H.C. Andersen – Eventyr 039:
Vanddråben (1848)
Du kender da nok et forstørrelsesglas? Sådan et rundt brilleglas, der gør alting hundrede gange større end det er. Når man tager og holder det for øjet og ser på en vanddråbe ude fra dammen, så ser man over tusinde underlige dyr, som man ellers aldrig ser i vandet, men de ér der og det er virkeligt. Det ser næsten ud som en hel tallerken fuld af rejer, der springer rundt mellem hinanden, og de er så glubske: de river arme og ben, ender og kanter af hinanden og dog er de glade og fornøjede, på deres måde.
Nu var der engang en gammel mand, som alle folk kaldte Krible-Krable, for det hed han. Han ville altid have det bedste ud af enhver ting og når det slet ikke ville gå, så tog han det med trolddom.
Nu sidder han en dag og holder sit forstørrelses-glas for øjet og ser på en vanddråbe, der var taget ude fra en vandpyt i grøften. Nej, hvor det kriblede og krablede! Alle de tusinde smådyr hoppede og sprang, trak i hinanden og åd af hinanden.
“Ja, men det er jo afskyeligt!” sagde gamle Krible-Krable, “kan man ikke få dem til at leve i fred og ro, og hver til at passe sit?” Og han tænkte og tænkte, men det ville ikke lykkes, og så måtte han trolde. “Jeg må give dem kulør, så de kan blive tydeligere!” sagde han, og så hældte han ligesom en lille dråbe rød vin i vanddråben, men det var hekseblod - den allerfineste slags til to kroner - og så blev alle de underlige dyr rosenrøde over hele kroppen, det så ud som en hel by af nøgne vildmænd.
“Hvad har du dér?” spurgte en anden gammel trold, som ikke havde navn, og det var det fine ved ham.
“Ja, kan du gætte hvad det er?” sagde Krible-Krable, “- så skal jeg forære dig det! Men det er ikke let at finde ud af, når man ikke véd det!”
Og trolden, som intet navn havde, så igennem forstørrelsesglasset. Det så virkelig ud som en hel by, hvor alle mennesker løb om uden tøj på! Det var gyseligt, men endnu mere gyseligt var det at se hvordan den ene puffede og stødte til den anden, hvor de nippedes og nappedes, bed hinanden og trak hinanden frem og ned. Hvad der var nederst skulle øverst og hvad der var øverst skulle nederst! “Se! Se!- hans ben er længere end mit! Baf! - væk med det! Og dér er en som har en lille knop bag øret, en lille uskyldig knop, men den piner en anden, og så skal det pine ham med knoppen endnu mere!” Og de hakkede i den, og de trak i ham og de åd ham for den lille knops skyld. Og dér sad en så stille, som en lille jomfru, og ønskede bare fred og ro, men så skulle hun hives frem, og de trak i hende og de sled i hende - og de åd hende!
“Det er overordenligt morsomt!” sagde trolden.
“Ja, men hvad tror du det er?” spurgte Krible-Krable. “Kan du finde ud af det?”
“Det er da let at se!” sagde trolden, “det er jo København eller en anden storby - de ligner jo alle sammen hinanden. En stor by er det!”
“Det er grøftevand!” sagde Krible-Krable.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©