H.C. Andersen - Eventyr 035:
Stoppenålen (1847/1846)
Der var engang en stoppenål, der var så fin på den, at hun bildte sig ind, at hun var en synål.
“Hold nu bare øje med, hvad I holder på!” sagde stoppenålen til fingrene, der tog den frem. “Tab mig ikke! Falder jeg på gulvet, er jeg i stand til aldrig at findes igen, så fin er jeg!”
“Det er der nu grænser for!” sagde fingrene og så klemte de hende om livet.
“Ser I, jeg kommer med hele mit følge!” sagde stoppenålen og så trak den en lang tråd efter sig, men en som dog ikke havde knude!
Fingrene styrede nålen lige mod kokkepigens hjemmesko, hvor overlæderet var revnet og nu skulle det sys sammen.
“Det er et usselt arbejde!” sagde stoppenålen. “Jeg går aldrig igennem - jeg knækker, jeg knækker!” – Og så knækkede hun. “Sagde jeg det ikke nok!” sagde stoppenålen, “- jeg er for fin!”
Nu dur hun ikke til noget, mente fingrene, men de holdt dog fast ved den: kokkepigen dryppede lak på hende, og satte hende så foran i sit tørklæde.
“Se, nu er jeg en brystnål!” sagde stoppenålen. “Jeg vidste, at jeg kom til ære. Når man ér noget, bliver man altid til noget.” Og så lo hun indvendig, for man kan aldrig se udvendig på en stoppenål, at den ler. Der sad hun nu så stolt, som om hun kørte i karet og så sig til alle sider.
“Må jeg have den ære at spørge om De er af guld?” spurgte hun knappenålen, som var nabo. “De har et dejligt udseende og Deres eget hoved, men lille er det! De må se til at det vokser ud, for alle kan ikke lakkes på enden, som jeg!” Og så rejste stoppenålen sig så stolt i vejret, at hun faldt af tørklædet og ned i vasken, lige som kokkepigen skyllede ud.
“Nu tager vi på rejse!” sagde stoppenålen, “bare jeg ikke bliver borte!” Men det blev hun.
“Jeg er for fin til denne verden!” sagde hun da hun sad i rendestenen. “Men jeg har min gode bevidsthed og det er altid en lille fornøjelse!” Og så holdt stoppenålen sig rank og tabte ikke sit gode humør.
Og der sejlede alle slags ting hen over den, pinde, strå, stumper af aviser. “Se, hvor de sejler!” sagde stoppenålen. “De ved ikke hvad der stikker under dem! Jeg stikker, jeg sidder her. Se, der sejler en pind afsted, den tænker på ingenting i verden udover på “pind” - og det er den selv! Dér flyder et strå, se hvor det svajer, se hvor det drejer! Tænk ikke så meget på dig selv, du kunne slå dig på brostenene! – Og dér flyder en avis! Glemt er alt det, som står i den og dog breder den sig! – Jeg sidder tålmodig og stille! Jeg véd hvad jeg er og det bliver jeg ved med!” –
En dag var der noget tæt ved, der skinnede så dejligt, og så troede stoppenålen, at det var en diamant, men det var et flaskeskår. Og fordi det skinnede, så talte stoppenålen til det og gav sig til kende som brystnål! “De er nok en diamant!” – “Ja, jeg er sådant noget lignende!” Og så troede den ene om den anden, at de var rigtig kostbare og så talte de om hvor stolt og hovmodig verden var.
“Ja, jeg har boet i æske hos en jomfru,” sagde stoppenålen, “og den jomfru var kokkepige. Hun havde på hver hånd fem fingre, men noget så indbildsk som de fem fingre har jeg ikke kendt! - og så var de kun til for at holde mig, tage mig ud af æske og lægge mig i æske!”
“Var der glans ved de fingre?” spurgte flaskeskåret.
“Glans?” sagde stoppenålen, “nej, der var kun hovmod! De var fem brødre, alle fødte “fingre”, rankt holdt de sig til hinanden, skønt af forskellig længde. Den yderste af dem, Tommeltot, var kort og tyk, og han gik uden for geleddet, og så havde han kun ét knæk i ryggen, han kunne kun bukke én gang, men han sagde at hvis han blev hugget af et menneske, så var hele det menneske spoleret for krigstjeneste. Slikpot kom i sødt og surt, pegede på sol og måne, og det var ham, der klemte, når de skrev. Langemand så hen over hovedet på de andre, Guldbrand gik med guldring om maven og lille Per Spillemand bestilte ikke noget og det var han stolt af. Pral var det og pral blev det - og så gik jeg i vasken!”
“Og nu sidder vi og glinser!” sagde glasskåret. I det samme kom der mere vand i rendestenen, den strømmede over alle bredder og rev glasskåret med sig.
“Se, nu blev det forfremmet!” sagde stoppenålen, “jeg bliver siddende, jeg er for fin, men det er min stolthed og den er agtværdig!” Og så sad den rank og havde mange tanker.
“Jeg skulle næsten tro at jeg er født af en solstråle, så fin er jeg! Er det ikke også sådan, at solen altid søger mig under vandet? Ak, jeg er så fin, at min moder ikke kan finde mig. Havde jeg mit gamle øje, som knækkede, så tror jeg at jeg kunne græde, selvom jeg aldrig har gjort det! Græde, det er ikke fint!”
En dag lå der nogle gadedrenge og ragede i rendestenen, hvor de fandt gamle søm, småmønter og sådant noget. Det var griseri, men det var nu deres fornøjelse.
“Av!” sagde den ene, han stak sig på stoppenålen. “Det er da også noget af en fyr, den nål!”
“Jeg er ingen fyr! Jeg er en frøken!” sagde stoppenålen, men ingen hørte det. Lakken var gået af den og sort var den blevet. Men sort gør en tyndere og så troede den at den var endnu finere end før.
“Der kommer en æggeskal sejlende!” sagde drengene, og så stak de stoppenålen fast i skallen.
“Hvide vægge og selv sort!” sagde stoppenålen, “det vil klæde mig! Så kan man dog se mig! – Bare jeg ikke bliver søsyg, for så knækker jeg mig!” – Men den blev ikke søsyg og den knækkede sig ikke.
“Det er godt mod søsyge at have stålmave og så altid huske på at man er lidt mere end et menneske! Nu er mit gået over! Jo finere man er, jo mere kan man holde ud.”
“Krask!” sagde æggeskallen, der gik et vognmandslæs hen over den. “Hu, hvor det klemmer!” sagde stoppenålen, “nu bliver jeg da søsyg! Jeg knækker, jeg knækker!” Men den knækkede ikke, selvom der gik et helt vognmandslæs hen over, for den lå på langs – og der kan den blive liggende!
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©