H.C. Andersen - Eventyr 032:
Holger Danske (1845)
Der er i Danmark et gammelt slot, som hedder Kronborg, det ligger lige ud til Øresund, hvor de store skibe hver dag sejler forbi i hundredvis, både engelske, russiske og germanske. De hilser med et kanonskud for det gamle slot: “bum!” og slottet svarer igen med kanoner: “bum!” for sådan siger kanonerne “god dag!” – “mange tak!” – Om vinteren sejler der ingen skibe, så er der is helt over til det svenske land, og det er ligesom en hel landevej, hvor både det danske flag og det svenske flag vajer, og danske og svenske folk siger hinanden: “god dag,” – “mange tak!”, men ikke med kanoner, nej med venligt håndtag, og den ene henter hvedebrød og kringler hos den anden, for fremmed mad smager bedst. Men det storslåede i det hele er dog det gamle Kronborg og under det er det at Holger Danskesidder i den dybe mørke kælder hvor ingen kommer, han er klædt i jern og stål og støtter sit hoved på de stærke arme. Hans lange skæg hænger ud over marmorbordet, hvortil det er vokset fast, han sover og drømmer, men i drømme ser han alt hvad der sker heroppe i Danmark. Hver juleaften kommer en Guds engel og siger ham at det, som han har drømt, er rigtigt og at han godt kan sove igen, for Danmark er endnu ikke i nogen alvorlig fare! Men kommer det i en, ja, så vil den gamle Holger Danskerejse sig så bordet revner, når han trækker skægget til sig. Så kommer han frem og slår så det høres i alle verdens lande.
Alt dette om Holger Danske sad en gammel bedstefader og fortalte sin lille sønnesøn og den lille dreng vidste, at hvad bedstefader sagde, det var sandt. Og mens den gamle sad og fortalte, så snittede han på et stort træbillede, det skulle forestille Holger Danske og skulle anbringes foran på et stort sejlskib, for den gamle bedstefader var billedskærer, og det er sådan en mand, som udskærer skibenes galionsfigurer, udformet efter skibets navn, og her havde han udskåret Holger Danske, der stod så rank og stolt med sit lange skæg og holdt det brede slagsværd i den ene hånd, mens han støttede den anden hånd på det danske våbenskjold.
Og den gamle bedstefader fortalte så meget om mærkelige danske mænd og kvinder, at den lille sønnesøn til sidst syntes, at nu vidste han lige så meget, som Holger Danske kunne vide, for han drømte jo kun om ham. Og da den lille kom i sin seng, tænkte han så meget derpå, at han knugede sin hage stramt til sengedynen og nu syntes at han havde et langt skæg, der var vokset fast i den.
Men den gamle bedstefader blev siddende ved sit arbejde og snittede på den sidste del, det var det danske våbenskjold. Og nu var han færdig, og han så på det hele og han tænkte på alt, hvad han havde læst og hørt og hvad han i aften havde fortalt den lille dreng, og han nikkede og tørrede sine briller, satte dem på igen og sagde: “Ja, i min tid vågner Holger Danske nok ikke! Men drengen der i sengen kan måske få ham at se og være med når det rigtigt gælder,” og den gamle bedstefader nikkede, og jo mere han så på sin Holger Danske, des tydeligere blev det for ham at det var et godt billede han der havde gjort. Og han syntes at det nu havde fået de rigtige farver, og at rustningen skinnede som jern og stål. Hjerterne i det danske våbenskjold blev mere og mere røde og løverne sprang med guldkroner på.
“Det er dog det dejligste våbenskjold nogen i verden har!” sagde den gamle. “Løverne er styrke og hjerterne er mildhed og kærlighed!” og han så på den øverste løve og tænkte på kong Knud den Store, der bandt det store England til Danmarks kongestol, og han så på den anden løve og tænkte på Valdemar den Store, som samlede Danmark og betvang de vendiske lande mod syd. Han så på den tredje løve og tænkte på Margrethe I som forenede Danmark, Sverige og Norge, men idet han så på de røde hjerter, så skinnede de endnu stærkere end før, de blev til flammer som bevægede sig, og hans tanke fulgte hver af dem.
Den første flamme førte ham ind i et snævert mørkt fængsel. Der sad en fange, en dejlig kvinde, Christian den Fjerdes datter: Leonore Christina Ulfeldt, og flammen satte sig som en rose på hendes bryst og blomstrede sammen med hendes hjerte – hun, den ædleste og bedste af alle danske kvinder.
“Ja, det er et hjerte i Danmarks våben!” sagde den gamle bedstefader.
Og hans tanker fulgte flammen, som førte ham ud på havet, hvor kanonerne buldrede, hvor skibene lå indhyllet i røg, og flammen hæftede sig som et ordensbånd på søofficer Ivar Hvitfeldts bryst, mens han for at frelse den danske flåde sprængte sig og sit skib i luften ved slaget i Køge Bugt i 1710.
Og den tredje flamme førte ham til Grønlands usle hytter hvor præsten Hans Egede stod med kærlighed i ord og gerning, flammen var en stjerne på hans bryst, et hjerte til det danske våbenskjold.
Og den gamle bedstefaders tanker gik foran den svævende flamme, for hans tanke vidste hvor flammen ville hen. I bondekonens fattige stue stod Frederik den Sjette og skrev sit navn med kridt på bjælken, som en hilsen til bonden. Flammen bævede i hans bryst, bævede i hans hjerte, i bondens stue blev hans hjerte et hjerte i Danmarks våben. Og den gamle bedstefader tørrede sine øjne, for han havde kendt og levet for Kong Frederik med de sølvhvide hår og de ærlige blå øjne, og han foldede sine hænder og så stille frem for sig. Da kom den gamle bedstefaders svigerdatter og sagde at det var blevet sent, nu skulle han hvile, og at aftenbordet var dækket.
“Men dejligt er det dog hvad du der har lavet, bedstefader!” sagde hun. “Holger Danske og hele vort gamle våbenskjold! – Det er ligesom om jeg havde set det ansigt før!”
“Nej, det har du nok ikke!” sagde den gamle bedstefader, “men jeg har set det, og jeg har bestræbt mig på at snitte det i træ, sådan som jeg husker det. Den gang lå englænderne på Rheden i København, den danske ”2. april 1801”, da vi viste at vi var gode, gamle danskere! På skibet “Danmark” hvor jeg hørte til søofficer Steen Billes mandskab, havde jeg en mand ved min side. Det var, som om englændernes kuglerne var bange for ham! Lystig sang han gamle viser og skød og kæmpede, som var han mere end et menneske. Jeg husker hans ansigt endnu, men hvorfra han kom, hvorhen han gik, ved jeg ikke, ingen ved det. Jeg har tit tænkt, at det nok var gamle Holger Danske selv, der var svømmet ned fra Kronborg og hjalp os i farens stund. Det var nu min tanke og dér står hans billede!”
Og træfiguren kastede sin store skygge op ad væggen, selv helt op i loftet; det så ud, som var det den virkelige Holger Danske selv, som stod der bagved, for skyggen rørte sig, men det kunne da også være fordi flammen i lyset brændte lidt uroligt. Og svigerdatteren kyssede den gamle bedstefader og førte ham hen i den store lænestol foran bordet, og hun og hendes mand, som jo var den gamle bedstefaders søn og far til den lille dreng der lå i sengen, sad og spiste deres aftensmad, og den gamle bedstefader talte om de danske løver og de danske hjerter, om styrken og mildheden, og ganske tydeligt forklarede han, at der var endnu en styrke foruden den der lå i sværdet og han pegede på hylden hvor der lå gamle bøger, hvor alle Holbergs komedier lå. De var blevet læst så tit, for de var så morsomme, og fordi man tydeligt genkendte alle personerne fra gamle dage.
“Se, Ludvig Holberg vidste også hvordan man udskærer!” sagde den gamle bedstefar; “han har hugget det gale og det kantede af folk, så langt han kunne!” Og gamle bedstefader nikkede hen til spejlet, hvor kalenderen stod med “Rundetårns Observatorium” på forsiden og så sagde han: “Tycho Brahe, han var også en, som brugte sværdet - ikke til at hugge i kød og ben, men til at hugge en tydeligere vej op imellem alle himlens stjerner! – Og Thorvaldsen, hvis far var billedskærer som jeg, ham har vi selv set inde i København, med det hvide hår og de stærke skuldre – Bertel Thorvaldsen, som nævnes i alle verdens lande! Ja, han kunne hugge, jeg kan kun snitte! Jo, Holger Danske kan udformes på mange måder, så der i alle verdens lande høres om Danmarks styrke! Skal vi så drikke Bertels skål!”
Men den lille dreng i sengen så tydeligt det gamle Kronborg med Øresund, den virkelige Holger Danske som sad dybt dernede i slottets kasematter med skægget vokset fast i marmorbordet og drømte om alt hvad der sker her oppe. Holger Danske drømte også om den lille fattige stue, hvor billedsnitteren sad, han hørte alt hvad der blev talt om og han nikkede i drømme og sagde:
“Ja, husk kun på mig, I danske folk! Behold mig i jeres tanke! Jeg kommer i nødens time!”
Og uden for Kronborg skinnede den klare dag og vinden bar jægerhornets toner over fra skovene i nabolandet Sverige, og skibene sejlede forbi ude på Øresund og hilste: “bum! bum!” og fra Kronborg svaredes der: “bum! bum!” Men Holger Danske vågnede ikke, hvor stærkt de end skød, for det var jo bare: “God dag!” – “Mange tak!” Der skal skydes helt anderledes, før han vil vågne, men han vågner nok, for der er krummer i Holger Danske!
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©