H. C. Andersen - Eventyr 041:
Den lykkelige familie (1848)
Det største grønne blad her til lands, det er da rigtignok et skræppeblad. Holder man det foran på sin lille mave, så er det ligesom et helt forklæde, og lægger man det på sit hoved, så er det i regnvejr næsten ligeså godt som en paraply, for det er så forfærdeligt stort. Aldrig vokser en skræppe alene, nej hvor der gror en, der gror der straks flere. Det er en stor dejlighed, og al den dejlighed er sneglemad. De store hvide vinbjerg-snegle, som fornemme folk i gamle dage lod hakke til frikassé, spiste og sagde "uhm, hvor det smager!" - for de syntes nu det smagte så dejligt – de snegle levede af skræppeblade og derfor blev der sået skræpper.
Nu var der en gammel herregård, hvor man ikke længere spiste snegle, de var helt uddøde, men skræpperne var ikke uddøde, de voksede og voksede ud over alle gange og alle bede, man kunne ikke mere få bugt med dem, det var en hel skræppeskov. Hist og her stod et æble- og et blommetræ, ellers ville man aldrig have troet at det var en have. Alt var skræpper, og derinde boede de to sidste, meget gamle snegle.
De vidste ikke selv hvor gamle de var, men de kunne godt huske at de havde været mange flere, at de stammede fra en familie fra fremmede lande og at kun for dem og deres var hele skoven plantet. De havde aldrig været udenfor skræppeskoven, men de vidste at der var noget i verden, som hed Herregården, og deroppe blev man kogt, og så blev man sort og så blev man lagt på sølvfad, men hvad der videre skete vidste man ikke. Hvordan det iøvrigt var at blive kogt og at ligge på sølvfad, kunne de ikke forestille sig, men dejligt skulle det være og særdeles fornemt. Hverken oldenborren, skrubtudsen eller regnormen, som de spurgte, kunne give besked, for ingen af dem havde været kogt eller ligget på sølvfad.
De gamle hvide snegle var de fornemste i verden, det vidste de. Skoven var til for deres skyld, og Herregården var til for at de kunne blive kogt og lagt på sølvfad.
De levede nu meget ensomt og lykkeligt, og da de ikke selv havde børn, så havde de taget en lille almindelig snegl til sig, som de opdragede som deres egen, men den lille ville ikke vokse, for han var en almindelig snegl. Men de gamle, især mutter, sneglemutter, syntes dog hun kunne bemærke, at han tog på, og hun bad fatter, hvis han ikke kunne se det, om han da ville føle på det lille sneglehus, og så følte han og syntes at mutter havde ret.
En dag var det stærk regn .
"Hør hvor det tromme-romme-rommer på skræpperne", sagde sneglefar.
"Der kommer også dråber!" sagde sneglemor. "Det løber jo lige ned af stilken! Du skal se hvor her bliver vådt! Jeg er glad for vi har vort gode hus og den lille også har sit! Der er rigtignok gjort mere for os end for alle andre skabninger, man kan godt se, at vi er herskabet i verden: vi har hus fra fødselen og skræppeskoven er sået for vor skyld! Jeg gad vide hvor langt den strækker sig og hvad der er udenfor!"
"Der er ikke noget udenfor skræppeskoven!" sagde sneglefar. "Bedre end hos os kan der ikke være nogen steder, og jeg har ikke noget mere at ønske!"
"Jo," sagde mor, "jeg gad nok komme på Herregården, blive kogt og lagt på sølvfad, det er alle vore forfædre blevet, og du kan tro, der er noget særligt, noget aparte ved det!"
"Herregården er muligvis faldet sammen!" sagde sneglefar, "eller skræppeskoven er vokset hen over den, så at menneskene ikke kunne komme ud. Det har da heller ingen hast, men du skynder dig altid så forfærdelig meget og det begynder den lille også på: han har nu i tre dage krøbet op ad den skræppestilk, jeg får helt ondt i hovedet når jeg ser op på ham!"
"Du må ikke skælde sådan ud", sagde sneglemor, "han kryber jo så fornuftigt, vi får nok stor glæde af ham og andet har vi gamle jo ikke at leve for! Men har du tænkt på dette: hvor finder vi en kone til ham? Tror du ikke der langt inde i skræppeskoven skulle være nogen af vor art?"
"Sorte snegle tror jeg nu nok der er", sagde den gamle, "sorte skovsnegle uden hus, men de er så simple og de gør sig så mange indbildninger. Men vi kunne overlade det til myrerne, de løber hele tiden frem og tilbage, som om de havde noget vigtigt at lave. De kender måske en kone til vor lille snegl?"
"Jeg kender rigtignok den allerdejligste!" sagde en af myrerne, "men jeg er bange for at det ikke går, for hun er dronning!"
"Det gør ikke noget!" sagde de gamle. "Har hun hus?"
"Hun har slot!" sagde myren, "det dejligste myreslot med syv hundrede gange".
"Tak!" sagde sneglemor, "vor søn skal ikke ind i en myretue! Kender I ikke noget bedre, så overlader vi opgaven til de hvide dansemyg, de flyver vidt omkring i regn og i solskin, de kender skræppeskoven både indefra og udefra."
"Vi har fundet en kone til ham!" sagde myggene, "hundrede menneskeskridt herfra sidder der på en stikkelsbærbusk en lille snegl med hus, den er frygtelig ensom og gammel nok til at gifte sig. Det er bare hundrede menneskeskridt!"
"Ja lad hende komme hen til ham!" sagde de gamle, "han har en skræppeskov, hun har kun en busk!"
Og så hentede de den lille snegle-frøken. Det varede otte dage før hun kom, men det var netop det særlige ved det, for så kunne man se at hun var af sneglearten.
Og så holdt de bryllup. Seks Sankt Hans-orme lyste så godt de kunne, ellers foregik det hele stille, for de gamle snegle-folk kunne ikke tåle druk og dans, men en dejlig tale blev der holdt af sneglemor - fatter kunne ikke, han var så bevæget. Og så gav de dem hele skræppeskoven som arv og sagde, hvad de altid havde sagt: at det var det bedste i verden, og når blot de levede pænt og ordentligt og formerede sig, ville de og deres børn engang komme op på Herregården, blive kogte sorte og lagte på sølvfad.
Og efter at den tale var holdt, krøb de gamle ind i deres hus, og kom aldrig mere ud. De sov. Det unge snegle-par regerede i skoven og fik en stor flok sneglebørn, men de blev aldrig kogt, og de kom aldrig på sølvfad, så de regnede derfor med, at Herregården var faldet sammen, og at alle mennesker i verden var uddøde - og da ingen sagde dem imod, så var det jo sandt! Og regnen slog på skræppebladene for at gøre tromme-musik for deres skyld, og solen skinnede for at give skræppeskoven farve for deres skyld, og de var meget lykkelige, og hele familien var lykkelig, for den var det.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©