H.C. Andersen - Eventyr 040:
Den lille pige med svovlstikkerne (1848/1846)
Det var så grueligt koldt. Det sneede og det begyndte at blive mørk aften. Det var også den sidste aften i året, nytårsaften. I denne kulde og i dette mørke gik en lille, fattig pige med bart hoved og nøgne fødder på gaden. Ja, hun havde jo godt nok haft sandaler på, da hun gik hjemme fra, men hvad kunne det hjælpe? Det var endda meget store sandaler, som hendes mor tidigere havde brugt – så store var de – og dem tabte den lille pige, da hun skyndte sig over gaden, hvor to vogne kørte frygtelig stærkt forbi. Den ene sandal var ikke til at finde og den anden løb en dreng med – han sagde, at den kunne han bruge til vugge, når han selv fik børn.
Dér gik nu den lille pige på de nøgne små fødder, der var røde og blå af kulde. I et gammelt forklæde havde hun en masse svovlstikker – i dag kaldes de tændstikker – og ét bundt gik hun med i hånden. Ingen havde hele den dag købt af hende; ingen havde givet hende en lille pengeskilling. Sulten og forfrossen gik hun og så så forkuet ud, den lille stakkel! Snefnuggene faldt i hendes lange gule hår, der krøllede så smukt om nakken, men den slags pynt tænkte hun rigtignok ikke på. Ud fra alle vinduer skinnede lysene og så lugtede der i gaden så dejligt af gåsesteg – det var jo nytårsaften, ja det tænkte hun på.
Henne i en krog mellem to huse, det ene gik lidt mere frem i gaden end det andet, der satte hun sig og krøb sammen. De små ben havde hun trukket op under sig, men hun frøs stadig og hjem turde hun ikke gå, hun havde jo ingenting solgt, ikke fået en eneste pengemønt, så hendes far ville slå hende og koldt var der også hjemme, de havde kun deres tag over dem og der peb vinden ind, skønt der var stoppet strå og klude i de største sprækker. Hendes små hænder var næsten helt døde af kulde. Ak! En lille svovlstik kunne gøre godt. Turde hun bare trække en ud af bundtet, stryge den mod væggen og varme fingrene. Hun trak en ud, “ritsch!” Hvor den sprudede og gnistrede, hvor den brændte! Det var en varm, klar flamme, ligesom et lille lys, da hun holdt hånden om den. Det var et underligt lys! Den lille pige syntes hun sad foran en stor jernkakkelovn med blanke messingkugler og messingtromle, og ilden brændte så velsignet, varmede så godt! Nej, hvad var det? – Den lille pige strakte nu fødderne ud for også at varme disse, – – da slukkedes flammen, kakkelovnen forsvandt, og hun sad med en lille stump af den udbrændte svovlstik i hånden.
En ny blev strøget, den brændte, den lyste, og der hvor skinnet faldt på muren, blev denne gennemsigtig, som et slør. Hun så nu lige ind i stuen, hvor bordet stod dækket med en skinnende hvid dug, med fint porcelæn, og dejligt dampede den stegte gås, fyldt med svesker og æbler! Og hvad der endnu var dejligere, gåsen sprang fra fadet, vraltede hen af gulvet med gaffel og kniv i ryggen; lige hen til den fattige pige kom den! Da slukkedes svovlstikken og der var kun den tykke, kolde mur at se.
Hun tændte en ny. Da sad hun under det dejligste juletræ, det var endnu større og mere pyntet, end det hun havde set gennem glasdøren hos den rige købmand sidste jul. Tusinde lys brændte på de grønne grene og mange farvede billeder, ligesom de der pynter butiksvinduerne, kiggede ned til hende. Den lille strakte begge hænder i vejret – da slukkedes svovlstikken, og de mange julelys bevægede sig højere og højere op, hun så at de nu var de klare stjerner; én af dem faldt og gjorde en lang ildstribe på himlen.
“Nu dør der én!” sagde den lille, for gamle mormor, den eneste der havde været god mod hende, men nu var død, havde sagt: ”Når en stjerne falder, går der en sjæl op til Gud.”
Hun strøg igen en svovlstik mod muren. Den lyste rundt omkring, og i glansen stod nu den gamle mormor – så klar, så skinnende, så mild og velsignet.
“Mormor!” råbte den lille, “Oh, tag mig med! Jeg ved, du er borte, når svovlstikken går ud – borte ligesom den varme kakkelovn, den dejlige gåsesteg og det store velsignede juletræ!” – Og hun strøg i hast alle resterende svovlstikker i bundtet, hun ville så gerne holde fast på mormor! Og svovlstikkerne lyste med en sådan glans, at det var klarere end ved den lyse dag. Mormor havde aldrig før været så smuk, så stor. Hun løftede den lille pige op på sin arm, og de fløj i glans og glæde, så højt, så højt. Og der var ingen kulde, ingen sult, ingen angst, – de var hos Gud!
Men i krogen ved huset sad i den kolde morgenstund den lille pige med røde kinder, med smil om munden – død, frosset ihjel den sidste aften i det gamle år. Nytårsmorgen gik op over det lille lig, der sad med svovlstikkerne, hvoraf et helt bundt var næsten brændt op.
”Hun har villet varme sig!” sagde man. Ingen vidste, hvilke smukke ting hun havde set, i hvilken glans hun med sin gamle mormor var gået ind til nytårets glæde!
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©