H.C. Andersen - Eventyr 033:
Den gamle gadelygte (1847)
Har du hørt historien om den gamle gadelygte? Den er slet ikke særlig morsom, men man kan altid høre den én gang. Det var sådan en skikkelig gammel gadelygte, som i mange, mange år havde gjort tjeneste, men nu skulle kasseres. Det var den sidste aften, den sad på sin lygtepæl og lyste i gaden, og den havde det som en gammel balletdanserinde, som danser den sidste aften og godt ved at i morgen er hun betragtet som kasseret. Lygten havde sådan en skræk for morgendagen, for den vidste, at den skulle på rådhuset og bedømmes af byens “seksogtredve borgermænd”, om den var brugelig eller ikke-brugelig. Da ville det blive bestemt om den skulle sendes ud til Nørrebro eller Vesterbro og lyse dér, eller ud på landet i en fabrik. Måske gik den lige til en jernstøber og blev smeltet om, og så kunne den jo rigtignok blive til alting, men det pinte den, at den ikke vidste om den beholdt erindringen om, at den engang havde været gadelygte. – Ligemeget hvordan det end gik ville den blive skilt fra vægteren og hans kone, som den betragtede som sin familie. Den blev lygte da han blev vægter. Konen var den gang fin på det, kun om aftenen når hun gik forbi lygten så hun til den, men aldrig om dagen. Nu derimod, i de sidste år, da de alle tre var blevet gamle - vægteren, konen og lygten - havde konen også plejet den, pudset lampen og kommet tran-olie i den. Ærlige folk var de, det ægtepar, de havde ikke bedraget lygten for en dråbe olie og brugt det selv. Det var den sidste aften i gaden og i morgen skulle den på rådhuset, det var to mørke tanker for lygten, og så kan man nok forestille sig hvordan den brændte den aften. Men der gik også andre tanker igennem den. Der var så meget, den havde set og så meget, den havde lyst til, måske lige så meget som “de seksogtredve mænd”, men det sagde den ikke, for det var en velopdragen gammel lygte, den ville ikke fornærme nogen, allermindst rådhusets folk.
Den huskede så meget, og imellem blussede flammen op inde i den, det var som havde den en følelse af: “Ja, man husker også mig! Der var nu den smukke unge mand, – ja, det er mange år siden! Han kom med et brev, det var på rosenrødt papir, så fint, så fint og med guldkant, det var så nydeligt skrevet, af en damehånd. Han læste det to gange og han kyssede det og han så op til mig med sine to øjne, de sagde ”jeg er det lykkeligste menneske” – ja, kun han og jeg vidste hvad der stod i det første brev fra kæresten. – Jeg husker også to andre øjne, ja det er underligt som man kan springe med tankerne! Her i gaden var en fornem begravelse, den unge smukke frue lå i ligkisten på en fløjlsbetrukket ligvogn, der var så mange blomster og kranse, der lyste så mange fakler, at jeg blev helt usynlig af det. Hele fortovet var fuldt med mennesker, de fulgte alle med ligtoget, men da faklerne var ude af syne og jeg så mig omkring, stod der stadig en person ved pælen og græd, jeg glemmer aldrig de to sorgens øjne, der så ind i mig!”
Sådan gik der mange tanker gennem den gamle gadelygte, som i aften lyste for sidste gang. Skildvagten, som afløses, kender dog sin efterfølger, og kan sige ham et par ord, men lygten kendte ikke sin og den kunne dog give ham et og andet vink, om regn og rusk, om hvorvidt måneskinnet lyste ind på fortovet og fra hvad retning vinden blæste.
På kantstenen stod tre sære størrelser, som havde præsenteret sig for lygten, fordi de troede at det var den, som gav lygtens embede videre: den ene af disse var et sildehoved, for det lyser i mørke, og det mente at det kunne jo være en sand tranolie-besparelse, hvis det kom på lygtepælen. Den anden var et stykke trøske, ir-grønt råddent træ, der også skinner, og det ”altid mere end en klipfisk” - det sagde den selv! Desuden var den det sidste stykke af et træ, som engang havde været en pragt og pryd for skoven. Den tredje var det man kalder en sankthans-orm,og hvor den var kommet fra, forstod lygten ikke, men lyste gjorde den. Men det gamle selvlysende trøske og sildehovedet understregede, at det var kun på visse tidspunkter, at sankthans-ormen lyste, og at den derfor aldrig kunne komme i betragtning.
Den gamle lygte sagde at ingen af dem lyste stærkt nok til at være gadelygte, men det troede ingen af dem på, og da de hørte at lygten ikke selv bestemte sin afløser, sagde de, at det var meget glædeligt, for den var da også alt for gammel og affældig til at den kunne vælge.
I det samme kom vinden fra gadehjørnet, den susede gennem røghætten øverst på den gamle lygte, og sagde til den: “Hvad er det for noget, jeg hører, skal du bort i morgen? Er det den sidste aften jeg skal træffe dig her? Ja, så skal du have en gave! Nu lufter jeg op i din hjernekasse, så du klart og tydeligt ikke alene skal kunne huske hvad du har hørt og set, men også - når der fortælles eller læses noget - skal være så klarhovedet, at du også ser det for dig!”
“Ja, det er en meget stor gave!” sagde den gamle gadelygte, “mange tak! Bare jeg ikke bliver støbt om!”
“Det sker ikke endnu!” sagde vinden, “og nu blæser jeg din hukommelse op. Og kan du få flere gaver af den slags, så kan du få en ganske fornøjelig alderdom!”
“Bare jeg ikke bliver støbt om!!” sagde lygten, “ - for kan du da også sikre mig hukommelsen?” –
“Gamle lygte, vær fornuftig!” sagde vinden, og så blæste den. – I det samme kom Månen frem. “Hvad giver De til lygten?” spurgte vinden.
“Jeg giver ingen ting!” sagde den, “jeg er jo i aftagende for tiden, og lygterne har iøvrigt aldrig lyst for mig, men jeg har lyst for lygterne!” Og så gik månen bag ved skyerne igen, for den ville ikke plages. Da faldt en vanddråbe lige på røghætten, den var som et tagdryp, men dråben sagde, at den kom fra de grå skyer og også var en gave, og måske den allerbedste. Jeg trænger ind i dig, så at du får den evne, at du i en nat, når du ønsker dig det, kan gå over i rust, så du falder helt sammen og bliver til støv. Men det syntes lygten var en dårlig gave og vinden syntes det samme. “Er der ingen bedre, er der ingen bedre?” blæste den så højt den kunne. Da faldt et skinnende stjerneskud, det lyste i en lang stribe.
“Hvad var det?” råbte sildehovedet, “faldt der ikke lige en stjerne ned? Jeg tror den gik i lygten! – Nå, hvis embedet også søges af så højtstående, så kan vi gå at lægge os!” Og det gjorde sildehovedet, og de to andre med. Men den gamle lygte lyste nu pludselig så forunderligt stærkt: “Det var en dejlig gave!” sagde den. “De klare stjerner, som jeg altid har fornøjet mig så meget over, og som skinner så dejligt, som jeg aldrig har kunnet skinne, skønt det var min hele stræben, de har lagt mærke til mig fattige gamle lygte og sendt en stjerne ned med en gave til mig, der består i den evne, at alt hvad jeg selv husker og ser rigtig tydeligt, skal også kunne ses af dem, jeg holder af! Og først dette er den sande fornøjelse, for når man ikke kan dele glæden over det man ser med andre, så er det kun en halv glæde!”
“Det er meget godt tænkt!” sagde vinden, “men du ved nok ikke at der hører vokslys til. Hvis ikke der bliver sat et tændt vokslys inden i dig, er der ingen af de andre, der kan se noget ved dig. Det har stjernerne ikke tænkt på, de tror at alt hvad der skinner, også har mindst et vokslys i sig. Men nu er jeg træt!” sagde vinden, “nu vil jeg lægge mig!” og så lagde den sig.
Næste dag – – ja næste dag kan vi springe over, men næste aften lå lygten i en lænestol, og hvor -? Hos den gamle vægter. Han havde af “de seksogtredve mænd” bedt om – for sin lange, tro tjeneste – at måtte beholde den gamle lygte. De lo af ham, da han bad om det og så gav de ham den, og nu lå lygten i lænestolen tæt ved den varme kakkelovn. Det var som om den var blevet større, den fyldte næsten hele stolen. Og det gamle vægterpar sad ved aftensmaden og kastede milde øjne hen til den gamle lygte, som de også gerne havde givet plads ved bordet. Det var jo rigtignok i en kælder de boede, og man måtte gennem en stenbelagt forstue for at komme ind i stuen, men lunt var her, for der var tæpper for dørene. Rent og pænt så her ud, gardiner rundt om sengestedet, og over de små vinduer, hvor der oppe på karmene stod to underlige urtepotter. Matros Christian havde bragt dem hjem fra Ostindien eller Vestindien, det var to elefanter af lertøj. Deres ryg manglede, men i stedet blomstrede der af den ene purløg ud af jorden, som var lagt deri, det var de gamle folks køkkenhave. I den anden voksede en stor blomstrende geranie, det var deres blomsterhave. På væggen hang et stort kulørt billede af “Kongressen i Wien 1815”, der havde de alle Europas konger og kejsere samlet på en gang! – Et bornholmsk ur med tunge blylodder gik “Tik! Tak!” og altid lidt for hurtigt, men det var bedre end det gik for langsomt, sagde de gamle folk. De spiste deres aftensmad, og den gamle gadelygte lå som sagt i lænestolen tæt ved den varme kakkelovn. Det var for lygten, som om der var vendt op og ned på hele verden. – Men da den gamle vægter så på den og talte om hvad de to havde oplevet med hinanden, i regn og i rusk, i de klare, korte sommernætter og når sneen susede, så det var godt at komme ind i kælderskuret, da var alt igen i orden for den gamle lygte, for den så det, som om det hele var der endnu. Jo, vinden havde rigtignok godt lyst op inde i den! –
De var så flittige og så flinke, de gamle folk, ikke en time blev døset hen, og søndag eftermiddag kom der en eller anden bog frem, helst en rejsebeskrivelse, og den gamle mand læste højt om Afrika, om de store skove og elefanterne, som gik vilde omkring, og den gamle kone hørte sådan efter og kiggede så hen til ler-elefanterne, der var blevet urtepotter! – “Jeg kan næsten forestille mig det!” sagde hun. Og lygten ønskede så inderligt at der var et vokslys at tænde og sætte inden i den, så skulle hun virkelig se alt, sådan som lygten så det: de høje træer, de tætte grene slyngede i hinanden, de nøgne sorte mennesker til hest og hele flokke af elefanter, som med deres brede fødder knuste rør og buske.
“Hvad kan alle mine evner hjælpe, når der ingen vokslys er?” sukkede lygten, “de har kun tranolie og billige tællelys, og det er ikke nok!”
En dag kom der et helt bundt vokslys-stumper til parret i kælderen, de største stykker blev brændt og de mindre brugte den gamle kone til at vokse sin tråd med når hun syede. Vokslys var der altså, men de faldt ikke på at sætte et lille stykke lys i lygten.
“Her står jeg med mine sjældne evner!” sagde lygten, “jeg har alt indeni mig, men jeg kan ikke dele det med dem! De ved ikke, at jeg kan forvandle de hvide vægge til de dejligste tapeter, til rige skove, til alt hvad de kunne ønske sig! – De ved det ikke!”
Lygten stod i øvrigt renskuret og pæn i en krog hvor den altid faldt i øjnene. Folk sagde rigtig nok at den var et skrummel, men det brød de gamle sig ikke om, de holdt af lygten.
En dag, det var den gamle vægters fødselsdag, kom den gamle kone hen til lygten, smilede så småt og sagde: “Jeg vil oplyse dig for ham!” og lygten knagede i blikhætten, for den tænkte: “Nu går lyset op for dem!” men der kom kun tranolie og ingen vokslys. Den brændte hele aftnen, men vidste nu at den gave, stjernerne havde givet den, den bedste gave af alle, blev en død skat i dette liv. Da drømte den – og når man har de evner, kan man nok drømme – at de gamle folk var døde, og at den selv var kommet til en jernstøber og skulle smeltes om, den var lige så bange som da den skulle på rådhuset og bedømmes af de “seksogtredve mænd,” men selvom den havde evnen at kunne falde sammen i rust og støv, når den ønskede sig det, så gjorde den det dog ikke, og så kom den i smelteovnen, og blev til den dejligste jernlysestage, hvori nogen ville sætte et vokslys. Den havde form af en engel, der bar en buket og midt i buketten blev vokslyset sat og lysestagen fik plads på et grønt skrivebord, og værelset var så hyggeligt, der stod mange bøger, der hang dejlige billeder, det var hos en digter, og alt hvad han tænkte og skrev, det rullede op rundt omkring, stuen blev til dybe mørke skove, til solbelyste enge, hvor storken gik og spankede, og blev til skibsdækket højt på det svulmende hav! –
“Hvilke evner jeg dog har!” sagde den gamle lygte, da den vågnede fra drømmen. “Jeg kunne næsten længes efter at blive smeltet om! Dog - nej, det må ikke ske så længe de gamle folk lever! De holder af mig! Jeg er jo som et barn for dem og de har skuret mig og de har givet mig tranolie, og jeg har det lige så godt som ”Kongressen”, der jo er sådant noget fornemt noget!”
Og fra den tid havde den mere indre ro, og det fortjente den skikkelige gamle gadelygte.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©