H. C. Andersen - Eventyr 037:
Skyggen (1847)
I de varme lande, der kan solen rigtignok brænde! Folk bliver helt mahogni-brune i huden; ja i de allervarmeste lande brændes de til negre. Men det var nu kun til de varme lande, at en lærd mand var kommen, fra de kolde. Der troede han nu at han kunne løbe om ligesom derhjemme, jo men det blev han snart vænnet fra. Han og alle fornuftige folk måtte blive inde, vinduesskodder og døre forblev lukkede hele dagen. Det så ud som hele huset sov eller som om der ikke var nogen hjemme. Den smalle gade med de høje huse, hvor han boede, var nu også bygget sådan at solskinnet fra morgen til aften måtte falde lige dér. Det var virkeligt ikke til at holde ud! - Den lærde mand fra de kolde lande - det var en ung mand, en klog mand - han syntes, han sad inde i en gloende ovn. Det tog på ham, han blev ganske tynd og mager, selv hans skygge krøb ind, den blev meget mindre end derhjemme, solen tog også på den! - De levede først op om aftenen, når solen var nede.
Det var en stor fornøjelse at se de to: så snart lyset i lysestagen blev bragt ind i stuen, strakte skyggen sig helt op ad væggen, ja endda hen ad loftet, så lang gjorde den sig, den måtte strække sig for at komme til kræfter! Den lærde gik ud på altanen, for at strække sig der, og så snart stjernerne kom frem i den dejlige klare luft, var det for ham, som om han blev bragt til live igen. På alle altaner i gaden - og i de varme lande har hvert vindue en altan - kom folk frem, for luft må man have, selv om man er vant til at være mahogni-brun i huden! Der blev så levende, både oppe og nede: Skomagere og skræddere, ja alle folk flyttede ud på gaden, der kom bord og stol, og lyset brændte, ja over tusind lys brændte, og den ene talte og den anden sang, og folk spadserede, vognene kørte, æslerne gik:
Klinge-linge-ling - de har klokker på! Og dér blev et lig begravet med salmesang, gadedrengene skød med fyrværkeri, og kirkeklokkerne ringede, jo der var rigtig nok levende nede i gaden. Kun i det hus, som lå lige overfor hvor den fremmede lærde mand boede, var der helt stille. Og dog boede der nogen, for der stod blomster på altanen. De groede så dejligt i den varme sol, og det kunne de ikke uden at de fik vand, og nogen måtte jo vande dem - folk måtte der altså være! Døren derovre kom også halvt op ud på aftenen, men der var mørkt derinde, i det mindste i det forreste værelse. Dybere inde fra lød musik. Den fremmede lærde mand syntes, den var ganske mageløst. Men det kunne nu også være at han bare bildte sig det ind, for han syntes alting var mageløst dernede i de varme lande, hvis bare der ingen sol havde været! Den fremmedes vært sagde at han ikke vidste, hvem der havde lejet genboens hus. Man så jo ingen folk derovre og hvad musikken angik, syntes han, at den var frygtelig kedelig. "Det er som om en sad og øvede sig på et stykke han ikke kan finde ud af, altid det samme stykke. "Jeg får det dog ud!" siger han nok, men han får det jo ikke ud, lige meget hvor længe han spiller!"
En nat vågnede den fremmede, han sov for åben altandør. Gardinet foran løftede sig i vinden, og han syntes at der kom en forunderlig glans fra genboens altan. Alle blomsterne skinnede som flammer, i de dejligste farver, og midt imellem blomsterne stod en slank, yndig jomfru, det var som om også hun lyste! Det skar ham virkeligt i øjnene, han lukkede dem nu også forfærdelig meget op og kom jo lige ud af søvnen. I et spring var han på gulvet, ganske stille gik han hen bag gardinet, men jomfruen var borte, og glansen var borte. Blomsterne skinnede slet ikke, men stod bare meget godt og pænt, som altid. Døren derovre var på klem, og dybt inde klang musiken så blød og dejlig, man kunne fuldstændig falde hen i søde tanker over den. Det var som en slags trolddom! Og hvem boede der? Hvor var den egentlige indgang? I hele stueetagen lå butik ved butik, og der kunne beboerne jo ikke hele tiden løbe igennem.
En aften sad den fremmede ude på sin altan. Inde i stuen bag ved ham brændte lyset i lysestagen, og så var det jo meget naturligt at skyggen af ham gik over på genboens væg. Ja, der sad den lige overfor mellem blomsterne på altanen, og når den fremmede rørte sig, så rørte skyggen sig også, for det gør den! -
"Jeg tror min skygge er det eneste levende, man ser derovre!" sagde den lærde mand. "Se hvor pænt den sidder mellem blomsterne. Og døren står på klem. Nu skulle skyggen være så snild og gå indenfor, se sig om, og så komme tilbage og fortælle mig hvad den havde set! Ja, du kunne godt gøre lidt gavn!" sagde han i spøg! "Vær så god at træde indenfor! Nå, går du?" Og så nikkede han til skyggen og skyggen nikkede igen. "Ja, så gå, men bliv ikke væk!" Og den fremmede rejste sig og hans skygge ovre på genboens altan rejste sig også. Og den fremmede drejede sig og skyggen drejede sig også. Ja, hvis nogen rigtig havde lagt mærke til det, så havde de tydeligt kunnet se, at skyggen gik ind af den halvåbne altandør hos genboen, lige i det øjeblik den fremmede gik ind i sin stue og lod det lange gardin falde ned efter sig!
Næste morgen gik den lærde mand ud for at drikke kaffe og læse aviser. "Hvad er det?" sagde han, da han kom ud i solskinnet, "jeg har jo ingen skygge! Så er den virkelig gået i aftes og ikke kommet tilbage igen, det er noget kedeligt noget!"
Og det ærgrede ham, men ikke så meget fordi at skyggen var væk, men fordi han vidste, at der også fandtes en anden historie om en ”Mand uden skygge”. Den kendte alle folk hjemme i de kolde lande, og hvis nu den lærde mand kom hjem og fortalte sin, så ville de sige, at han bare gik og efterlignede, og det havde han ikke lyst til. Han ville derfor slet ikke tale om sin historie, og det var fornuftigt tænkt.
Om aftenen gik han ud på sin altan igen, lyset havde han meget fornuftigt sat bag ved sig, for han vidste at skyggen altid må have sin herre som skærm. Men han kunne ikke lokke den. Han gjorde sig lille, han gjorde sig stor, men der var ingen skygge, der kom ingen! Han sagde: Hm! Hm! Men det hjalp ikke.
Ærgerligt var det, men i de varme lande der vokser alting jo så hurtigt, og efter otte dages forløb mærkede han, til sin store glæde, at der voksede en ny skygge ud fra hans ben, når han kom ud i solen - roden måtte været blevet siddende! Efter tre uger havde han en ret rimelig skygge, der, da han tog hjem til de nordlige lande, også voksede mere og mere på rejsen, så den til sidst var så lang og så stor at det halve kunne være nok.
Så kom den lærde mand hjem og han skrev bøger om hvad der var sandt i verden, og om hvad der var godt og hvad der var smukt, og der gik dage og der gik år, der gik mange år.
Da sidder han så en aften i sin stue og så banker det ganske stille på døren.
"Kom ind!" siger han, men der kom ingen. Så lukker han op og der stod foran ham sådan et så overordentligt magert menneske, at han blev helt underlig. Forresten var mennesket særdeles fint klædt på, det måtte være en fornem mand.
"Hvem har jeg den ære at tale med?" spurgte den lærde.
"Ja, det tænkte jeg nok!" sagde den fine mand, "at De ikke genkendte mig! Jeg er blevet så meget legeme, jeg har ordentlig fået kød og kluns på. De har nok aldrig tænkt at skulle se mig i sådan en velmagt! Kan De ikke kende Deres gamle skygge? Ja, De har vist aldrig troet at jeg skulle komme igen? Mig er det gået særdeles godt siden jeg sidst var hos dem, jeg er i alle henseender blevet meget rig! Skal jeg købe mig fri fra at arbejde, så kan jeg!" og så raslede han med et helt bundt kostbare personlige smykker, som hang ved hans ur, og han stak sin hånd ind i den tykke guldkæde, han bar om halsen. Og nej, hvor alle fingrene glimtede af diamantringe! Og det var altsammen virkeligt og ægte.
"Nej, jeg kan ikke rigtigt komme til mig selv" sagde den lærde mand, "- hvad er dog alt det!"
"Ja, noget helt almindeligt er det ikke!" sagde Skyggen,"men De selv hører jo heller ikke til det almindelige, og jeg - det ved De nok - har jo fra barnsben trådt i deres fodspor! Så snart De fandt, at jeg var moden til at gå alene ud i verden, gik jeg min egen vej, og jeg er nu i de aller-brillanteste omstændigheder. Men der kom en slags længsel over mig efter bare en gang at se Dem før de dør - De skal jo dø! Jeg ville også gerne gense disse lande, for man holder jo altid af fædrelandet! - Jeg ved De har fået en anden skygge igen. Er der noget jeg mangler at betale til den eller til Dem? Så vær bare så god at sige mig det!"
"Nej, er det virkelig dig!" sagde den lærde mand, "det er dog højst mærkværdig! Aldrig havde jeg troet at ens gamle skygge kunne komme igen, som menneske!"
"Sig mig hvad jeg har at betale!" sagde Skyggen, "for jeg vil nødig stå i nogen form for gæld!"
"Hvor kan du tale på den måde!" sagde den lærde mand. "Hvad gæld er der her at snakke om? Vær så fri, som nogen! Jeg glæder mig overordentlig ved din lykke! Sid ned, gamle ven og fortæl mig bare lidt om hvordan det hele er gået til, og hvad du så ovre hos genboens, der i de varme lande!" -
"Ja, det skal jeg fortælle Dem," sagde Skyggen og satte sig ned, "men så må De også love mig, at De aldrig her i byen, hvor De måske også træffer mig, siger til nogen at jeg har været deres skygge! Jeg har nemlig tænkt at forlove mig. Jeg kan nu forsørge mere end en familie!" -
"Vær ganske rolig!" sagde den lærde mand, "jeg skal ikke fortælle nogen hvem du egenlig er! Her er min hånd! Jeg lover det - og en mand, et ord, som man siger!"
"Et ord, en skygge!" sagde Skyggen, og sådan måtte den jo udtrykke sig.
Det var ellers virkelig underligt hvor menneskelig den skygge var blevet. Helt sortklædt var den og i det allerfineste sorte sæt tøj, lakerede støvler, og en høj hat der kunne smækkes sammen, for ikke at tale om alt det vi allerede ved: smykkerne, guldhalskæden og diamantringe! Jo, Skyggen var overordentlig godt klædt på, og det var netop det, som gjorde at den var så menneskelig.
"Nu skal jeg fortælle!" sagde Skyggen, og så satte den sine ben med de lakerede støvler så hårdt den kunne, lige ned på ærmet af den lærde mands nye skygge, der lå som en puddelhund ved hans fødder. Det gjorde den enten af hovmod eller måske for at få den nye skygge til at hænge ved, og denne liggende skygge holdt sig helt stille og rolig, for at høre efter. Den ville godt vide hvordan man således kunne rive sig løs og arbejde sig op til at blive sin egen herre.
"Ved De hvem der boede i genboens hus?" sagde Skyggen, "det gjorde den dejligste af alle, det var Poesien! Jeg var der i tre uger og det har så stærk en virkning, som om man levede i tre tusind år og læste alt hvad der var digtet og skrevet, for det siger jeg og det er rigtigt: Jeg har set alt og jeg ved alt!"
"Poesien!" råbte den lærde mand! "Ja, ja - hun er tit en eremit i de store byer! Poesien! Ja, jeg har set hende et enkelt kort øjeblik, men søvnen sad mig i øjnene på det tidspunkt! Hun stod på altanen og skinnede som nordlyset skinner! Men fortæl, fortæl! Du var på altanen, du gik ind ad døren og så - -?"
"Så var jeg i for-gemakket!" sagde Skyggen. "De har altid siddet og set over på for-gemakket. Der var slet intet lys, der var en slags tusmørke, men den ene dør efter den anden stod åben til en lang række stuer og sale, og der var oplyst. Jeg var nærmest blevet slået ihjel af lys, hvis jeg var kommet helt ind til jomfruen. Men jeg var besindig, jeg gav mig tid og det skal man gøre!"
"Og hvad så du så?" spurgte den lærde mand.
"Jeg så alting, og jeg skal fortælle Dem det, men - - og dette er slet ikke på grund af stolthed, men - som fri og med de kundskaber jeg har, for ikke at tale om min gode stilling, mine fortræffelige omstændigheder, - så ønsker jeg helst at De siger De til mig!"
"Jamen undskyld, om forladelse!" sagde den lærde mand, "det er en gammel vane, som sidder fast! - De har fuldkommen ret, og jeg skal nok huske det! Men nu fortæller De mig alt hvad De så!"
"Alting!" sagde Skyggen, "for jeg så alt og jeg ved alt!"
"Hvordan så der ud i de inderste sale?" spurgte den lærde mand. "Var der som i den friske skov? Var der som i en hellig kirke? Var salene som den stjerneklare himmel, når man står på de høje bjerge?"
"Alting var der!" sagde Skyggen. "Jeg gik jo ikke helt ind, jeg blev i det forreste værelse i tusmørket, men der stod jeg særdeles godt, jeg så alting og jeg ved alting! Jeg har været ved Poesiens Hof, i for-gemakket."
"Men hvad så De? Gik alle oldtidens guder gennem de store sale? Kæmpede de gamle helte der? Legede søde børn der og fortalte deres drømme?"
"Jeg siger Dem, jeg var der og De begriber, jeg så alting, hvad der var værd at se! Havde De kommet derover, var de nok ikke igen blevet menneske. Men det blev jeg, og tillige lærte jeg min inderste natur at kende, min medfødte, og det familieskab jeg havde med Poesien. Ja den gang jeg var hos Dem, tænkte jeg ikke over det, men altid, De véd det, når sol gik op og sol gik ned, blev jeg så underlig stor. I måneskin var jeg næsten ved at være tydeligere end De selv; jeg forstod ikke dengang min natur, men i for-gemakket gik det op for mig! Jeg blev menneske! - Moden kom jeg ud igen, men De var da ikke længere i de varme lande. Jeg skammede mig som menneske ved at gå rundt som jeg gik, jeg trængte til støvler, til tøj, til hele denne menneske-fernis, som kendtegner et menneske. Jeg fandt vej - ja, til Dem kan jeg godt sige jeg det, De sætter det jo alligevel ikke i nogen bog - ja, jeg fandt vej til bagerkonens skørt, og under det skjulte jeg mig. Konen tænkte ikke på hvor meget hun gemte på. Først om aftenen gik jeg ud, jeg løb omkring i måneskinnet på gaden, gjorde mig lang op ad muren, det kilder så dejligt i ryggen! Jeg løb op og jeg løb ned, kiggede ind af de højeste vinduer, ind i salene og på taget, jeg kiggede hvor ingen kunne kigge og jeg så hvad ingen andre så, hvad ingen skulle se! Det er i grunden en modbydelig verden! Jeg ville ikke være menneske, hvis ikke det var var antaget at det var noget særligt at være det! Jeg så det allermest utænkeligste hos konerne, hos mændene, hos forældrene og hos de søde og mageløse børn. - Jeg så", sagde Skyggen, "hvad ingen mennesker måtte vide, men hvad de allesammen så gerne ville vide, om det onde hos naboen. - Havde jeg skrevet i en avis, så var den blevet læst af alle! Men jeg skrev i stedet til personen selv, og der blev en forfærdelse i alle byer jeg kom til. De blev så bange for mig! Og de holdt samtidig så overordentlig meget af mig. Professorerne gjorde mig til professor, og skrædderne gav mig nyt tøj, så jeg er godt forsynet. Møntmesteren slog mønter til mig, og konerne sagde, at jeg var så køn! - og så blev jeg den mand jeg er! Og nu siger jeg farvel, her er mit kort, jeg bor på solsiden og er altid hjemme i regnvejr!" Og så gik Skyggen.
"Det var dog mærkeligt!" sagde den lærde mand.
År og dag gik, så kom Skyggen igen.
"Hvordan går det?" spurgte den.
"Ak!" sagde den lærde mand, "jeg skriver om det sande og det gode og det skønne, men ingen bryder sig om at høre om sådan noget, så jeg er helt fortvivlet, for jeg tager mig de ting så nært!"
"Men det gør jeg ikke!" sagde Skyggen, "jeg bliver fed, og det er dét man skal se at blive! Ja, De forstår dem ikke på Verden. De bliver dårlig over den. De må rejse! Jeg tager på en rejse til sommer, vil De med? Jeg gad godt have en rejsekamerat! Vil De rejse med, som skygge? Det skal være mig en stor fornøjelse at have Dem med, jeg betaler rejsen!"
"Det er for meget!" sagde den lærde mand.
"Det er som man ta´r det!" sagde Skyggen. "De vil have grumme godt af at rejse! Vil De være min skygge så skal De få alting betalt på rejsen!"
"Det er for galt!" sagde den lærde mand.
"Men sådan er Verden nu engang!" sagde Skyggen, og sådan vil den altid være!" og så gik Skyggen.
Den lærde mand havde det slet ikke godt, sorg og plage fulgte ham, og hvad han talte om det sande og det gode og det skønne, det var for de fleste ligesom roser for en ko! - Han blev ganske syg til sidst.
"De ser virkelig ud ligesom en skygge!" sagde folk til ham, og det gøs i den lærde mand, for han tænkte over det.
"De skal tage til et kurbad!" sagde Skyggen, som kom og besøgte ham, "der er ikke andet at gøre! Jeg vil tage Dem med for gammelt venskabs skyld, jeg betaler rejsen og De fører dagbog og er sådan lidt morsom for mig undervejs på turen! Jeg vil til et kurbad, for mit skæg gror ikke ud som det bør. Det er også en slags sygdom, og skæg må man have! Vær De nu fornuftig og tag imod tilbudet, vi rejser jo som kammerater!"
Og så rejste de. Skyggen var nu herre og herren var skygge. De kørte med hinanden, de red på heste og gik sammen, side ved side, forude og bagefter, alt efter hvordan solen stod. Skyggen sørgede altid for at holde sig på herre-pladsen. Det tænkte den lærde mand nu ikke sådan over. Han havde et meget godt hjerte, var særdeles mild og venlig, og sagde så en dag til Skyggen: "Da vi nu sådan er blevet rejsekammerater, som vi er det og vi også er vokset op sammen fra barndommen af, skulle vi så ikke drikke dus, det er jo mere fortroligt!"
"De siger noget!" sagde Skyggen, som jo nu var den egentlige herre. "Det er meget ligefremt og velment foreslået, og jeg vil være ligeså velmenende og ligefrem: De, som en lærd mand, ved nok hvor underlig naturen er. Nogle mennesker kan ikke tåle at røre ved gråt papir, så få de ondt, og hos andre skærer det gennem hele kroppen, når man lader et søm gnide mod en glasrude. Jeg har samme følelse ved at høre Dem sige du til mig, jeg føler mig ligesom trykket til jorden, trykket tilbage i min første stilling hos Dem. De ser nok at det er en umiddelbar følelse, det er ikke et udtryk for stolthed. Jeg kan således ikke lade Dem sige du til mig, men jeg skal gerne sige du til Dem, så er det halve gjort?"
Og så sagde Skyggen derefter du til sin tidligere herre.
"Det er dog for galt," tænkte manden, "at jeg skal sige De til ham og han siger du til mig," men nu måtte han holde ud.
Så kom de til et kurbad, hvor der var mange fremmede og imellem disse en dejlig Kongedatter, som havde den sygdom at hun så alt for godt og det gjorde hende så ængstelig.
Straks mærkede hun at han, der netop var kommet, var en ganske anden person end alle de andre: "Han er her for at få sit skæg til at vokse, siger man, men jeg ser den rette årsag: han kan ikke kaste skygge!"
Nysgerrig var hun blevet, og så gav hun sig på spadsereturen straks til at tale med den fremmede herre. Som kongedatter behøvede hun ikke at gøre mange høflige indledninger, og så sagde hun, "Deres sygdom er at De ikke kan kaste skygge!"
"Deres kongelige højhed må være i betydelig bedring!" sagde Skyggen, "jeg ved jo, at Deres plage er at De ser alt for godt, men det synes at være forsvundet! De er helbredt, for jeg har netop en ganske usædvanlig skygge! Ser de ikke den person, som altid går sammen med mig! Andre mennesker har en almindelig skygge, men jeg holder ikke af det almindelige. Man giver som bekendt tit sin tjener finere tøj end man selv bruger, og på samme måde har jeg ladet min skygge pudse op til menneske! Ja, De ser, at jeg endda også givet ham en skygge! Det er meget kostbart, men jeg holder af have noget for mig selv!" -
"Hvad?" tænkte prinsessen, "skulle jeg virkelig være blevet rask! Dette kurbad er det bedste der findes, og vandet har i vor tid helt forunderlige kræfter. Men jeg vil ikke tage væk herfra, for nu bliver her spændende, og den fremmede synes jeg rigtig meget om. Bare hans skæg ikke vokser, for så rejser han!"
Om aftenen i den store balsal dansede kongedatteren og Skyggen. Hun var let, men han var endnu lettere. Sådan en danser havde hun aldrig haft før. Hun fortalte ham hvad land hun kom fra , og han kendte landet, han havde været der, men da var hun ikke hjemme. Han havde kigget ind af vinduerne foroven og forneden, han havde set både det ene og det andet, og så kunne han svare Kongedatteren og gøre antydninger, så hun blev fuldstændig forundret. Han måtte være den viseste mand på hele jorden! Hun fik sådan en respekt for alt det han vidste, og da de så dansede igen, så blev hun forelsket, og det kunne Skyggen godt mærke, for hun holdt op med at se lige igennem ham! Så dansede de nok engang og så var hun lige ved at sige det, men hun var besindig, hun tænkte på sit land og rige og på de mange mennesker hun skulle regere over. "En viis mand er han," sagde hun til sig selv, "det er godt! Og dejligt danser han, det er også godt, men mon han har grundige kundskaber. Det er lige så vigtigt, han må eksamineres!" Og så begyndte hun så småt at spørge ham om noget af det aller-vanskeligste hun ikke selv kunne svare på, og Skyggen satte et ganske underligt ansigt op.
"Nå, det kan De nok ikke svare på?" sagde Kongedatteren.
"Det hører til min børnelærdom," sagde Skyggen, "jeg tror såmænd min skygge derhenne ved døren kan svare på det!"
"Deres skygge?" sagde Kongedatteren, "det ville være højst mærkeligt!"
"Ja, jeg siger ikke med sikkerhed at han kan!" sagde Skyggen, "men jeg vil tro det, han har nu i så mange år fulgt mig, og hørt efter - jeg vil tro det! Men deres Kongelige Højhed tillader nok, at jeg gør Dem opmærksom på, at han føler så megen stolthed over at blive opfattet som et menneske, at hvis han skal være i godt humør - og det skal han være for at svare rigtigt - så må han behandles fuldstændig som et menneske."
"Det kan jeg godt lide!" sagde Kongedatteren.
Og så gik hun hen til den lærde mand ved døren, og hun talte med ham om sol og måne, og om menneskene både udenpå og indeni og han svarede så klogt og godt.
"Jamen, hvad er det da være for en mand, der har så klog og vis en skygge?" tænkte hun, "det vil være en ren velsignelse for mit folk og rige om jeg valgte ham til min prinsgemal. Jeg gør det!"
Og de var snart enige, både Kongedatteren og Skyggen, men ingen skulle vide noget om det før hun kom hjem i sit eget rige.
"Ingen, ikke engang min skygge!" sagde Skyggen, og det havde han nu sådan sine egne tanker ved at sige! -
Så var de i landet hvor Kongedatteren regerede når hun var hjemme.
"Hør, min gode ven!" sagde Skyggen til den lærde mand, "nu er jeg blevet så lykkelig og mægtig, som nogen kan blive, nu vil jeg også gøre noget særligt for dig! Du skal altid bo hos mig på slottet, køre med mig i min kongelige vogn og få hundrede tusinde rigsdaler i løn om året.Men så må du lade dig kalde skygge af alle og enhver. Du må ikke sige at du nogensinde har været menneske og en gang om året, når jeg sidder på altanen i solskin og lader mig se, skal du ligge ved mine fødder, som en skygge nu skal! Jeg skal sige dig, jeg gifter mig med Kongedatteren, i aften skal brylluppet holdes."
"Nej, det er dog alt for galt!" sagde den lærde mand, "det vil jeg ikke, det gør jeg ikke! Det er jo at bedrage hele landet og Kongedatteren med! Jeg fortæller alting, det hele: at jeg er mennesket, og at duer skyggen. Du er bare klædt ud!"
"Det er der ingen som tror på!" sagde Skyggen, "vær nu fornuftig, eller jeg kalder på vagten!" -
"Jeg går så lige direkte til Kongedatteren!" sagde den lærde mand. "Men jeg går først!" sagde Skyggen, "og du kommer i arresten!" - og det gjorde han, for alle vagterne lystrede ham, som de vidste at Kongedatteren ville have!
"Du ryster!" sagde Kongedatteren, da Skyggen kom ind til hende, "Er der sket noget? Du må ikke blive syg til i aften, for nu skal vi have bryllup."
"Jeg har oplevet det frygteligste, der kan opleves!" sagde Skyggen, ”ja, sådan en stakkels skyggehjerne kan ikke holde meget ud! Tænk dig: min skygge er blevet gal, han tror at han er mennesket og at jeg - tænk dig bare - at jeg er hans skygge!"
"Det er frygteligt!" sagde prinsessen, "men er han spærret inde?"
"Det er han! Og jeg er bange for at han aldrig kommer sig."
"Stakkels skygge!" sagde prinsessen, "han må være meget ulykkelig. Det er en ægte velgerning at befri ham fra den smule liv han har. Og når jeg rigtig tænker over det, så tror jeg det bliver nødvendigt at han bliver aflivet - i al stilhed!"
"Det er rigtignok hårdt!" sagde Skyggen, "for det var en tro tjener!" og så gav han ligesom et suk.
"De har en ædel karakter!" sagde Kongedatteren.
Om aftenen var hele byen illumineret, og kanonerne gik af: bum! Og soldaterne præsenterede gevær. Dét var et bryllup! Kongedatteren og Skyggen gik ud på altanen for at lade sig se og nok engang få et Hurra!
Den lærde mand hørte ikke noget til alt det, for ham havde de taget livet af.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©