H.C. Andersen - Eventyr 038:
Det gamle hus (1848)
Der var omme i gaden et gammelt, gammelt hus, det var næsten tre hundrede år, det kunne man læse sig til på bjælken, hvor årstallet var skåret ud tillige med tulipaner og humleranker. Der stod hele vers stavet som i gamle dage, og over hvert vindue var der i bjælken snittet et ansigt, som vrængede. Den ene etage gik et langt stykke ud over den anden, og lige under taget var en bly-tagrende med dragehoved. Regnvandet skulle løbe ud af dragens gab, men det løb ud af maven, for der var hul på renden.
Alle de andre huse i gaden var så nye og så pæne, med store ruder og glatte vægge, man kunne nok se at de ikke ville have noget at gøre med det gamle hus. De tænkte nok: “Hvor længe skal det skrummel stå og være til grin her i gaden? Og så løber husets karnap sådan ud, at ingen fra vore vinduer kan se hvad der sker på den anden side! Trappen er så bred som til et slot og så høj som til et kirketårn. Jerngelænderet ser jo ud som døren til et gammel gravkammer, og så har det messingknapper - det er smagløst og flovt!”
Lige overfor i gaden var der også nye og pæne huse og de tænkte ligesom de andre nye huse, men ved vinduet her sad en lille dreng med friske røde kinder og klare strålende øjne. Han syntes rigtignok bedst om det gamle hus overfor, og det både i solskin og i måneskin. Og så han over på muren, hvor kalken var gået af, så kunne han sidde og finde på alle de underligste billeder af hvordan gaden havde set ud før - med trapper, karnapper og spidse gavle. Han kunne se udskårne soldater med hellebard-økser, og tagrender der løb som drager og slanger. – Det var rigtignok et hus man kunne kigge på, og derovre boede en gammel mand, som gik i gamle knæbukser, havde en frakke med store messingknapper og en paryk, som man kunne se var en rigtig paryk. Hver morgen kom der en gammel karl hen til ham – han ryddede op og gik ærinder. Ellers var den gamle mand i de gammel fløjlsbukser helt alene i det gamle hus. En gang imellem kom han hen til vinduesruden og kiggede ud, og den lille dreng nikkede til ham, og den gamle mand nikkede igen, og så var de bekendte og så var de venner, selvom de aldrig havde talt med hinanden - men det kunne da være ligemeget.
Den lille dreng hørte sine forældre sige: “Den gamle mand derovre har det meget godt, men han er så skrækkelig ene!”
Næste søndag tog den lille dreng og pakkede noget ind i et stykke papir, gik ned i porten, og da karlen, som gik ærinder, kom forbi, sagde han til ham: “Hør, vil du give den gamle mand derovre denne pakke fra mig! Jeg har to tinsoldater, dette er den ene - han skal have den, for jeg véd at han er så skrækkelig ene.”
Og den gamle karl så helt fornøjet ud, nikkede og bar tinsoldaten over i det gamle hus. Siden kom der bud, om den lille dreng ikke havde lyst til selv at komme over på besøg, og det fik han lov til af sine forældre, og så kom han over i det gamle hus.
Og messingknapperne på trappegelænderet skinnede meget stærkere end ellers, man skulle tro at de var blevet poleret i anledning af besøget, og det var som om de udskårne hornblæsere – de var udskåret i døren – blæste af alle kræfter, kinderne så meget tykkere ud end før. Jo, de blæste: “Trattera-trá! Den lille dreng kommer! Trattera-trá!” – og så gik døren op. Hele gangen var polstret med gamle portrætter, riddere i rustning og fruer i silkekjole, og rustningerne raslede og silkekjolerne raslede! – Og så kom der en trappe, den gik et stort stykke opad og et lille stykke ned – og så var man på en altan, der rigtignok var meget skrøbelig med store huller og lange sprækker, men der voksede græs og blade op af dem alle sammen. Hele altanen udenfor, og gården og muren, var vokset til med så meget grønt, at det så ud som en have, men det var kun en altan. Her stod gamle urtepotter, som havde ansigt og æselører, og blomsterne voksede nu som de selv ville. I den ene potte løb det over alle bredder med nelliker, det vil sige med det grønne, skud ved skud, og helt tydeligt sagde det: “Luften har klappet mig, solen har kysset mig og lovet mig en lille blomst på søndag, en lille blomst på søndag!”
Og så kom de ind i et værelse, hvor væggene var betrukket med svinelæder og der var trykt guldblomster på.
“Forgyldning forgår,
Men svinelæder består!”
- sagde væggene.
Og der stod lænestole så højryggede, så udskårne, og med arme på begge sider. “Sid ned! Sid ned!” sagde de. “Uh, hvor det knager i mig! Nu får jeg nok gigt, ligesom det gamle skab! Gigt i ryggen. Uh!”
Og så kom den lille dreng ind i stuen hvor karnappen var, og hvor den gamle mand sad.
“Tak for tinsoldaten, min lille ven!” sagde den gamle mand. “Og tak fordi du kommer over til mig!”
“Tak! Tak!” eller “Knak! Knak!” sagde det i alle møblerne. De var så mange at de næsten stod i vejen for hinanden for at se den lille dreng.
Og midt på væggen hang et maleri med en dejlig dame, så ung, så glad, men klædt på som i gamle dage, med pudder i håret og stift tøj. Hun sagde hverken “tak” eller “knak,” men så bare med sine milde øjne på den lille dreng, som straks spurgte den gamle mand: “Hvor har du fået hende fra?”
“Omme hos marskandiseren!” sagde den gamle mand. “Der hænger så mange portrætbilleder. Ingen kender eller husker dem længere, for de er døde og begravede alle sammen, men i gamle dage har jeg kendt hende - hun har været død og borte i et halvt hundrede år!”
Og under maleriet hang, bag glas, en buket visne blomster. De var vist også et halvt hundrede år, så gamle så de ud. Pendulet på det store ur gik frem og tilbage, viseren drejede, og alting i stuen blev endnu ældre, men det mærkede de ikke.
“De siger hjemme,” sagde den lille dreng, “at du er så skrækkelig ene!”
“Oh,” sagde han, “men de gamle tanker - med alt hvad de kan føre med sig! - kommer og besøger mig, og nu kommer du jo også! – Jeg har det meget godt!”
Og så tog han fra hylden en bog med billeder: der var store, lange optog med de forunderligste kareter, som man ikke ser dem nu til dags, soldater ligesom klør knægt og borgere med vajende faner. Skrædderne havde deres egen fane, udsmykket med en saks, som blev holdt af to løver og skomagerne havde deres – uden støvle, men med en ørn, som havde to hoveder, for skomagerne må lave alting så at de kan sige: Det er et par! – Jo, det var en rigtig billedbog!
Og den gamle mand gik ind i den anden stue for at hente syltetøj, æbler og nødder – der var rigtignok velsignet ovre i det gamle hus.
“Jeg kan ikke holde det ud!” sagde tinsoldaten, som stod på dragkisten, “her er så ensomt og så sørgeligt. Nej, når man har levet i familieliv, kan man ikke vænne sig til dette her! – Jeg kan ikke holde det ud! Den hele dag er så lang og aftnen er endnu længere! Her er slet ikke, som ovre hos dig, hvor din far og mor talte sammen så fornøjet, og hvor du og alle I søde børn lavede sådant et dejligt spektakel. Nej, hvor den gamle mand har det ensomt! Tror du han får kys! Tror du han får smil og milde øjne, eller juletræ? Han får ikke noget, udover en begravelse! – Jeg kan ikke holde det ud!”
“Du må ikke tage det så tungt!” sagde den lille dreng. “Jeg synes her er så dejligt, og alle de gamle tanker, med alt hvad de kan føre med sig, kommer jo og besøger ham!”
“Ja, men dem ser jeg ikke, og dem kender jeg ikke!” sagde tinsoldaten, “Jeg kan ikke holde det ud!”
“Du må holde det ud!” sagde den lille dreng.
Og den gamle mand kom med det mest fornøjede ansigt, det dejligste syltetøj, æbler og nødder, og så tænkte den lille dreng ikke på tinsoldaten.
Lykkelig og fornøjet kom den lille dreng hjem, og der gik uger og der gik dage, og der blev nikket til det gamle hus og fra det gamle hus, og så kom den lille dreng derover igen.
Og de udskårne hornblæsere blæste: “Trattera-trá! Der er den lille dreng! Trattera-trá!” Og sværd og rustning på ridderbillederne raslede og silkekjolerne raslede, svinelæderet talte, og de gamle stole havde gigt i ryggen: “Av!” Det var akkurat ligesom første gang, for derovre var den ene dag og time ligesom den anden.
“Jeg kan ikke holde det ud!” sagde tinsoldaten, “Jeg har grædt tin! Her er alt for sørgeligt, lad mig hellere gå i krig og miste arme og ben! Det giver dog en forandring. Jeg kan ikke holde det ud! – Nu véd jeg hvad det er at have besøg af sine gamle tanker, med alt hvad de kan føre med sig! Jeg har haft besøg af mine, og du kan tro, det er ingen fornøjelse i længden, jeg var til sidst nær ved at springe ud fra dragkisten. Alle I derovre i huset så jeg ganske tydeligt, som om I virkeligt var her: det var pludselig igen den søndag morgen, som du ved nok: alle I børn stod foran bordet og sang en salme, som I synger den hver morgen. I stod andægtige med foldede hænder, og far og mor var lige så højtidelige, og så gik døren op, og lillesøster Maria – der snart er to år, og altid danser når hun hører musik, hvad slags det så end er - begyndte at danse, men hun kunne ikke følge rytmen, for tonerne var så lange, og så stod hun først lang tid på det ene ben og hældede hovedet helt forover, og så på det andet ben og hældede hovedet helt forover, men det ville ikke lykkes. I stod meget alvorlige, alle sammen, selvom det nok var svært ikke at le, men jeg lo indvendig og derfor faldt jeg ned af bordet og fik en bule, som jeg endnu går med, for det var ikke pænt af mig at le! Men det hele går ligesom igen inden i mig, sammen med alt hvad jeg sådan ellers har oplevet. Det er nok de gamle tanker - med alt hvad de kan føre med sig!
Sig mig, om I stadig synger om søndagen? Fortæl mig lidt om den lille Maria og hvordan har min kammerat det, den anden tinsoldat? Ja, han er rigtignok lykkelig! – Jeg kan ikke holde det ud!”
“Du er foræret bort!” sagde den lille dreng, “du måblive her. Kan du ikke indse det?”
Og den gamle mand kom med en skuffe, hvori der var meget at se på, både et “kridthus,” og en “balsam-æske", og ”gamle kort”, så store og så forgyldte, som man aldrig ser dem nu. Og der blev åbnet flere skuffer og klaveret blev åbnet, det var med et helt landskab indvendigt på klaverlåget, og det var så hæst da den gamle mand spillede på det og så nynnede han en vise.
“Ja, den kunne hun nok synge!” sagde han og så nikkede han hen til portrættet, som han havde købt hos marskandiseren, og den gamle mands øjne skinnede så klart.
“Jeg vil i krig! Jeg vil i krig!” råbte tinsoldaten så højt han kunne og styrtede sig lige ned på gulvet.
Ja, hvor blev han af? Den gamle mand søgte, den lille dreng søgte, borte var han og borte blev han. “Jeg finder ham nok!” sagde den gamle, men han fandt ham aldrig, gulvet var for stort og for hullet – tinsoldaten var faldet gennem en sprække og dernede lå han et sted, som i åben begravelse.
Og sådan gik den dag og den lille dreng kom hjem, og ugen gik og der gik flere uger. Vinduerne var fuldstændig frosne, den lille dreng måtte sidde og ånde på dem for at lave et kighul over til det gamle hus, og derovre var sneen blæst ind i alle snirkler og indskrifter, den lå helt op over trappen, som om der ikke var nogen hjemme, og der var heller ingen hjemme, for den gamle mand var død!
Om aftnen holdt en vogn udenfor, og ned i den bar man ham i hans kiste, han skulle begraves ude på landet. Der kørtes han nu ud, men ingen fulgte ham, alle hans venner var jo døde. Og den lille dreng kyssede på fingeren efter kisten, da den kørte.
Nogle dage efter blev det gamle hus sat på auktion, og den lille dreng så fra sit vindue, hvordan man bar bort derovre: de gamle riddere og de gamle damer, urtepotterne med lange ører, de gamle stole og de gamle skabe; noget kom her og noget kom der. Portrættet af hende, som var fundet hos marskandiseren, kom hen til marskandiseren igen, og der blev det ved at hænge, for ingen kendte hende mere, ingen brød sig om det gamle billede.
Om foråret rev man selve huset ned, for det var et skrummel, sagde folk. Man kunne se fra gaden lige ind i stuen til svineskindsbetrækket på væggen, som blev flænget og revet; og det grønne omkring altanen hang vildtvoksende om de faldende bjælker. – Og så blev der ryddet op.
“Det hjalp!” sagde nabohusene.
Og der blev bygget et dejligt nyt hus med store vinduer og hvide, glatte mure, men foran, hvor egentligt det gamle hus havde stået, plantedes en lille have og op af naboens mure voksede vilde vinranker. Foran haven kom et stort jerngitter med jernport, det så fornemt ud, folk stod stille og kiggede derind. Og spurvene hoppede rundt på vinrankerne, snakkede i munden på hinanden, så godt de kunne, men det var ikke om det gamle hus de snakkede, for det kunne de ikke huske, der var gået så mange år, at den lille dreng var vokset op til en hel mand, ja en dygtig mand, som hans forældre havde glæde og fornøjelse af. Og han var lige blevet gift og sammen med sin lille kone flyttet ind i huset derovre, hvor haven var. Og han stod sammen med hende, mens hun plantede en markblomst, som hun syntes var så yndig. Hun plantede den med sin lille hånd og klappede jorden til med fingrene. – Av! Hvad var det? Hun stak sig. Der sad noget spidst, det stak lige op af den bløde jord.
Det var – ja tænk! - det var tinsoldaten, ham som var blevet borte oppe hos den gamle mand, og var rumlet og tumlet ned mellem tømmer og grus og til sidst havde ligget mange år i jorden.
Og den unge kone tørrede soldaten, først med et grønt blad og så med sit fine lommetørklæde, det havde sådan en dejlig lugt! Og for tinsoldaten var det som om den vågnede op af en dvale.
“Lad mig se ham!” sagde den unge mand. Han lo og rystede så på hovedet. “Ja, ham kan det nu ikke være, men han minder mig om en historie med en tinsoldat, jeg havde, da jeg var en lille dreng!” Og så fortalte han sin kone om det gamle hus, og den gamle mand, og om tinsoldaten han sendte over til ham, fordi han var så skrækkelig ene og han fortalte det nøjagtigt som det var sket, og den unge kone fik tårer i øjnene over det gamle hus og den gamle mand.
“Det kan jo godt være at det er den samme tinsoldat!” sagde hun, “jeg vil gemme den og huske på alt, hvad du har fortalt mig. Men den gamle mands grav må du vise mig!”
“Ja, den ved jeg ikke hvor er,” sagde han, “og ingen ved det! Alle hans venner var døde, ingen passede den, og jeg var jo en lille dreng!”
“Hvor han må have været skrækkelig ene” sagde hun.
“Skrækkelig ene!” sagde tinsoldaten, “men dejligt er det, ikke at blive glemt!”
“Dejligt!” råbte noget tæt ved, men kun tinsoldaten så, at det var en lap af svinelædersbetrækket, nu uden forgyldning. Det så ud som våd jord, men en mening havde det, og den sagde det selv:
“Forgyldning forgår,
Men svinelæder består.”
Dog, det troede tinsoldaten ikke.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©