H.C. Andersen - Eventyr 036:
Lille Tuk (1847)
Ja, det var den lille Tuk, han hed egentlig ikke Tuk, men dengang han ikke rigtig kunne tale endnu kaldte han sig selv Tuk; det skulle betyde Carl, og det er godt man ved det. Han skulle passe sin søster Gustave, som var meget mindre end han, og så skulle han også lære sine lektier, men de to ting ville ikke gå på én gang. Den stakkels dreng sad med sin lille søster på skødet og sang alle de viser han kunne, og samtidig skottede øjnene til geografibogen, der lå åben foran ham – for han skulle til i morgen, udenad, kunne alle byerne på Sjælland og vide alt om dem, hvad der kunne vides.
Nu kom hans mor hjem, for hun havde været ude, og hun tog den lille Gustave.Tuk løb til bordet ved vinduet og læste så han næsten læste sig øjnene ud, for det var ved at blive mørkt og det blev stadig mørkere, men deres mor havde ikke råd til at købe lys.
“Der går den gamle vaskekone omme fra strædet!” sagde moren, da hun så ud af vinduet. “Hun kan knap bære sig selv og så må hun bære den fyldte spand fra vandposten. Spring du ud, lille Tuk, og vær en velsignet dreng: hjælp den gamle kone!”
Og Tuk sprang straks afsted og hjalp, men da han så kom hjem, var det mørk aften, lys var der ikke længere tale om, han skulle i sin seng – han sov i en gammel slagbænk. I den lå han og tænkte på sin geografilektie: Sjællands byer og alt hvad læreren havde fortalt. Der skulle rigtignok have været læst allerede, men det kunne han jo ikke nu. Geografibogen stak han ind under sin hovedpude, for han havde hørt, at det skulle hjælpe betydeligt til at huske sin lektie, men det er ikke til at stole på.
Der lå han nu og tænkte og tænkte, og så var det lige med et, som om nogen kyssede ham på øjne og mund: han sov og sov dog ikke. Det var ligesom om han så den gamle vaskekones milde øjne se på ham, og hun sagde: “Det ville være en stor synd om du ikke skulle kunne dine lektier! Du hjalp mig, nu skal jeg hjælpe dig, og Vorherre vil altid gøre det!”
Og lige med ét så kriblede og krablede bogen under hovedet på lille Tuk:
“Kykliky! Put!Put!” Det var en høne, der kom og det fra Køgeby. “Jeg er en af Køges høns!” og så sagde den hvor mange indbyggere der var i byen, og om Søslaget ved Køge Bugt der havde stået dér i 1807, og det var nu ikke noget at tale om – for danskerne flygtede.
“Krible krable, bums!” der faldt én, det var en fugl af træ, som nu kom: det var papegøjen fra fugleskydningen i Præstø. Den sagde, at der var lige så mange indbyggere, som den havde søm i livet; og den var noget stolt: “Billedhugger Thorvaldsen har boet på hjørnet af mig her i byen. Bums! Jeg ligger dejligt!”
Men lille Tuk lå ikke, han var nu pludselig til hest: I galop, i galop gik det! En prægtigklædt ridder med skinnende hjelm og vajende fjerbusk havde ham foran sig på hesten og de red igennem skoven til den gamle by, Vordingborg, og den var i middelalderen en stor og levende by: høje tårne knejsede på kongeborgen, og lysene skinnede langt ud igennem vinduerne. Derinde var sang og dans; kong Valdemar og pyntelige unge hoffrøkener tog del i dansen. – Det blev morgen, og ligesom solen kom frem, sank byen efterhånden hen, og kongens slot, det ene tårn efter det andet. Til sidst stod kun et eneste tårn på bakken, hvor slottet havde stået, Gåsetårnet. Byen var nu så lille bitte og så fattig, og skoledrengene kom med deres bøger under armen og sagde “2000 indbyggere”, men det var ikke sandt, så mange var der ikke.
Og lille Tuk lå i sin seng, han syntes at han drømte og at han ikke drømte; men nogen var der tæt ved ham:
“Lille Tuk! Lille Tuk!” blev der sagt: det var en sømand, en ganske lille person, som om det kunne være en ung kadet ved søvæsenet, men det var ikke en kadet. “Jeg skal hilse så flittigt fra Korsør, den er en by, som er i opkomst! Den er en levende by, den har både dampskib og postvogn. Engang blev den altid kaldt ækel, men det var før.” – “Jeg ligger ved havet,” siger Korsør, “jeg har landevej og jeg har lystskov, og jeg har født en digter, Jens Baggesen, som var morsom, og det er de ikke alle! Jeg har villet sende et skib med passagerer hele vejen rundt om jorden - jeg gjorde det ikke, men kunne dog have gjort det, og så lugter jeg så dejligt, lige ved byporten blomstrer de yndigste roser!”
Lille Tuk så dem for sig, det blev rødt og grønt for hans øjne, men da der kom ro i farverne var det en hel skovgroet skrænt tæt ved den klare fjord, og oven over lå en prægtig gammel kirke med to høje, spidse kirketårne: Fra skrænten sprang kilderne i tykke vandstråler så det plaskede, og tæt ved sad en gammel konge med guldkrone om sit lange hår - det var kong Roar ved kilderne, det var ved byen Roskilde, som man kalder den nu. Og hen over skrænten, ind i den gamle domkirke, gik alle Danmarks konger og dronninger hånd i hånd, alle med guldkrone på, og orglet spillede og kilderne rislede. Den lille Tukså alt, hørte alt. “Og glem ikke vor tids rådgivende stænderforsamlinger i Roskilde!” sagde kong Roar.
Lige med et var alting borte igen, ja, hvor blev det af? Det var ligesom man vender et blad i en bog. Og nu stod der en gammel kone, det var en lugekone, hun kom fra Sorø, hvor der vokser græs på torvet. Hun havde sit grå lærredsforklæde over hovedet og ned ad ryggen; det var så vådt, det måtte have regnet: “Ja, det har det!” sagde hun, og så kunne hun noget morsomt fra Holbergs komedier og hun vidste noget om kong Valdemar og biskop Absalon, der voksede op sammen ved Sorø. Men lige med et krøb hun sammen, rokkede med hovedet, det var ligesom om hun ville springe: “Koax!” sagde hun, “det er vådt, det er vådt, det er gravstille godt – i Sorø!” Hun var lige med et blevet en frø, - “Koax!”- og så var hun pludselig den gamle kone igen. “Man må klæde sig på efter vejret!” sagde hun. “Det er vådt, det er vådt! min by er ligesom en flaske: man kommer ind ved proppen, og der må man også ud igen! Jeg har engang haft sjældne fisk, maller, i søen og nu har jeg friske rødmossede drenge ved Sorø Akademi. Der lærer de visdom: Græsk! Græsk! Koax!” - det klang ligesom når frøerne synger, eller man går i mosevand med store støvler. Det var altid den samme lyd, så ens, så kedelig, så kedelig, at lille Tuk faldt i en dyb søvn, og den kunne han have godt af.
Men også i denne søvn kom en drøm, eller hvad det nu var: hans lille søster Gustave med de blå øjne og det gule krøllede hår var med ét en voksen, dejlig pige, og uden at have vinger på kunne hun flyve og de fløj hen over Sjælland, over de grønne skove og de blå vande.
“Hører du hanegal, lille Tuk? - Kykliky! Hønsene flyver op fra Køgeby, og du får en hønsegård, så stor, så stor, du vil ikke lide sult og nød! Papegøjen skal du skyde, som man siger, du bliver en rig og lykkelig mand! Din gård skal knejse, som kong Valdemars tårn i Vordingborg, og rigt skal den bygges med billedstøtter af marmor, som dem fra hjørnet i Præstø – ja, du forstår mig nok. Dit navn skal med ros flyve vidt ud om verden, som det store skib, der skulle have sejlet fra Korsør, og i Roskilde by – ‘husk stænderforsamlingerne!’ sagde kong Roar - der skal du tale godt og klogt, lille Tuk, og når du så kommer i din grav engang, skal du sove så stille... ”
” ...som om jeg lå i Sorø!” sagde Tuk, og så vågnede han. Det var klar morgen, han kunne ikke huske det mindste af sin drøm, men det skulle han heller ikke, for man må ikke vide hvad der kommer.
Og han sprang ud af sengen og læste i sin bog og kunne så sin lektie med det samme. Og den gamle vaskekone stak hovedet ind af døren, nikkede til ham og sagde:
“Tak for i går, du velsignede barn! Vorherre lader din bedste drøm blive opfyldt!”
Den lille Tuk vidste slet ikke hvad han havde drømt, men se: det vidste Vorherre!
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©