H. C. Andersen - Eventyr 043:
Flipperne (1848)
Der var engang en fin mand, en kavaler, alt hvad han havde var en støvleknægt og en kam, men han havde til sine skjorter de dejligste flipper i verden og det er om flipperne vi skal høre en historie. De var nu så gamle at de tænkte på at gifte sig, og så traf det at de kom i tøjvasken sammen med et strømpebånd.
“Nej!” sagde flipperne, “nu har jeg aldrig set nogen så slank og så fin, så blød og så nysselig. Må jeg ikke spørge om Deres navn?”
“Det siger jeg ikke!” sagde strømpebåndet.
“Hvor hører De hjemme?” spurgte flipperne.
Men strømpebåndet var så tilbageholdende og syntes at det var noget underligt at svare på.
“De er nok en slags bælte!” sagde flipperne, “sådan et indvendigt bælte! Jeg ser nok De både er til nytte og til pynt, lille jomfru!”
“De må ikke tale til mig!” sagde strømpebåndet, “jeg synes slet ikke jeg har givet Dem nogen anledning!”
“Jo, når man er så dejlig som De!” sagde flipperne, “- det er anledning nok!”
“Lad være at komme mig så nær!” sagde strømpebåndet. “De ser så mandfolkeagtig ud!”
“Jeg er også fin kavaler!” sagde flipperne, “jeg har både støvleknægt og redekam!” Det var nu ikke helt sandt, for det var jo hans herre, der havde dem, men han pralede.
“Kom mig ikke nær!” sagde strømpebåndet, “det er jeg ikke vant til!”
“Snerpe!” sagde flipperne og så blev de taget ud af vasken. De fik i derefter stivelse, hang på stolen i solskin og blev så lagt på et strygebræt, og der kom så det varme strygejern.
“Frue!” sagde flipperne til strygejernet, “lille enkefrue! Jeg bliver fuldstændig varm, jeg bliver en helt anden, jeg kommer ud af folderne, De brænder hul i mig! Uh! Jeg frier til Dem!”
“Las!” sagde strygejernet og gik stolt hen over flipperne, for det bildte sig ind at det var en dampkedel, der skulle ud på jernbanen og trække vogne.
“Las!” sagde det.
Flipperne flossede lidt i kanterne, og så kom papirsaksen og skulle klippe det flossede af.
“Oh!” sagde flipperne! “De er nok førstedanserinde, som De dog kan strække ben! Det er det yndigste jeg har set! Det kan intet menneske gøre Dem efter!”
“Det ved jeg!” sagde saksen.
“De fortjente at være grevinde!” sagde flipperne, “Alt hvad jeg har, er en fin kavaler, en støvleknægt og en redekam! Bare jeg også havde et grevskab!”
“Frier han?” sagde saksen, for den blev vred og så gav den ham et ordentligt klip, og så var han kasseret.
“Jeg må nok fri til kammen!”, tænkte de kasserede flipper.“Det er mærkeligt hvor De sådan beholder alle Deres tænder, lille frøken!” sagde flipperne. “Har De aldrig tænkt på forlovelse?”
“Jo, det kan De vel nok regne ud!” sagde kammen, “jeg er jo forlovet med støvleknægten!”
“Forlovet?” sagde flipperne. Nu var der ikke flere at fri til og så foragtede han forlovelser.
En lang tid gik, så kom flipperne i en kasse hos papirmølleren. Der var stort kludeselskab: de fine klude for sig, de grove for sig, sådan som det skal være. De havde alle meget at fortælle, men flipperne mest - det var en ordentlig pralhans.
“Jeg har haft så frygtelig mange kærester!” sagde flipperne, “jeg kunne ikke gå i fred! Jeg var nu også fin kavaler, med stivelse! Jeg havde både støvleknægt og kam, som jeg dog aldrig brugte! De skulle have set mig den gang, set mig når jeg lå på siden! Aldrig glemmer jeg min første kæreste, hun var bælte, så fin, så blød og så nydelig, hun styrtede sig i en vandbalje for min skyld! Der var også en enkefrue, som blev gloende, men jeg lod hende stå og blive sort! Og der var også den førstedanserinde, hun gav mig den flænge jeg nu går rundt med, hun var så glubsk! Min egen kam var forelsket i mig, hun tabte alle sine tænder af kærestesorg. Ja, jeg har oplevet meget af den slags! Men det gør mig mest ondt for strømpebåndet, jeg mener bæltet, der gik i vandbaljen. Jeg har meget på min samvittighed, jeg kan trænge til at blive til hvidt papir!”
Og det blev de: alle kludene blev hvidt papir, men flipperne blev netop til dette stykke hvide papir vi her ser på, og hvorpå historien er trykt, og det var fordi den pralede så frygteligt bagefter af hvad der aldrig var sket. Og det skal vi tænke på, at vi ikke bærer os ligesådan ad, for vi kan såmænd aldrig vide, om vi ikke også engang kommer i kludekassen og bliver gjort til hvidt papir og får hele vores egen historie trykt på det, selv de allerhemmeligste ting og endda selv må løbe rundt og fortælle den, ligesom flipperne.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©