H. C. Andersen - Eventyr 044:
Hyldemor (1850)
Der var engang en lille dreng, der var forkølet. Han havde gået og fået våde fødder, ingen kunne begribe, hvor han havde fået dem fra, for det var ganske tørt vejr. Nu klædte hans mor ham af, lagde ham i seng og bragte tepotten ind, for at lave ham en god kop hylde-te, for det varmer! I det samme kom ind ad døren den gamle morsomme mand, som boede øverst oppe i huset og levede så alene, for han havde hverken kone eller børn, men holdt så meget af alle børn og kunne fortælle så mange eventyr og historier, at det var en lyst.
“Nu drikker du din te!” sagde moren, ”måske får du så et eventyr.”
“Ja, hvis bare man kunne noget nyt!” sagde den gamle mand og nikkede så mildt. “Men hvor har den lille fået de våde fødder?” spurgte han.
“Ja, hvor har han det?” sagde moren, “det kan ingen rigtig forstå.”
“Får jeg et eventyr?” spurgte drengen.
“Ja, men kan du sige mig temmelig nøjagtigt, for det må jeg først vide: hvor dyb er rendestenen omme i den lille gade, hvor du går i skole.”
“Akkurat til midt på støvlerne,” sagde drengen, “men det er når jeg går ud hvor det er dybest!
“Se, derfra har vi de våde fødder,” sagde den gamle. “Og nu burde jeg rigtignok fortælle et eventyr, men jeg kan ikke flere!”
“De kan lave et lige straks,” sagde den lille dreng. “Mor siger, at alt hvad De ser på, kan blive et eventyr, og alt hvad De rører ved, kan De få en historie ud af!”
“Ja, men de eventyr og historier dur ikke! Nej, de rigtige, de kommer helt af sig selv, de banker mig på panden og siger: Her er jeg!”
“Banker det ikke snart?” spurgte den lille dreng, og moren lo, kom hylde-te på tepotten og hældte kogende vand over.
“Fortæl! Fortæl!”
“Ja, hvis der bare ville komme et eventyr af sig selv, men sådant et er fornemt, det kommer kun når det selv har lyst! - Stop!” sagde han lige med et. “Der har vi det! Pas på, nu er der et på te-potten!”
Og den lille dreng så hen til tepotten, låget hævede sig mere og mere, og hyldeblomsterne kom frem så friske og hvide, de skød store lange grene, selv ud af tuden bredte de sig til alle sider og blev større og større, det var den dejligste hylde-busk, et helt træ, det ragede ind i sengen og skød gardinerne til side. Nej, hvor det blomstrede og duftede! Og midt i træet sad en gammel, venlig kone med en underlig kjole på, den var ganske grøn, ligesom hyldetræets blade og besat med store hvide hyldeblomster, man kunne ikke straks se, om det var tøj eller levende grønt og blomster.
“Hvad hedder den kone?” spurgte den lille dreng.
“Ja, de gamle romere og grækere,” sagde den gamle mand, “de kaldte hende en dryade, men det forstår vi ikke rigtig. Ude i søfolkenes huse i Nyboder har de et bedre navn til hende, der kaldes hun: "Hyldemor", og det er nu hende, du skal passe på. Hør bare efter, og se på det dejlige hyldetræ:
Netop sådant et stort, blomstrende træ står der ude i Nyboder. Det voksede henne i krogen i en lille fattig gård. Under dette træ sad en eftermiddag, i det dejligste solskin, to gamle folk, det var en gammel, gammel sømand og hans gamle, gamle kone. De var oldeforældre og skulle snart holde deres guldbryllup, men de kunne ikke rigtig huske datoen, og hyldemor sad i træet og så så fornøjet ud, ligesom her. ”Jeg ved nok, når det er deres guldbryllup!” sagde hun, men de hørte det ikke, de talte om de gamle dage.
"Ja, kan du huske," sagde den gamle sømand, "den gang vi var ganske små unger og løb og legede, det var netop i den samme gård, hvor vi nu sidder, og vi stak pinde i jorden og lavede en have."
"Ja," sagde den gamle kone, "det husker jeg godt! og vi vandede pindene, og en af dem var en hyldepind, den satte rod, skød grønne skud og er nu blevet til det store træ, vi gamle mennesker sidder under."
"Ja vist!" sagde han, "og derhenne i krogen stod en vandbalje, og der flød mit lille træskib, jeg havde selv skåret det, hvor det dog kunne sejle! Men jeg kom rigtignok snart anderledes ud at sejle!"
"Ja, men først gik vi i skole og lærte noget!" sagde hun, "og så blev vi konfirmeret og skulle ud at arbejde. Vi græd begge to, men om eftermiddagen gik vi hånd i hånd op på Rundetårn og så ud i verden over København og vandet. Så gik vi ud på Frederiksberg, hvor kongen og dronningen i deres prægtige både sejlede rundt i kanalerne."
"Men jeg kom rigtignok anderledes til at sejle, og det i mange år, langt bort på de store rejser!"
"Ja, jeg græd tit for dig!" sagde hun, "jeg troede, du var død og borte og skulle ligge og pjanke dernede i det dybe vand! Mange nætter stod jeg op og så om vejrhanen drejede sig. Ja, den drejede sig nok, men du kom ikke! Jeg husker så tydelig, hvordan det skyllede ned en dag. Skraldemanden stod udenfor huset, hvor jeg tjente, jeg kom ned med skraldespanden og blev stående ved døren. Hvor var det dog et fælt vejr! Og ligesom jeg stod der, var postbuddet ved siden af mig og gav mig et brev, det var fra dig! Ja, hvor det brev havde rejst vidt omkring! Jeg fór lige i det brev og læste. Jeg lo og jeg græd, jeg var så glad! Der stod, at du var i de varme lande, hvor kaffebønnerne gror! Hvor det må være et velsignet land! Du fortalte så meget, og jeg så det alt sammen for mig, mens regnen skyllede ned, og jeg stod med skraldespanden. I det samme var der en, som tog mig om livet -!"
"- Ja, men du gav ham dog et godt slag på øret, så det klaskede efter."
"Jeg vidste jo ikke, at det var dig! Du var kommet lige så tidligt som dit brev, og du var så køn – det er du da endnu! – og du havde et langt, gult silkelommetørklæde i lommen og en blank hat på, du var så fin. Gud, hvor det dog var et frygteligt vejr, og hvor gaden så ud!"
"Så blev vi gift!" sagde han, "husker du? Og så da vi fik den første lille dreng og så Marie og Niels og Peter og Hans Christian!"
"Ja, og hvor de alle sammen er vokset op og blevet skikkelige mennesker, som alle holder af!"
"Og deres børn igen, de har også fået små!" sagde den gamle matros. "Ja det er børnebørns børn, der er krummer i! – Og det var vist endda på denne tid af året vi holdt bryllup!"
"Ja, netop i dag er det jeres Guldbryllupsdag!" sagde hyldemor og stak hovedet lige ind imellem de to gamle, og de troede, at det var nabokonen, der nikkede. De så på hinanden og holdt hinanden i hænderne. Lidt efter kom børn og børnebørn, de vidste godt, at det var deres guldbryllupsdag, de havde allerede ønsket tillykke i morges, men det var glemt af de gamle, hvorimod de godt huskede alt, hvad der var sket for mange år tilbage. Og hyldetræet duftede så stærkt og solen, som var ved at gå ned, skinnede de to gamle lige ind i ansigtet. De så begge to så rødmossede ud, og den mindste af børnebørnene dansede rundt om dem og råbte nok så lyksalig, at i aften skulle der rigtig være fest, de skulle have varme kartofler.
Og Hyldemor nikkede i træet og råbte ”hurra” sammen med alle de andre!”
– “Men det var jo ikke et eventyr!” sagde den lille dreng, som hørte det.
“Ja, det vil du forstå senere!” sagde han, som fortalte, “men lad os spørge Hyldemor!”
“Nej, det var ikke et eventyr;” sagde Hyldemor, “men nu kommer det! Ud af det virkelige vokser netop det forunderligste eventyr, ellers kunne jo min dejlige hyldebusk ikke være sprunget ud af tepotten!” Og så tog hun den lille dreng ud af sengen, lagde ham ved sit bryst, og hyldegrenene, fulde af blomster, slog sammen omkring dem, de sad, som i det tætteste lysthus, og det fløj med dem igennem luften, det var så mageløst dejligt. Hyldemor var med ét blevet en ung, nydelig pige, men kjolen var endnu af samme grønne, hvidblomstrede tøj, som hyldemor havde båret. På brystet havde hun en rigtig hyldeblomst, og om sit gule, krøllede hår en hel krans af hyldeblomster. Hendes øjne var så store, så blå, oh, hun var så velsignet at se på! Hun og drengen kyssedes, og nu havde de samme alder og samme lyst.
De gik hånd i hånd ud af løvhytten og stod nu i hjemmets smukke blomsterhave. Ved den friske græsplet var den gamle hyldefars stub tøjret til en pind. For de små var der liv i stubben: så snart de satte sig over skrævs på den, forvandlede den sig til et prægtigt vrinskende hest. Dens lange sorte manke flagrede, og fire slanke, stærke ben skød ud. Dyret var stærkt og livligt, og i galop fór de rundt på græspletten: hussa! – “Nu rider vi meget langt væk!” sagde drengen, “vi rider helt til herregården, hvor vi var sidste år!” Og de red og red, hele græspletten rundt. Og altid råbte den lille pige, der, som vi ved, var hyldemor: “Nu er vi på landet! Ser du bondens hus med den store bagerovn, den ligner et kæmpestort æg i muren ud mod vejen. Hyldetræet hælder sine grene hen over den, og hanen går og skraber for hønsene, se, hvor den bryster sig! Og nu er vi ved kirken, den ligger højt på bakken mellem de store egetræer, hvoraf det ene er halvt gået ud! – Nu er vi ved smedjen, hvor ilden brænder, og de halvnøgne mænd slår med hammeren, så gnisterne flyver vidt omkring. Af sted, af sted til den prægtige herregård!” Og alt, hvad den lille pige, der sad bag på stubben, sagde, det fløj også forbi. Drengen så det! Og alligevel kom de kun græspletten rundt. Så legede de i sidegangen og ridsede i jorden en lille have, og hun tog hyldeblomsten af sit hår, plantede den, og den voksede akkurat ligesom det var sket for de gamle folk i Nyboder den gang de var små, og som der tidligere er fortalt om. De gik hånd i hånd, ligesom de gamle folk havde gjort det som børn, men ikke op på Rundetårn, eller ud til Frederiksberg Have, nej, den lille pige tog drengen om livet, og så fløj de vidt omkring i hele Danmark, og det var forår og det blev sommer, og det var høst og det blev vinter, og tusinde billeder afspejlede sig i drengens øjne og hjerte, og altid sang den lille pige for ham: “Det vil du aldrig glemme!” Og på hele turen duftede hyldetræet så sødt og så dejligt; han bemærkede godt roserne og de friske bøge, men hyldetræet duftede endnu mere forunderligt, for dets blomster hang ved den lille piges hjerte, og til det hældede han i flugten tit sit hoved.
“Her er dejligt om foråret!” sagde den unge pige, og de stod i den nys udsprungne bøgeskov, hvor den grønne skovmærke duftede for deres fødder, og de blegrøde anemoner så så dejlige ud i det grønne. “Oh, var det altid forårsfriskt i den duftende danske bøgeskov!”
“Her er dejligt om sommeren!” sagde hun, og de fór forbi gamle herregårde fra riddertiden, hvor de røde mure og takkede gavle spejlede sig i kanalerne, hvor svanerne svømmede og kiggede op i de gamle kølige alleer. På marken bølgede kornet, som om det var en sø, grøfterne stod med røde og gule blomster, gærderne med vild humle og blomstrende snerler. Og om aftenen steg månen op rund og stor, høstakkene på engene duftede så sødt. “Det glemmes aldrig!”
“Her er dejligt om efteråret!” sagde den lille pige, og luften blev dobbelt så høj og blå, skoven fik de dejligste kulører af rødt, gult og grønt, jagthundene fór af sted, hele skarer fuglevildt fløj skrigende hen over kæmpehøjen, hvor brombærranken hang om de gamle sten. Havet var sortblåt med hvide sejlere og i loen sad gamle koner, piger og børn og pillede humle i et stort kar. De unge sang viser, men de gamle fortalte eventyr om nisser og trolde. Bedre kunne der ikke være!
“Her er dejligt om vinteren!” sagde den lille pige; og alle træer stod med rimfrost, de så ud som hvide koraller, sneen knirkede under fødderne, som om man altid havde nye støvler på, og fra himlen faldt det ene stjerneskud efter det andet. I stuen tændtes juletræet, der var gaver og godt humør. På landet klang violinen i bondens stue, æbleskiver blev kastet i grams, og selv det fattigste barn sagde: “Det er dog dejligt om vinteren!”
Ja, det var dejligt! og den lille pige viste alting til drengen, og altid duftede hyldetræet og altid vajede det røde flag med det hvide kors, flaget, hvorunder den gamle sømand i Nyboderhavde sejlet. Og drengen blev større, og han skulle ud i den vide verden, langvejs bort til de varme lande, hvor kaffen gror. Men i afskeden tog den lille pige en hyldeblomst af sit bryst, gav ham den som minde og den blev lagt i salmebogen, og altid i fremmed land, når han åbnede bogen, var det netop på det sted, hvor erindringsblomsten lå, og jo mere han så på den, des friskere blev den. Han nærmest følte en duft fra de danske skove, og tydeligt så han mellem blomsterbladene den lille pige titte frem med sine klare blå øjne, og hun hviskede da: “Her er dejligt om foråret, om sommeren, ved høst og vinter!” og hundrede billeder gled gennem hans tanker.
Således gik mange år, og han var nu en gammel mand og sad med sin gamle kone under et blomstrende træ. De holdt hinanden i hænderne, ligesom oldefar og oldemor gjorde det ude i Nyboder, og de talte ligesom de om de gamle dage, og om guldbrylluppet. Den lille pige med de blå øjne og med hyldeblomsterne i håret sad oppe i træet, nikkede til dem begge to, og sagde: “I dag er det jeres Guldbryllupsdag!” og så tog hun to blomster af sin krans, kyssede på dem, og de skinnede først som sølv, så som guld, og da hun lagde dem på de gamle folks hoveder, blev hver blomst til en guldkrone. Der sad de begge to som en konge og en dronning, under det duftende træ, der helt og aldeles så ud som et hyldetræ, og han fortalte sin gamle kone historien om hyldemor, sådan som den var fortalt ham, da han var en lille dreng, og de syntes begge to, at der var så meget i den, som lignede deres egen, og det der lignede, det syntes de bedst om.
“Ja, sådan er det!” sagde den lille pige i træet, “nogle kalder mig Hyldemor, andre kalder mig Dryade, men egentlig hedder jeg Erindring, det er mig, der sidder i træet, som vokser og vokser, jeg kan huske, og jeg kan fortælle! Lad mig se, om du har din blomst, endnu?”
Og den gamle mand åbnede sin salmebog, dér lå hyldeblomsten, så frisk, som var den for nylig lagt der i, og Erindringen nikkede, og de to gamle med guldkrone på sad i den røde aftensol. De lukkede øjnene, og – og -! Ja så var eventyret ude!
Den lille dreng lå i sin seng, han vidste ikke, om han havde drømt, eller om han havde hørt det fortalt. Tepotten stod på bordet, men der voksede intet hyldetræ ud af den, og den gamle mand, som havde fortalt, var lige ved at gå ud af døren, og det gjorde han.
“Hvor var det dejligt!” sagde den lille dreng. “Mor, jeg har været i de varme lande!”
“Ja, det tror jeg nok!” sagde moren, “når man sætter to svingende kopper hyldete til livs, så kommer man nok til de varme lande!” – og hun dækkede ham godt til, så han ikke skulle forkøle sig. “Du har nok sovet, mens jeg sad og skændtes med ham, om det nu var en historie eller et eventyr!”
“Og hvor er Hyldemor?” spurgte drengen.
“Hun er i tepotten!” sagde moren, “og der kan hun blive!
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©