034.Nabofamilierne (1847)

H.C. Andersen - Eventyr 034:

Nabofamilierne (1847)

Original + 2019-version

Man skulle rigtignok tro at der var noget på færde i gadekæret, men der var ikke noget på færde! Alle ænderne - mens de lå på vandet, eller stod på hovedet, for det kan de! - gik med et lige på land. Man kunne i det våde ler se sporene af deres fødder, og man kunne et langt stykke derfra høre at de skreg. Vandet kom pludselig i bevægelse, og lige før havde det været helt stille og blankt som et spejlglas: man så nede i vandet hvert træ, hver busk, og det gamle bondehus med hullerne i gavlen og svalereden, men især det store rosentræ fuldt af blomster, der hang fra muren næsten lige ud over vandet, og nede i gadekæret stod det hele, ligesom et maleri, men alt sammen stod på hovedet. Og da vandet nu kom i bevægelse, så løb det ene billede ind i det andet, og hele billedet var snart væk. To andefjer, der faldt af ænderne, som fløj, vippede op og ned, med et fik de fart, som om der var vind - men der var ingen vind! - og så lå de stille igen, og vandet blev spejlglat igen, man så nu tydeligt gavlen med svalereden, og rosentræet. Hver rose spejlede sig, de var så dejlige, men de vidste det ikke selv, for ingen havde sagt det til dem. Solen skinnede ind imellem de fine blade, der var så fyldt med duft; og det var for hver rose, ligesom for os, når vi er helt lyksalige, dybt i vore egne tanker.

“Hvor er det dejligt at være til!” sagde hver rose, “det eneste jeg kunne ønske, var at jeg kunne kysse solen, fordi den er så varm og klar. – Ja, roserne dernede i vandet ville jeg også kysse, de ligner os fuldstændig. Og jeg ville kysse de søde fugleunger dernede i reden, ja der er også nogle oven over os! De stikker hovederne ud og pipper så småt, de har slet ingen fjer, som deres far og mor. Det er gode naboer vi har, både dem oven over og neden under. Oh, hvor er det dejligt at være til!”

De små unger oppe og nede, – ja de nede i vandet var kun en afglans af de andre, oppe – var spurve, for deres far og mor var spurve. De havde taget den tomme svalerede fra sidste år, i den lå de og følte sig hjemme.

“Er det ællingebørn, som svømmer der?” spurgte spurveungerne, da de så andefjerene drive afsted på vandet.

“Stil kun fornuftige spørgsmål når I spørger,” sagde deres mor. “Ser I ikke, at det er fjer, en slags levende kjolesæt, som jeg har det og som I får det, men vort er finere end dét der! Gid vi ellers havde de fjer heroppe i reden, for de varmer. Jeg gad vide hvad det var, som forskrækkede ænderne? Der må have været noget i vandet, for mig var det vist ikke, selvom jeg rigtig nok sagde et noget stærkt Piptil jer! De tykhovedede roser burde vide det, men de véd ingen ting, de ser kun på sig selv og lugter. Jeg er inderlig ked af de naboer!” –

“Hør de søde små fugle deroppe!” sagde roserne, “de begynder nu også på at ville synge! – De kan ikke, men det kommer nok! – Hvor det må være en stor fornøjelse! Det er ganske morsomt at have sådanne lystige og muntre naboer!” –

I galop kom i det samme to heste - de skulle vandes. En bondedreng sad på den ene, og han havde taget alt sit tøj af undtagen sin sorte hat - den var så stor og bred. Drengen fløjtede, ligesom om han var en lille fugl, og red så ud på det dybeste sted i gadekæret, og da han kom over mod rosentræet, rev han en af roserne af og satte i hatten, så syntes han at han var rigtig pyntet, og red så bort med den. De andre roser så efter deres søster, og spurgte hinanden: “Hvor rejste hun hen?” men det vidste ingen.

“Jeg gad nok komme ud i verden!” sagde den ene til den anden, “men her hjemme i vort eget grønne er der også dejligt! Om dagen er solen så varm og om natten skinner himlen endnu smukkere! Det kan vi se igennem de mange små huller, der er på den!”

Det var stjernerne, som de troede hver var et hul, for roserne vidste ikke bedre.

“Vi liver op om huset,” sagde spurvemoderen, “og svalereder bringer lykke,” siger folk; “derfor er de glade for at have os! Men de naboer der, sådan en hel rosenbusk op ad muren, skaber fugtighed. Jeg tænker den kommer nok bort, og så kan der dog gro korn. Roser er kun dejlige at se på og at lugte til, eller højst at sætte i hatten. Hvert år, det véd jeg fra min mor, så falder de af, bondekonen sylter dem med salt, de får et fransk navn, som jeg ikke kan sige, og heller ikke går særlig meget op i. Og så lægges de på ilden, når der skal lugte godt. Se, det er deres liv, de er kun for øjne og næse. Nu véd I det!”

Da det blev aften og myggene dansede i den varme luft, hvor skyerne var så røde, kom nattergalen og sang for roserne om at ”det skønne” var ligesom solskinnet i denne verden, og at ”det skønne” altid levede. Men roserne troede at nattergalen sang om sig selv og det kunne man jo også godt tro. Det faldt dem slet ikke ind, at sangen var for dem, men de var dog glade for den og tænkte på, om ikke alle de små spurveunger også engang ville blive til nattergale?

“Jeg forstod meget godt hvad den fugl sang” sagde spurveungerne, “der var bare ét ord, jeg ikke forstod: Hvad er ”det skønne”?”

“Det er ingenting!” sagde spurvemoderen, “det er bare sådan en slags udseende. Oppe på herregården, hvor duerne har deres eget hus, og hver dag får ærter og korn strøet ud i gården, – jeg har spist med dem og det skal I også komme til! Sig mig, hvem du omgås, så skal jeg sige dig, hvem du ér! – ja, der oppe på herregården har de to store fugle med grønne halse og en top på hovedet. Halen kan brede sig ud, som var den et stort hjul, og den har alle mulige kulører, så at det gør helt ondt i øjnene - påfugle kaldes de, og de er også ”det skønne”! De skulle dog bare pilles lidt, da så de ikke anderledes ud end vi andre. Jeg havde hakket dem, hvis de ikke havde været så store!”

“Jeg vil hakke dem!” sagde den mindste spurveunge og han havde endda ikke engang fået fjer.

Inde i bondehuset boede to unge folk. De holdt så meget af hinanden, de var så flittige og friske, der var så nydeligt hos dem. Søndag morgen gik den unge kone ud, tog en hel håndfuld af de smukkeste roser, satte dem i vandglasset og stillede det midt på dragkisten.

“Nu kan jeg se, det er søndag!” sagde manden, kyssede sin søde, lille kone, og de satte sig ned, læste en salme, holdt hinanden i hænderne, og solen skinnede ind af vinduerne på de friske roser og på de unge folk.

“Det er jeg træt af at se på!” sagde gråspurvemoderen, som fra reden kiggede lige ind i stuen. Og så fløj hun.

Det samme gjorde hun næste søndag, for hver søndag kom der friske roser i glasset og alligevel blomstrede rosenhækken lige så smukt som før. Spurveungerne, der nu havde fået fjer, ville gerne flyve med, men moderen sagde: “I bli´r!” Og så blev de. – Hun fløj, men hvordan det nu skete, så hang hun pludselig fast i en fuglefælde lavet af hestehår, som nogle drenge havde bundet på en gren. Hestehårene trak sig fast om benet på spurven, oh - så fast, som om benet skulle skæres over. Det var en pine, det var en skræk. Drengene sprang til og greb fast om fuglen, og de greb så frygtelig hårdt. “Det er ikke andet end en spurv!” sagde de, men de lod den dog ikke flyve igen, de gik hjem med den og hver gang den skreg, slog de den på næbbet.

Inde i bondegården stod der en gammel karl, der forstod at lave sæbe til skægget og til hænderne, sæbe formet i kugler og sæbe i små stykker. Det var sådan en omvandrende lystig gammel mand, og da han så gråspurven, som drengene kom med, og som de sagde at de slet ikke brød sig om, sagde han: “Skal vi gøre den skøn?” Og det gøs i spurvemoderen, da han sagde det. Og op af sin kasse, hvor der lå de dejligste farver, tog han en hel mængde tyndt, skinnende bladguld, og drengene måtte løbe ind for at skaffe et æg, og af det tog han æggehviden og den smurte han hele fuglen over med, og klistrede så bladguldet på - så var spurvemoderen forgyldt! Men spurven tænkte ikke på den pynt, hun rystede over hele kroppen. Og sæbemanden tog en rød lap, han rev den ud af foret i sin gamle trøje, klippede lappen til som en takket hanekam, og klistrede den på hovedet af fuglen.

“Nu skal I se guldfuglen flyve!” sagde han og slap så gråspurven, der i forfærdelse fløj afsted i det klare solskin. Nej, hvor den skinnede! Alle gråspurve, selv en stor krage, og det var ingen årsunge, blev helt forskrækkede over det syn, men de fløj dog bagefter den, for de ville vide hvad det var for en fremmed fugl.

“Hvor-fra? Hvor-fra?” skreg kragen.

“Tøv lidt! Tøv lidt!” sagde spurvene. Men den ville ikke tøve lidt, i angst og forfærdelse fløj hun hjemad. Hun var nærved at synke til jorden og hele tiden kom der flere fugle til, små og store: nogle fløj helt tæt ind på den for at hakke løs på den. “Sikken én! Sikken én!” skreg de alle sammen!

“Sikken én! Sikken én!” skreg ungerne, da hun kom hen imod reden. “Det er sikkert en påfugleunge med alle de farver, som skærer i øjnene, som mor sagde. Pip! Det er ”det skønne”!” Og så hakkede de med deres små næb, så det ikke var muligt for hende at slippe ind, og hun var så forfærdet, at hun ikke længere kunne sige pip, eller sige: Jeg er jeres mor. Også de andre fugle hakkede den, så hver fjer gik af, og blodig sank spurvemoderen ned i rosenhækken.

“Det stakkels dyr!” sagde roserne. “Kom, vi skal skjule dig! Læn dit lille hoved op til os!”

Spurvemoderen bredte endnu engang vingerne ud, knugede dem så fast til sig igen og var nu død hos nabofamilien, de friske, smukke roser.

“Pip!” sagde spurveungerne i reden. “Hvor mutter bliver af, det kan jeg ikke begribe! Det skulle vel ikke være hendes plan, at vi nu må klare os selv? Huset har hun ladet os beholde som arvegods, men hvem af os skal have det alene, når vi får familie?”

“Ja, jeg kan ikke have jer andre her, når jeg udvider mig med kone og børn!” sagde den mindste.

“Jeg får nok flere koner og børn end du!” sagde den anden.

“Men jeg er ældst!” sagde en tredje. Alle sammen kom de op at skændes, de slog med vingerne, hakkede med næbbet, og bums!, så blev den ene efter den anden puffet ud af reden. Der lå de, og vrede var de. Hovedet drejede de helt om på den ene side og så plirrede det øje, som vendte op - det var nu deres måde at surmule på.

Lidt kunne de flyve, og så øvede de sig noget mere, og blev til sidst enige om, at for at kunne kende hinanden igen når de mødtes i verden, ville de sige pip og skrabe tre gange med det venstre ben.

Den unge, som blev tilbage i reden, gjorde sig så bred den kunne, den var jo nu husejer, men længe varede det ikke. – Om natten skinnede den røde ild gennem ruderne, flammerne slog frem under taget, det tørre stråtag gik op i lys lue, hele huset brændte, og spurveungen med. De unge folk kom derimod lykkeligt væk.

Da solen næste morgen var oppe og alt syntes så forfrisket, som efter en mild nattesøvn, stod der ikke andet tilbage af bondehuset end nogle sorte, forkullede bjælker, der hældede sig op til skorstenen, som var sin egen herre. Det røg stærkt fra husgrunden, men foran stod frisk og blomstrende hele rosentræet, der spejlede hver gren og hver blomst i det stille vand.

“Nej, hvor dejligt de roser står der foran det nedbrændte hus!” råbte en mand, som kom forbi. “Det er det yndigste lille billede! Det må jeg male!” og manden tog en lille bog med hvide blade op af lommen, og han tog sin blyant, for han var en maler, og tegnede så først husgrundens rygende grus, de forkullede bjælker op til den hældende skorsten - for den hældede mere og mere - og allerforrest den store, blomstrende rosenhæk, den var rigtignok dejlig, og var jo også den vigtigste grund til at det hele blev tegnet.

Op ad dagen kom to af gråspurvene, som var født her. “Hvor er huset?” sagde de, “og hvor er reden? – Pip! Alting er brændt op og vor stærke bror er brændt med! Det fik han fordi han beholdt reden. – Men roserne er sluppet godt fra det, de står endnu med røde kinder. De sørger da ikke over naboens ulykke. Ja, jeg taler ikke til dem, og grimt er her, det er nu min mening!” Så fløj de.

Ud på efteråret var det en dejlig solskinsdag, man kunne ligefrem tro, at det var midt om sommeren. Der var så tørt og rent i gården foran den store trappe hos herremandens, og dér gik duerne, både sorte og hvide og violette, de glinsede i solskinnet og de gamle duemødre brusede sig op og sagde til ungerne: “Stå i gruppe! Stå i gruppe!” – for så tog de sig bedre ud.

“Hvad er det små grå, der løber mellem os?” spurgte en gammel due, som havde rødt og grønt igennem øjnene. “Små grå! Små grå!” sagde hun.

“Det er spurve! Skikkelige dyr! Og vi duer har altid haft ord for at være fromme, og så får vi lade spurvene pille lidt mad op! – De taler jo ikke med og skraber så nydeligt med benet!”

Ja, de skrabede, tre gange skrabede de med det venstre ben, men de sagde også pip og så genkendte de hinanden: det var tre spurve fra det afbrændte hus. –

“Her er overmåde godt at æde!” sagde spurvene.

Og duerne gik rundt om hinanden, brystede sig og havde indvendigt deres egen mening.

“Ser du markduen dér?” sagde den ene om den anden, “og ser du hende, hvor hun sluger ærter? Hun får for mange, hun får de bedste! kurr-kurr! Ser du hvor hun der bliver skaldet i kammen! Ser du det søde, men arrige dyr - knurre, knurre!” Og så skinnede øjnene rødt på dem alle sammen af arrighed. “Stå i gruppe, stå i gruppe! Små grå, små grå! Knurre, knurre, kurre!” - sådan gik det i et væk og sådan går det stadigvæk om tusinde år.

Gråspurvene spiste godt, og de hørte godt, ja de stillede sig endda op, men det klædte dem ikke. Mætte var de blevet nu, så forlod de duerne og sagde indbyrdes deres mening om dem, hoppede så ind under havestakittet, og da døren der til havestuen stod åben, hoppede den ene op på dørtrinet, han var overmæt og derfor modig:

“Pip!” sagde han, “dét tør jeg!” – “Pip!” sagde den anden, “dét tør jeg også, og lidt til!” Og så hoppede han ind i stuen. Der var ingen folk derinde, det så den tredje, og så fløj han endnu længere op i stuen og sagde: “Helt ind, eller slet ikke! Det er ellers en mærkelig menneske-rede den! Og hvad der dog her er stillet op - nej hvad er det?”

Lige foran spurvene blomstrede jo roserne, de spejlede sig der i vandet, og de forkullede bjælker lå op til den faldefærdige skorsten! – Nej, hvad var dog dette! Hvordan kom alt det ind i herregårdsstuen?

Og alle tre spurve ville flyve hen over både roser og skorsten, men det var en helt flad væg, de fløj imod! Det hele var et maleri i et stort, prægtigt stykke, som maleren havde lavet udfra sin lille tegning.

“Pip!” sagde spurvene, “det ér ingenting, det ser bare ud! Pip! Det er ”det skønne”! Kan du begribe det, for jeg kan ikke!” Og så fløj de, for der kom mennesker ind i stuen.

Nu gik der både år og dag, duerne havde mange gange kurret, for ikke at sige knurret, de arrige dyr! Gråspurvene havde frosset om vinteren og levet højt om sommeren; de var alle sammen forlovede eller blevet gift, eller hvad man nu vil kalde det. Unger havde de, og enhvers unge var, naturligvis, den kønneste og den klogeste. En fløj her og en fløj der, og mødtes de, så kendtes de på deres “Pip!” og tre skrab med det venstre ben. Den ældste af dem - det var nu sådan en gammel en, hun havde ingen rede og hun havde ingen unger - hun ville så gerne til en stor by og så fløj hun til København. –

Der lå et stort hus med mange farver, det lå lige ved Christiansborg slot og kanalen, hvor der var skibe med æbler og potter. Vinduerne var bredere for neden end for oven, og kiggede spurvene derind, så syntes de at hver stue var ligesom at se ned i en tulipan, alle mulige farver og snirkler, og midt i tulipanen stod hvide mennesker - de var af marmor. Ja, nogle var også af gips, men det kommer ud på et for spurveøjne. Oven på huset stod en metalvogn med metalheste for, og sejrens gudinde, også af metal, kørte dem. Det var Thorvaldsens Museum!

“Hvor det skinner! Hvor det skinner!” sagde en spurvefrøken, “det er nok ”det skønne”! Pip! Her er det dog større end en påfugl!” Hun huskede endnu på, fra lille af, hvad der var det største ”skønne”, moderen kendte. Og hun fløj lige ned i gården. Dér var også prægtigt, der var malet palmer og grene op ad væggene, og midt i gården stod en blomstrende stor rosenbusk. Den hældede sine friske grene med de mange roser hen over en grav. Og hun fløj derhen, for der gik flere spurve. “Pip!” og tre skrab med det venstre ben, den hilsen havde hun mange gange gjort i år og dag, og ingen havde forstået den, for de, som er skilt ad, de træffes ikke hver dag. Den hilsen var blevet til en vane, men i dag var der to gamle spurve og en unge, der sagde “Pip!” og skrabede med det venstre ben.

“Ih, se goddag, goddag!” Det var tre gamle fra spurvereden og så en lille en af familien. “Skal vi virkelig træffes her!” sagde de. “Det er et fornemt sted, men her er ikke meget at æde. Det er ”det skønne”! Pip!”

Og der kom mange folk fra sidekamrene, hvor de prægtige marmorskikkelser stod, og de gik hen til graven, der gemte den store mester, som havde formet marmorfigurerne, og alle som kom, stod med lysende ansigter om Thorvaldsens grav, og enkelte opsamlede de affaldne rosenblade og gemte disse. Der var folk langvejs fra, de kom fra det store England, fra Tyskland og Frankrig. Og den skønneste dame tog en af roserne, lagde den ved sit bryst. Da troede spurvene at roserne regerede her, at hele huset var bygget for blomsterne skyld, og det syntes de rigtignok var lidt for meget, men da menneskene alle sammen beundrede roserne, så ville spurvene ikke stå tilbage. “Pip!” sagde de, fejede gulvet med deres hale, og så med det ene øje på roserne. Der gik ikke længe, før de var sikre på at det var de gamle naboer - og det var det også! Maleren, som havde tegnet rosenbusken ved det nedbrændte hus, havde senere på året fået lov til at grave busken op, og da givet bygmesteren den i København, for ingen roser var dejligere. Og han havde sat rosenbusken på Thorvaldsens grav, hvor den, som billedet på ”det skønne”, blomstrede og gav sine røde, duftende blade så de kunne bæres videre som erindring til fjerne lande.

“Har I fået ansættelse herinde i byen?” spurgte spurvene. Og roserne nikkede, de genkendte de grå naboer og blev så glade ved at se dem.

“Hvor det er velsignet at leve og blomstre, at se gamle venner og hver dag møde milde ansigter! Her er det som om hver dag var en stor helligdag!”

“Pip!” sagde spurvene, “jo det er de gamle naboer! Deres opvækst ved gadekæret husker vi! Pip! Hvor de roser er kommet til stor ære! Nogen kommer da også sovende til det hele! Og hvad dejligt der er ved sådan en rød klat, véd jeg ikke! – Og dér sidder endda et vissent blad, for det kan jeg se!”

Og så nippede de i det, så det visne blad faldt af, og friskere og grønnere stod nu træet, og roserne duftede i solskinnet på Thorvaldsens grav, til hvis udødelige navn deres skønhed sluttede sig.