold! Nej, der er ikke andet at gøre end at gå ud i den vide verden!”
”Har du virkelig mod nok til at gå med mig ud i den vide verden?” spurgte skorstensfejeren. ”Har du tænkt over hvor stor den er, og at vi aldrig mere kan komme her tilbage?”
”Det har jeg!” sagde hun.
Og skorstensfejeren så temmelig stift på hende og så sagde han: ”Min vej går gennem skorstenen! Har du virkelig mod til at krybe med mig gennem kakkelovnen, både gennem tromlen og røret? Så kommer vi ud i selve skorstenen og der forstår jeg at komme rundt! Vi stiger så højt til vejrs at de ikke kan nå os, og øverst oppe er der et hul ud til den vide verden!”
Og han førte hende hen til kakkelovnsdøren.
”Der ser sort ud!” sagde hun, men hun gik dog med ham, både gennem tromlen og gennem røret, hvor der var bælgmørk nat.
”Nu er vi i skorstenen!” sagde han, ”og se, se: ovenover skinner den dejligste stjerne!”
Og det var en rigtig stjerne på himlen, der skinnede lige ned til dem, som om den ville vise dem vejen. Og de kravlede og de krøb, en gruelig vej var det, så højt, så højt. Men han løftede og lettede, han holdt hende og viste de bedste steder hvor hun skulle sætte sine små porcelænsfødder og så nåede de lige op til skorstens-kanten og på den satte de sig, for de var rigtignok trætte og det kunne de også godt tillade sig at være.
Himlen med alle sine stjerner var ovenover, og alle byens tage nedenunder. De så så vidt omkring, så langt ud i verden. Den stakkels hyrdinde havde aldrig tænkt sig det således, hun lagde sit lille hoved op til sin skorstensfejer og så græd hun, så at guldet sprang af hendes talje-bælte.
”Det er alt for meget!” sagde hun. “Det kan jeg ikke holde ud, verden er alt for stor! Gid jeg atter var på det lille bord under spejlet! Jeg bliver aldrig glad før jeg er tilbage igen! Og nu har jeg fulgt dig ud til den vide verden, nu kan du godt følge mig hjem igen, hvis du holder af mig!”
Og skorstensfejeren talte fornuftig for hende, talte om den gamle kineser og om ”Gedebukkebens-overogundergeneral-krigskommandér-sergenten”, men hun hulkede så forfærdeligt, og kyssede sin lille skorstensfejer, så han kunne ikke andet end at rette sig efter hende, selvom det var dumt.
Og så kravlede de igen med stor besværlighed ned igennem skorstenen, og de krøb gennem tromlen og røret, det var slet ikke rart, og så stod de i den mørke kakkelovn. Dér lurede de bag døren for at få at vide, hvordan det stod til inde i stuen. Der var ganske stille, de kiggede ud – ak, dér lå midt på gulvet den gamle kineser, han var faldet ned fra bordet, da han ville efter dem og lå nu slået i tre stykker. Hele ryggen var gået af i ét stykke og nikke-hovedet lå trillet hen i en krog. ”Gedebukkebens-overogundergeneral-krigskommandér-sergenten” stod hvor han altid havde stået og tænkte efter.
”Det er forfærdeligt!” sagde den lille hyrdinde, ”gamle bedstefader er slået i stykker, og vi er de skyldige! Det kommer jeg mig aldrig over!”, og så vred hun sine små bitte hænder.
”Han kan da stadig klinkes!” sagde skorstensfejeren. ”Han kan endda meget godt klinkes! – Vær bare ikke så oprevet! Når de limer ham i ryggen og giver ham en god klinke i nakken, så vil han være så god som ny igen og kan igen sige os mange ubehageligheder!”
”Tror du?” sagde hun. Og så krøb de op igen på bordet hvor de før havde stået.
”Se, så langt kom vi!” sagde skorstensfejeren, ”og der kunne vi have sparet os al den ulejlighed!”
”Bare vi havde den gamle bedstefader klinket!” sagde hyrdinden. ”Kan det være så dyrt?”
Og klinket blev han; familien lod ham lime i ryggen, han fik en god klinke i halsen, han var så god som ny, men nikke kunne han ikke.
”De er nok blevet temmelig stolt at se på, efter De har været slået i stykker!” sagde ”Gedebukkebens-overogundergeneral-krigskommandér-sergenten”, “jeg synes dog ikke, at det er noget at være så forfærdeligt stolt af! Skal jeg have hende eller skal jeg ikke have hende?”
Og skorstensfejeren og den lille hyrdinde så så rørende på den gamle kineser, de var så bange for at han skulle nikke, men han kunne ikke og det var ubehageligt for ham at fortælle en fremmed, at han hele tiden havde en klinke i nakken, og så blev de to porcelænsfolk sammen og de velsignede bedstefaders klinke og holdt af hinanden lige til de gik i stykker.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©