H. C. Andersen - Eventyr 045:
Lykkens galocher (1850/1838)
I. En begyndelse.
Det var i København, på Østergade i et af husene, ikke langt fra Kongens Nytorv, at der var stort selskab, for det må man have engang imellem, så er det gjort - og så kan man selv blive inviteret. Den ene halvdel af selskabet sad allerede ved bordene med kortspil, og den anden halvdel ventede på hvad der ville komme ud af fruens: "ja, nu skulle vi se til at finde på noget!" Så vidt var man og samtalen gik, som den kunne. Blandt andet faldt også talen på middelalderen. Enkelte anså denne for langt bedre end vor tid, ja justitsråd Knapforsvarede så ivrigt denne mening, at fruen straks holdt med ham, og begge hidsede sig op over H. C. Ørsteds artikel om ”Gamle og Nye Tider” i den nye årbog for 1835, hvor vor tid i det væsentlige anses som den bedste. Justitsråden anså Kong Hans' tid omkring år 1500 for den dejligste og allerlykkeligste tid.
Under al den snak for og imod, der kun blev afbrudt af et bud kom med avisen - men i den stod der ikke noget, der var værd at læse - ville jeg gå ud i det forreste værelse, hvor overtøj, stokke, paraplyer og galocher havde plads. Her sad to tjenestepiger, en ung og en gammel. Man skulle tro, at de var med for at følge deres herskab, måske en eller anden gammel frøken eller enkefrue, men så man lidt nøjere på dem, så forstod man snart, at de ikke var almindelige tjenestepiger - dertil var deres hænder for fine, deres holdning og bevægelser for kongelige, for det var den, og deres tøj havde også et ganske eget, dristigt snit. Det var to feer, den yngste var vel ikke Lykken selv, men en af hendes kammerjomfruers kammerpiger, der bringer de mindre lykkens gaver omkring. Den ældre så så inderlig alvorlig ud, det var Sorgen. Hun går altid selv i egen høje person sine ærinder, så ved hun, at de blive vel udført!
De fortalte hinanden, hvor de denne dag havde været. Hun, som var kammerjomfruens kammerpige hos Lykken, havde indtil nu kun besørget nogle ubetydelige ærinder. Hun havde, sagde hun, frelst en ny hat fra regnskyl, skaffet en ærlig mand en hilsen fra et fornemt nul af en person og sådant noget. Men hvad hun endnu havde tilbage var noget ganske ualmindeligt.
"Jeg må da fortælle," sagde hun, "at det er min fødselsdag idag, og til ære for den er der blevet betroet mig et par galocher, overtræks-sko, som jeg skal bringe til menneskeheden. Disse galocher har den egenskab, at enhver, som får dem på, øjeblikkelig får ethvert ønske opfyldt om det sted eller i den tid, hvor han helst vil være - og mennesket vil således endelig engang blive lykkelig hernede!"
"Jo, det kan du måske tro!" sagde Sorgen, "men han bliver blot ulykkelig og vil velsigne det øjeblik, han igen er fri for galocherne!"
"Hvor vil du hen?" sagde den yngste, "nu stiller jeg dem her ved døren, så en tager fejl og bliver den lykkelige."
Se det var den samtale!
II. Hvordan det gik justitsråden.
Det var sent. Justitsråd Knap, fordybet i Kong Hans´ tid, ville hjem og nu var det ham styret sådan, at han, i stedet for sine egne galocher, fik Lykkens galocher på og trådte ud på Østergade. Men han var ved galochernes tryllekraft trådt tilbage til Kong Hans' tid, og derfor satte han foden lige ned i slam og mudder på gaden, fordi der på den tid endnu ikke fandtes brosten på gaderne.
"Det er jo forfærdeligt, hvor sølet her er!" sagde justitsråden. "Hele fortovet er jo væk og alle gadelygterne er slukkede!"
Månen var endnu ikke kommet højt nok op, luften desuden temmelig tåget, så alt rundt om flød hen i mørke. På det nærmeste hjørne hang imidlertid en lanterne foran et Jomfru Maria-billede, men det lys var næsten usynligt, han bemærkede det først, da han stod lige under det og hans øjne faldt på det malede billede med moderen og Jesus-barnet.
"Det er nok en kunstudstilling," tænkte han", hvor de har glemt at tage skiltet ind!"
Et par mennesker, i den tidsalders dragter, gik forbi ham.
"Hvordan var det dog de så ud! Kom de mon lige fra en karnevals-fest?"
Med et lød trommer og fløjter, og stærke lamper lyste. Justitsråden standsede og så nu et forunderligt optog komme forbi: allerforrest gik en hel flok trommeslagere, som ret dygtigt spillede på deres instrumenter, og efter dem fulgte livvagter med buer og armbrøst. Den fornemste i optoget var en kirkelig mand. Forbavset spurgte justitsråden, hvad dette skulle betyde og hvem denne mand var.
"Det er Sjællands biskop!" svarede man.
"Herre Gud, hvad går der af bispen?" sukkede justitsråden og rystede på hovedet, det kunne dog umuligt være bispen. Mens han tænke over dette og uden at se til højre eller venstre gik justitsråden gennem Østergade og over Højbroplads. Broen til Slotspladsen var ikke til at få øje på! Han skimtede en sumpet å-bred og mødte her endelig to karle, der sad ved en båd.
"Vil Herren sættes over på Holmen?" spurgte de.
"Over på Holmen?" sagde justitsråden, der jo ikke vidste i hvilken tidsalder han vandrede, "- nej, jeg vil ud på Christianshavn i Lille Torvegade!"
Karlene så på ham.
"Sig mig bare, hvor broen er!" sagde han. "Det er forbandet, at her ingen gadelygter er tændt, og så er der sumpet, som om man gik i en mose!"
Jo længere han talte med bådsmændene, des mere uforståelige syntes han de blev.
"Jeg forstår ikke jeres bornholmske sprog!" sagde han til sidst vredt, og vendte dem ryggen. Broen fra Højbro Plads over til slottet kunne han ikke finde, rækværk var der heller ikke! "Det er en skandale, som der her ser ud!" sagde han. Aldrig havde han fundet sin tidsalder elendigere end denne aften. "Jeg tror, jeg vil hyre en hestevogn!" tænkte han, men hvor var alle hyrevognene? Ingen var at se. "Jeg må gå tilbage til Kongens Nytorv, dér holder vel nogle vogne - ellers kommer jeg nok aldrig ud på Christianshavn!"
Nu gik han da til Østergade og var næsten igennem den, da månen kom frem.
"Herre Gud, hvad er det for et træstillads de har stillet op!" sagde han, da han så Østerport, som på den tid havde plads for enden af Østergade.
Endelig fandt han dog en låge i porten, og gennem den kom han ud på vort Kongens Nytorv, men det var blot en stor eng. Enkelte buske struttede frem og tværs over engen gik en bred kanal eller å. Nogle usle træboder til de hollandske skippere, efter hvilke stedet havde navnet Hallands-ås, lå på den modsatte bred.
"Enten ser jeg et fata morgana, som man kalder det, eller også jeg er fuld!" jamrede justitsråden. "Hvad er dog dette? Hvad er dog dette?"
Han vendte om igen i den faste tro, at han var syg. Da han kom ind i gaderne, så han lidt nøjere på husene. De fleste var med bindingsværk og mange havde kun stråtag.
"Nej, jeg er slet ikke vel tilpas!" sukkede han, "og jeg drak dog kun et glas Punsch! Men jeg kan ikke tåle det! Og det var også inderligt forkert, at give os Punsch og varm laks! Det skal jeg huske at sige til værtens fruen! Skulle jeg gå tilbage til dem igen og lade dem vide, hvordan jeg har det? Men det er så flovt! Og mon de er oppe endnu?"
Han søgte efter gården, men den var ikke til at finde.
"Det er jo forfærdeligt! Jeg kan ikke kende Østergade igen! Ikke en butik er der! Kun gamle, elendige boder ser jeg, som om jeg var i Roskilde eller Ringsted! Ak, jeg er syg! Det kan ikke hjælpe at skamme sig! Men hvor i alverden er dog værtens gård? Den ligner ikke sig selv mere! Men derinde er der dog folk oppe. Ak, jeg er helt sikkert syg!"
Nu stødte han på en halvåben dør, hvor lyset faldt ud gennem sprækken. Det var et af den tids herbergs-steder, en slags ølhus, der lignede holstenske kroers forstuer. En del skippere, københavnske borgere og et par lærde folk sad her i dybe diskussioner ved deres ølkrus og lagde nærmest ikke mærke til ham som trådte ind.
"Om forladelse," sagde justitsråden til værtinden, som kom hen imod ham, "jeg har fået så inderlig ondt! Vil De ikke skaffe mig en hyrevogn ud til Christianshavn?"
Konen så på ham og rystede på hovedet; derpå tiltalte hun ham på tysk. Justitsråden antog, at hun ikke kunne tale dansk og fremførte derfor sit ønske igen, på tysk. Dette, sammen med hans påklædning, bestyrkede konen i, at han var en udlænding. At han havde det dårligt begreb hun snart og gav ham derfor et krus vand, godt nok noget brakvand hentet ude fra brønden.
Justitsråden støttede sit hoved på sin hånd, trak vejret dybt og tænkte over alt det sælsomme omkring sig.
"Er det avisen ”Dagen”?," spurgte han for at sige noget, da han så konen flytte et stort papir.
Hun forstod ikke, hvad han mente, men rakte ham bladet. Det var et træsnit, der viste et luftsyn, en slags meteor, set ved byen Köln.
"Det er meget gammelt!" sagde justitsråden og blev helt oplivet ved at se sådant et gammelt tryk. "Hvor har De dog fundet det sjældne papir? Det er meget interessant, skønt det hele jo er en ren fantasi! Man forklarer sådanne luftsyn ved at det er nordlys, man har set - rimeligvis fremkommer de ved elektriciteten!"
De som sad nærmest og hørte hans tale, så forundrede på ham og en af dem rejste sig, tog ærbødigt hatten af og sagde med den alvorligste mine: "I er vist en meget lærd mand, Monsieur!"
"O, nej!" svarede justitsråden, "jeg kan blot tale med om et og andet, som man jo skal kunne det!"
"Modestia, mådehold, er en skøn dyd!" sagde manden, "i øvrigt må jeg sige til Eders tale: mihi secus videtur – den synes mig anderledes! Dog suspenderer jeg gerne her min dømmekraft!"
"Tør jeg ikke spørge, hvem jeg har den fornøjelse at tale med?" spurgte justitsråden.
"Jeg har studeret, har en akademisk ´baccalaur-grad´ udi den hellige skrift!" svarede manden.
Dette svar var justitsråden nok, titlen svarede her til klædedragten. Det er nok en gammel landsbyskolemester, tænkte han, en aparte fyr, som man endnu kan træffe dem oppe i Jylland.
"Dette sted er godt nok ikke et auditorium, et ´locus docendi´," begyndte manden, "dog beder jeg, om I vil ulejlige Eder med at tale lidt mere! I har vist gjort en stor læsning i de gamle, antikke skrifter!"
"O, ja såmænd!" svarede justitsråden, "jeg læser gerne gamle nyttige skrifter, men jeg kan også godt lide de nyere, dog ikke de såkaldte ”Hverdagshistorier”, dem har vi nok af i virkeligheden!"
"Hverdagshistorier?" spurgte vor baccalaureus.
"Ja, jeg mener disse nye romaner man læser for tiden."
"O," smilede manden, "der er dog stor dygtighed i de romaner og de læses ved hoffet. Kongen ynder i særdeles den om ”Hr. Iffven og Hr. Gaudian”, der handler om Kong Arthur og hans riddere ved det runde bord. Han har moret sig derover sammen med sine høje herrer ved hoffet!"
"Ja, den har jeg ikke læst endnu!" sagde justitsråden, "det må være en ganske ny en, som vor lærde Johan Ludvig Heiberg har udgivet!"
"Nej," svarede manden, "den er ikke udgivet af Heiberg, men af Godfred von Gehmen!"
"Nå, så dét er navnet på forfatteren?" sagde justitsråden, "Men det er da et meget gammelt navn! Er Gehmen ikke den første bogtrykker der har været i Danmark?"
"Ja, det er vor første bogtrykker!" sagde manden. Og således gik samtalen ganske godt; nu talte en af de gode borgermænd om den alvorlige pestilens, der plagede byen for et par år siden, og mente pesten i 1484. Justitsråden antog, at det var den aktuelle kolera-epidemitalen drejede sig om, og så gik diskursen ret godt. Fribytterkrigen i 1490 lå så tæt på, at den måtte berøres: ja, de engelske fribyttere havde taget skibene på Rheden i Københavns havn, sagde de. Og justitsråden, der netop havde oplevet begivenheden på Rheden i 1801, stemte straks fortræffeligt i mod engelskmændene! Den øvrige tale derimod gik ikke så godt, hvert øjeblik blev det mest til gensidig bedemands-stil, som man siger. Den studerede mand var alt for uvidende, og justitsrådens simpleste ytringer klang ham hele tiden for dristige og for fantastiske. De så på hinanden, og blev det altfor galt, så talte vor baccalaureus latin, da han så troede bedre at blive forstået, men det hjalp dog ikke.
"Hvorledes er det med Dem?" spurgte værtinden, og trak justitsråden i ærmet. Og nu kom hans besindelse tilbage, for imens han talte havde han rent glemt alt hvad der var gået forud.
"Herre Gud, hvor ér jeg!" sagde han og svimlede ved at tænke over det.
"Kryddervin vil vi drikke! Mjød og Bremer-øl!", råbte en af gæsterne, "og I skal drikke med!"
To piger kom ind, den ene havde en forførende tofarvet, sort-rød hue på, som de prostituerede havde i gamle dage. De skænkede og nejede; det løb justitsråden iskoldt ned af ryggen.
"Hvad er dog dette? Hvad er dog dette!" sagde han, men han måtte jo drikke med dem. Pigerne tog ganske grundigt fat på den gode mand, han var meget fortvivlet, og da en af gæsterne sagde, at han var drukken, tvivlede han aldeles ikke på mandens ord, bad dem bare om at skaffe sig ”en hyrevogn, en drosche!” og da troede de, han talte russisk!
Aldrig havde han været i så råt og simpelt et selskab; man skulle tro, landet var gået tilbage til nordisk hedenskab, mente han."Det er det skrækkeligste øjeblik i mit liv!". I det samme fik han den tanke, at han ville bukke sig ned under bordet, krybe hen til døren og så se at slippe ud. Men i det han var ved udgangen, mærkede de andre, hvad han havde for. De greb ham ved benene, og da, til hans gode lykke, gik galocherne af og - med disse - hele trylleriet.
Justitsråden så ganske tydeligt foran sig en klar lygte brænde, og bag den lå en stor gård. Han genkendte den og nabogårdene: det var på Østergade, sådan som vi alle kender den, og han lå med benene hen mod en port, og lige overfor sad vægteren og sov.
"Du min skaber, har jeg ligget her på gaden og drømt!" sagde han. "Ja, det er Østergade, sådan som vi alle kender den! Hvor velsignet lys og broget! Det er dog skrækkeligt, hvor det glas Punsch må have virket stærkt på mig!"
To minutter efter sad han i en drosche, som kørte til Christianshavn med ham. Han tænkte på den angst og nød, han havde overstået, og priste af hjertet den lykkelige virkelighed, vor tid, der med alle sine mangler dog var langt bedre, end den tid han nylig havde været i - og se det var fornuftigt af justitsråden!
III. Vægterens eventyr.
"Der ligger såmænd et par galocher!" sagde vægteren. "Det er vistnok løjtnantens, som bor deroppe, for de ligger lige ved porten!"
Gerne havde den ærlige vægter ringet på og afleveret dem, for der var lys endnu, men han ville ikke vække de andre folk i huset og derfor lod han være.
"Det må være ganske lunt, at have sådant et par tingester på!" sagde han. "De er så bløde i læderet , der skulle være lavet af gummi arabicum!" De sluttede godt om hans fødder. "Hvor det dog er løjerligt i verden! Nu kunne løjtnanten gå i sin gode seng, men se, om han gør det: op og ned af gulvet trisser han! Han er et lykkeligt menneske, har hverken mutter eller rollingerne! Hver aften er han til selskab, gid jeg var ham, ja så var jeg en lykkelig mand!"
I det han sagde sit ønske, virkede galocherne, han havde taget på: vægteren gik over i hele løjtnantens person og tænkning. Dér stod han oppe i værelset og holdt mellem sine fingre et lille rosenrødt papir, hvorpå var skrevet et digt, et digt af Hr. løjtnanten selv; for hvem har ikke engang i sit liv været stemt til at digte, og nedskriver man da tanken, så har man verset. Her stod skrevet:
"Gid jeg var rig!"
"Gid jeg var rig!" det bad jeg mangen gang,
Da jeg endnu var knap en alen lang.
Gid jeg var rig! Så blev jeg officer,
Fik mig en sabel, uniform og fjer.
Den tid dog kom, at jeg blev officer,
Men ingensinde var jeg rig, desværre!
Mig hjalp Vorherre!
Livsglad og ung, jeg sad en aftenstund,
En syvårs pige kyssede min mund,
Thi jeg var rig på sagn og eventyr,
I penge derimod en fattig fyr,
Men barnet brød sig kun om eventyr,
Da var jeg rig, men ej på guld desværre,
Det ved Vorherre!
"Gid jeg var rig!" er end min bøn til Gud,
Nu er den syvårs pige vokset ud,
Hun er så smuk, så klog, så ejegod.
Hvis hun mit hjertes eventyr forstod,
Hvis hun, som før - jeg mener, var mig god,
Dog jer er fattig, derfor tavs desværre,
Så vil Vorherre!
Gid jeg var rig på trøst og rolighed,
Da kom min sorg ej på papiret ned!
Du, som jeg elsker, hvis du mig forstår,
Læs dette, som et digt fra ungdoms år!
Det er dog bedst, hvis du det ej forstår,
Jeg fattig er, min fremtid mørk desværre,
Dig signe vil Vorherre!
Ja, sådanne vers skriver man, når man er forelsket, men en besindig mand lader dem ikke trykke. Løjtnant, kærlighed og trang, det er en slags trekant – eller med andre ord: det er halvdelen af lykkens sønderbrudte terning. Dette følte løjtnanten også, og derfor lagde han hovedet mod vindueskarmen og sukkede ganske dybt:
"Den fattige vægter ude på gaden er langt lykkeligere end jeg! Han kender ikke hvad jeg kalder ”savn”! Han har et hjem, en kone og børn, der græder over hans sorg, og glæder sig ved hans glæde! O, jeg var lykkeligere, end jeg er nu, hvis jeg bare kunne jeg gå lige over i ham, for han er lykkeligere end jeg!"
I samme øjeblik var vægteren igen vægter, for det var ved hjælp af lykkens galocher han var blevet løjtnanten, men som vi så, følte han sig da endnu mindre tilfreds og ville alligevel helst være hvad han egentlig var. Altså: vægteren var igen vægter.
"Det var en fæl drøm!" sagde han, "men løjerlig nok var den. Jeg syntes, at jeg var løjtnanten deroppe og det var slet ingen fornøjelse. Jeg savnede mutter og rollingerne, som er nær ved at kysse øjnene ud på mig!"
Han sad igen og nikkede, drømmen ville ikke helt ud af tankerne, galocherne havde han endnu på fødderne. Et stjerneskud spillede lige hen ad himmelen.
"Der gik den stjerne!" sagde han, "men der er jo nok af dem! Jeg havde nok lyst til at se de tingester på lidt nærmere hold, især månen, for den bliver da ikke borte mellem hænderne på en. Når vi dør, sagde studenten, som min kone vasker tøj for, flyver vi fra den ene til den anden. Det er en løgn, men spændende nok kunne det være. Gid jeg kunne gøre et lille hop derop, så kunne kroppen gerne blive her på trappen!"
Se, der er nu visse ting i verden, man må være meget forsigtig med at udtale, men endnu mere forsigtig bør man især være, hvis man har lykkens galocher på fødderne. Hør bare, hvordan det gik vægteren.
Hvad os mennesker angår, da kender vi jo næsten alle farten ved dampmaskiner, vi har prøvet dem enten med jernbanen eller med et dampskib henover havet. Dog er denne fart ligesom dovendyrets vandring eller sneglens gang mod den hastighed lyset tager; det flyver nitten millioner gange hurtigere end den bedste væddeløber - og elektriciteten er endda hurtigere. Døden er et elektrisk stød, vi får i hjertet, og på elektricitetens vinger flyver så den frigjorte sjæl. Otte minutter og nogle sekunder er sollyset om en rejse på næsten 150 millioner kilometer til jorden. Med elektricitetens hurtigpost behøver sjælen færre minutter for at gøre samme rejse. Rummet mellem kloderne er for sjælen ikke større, end der er for os mellem vore venners huse i en by, selv om disse ligger temmeligt nær ved hinanden. Imidlertid koster dette elektriske hjertestød os legemets brug hernede, hvis ikke vi, som vægteren her, har lykkens galocher på.
På nogle sekunder var vægteren fløjet den lille halve million kilometer til månen, der, som man ved, er skabt af et stof langt lettere end vor jord, og er hvad vi ville kalde ”blød, som nyfalden sne”. Han befandt sig på et af de utallige mange ringbjerge, som vi kender fra Dr. Mädlers store ”Kort over Månen” - for det kort kender du da? Indvendigt gik ringbjerget lige stejlt ned i en kedel. Der, godt fem kilometer nede, lå en by, der havde udsende som æggehvide i et glas vand, ligeså blød og med tårne og kupler og sejlformede altaner, gennemsigtige og svajende i den tynde luft. Vor jordklode svævede, som en stor ildrød kugle over hans hoved.
Der var så mange skabninger, og alle vistnok hvad vi ville kalde mennesker, men de så ganske anderledes ud end vi. De havde også et sprog, men ingen kan jo forlange, at vægterens sjæl skulle forstå det, og alligevel kunne den det!
Vægterens sjæl forstod meget godt månebeboernes sprog. De talte om vor jord og betvivlede, at den kunne være beboet. Luften måtte der være for tyk til at nogen fornuftig måne-skabning kunne leve i den. De anså alene månen for at have levende væsener, den var den egentlige klode, hvor de gamle klodefolk boede.
Men vi søger ned igen til Østergade - og se der, hvordan vægterens legeme har det.
Livløst sad det på trappen, morgenstjernen var faldet det ud af hånden og øjnene så op imod månen efter den ærlige sjæl, som gik omkring deroppe.
"Hvad er klokken, vægter?" spurgte en forbigående. Men hvem der ikke svarede var vægteren! Så hev han ham ganske forsigtigt i næsen, og derpå gik balancen, kroppen lå nu så lang den var - mennesket var jo dødt. Der kom en stor forskrækkelse over ham der havde hevet - vægteren var død og død forblev han. Det blev meldt og det blev omtalt, og om morgenen bar man kroppen ud på hospitalet.
Det kunne nu have været en ganske morsom nummer at lave med sjælen, hvis den kom tilbage og opsøgte kroppen på Østergade, men ingen fandt! Rimeligvis ville den vel først løbe op på politistationen, senere hen på hittegods-kontoret, så den kunne efterlyses blandt bortkomne sager, og tilsidst ude på hospitalet. Dog kan vi trøste os med, at sjælen er snildest, når den er på sin egen hånd, legemet gør den kun dum.
Som sagt, vægterens krop kom på hospitalet, blev bragt ind på renselsesstuen derude, og det første man her gjorde var naturligvis at tage galocherne af, og da måtte sjælen tilbage. Den tog straks retning lige efter legemet på hospitalet, og med et kom der liv i manden. Han forsikrede, at det havde været den skrækkeligste nat i hans liv. Ikke engang for en hel pose penge ville han have sådanne fornemmelser igen - men nu var jo det overstået!
Samme dag blev han udskrevet igen, men galocherne blev på hospitalet.
IV. Et hoved-moment. Et deklamations-nummer. En højst usædvanlig rejse.
Enhver københavner ved, hvordan indgangen til Frederiks Hospital i Bredgade ser ud, men da rimeligvis også nogle ikke-københavnere læser denne historie, må vi give en kort beskrivelse.
Hospitalet er adskilt fra gaden ved et temmeligt højt gitter, i hvilket de tykke jernstænger står så langt fra hinanden, at der fortælles, at meget tynde medicinske kandidater skulle have klemt sig igennem og således gjort deres små visiter ude i byen under deres vagt. Den del af legemet, der var vanskeligst at få ud gennem gitteret var hovedet. Her, som tit i verden, var altså mennesker med små hoveder de lykkeligste! Dette kan være nok i første omgang, som indledning.
En af hospitalets unge praktikanter, om hvem man kun i legemlig henseende kunne sige, at han havde et tykt hoved, havde netop vagt denne aften. Det var skyllende regnvejr. Dog, trods begge disse hindringer måtte han ud, bare et kvarters tid, og det var ikke noget, syntes han, der var værd at fortælle portneren, når man nu kunne smutte mellem jernstængerne. Der lå de galocher, vægteren havde glemt – og mindst af alt tænkte han på, at de var lykkens! De kunne være meget gode i dette vejr, han tog dem på. Nu var spørgsmålet, om han kunne klemme sig igennem? Aldrig før havde han prøvet det. Der stod han nu!
"Gud give jeg allerede havde hovedet udenfor!" sagde han. Og straks, skønt det var meget tykt og stort, gled hovedet let og lykkeligt igennem, det kunne galocherne sørge for. Men nu skulle kroppen jo også med ud, dér stod han.
"Uh, jeg er for tyk!" sagde han, "hovedet havde jeg troet ville være det værste! Jeg kommer ikke igennem!"
Nu ville han trække hovedet tilbage, men det gik ikke. Halsen kunne han godt bevæge, men det var også alt. Den første følelse var, at han blev vred, den anden, at humøret sank lige ned under nul. Lykkens galocher havde bragt ham i den skrækkeligste stilling, og ulykkeligvis faldt det ham ikke ind, at ønske sig fri. Nej, han handlede - og kom derfor ikke ud af stedet. Regnen skyllede ned, ikke et menneske var at se på gaden. Portklokken kunne han ikke nå, hvordan skulle han dog slippe løs? Han forudså, at her kunne han komme til at stå der lige til morgenstunden, og så måtte man sende bud efter en smed, for at jernstængerne kunne files over. Men det ville nok ikke ske så hurtigt, først ville hele den blå drengeskole lige overfor komme på benene, beboerne i Nyboder ville ankomme, for at se ham stå i gabestokken, og der ville blive opløb, som da en kæmpe-kaktus var udstillet i byen sidste år."Hu! - blodet stiger mig til hovedet, jeg tror jeg er ved at blive gal! - ja, jeg bliver gal! O gid jeg kunne komme fri, så gik det gale vel over igen!"
Se, det skulle han have sagt noget før, for øjeblikkelig, så snart tanken var udtalt, havde han hovedet frit igen, og styrtede nu ind på hospitalet, fuldstændig forvirret over den skræk, lykkens galocher havde bragt ham i.
Hermed må vi ikke tro, at det hele var forbi, nej - det bliver endnu værre!
Natten gik og den følgende dag med, der kom ingen bud efter galocherne på Frederiks Hospital.
Om aftenen skulle der gives en forestilling på et lille teater i Kannikestræde. Huset var propfuldt, og mellem oplæsnings-numrene blev der deklameret et nyt digt. Vi burde høre det. Titlen var:
Mosters Briller.
Min Bedstemors klogskab er vel bekendt.
Var man i "gammel tid," blev hun vist brændt!
Hun véd alt, hvad der sker - ja meget mer´:
hun lige ind i næste årgang ser!
Ja, ind i nytårets nye, dét er noget,
men hun vil aldrig rigtig ud med sproget.
Hvad mon vel i det næste år vil ske?
Hvad mærkeligt? Ja, jeg gad gerne se
min egen skæbne, kunstens, land og riges!
Men bedstemor vil at sådant skal ej siges.
Jeg plagede' hende da, og det gik godt,
først var hun tavs, så skændte hun så småt.
Det var for mig en præd'ken opad vægge,
jeg er jo hendes egen kæledægge!
"For denne ene gang din lyst jeg stiller,"
begyndte hun og gav mig sine briller,
"Nu går du hen et sted, hvor selv du vil,
Et sted, hvor mange godtfolk strømmer til,
Hvor bedst du overskue, dér du dig stiller,
Og ser på mængden gennem mine briller,
straks vil de alle, tro du mig på ordet,
se ud, som et spil kort, lagt op på bordet.
Af disse kan du spå, hvad der snart skal ske!"
Jeg sagde tak og jeg løb – en-to-tre -
men, tænkte jeg: hvor mon flest vil det se?
På Langelinie? Der man bli'r forkølet.
På Østergade? Bah, der er så sølet!
Men i teatret? Ja, det var ganske dejligt,
den aftenunderholdning falder ret belejligt -
- her er jeg da, mig selv jeg forestiller,
tillader De, jeg bruger mosters briller,
alene for at se... - nej, gå dog ej bort!
At se, om De ser ud som et spil kort,
af hvilket jeg kan spå, hvad tiden os skænker.
- Jeg deres tavshed som et ”Ja” mig tænker;
til tak skal De da blive med-indviet
- her er' vi alle sammen i partiet.
Jeg spår for Dem, for mig, for land og rige.
Nu vil vi se, hvad kortene kan sige.
(Og så satte han brillerne på.)
Jo, det er rigtigt! Nej, nu må jeg le!
O, gid De kunne komme op at se!
Hvor her er grumme mange billedkort,
og Hjerter Damer, hvad har de dog gjort?
Det sorte der, det er Klør og Spar.
- nu snart et rigtigt overblik jeg har.
Spar-dame ser jeg der med megen vægt
har sine tanker vendt til Ruder-knægt.
O, den fremtids-skuen gør mig halv beruset!
Der ligger mange penge her til huset,
og fremmede fra verdens anden side.
Men det var ikke dét vi ville vide.
Om ”politik”? Det bør jo stå i avisen!
Men først senere skal folk læse om krisen.
Hvis nu jeg sladrer, skader jeg jo bladet,
jeg vil ikke tage det bedste ben af fadet.
Teatret da? - En Nyhed? Smagen? Tonen?
Nej, jeg vil da stå mig godt med direktionen!
Min egen fremtid? Ja, De ved, ens eget,
det ligger os på hjertet grumme meget!
Jeg ser! -
Jeg kan ej sige, hvad jeg ser,
og De vil jo høre det, så snart det sker.
Hvem er vel lykkeligst af os herinde?
Den lykkeligste? Let jeg den skal finde!
Det er jo, - nej, det kan så let genere,
ja, og muligvis vil det bedrøve flere!
Hvem lever længst? Den dame der, den herre?
Nej, sige dét er endnu meget værre!
Om -? Ja, til sidst så véd jeg selv det ej.
Jeg er genert, og så let man en kan krænke:
Nu, jeg vil da se, hvad de tro og tænke,
jeg ved min hele spådoms kraft skal skænke.
De tror? Nej, hvad behager? Rundtomkring
de tror det hele vil ende med ingenting!
De véd jo godt de får kun klang og kling.
Derfor tier jeg, højstærede forening,
jeg skylder Dem at have deres egen mening!
Digtet blev ypperligt fremsagt og deklamatoren gjorde stor lykke. Mellem tilskuerne var praktikanten fra hospitalet, der syntes at have forglemt sit eventyr natten før, galocherne havde han på, for de var ikke blevet afhentet, og da der var sølet på gaden, kunne de jo gøre ham en god tjeneste.
Digtet syntes han godt om.
Ideen beskæftigede ham meget, han gad nok have sådanne briller. Måske, hvis man brugte dem rigtigt, kunne man se folk lige ind i hjerterne. Det var egentlig interessantere, mente han, end at se, hvad der skulle ske næste år, for det fik man jo alligevel at vide senere, men derimod aldrig det med hjerterne! "Jeg kunne tænke mig hele den samling herrer og damer der på første række, - hvis man kunne se dem lige ind i brystet, ja, der måtte da være en åbning, en slags butiksudstilling. O, hvor mine øjne skulle rigtig ”se på vinduer”! Hos den dame der ville jeg vist finde en stor modehandel! Og hos hende der er butikken helt tom, den kan dog trænge til en rengøring! Men der ville også være mere solide butikker, ak ja!" sukkede han, "jeg kender en, i den er alting solidt, men der er allerede en ekspedient derinde, det er det eneste dårlige i hele butikken! Fra en og anden ville det råbes: "Vær så god og træd indenfor!" Ja, gid jeg kunne træde indenfor, og som en fin lille tanke gå gennem hjerterne!"
Se, det var nok for galocherne: praktikanten blev til næsten ingenting og en højst usædvanlig rejse begyndte midt igennem hjerterne på den forreste række tilskuere. Det første hjerte, han kom igennem, var en dames. Men øjeblikkelig troede han at være på ortopædiske institut, det hus, hvor læger fjerner menneske-knuder og får folk til at blive ranke! Der var han i det værelse, hvor gips-afstøbningerne af de forvoksede kropsdele hænger på væggen. Dog her var forskellen den, at ude på instituttet tages de, når patienten kommer ind, men her i hjertet var afstøbningerne gjort når de gode personer var på vej ud. Det var afstøbninger af veninder, deres legemlige og åndelige fejl, som her opbevaredes.
Hurtigt var han i et andet kvindeligt hjerte, men dette syntes ham en stor hellig kirke. Uskyldighedens hvide due flagrede over høj-altret. Hvor gerne var han ikke sunket på knæ, men straks måtte han ind i det næste hjerte. Endnu hørte han dog orgeltonerne, og han syntes selv han var blevet et nyt og bedre menneske, følte sig ikke uværdig til at betræde næste hjertes helligdom, der viste et fattigt tagkammer, med en syg moder. Men gennem det åbne vindue strålede Guds varme sol, dejlige roser nikkede fra den lille trækasse på taget, og to himmelblå fugle sang om barnlig glæde, mens den syge moder bad om velsignelse over datteren.
Nu krøb han på hænder og fødder gennem en overfyldt slagterbod, det var kød og kun kød han stødte på, det var hjertet i en rig, respektabel mand, hvis navn vist må findes i vejviseren.
Nu var han i hustruens hjerte, det var dog et gammelt såkaldt lysthus. Mandens portræt blev brugt som vejrhane, denne stod i forbindelse med dørene, og således gik disse op og i, så snart som manden drejede sig.
Derpå kom han i et spejlkabinet, som det vi har på Rosenborg slot, men spejlene forstørrede alt i en utrolig grad. Midt på gulvet sad, som en Dalai-Lama, personens ubetydelige jeg, forbavset ved at se sin egen storhed.
Herefter troede han sig i et snævert nålehus, fuldt af spidse nåle, det er nok "Hjertet af en gammel ugift jomfru!" måtte han tænke, men det var ikke tilfældet, det var en ganske ung militær-person med flere ordener, netop, som man sagde, ”en mand med ånd og hjerte”.
Ganske fortumlet kom den syndige praktikant ud af det sidste hjerte på teaterrækken, han formåede ikke at ordne sine tanker, men mente, at det var hans alt for stærke fantasie, der var løbet af med ham.
"Herre Gud," sukkede han, "jeg har bestemt anlæg for at blive gal! Her er også utilgiveligt varmt herinde! Blodet stiger mig til hovedet!" og nu erindrede han sig den store begivenhed aftenen før, hvordan hans hoved havde siddet fast mellem jernstængerne ved hospitalet. "Der har jeg bestemt fået det!" mente han. "Jeg må komme galskaben i forkøbet. Et russisk dampbad kunne være godt. Gid jeg allerede lå på den øverste hylde i badet!"
Og så lå han på den øverste hylde i dampbadet, men han lå med alt tøjet og med både støvler og galocher på. De varme vanddråber fra loftet dryppede ham i ansigtet.
"Hu!" skreg han og sprang så ned for at få et styrtebad. Den opvartende bademester gav et højt skrig ved at se det påklædte menneske derinde, praktikanten havde imidlertid så megen fatning, at han hviskede til ham: "Dette er et væddemål!" Men det første han gjorde, da han kom tilbage på sit eget værelse, var at få et særligt medicinsk plaster påsat i nakken og ned af ryggen, for at galskaben kunne trækkes ud af ham!
Næste morgen havde han da en blodig ryg, og det var hvad han fik ud af lykkens galocher.
V. Kopistens forvandling.
Vægteren, som vi vistnok ikke helt har glemt, huskede imidlertid på galocherne, som han havde fundet og bragt med ud på hospitalet. Han afhentede dem, men da hverken løjtnanten eller nogen anden i gaden ville kendes ved dem, blev de afleveret på politistationen.
"De ligner mine egne galocher!" sagde en af kopisterne blandt politiassistenterne, da han betragtede hittegodset og stillede galocherne op ved siden af sine. "Der må mere end et skomagerøje til, for at kunne skelne dem fra hinanden!"
"Hr. kopist!" sagde en betjent, som trådte ind med nogle papirer til en rapport.
Kopisten vendte sig om, talte med politimanden, men da det var forbi og han så på galocherne igen, var han i stor vildrede med, om det var dem til venstre eller dem til højre, som tilhørte ham? "Det må være dem, som er våde!" tænkte han. Men det var forkert tænkt, for dét var lykkens galocher - men hvorfor skulle ikke også politiet kunne fejle? Han tog dem på, fik nogle politipapirer i lommen, andre under armen, så de hjemme kunne gennemlæses og afskrives. Men nu var det så søndag formiddag og vejret godt. En spadseretur ud til Frederiksberg, tænkte han, kunne jeg have godt af - og så gik han derud.
Ingen kunne være et mere stille og flittigt menneske, end denne unge mand, og vi under ham gerne denne lille spadseretur, den ville vistnok være velgørende for ham oven på den megen stillesiddende skriveri. I begyndelsen gik han bare, uden at tænke på eller ønske nogen ting, derfor havde galocherne ikke lejlighed for at vise deres tryllekraft.
På Frederiksberg Allé mødte han en bekendt, en ung digter, der fortalte ham, at han dagen efter ville begynde sin sommerrejse.
"Nå, skal De nu afsted igen!" sagde kopisten. "De er da også et lykkeligt, frit menneske. De kan flyve hvorhen De vil, vi andre har en lænke om benet!"
"Men den sidder fast til det gode ”brødtræ”!" svarede digteren. "De behøver ikke altid – som jeg – at sørge for dagen i morgen, og bliver De gammel, så får De også pension!"
"Men De har det dog bedst!" sagde kopisten, "at sidde og digte, det er jo en ren fornøjelse! Hele verden bifalder og siger Dem behageligheder, og så er De Deres egen herre! Jo, De skulle prøve at sidde i retten med de trivielle politisager!"
Digteren rystede med hovedet, kopisten rystede også med hovedet, hver beholdt sin mening og så skiltes de ad.
"Det er et eget folkefærd, de poeter!" sagde kopisten, "jeg gad nok prøve at gå ind i sådan en digternatur og selv blive en poet. Jeg er sikker på, at jeg ikke skulle skrive sådan nogen klynkevers, som de andre! - Det er i dag en rigtig forårsdag for en digter! Luften er så usædvanlig klar, skyerne så smukke, og der er en duft ved det grønne! Ja, i mange år har jeg ikke følt det, som i dette øjeblik!"
Vi mærker allerede, at han er blevet digter! Iøjnefaldende var forvandlingen vel ikke, men det er også en tåbelig forestilling at tænke sig at en digter er anderledes end andre mennesker, og der kan mellem disse være langt mere poetiske naturer, end mangen en stor anerkendt digter er det. Forskellen er kun, at digteren har en bedre åndelig hukommelse, han kan holde på ideen og følelsen til den klart og tydeligt er gået over i ordet - det kan de andre ikke! Men at gå over fra en hverdags natur til en begavet er altid en overgang, og den havde kopisten nu gjort.
"Den dejlige duft!" sagde han, "hvor minder den mig ikke om violerne hos Tante Lone! Ja, det var da jeg var en lille dreng! Herre Gud, det har jeg i mange år ikke tænkt på. Ja, den gode gamle pige, hun boede der omme bag Børsen. Altid havde hun en kvist eller et par grønne skud i vand, selvom vinteren kunne være nok så streng. Violerne duftede, mens jeg lagde de opvarmede kobbermønter på den frosne rude og lavede kighuller - det dannede kønne billedmønstre. Udenfor ved Holmens kanal lå skibene indefrosne, forladt af hele mandskabet, en skrigende krage var da hele besætningen. Men når så foråret luftede, så blev der travlt: under sang og hurraråb savede man isen itu, skibene blev tjærede og gjort sejlklare, og så sejlede de til fremmede lande. Jeg er blevet her, og må altid blive her, altid sidde på politistationen og se de andre få lavet pas til at rejse udenlands - det er min lod, åh ja!" sukkede han dybt, men standsede så pludselig. "Herre Gud, hvad går der dog af mig! Sådan har jeg aldrig før tænkt eller følt! Det må være forårsluften! Det er både ængsteligt og behageligt!" Han greb i lommen til sine papirer. "Disse giver mig andet at tænke på!" sagde han og lod øjnene glide hen over det første blad. "Fru Sigbrith, original tragedie i fem akter," læste han, "hvad er det! Og det er jo min egen håndskrift. Har jeg skrevet den tragedie? ”Intrigen på Volden” eller ”Store Bededag – en Vaudeville”. - Men hvor har jeg dog fået den fra? Man må have puttet mig det i lommen på mig, og her er et brev?" Ja, det var fra Det Kgl. Teaters direktion: Stykkerne var blevet afvist og brevet selv var slet ikke høfligt. "Hm! Hm!" sagde kopisten, og satte sig ned på en bænk; hans tanke var så levende, hans hjerte så blødt. Uvilkårligt greb han en af de nærmeste blomster, det var en simpel lille bellis, en tusindfryd. Hvad botanikeren først gennem mange forelæsninger siger os, fortalte den på et minut. Den fortalte myten om sin fødsel, den fortalte om sollysets magt, der udspændte de fine blade og tvang dem til at dufte. Da tænkte han på livets kampe, der på sammen måde vækker følelserne i vort bryst. Luft og lys var blomstens bejlere, men lyset var den begunstigede, efter lyset bøjede den sig, og forsvandt det, da rullede den sine blade sammen og sov ind under luftens omfavnelse. "Det er lyset, der smykker mig!" sagde blomsten. "Men luften lader dig ånde!" hviskede digterstemmen.
Tæt ved stod en dreng og slog med sin stok i en mudret grøft, vanddråberne stænkede op imellem de grønne grene, og kopisten tænkte på de millioner usynlige dyr, der i dråberne blev kastet op i en højde, der efter deres størrelse var for dem, som det ville være for os at hvirvles højt op over skyerne. Idet kopisten tænkte på det og på hele den forandring, der var foregået med ham, smilte han: "Jeg sover og drømmer! Mærkeligt er det alligevel, hvor man dog kan drømme naturligt og selv vide at det kun er en drøm! Gid jeg i morgen kunne huske det, når jeg vågner, for nu synes jeg at være ganske usædvanlig oplagt! Jeg har et klart blik over alting, føler mig så opvakt, men jeg er sikker på, at når jeg i morgen husker noget af det, så er det vrøvl - det har jeg prøvet før! Det går med alt det kloge og prægtige, man hører og siger i drømme, som med de underjordiskes guld: idet man får det, er det rigt og herligt, men set ved dagslys, er det kun stene og visne blade: Ak," sukkede han helt vemodigt og så på de syngende fugle, der nok så fornøjede hoppede fra gren til gren. "De har det meget bedre end jeg! Flyve, det er en dejlig kunst, lykkelig den, som er født med den evne! Ja skulle jeg forvandles til noget, så skulle det være sådan en lille lærke!"
I det samme slog jakkens ryg og ærmer sig sammen i vinger, tøjet blev til fjer og galocherne til kløer. Han mærkede det meget godt og lo indvendigt: "Så, nu kan jeg da se, at jeg drømmer! Men så naragtigt har jeg aldrig gjort det før!" Og han fløj op i de grønne grene og sang, men der var ikke poesi i sangen, for digternaturen var jo borte nu! Galocherne kunne, som enhver der gør noget ordentligt, kun gøre en ting af gangen: han ville være digter, det blev han, og nu ville han være en lille fugl, men ved at blive det, ophørte den forrige evne.
"Det er passende nok," sagde han, "om dagen sidder jeg på politistationen mellem de solideste rapporter, om natten kan jeg drømme at flyve som lærke i Frederiksberg Have - der kunne s'gu' skrives en hel folkekomedie om det!"
Nu fløj han ned i græsset, drejede hovedet om til alle sider og slog med næbet på de smidige græsstrå, der i forhold til hans nuværende fugle-størrelse syntes store som Nordafrikas palmegrene.
Det varede kun et øjeblik, så blev det blev kulsort nat omkring ham! En, som han syntes, uhyre stor genstand, blev kastet hen over ham. Det var en stor kasket, som en dreng fra Nyboder kastede over fuglen, en hånd kom ind og greb kopisten om ryg og vinger, så han peb! I første forskrækkelse råbte han højt: "Din uforskammede hvalp! Jeg er kopist ved politiet!" Men det lød for drengen som pip-pip-pip! Han slog bare fuglen på næbet og vandrede afsted.
På Frederiksberg Allé mødte han to skoledrenge fra den mere dannede klasse, det vil sige, som borgere betragtet; som ånder var de fra skolens nederste klasse. De købte fuglen for nogle mønter, og således kom kopisten til København, hjem til en familie i Gothersgade.
"Det er godt, at jeg drømmer!" sagde kopisten, "ellers blev jeg s'gu' vred! Først var jeg poet, nu en lærke! Ja, det var endda poet-naturen, der fik mig forvandlet til det lille dyr! Det var dog en ynkelig skæbne, især når man falder i hænderne på nogle drenge. Jeg gad nok vide, hvordan dette ender!"
Drengene førte ham ind i en meget elegant stue; en tyk leende frue tog imod dem, men hun var slet ikke fornøjet med, at den simple markfugl, som hun kaldte lærken, kom med ind. For i dag ville hun dog lade det gå, og de måtte sætte den i det tomme fuglebur, som stod ved vinduet! "Det kan måske fornøje Poppedreng!" tilføjede hun og lo hen til en stor grøn papegøje, der gyngede fornemt i sin ring i det prægtige messingbur. "Det er Poppedrengs fødselsdag!" sagde hun dumt og naivt, "- derfor vil den lille markfugl ønske tillykke!"
Poppedreng svarede ikke et eneste ord, men gyngede bare fornemt frem og tilbage. Derimod begyndte en smuk kanariefugl at synge højt. Den var sidste sommer bragt hertil fra sit varme, duftende fædreland.
"Skrålhans!" sagde fruen og kastede et hvidt lommetørklæde over buret.
"Pip-pip!" sukkede den, "det var da et skrækkeligt snevejr!" og med dette suk tav den.
Kopisten - eller, som fruen sagde: markfuglen - kom i et lille bur tæt op til kanariefuglen, ikke langt fra papegøjen. Den eneste menneskelige sætning, Poppedreng kunne frempludre, og som tit virkede ret komik, var: "Nej, la´ os nu være mennesker!" Alt det øvrige den skreg, var lige så uforståeligt, som kanariefuglens kvidren, men ikke for kopisten, der nu selv var en fugl. Han forstod inderligt godt kammeraterne!
"Jeg fløj under den grønne palme og det blomstrende mandeltræ!" sang kanariefuglen, "jeg fløj med mine brødre og søstre henover de prægtige blomster og over den glasklare sø, hvor planterne nikkede på bunden. Jeg så også mange dejlige papegøjer, der fortalte de morsomste historier, så lange og så mange!"
"Men det var jo vilde fugle;" svarede papegøjen, "de har ingen dannelse. Nej, la´ os nu være mennesker!- Hvorfor ler du ikke? Når fruen og alle de fremmede gæster kan le af det, så kan du vel også. Det er en stor mangel, ikke at kunne opfatte det morsomme. Nej, la´ os nu være mennesker!"
"O husker du de smukke piger, som dansede under det udspændte telt ved de blomstrende træer? Husker du de søde frugter og den kølende saft i de vildt voksende urter?"
"O ja!" sagde papegøjen, "men her har jeg det langt bedre! jeg får god mad og kærlig behandling. Og jeg ved, jeg har et godt hoved, og mere forlanger jeg egentlig ikke. La´ os nu være mennesker! Du er en digtersjæl, som de kalder det, jeg har grundige kundskaber og er vittig. Du har dette geni, men du har intet snedigt sind, du går mest op i disse høje naturtoner - og derfor dækker de dig til. Det byder de ikke mig, nej, for jeg har kostet dem noget mere! Jeg imponerer med mit næb og kan fortælle "Vitser! Vitser! Vitser!" - Nej la os nu være mennesker!"
"O, mit varme, blomstrende fædrende land," sang kanariefuglen, "jeg vil synge om dine mørkegrønne træer, om dine stille havbugter, hvor grenene kysser den klare vandflade, synge om alle mine glimrende brødres og søstres jubel, hvor "Ørkenens Plantekilder" gror!"
"Lad dog bare være med de klynke-toner," sagde papegøjen. "Sig noget, man kan le af! Latter er tegn på det højeste åndelige standpunkt. Se om en hund eller hest kan le? Nej, græde kan den, men le, den mulighed er alene givet menneskene. Ho, ho, ho!" lo Poppedreng og tilføjede sin vits: "La os nu være mennesker!"
"Du lille grå danske fugl," sagde kanariefuglen, "Du er nu også blevet en fange! Der er vist koldt i dine skove, men der er dog frihed. Og flyv nu ud! De har glemt at lukke for dig; øverste låge i dit bur står åbent. Flyv, flyv!"
Og det gjorde kopisten, vips var han ude af buret. I det samme knagede den halvåbne dør ind til det næste værelse, og smidigt - med grønne, skinnende øjne - sneg huskatten sig ind og begyndte at jage ham. Kanariefuglen flagrede i sit bur, papegøjen slog med vingerne og råbte: "La´ os nu være mennesker!". Kopisten følte den dødeligste skræk og fløj afsted ud igennem vinduet, over huse og gader til sidst måtte han hvile sig lidt.
Huset overfor havde noget hjemligt over sig. Et vindue stod åbent, han fløj derind - det var hans eget værelse. Han satte sig på bordet.
"La os nu være mennesker!" sagde han uden selv at tænke på hvad han sagde - det var en efterligning af papegøjen - og i samme øjeblik var han kopisten, men han sad på bordet.
"Gud bevar´s!" sagde han, "hvordan er jeg kommet her op og så faldet i søvn? Det var da også en meget urolig drøm jeg havde. Noget dumt trylleri var der over hele den historie!"
VI. Det bedste galocherne bragte.
Dagen efter, i den tidlige morgenstund, da kopisten endnu lå i sengen, bankede det på hans dør. Det var naboen i samme etage, en student, der læste til at blive præst. Han trådte ind.
"Lån mig dine galocher," sagde han, "der er så vådt i haven, men solen skinner dejligt, jeg tror jeg vil ryge en pibe dernede."
Galocherne fik han på og var snart nede i haven, hvor der var et blomme- og et pæretræ. Selv en så lille have, som denne, regnes inde i København for en stor herlighed.
Studenten gik op og ned i havegangen, klokken var kun seks om morgenen, og ude fra gaden klang et posthorn.
"O, rejse, rejse!" udbrød han, "det er dog det lykkeligste i verden! Det er mine ønskers højeste mål! Da ville denne uro, jeg føler, blive stillet. Men langt bort skulle det være! Jeg ville se det herlige Schweiz, rejse rundt i Italien og -"
Ja, godt at galocherne virkede straks, ellers var han kommet alt for meget omkring, både for sig selv og os andre. Han rejste, og han var nu midt inde i Schweiz, men med otte andre pakket ind i det inderste af en hestevogn. Ondt i hovedet havde han, træt i nakken følte han sig, og blodet var som sunket ned i benene, der hævede og klemtes af støvlerne. Han svævede mellem en blundende og en vågen tilstand. I sin højre lomme havde han sine rejsechecks, i sin venstre lomme sit pas og i en lille skindpung ved brystlommen nogle fastsyede guldmønter. Hver drøm han havde handlede om at en af disse kostbarheder gik tabt, og derfor for han ofte feberagtig op, og den første bevægelse, hans hånd gjorde, var en trekant fra højre til venstre og op mod brystet, for at føle, om han havde dem eller ej. Paraplyer, stokke og hatte gyngede i nettet lige over hovedet, og forhindrede i høj grad udsigten, der ellers var ret imponerende, han skottede til den, mens hjertet sang, hvad i det mindste en kendt digter har digtet i Schweitz, men ikke til dato ladet trykke:
Ja, her er så smukt, som hjertet vil,
Jeg øjner Mont Blanc, min kære.
Gid bare pengene vil slå til,
Ak, så var her godt at være!
Stor, alvorlig og mørk var hele naturen rundt om ham. Granskovene syntes lyngtoppe på de høje klipper, hvis top skjultes i skytågerne. Nu begyndte det at sne, den kolde vind blæste.
"Uh!" sukkede han, "Gid vi var på den anden side af Alperne, så var det sommer og så havde jeg hævet penge på mine checks. Den angst, jeg er i for disse penge og papirer, gør at jeg ikke nyder Schweiz. O, gid jeg var på den anden side!"
Og så var han på den anden side af Alperne, dybt inde i Italien var han, mellem Firenze og Rom. Søen Tracymenes lå i aftenbelysning, som et flammende guld, mellem de mørkeblå bjerge. Her, hvor Hannibal slog Flaminius, holdt nu vinrankerne hinanden fredeligt i de grønne fingre. Yndige halvnøgne børn vogtede en flok kulsorte svin under en gruppe duftende laurbærtræer ved vejen. Kunne vi bare male dette som et maleri, så ville alle juble: "Dejlige Italien!" men det sagde hverken teologen eller en eneste af hans rejsefæller inde i hestevognen.
I tusindevis fløj giftige fluer og myg ind til dem, forgæves piskede de omkring sig med en myrtegren, fluerne stak alligevel. Alle i vognen, havde et ansigt, der var opsvulmet og blodigt af bid. Og de stakkels heste så ud som ådsler, fluerne sad i store kager på dem, og kun lidt hjalp det, at kusken steg ned og skrabede dyrene af. Nu sank solen, en kort, men isnende kulde gik igennem hele naturen, det var slet ikke behageligt. Men rundt om fik bjerge og skyer den dejligste grønne farve, så klar, så skinnende – ja, gå selv hen at se, det er bedre end at læse beskrivelsen! Det var mageløst! Det syntes de rejsende også, men - maven var tom, legemet træt, al hjertets længsel drejede sig om et nattepensionat at sove i. Men hvordan ville dette være? Man så langt mere efter et lille hotel, end efter den skønne natur.
Vejen gik gennem en olivenskov, det var som kørte han derhjemme mellem knudrede piletræer, her lå det ensomme værtshus. En halvsnes tiggende krøblinger havde lejret sig udenfor, den raskeste af dem så ud som "Sultens ældste søn, der havde nået sin myndigheds-alder". De andre var enten blinde, havde visne ben og krøb på hænderne, eller havde indskrumpede arme med fingerløse hænder. Det var ren elendigheden trukket frem af tøjpjalterne. "Eccellenza, miserabili!"- Deres Nåde, vi nødlidende! sukkede de og strakte de syge lemmer frem. Værtinden selv med bare fødder, uredt hår og kun iført en beskidt bluse, tog imod gæsterne. Dørene var bundne sammen med seglgarn, gulvet i værelserne bestod af en slags rodet brolægning af mursten. Flagermus fløj hen under loftet, og stanken herinde...
"Ja, vil De dække op nede i stalden!" sagde en af de rejsende til værtinden, "dernede véd man dog hvad det er man indånder!"
Vinduerne blev åbnede, for at der kunne komme lidt frisk luft ind, men hurtigere end denne kom de visne arme ind og den evige klynken: Miserabili, Eccellenza! På væggene stod mange inskriptioner, halvdelen var imod den nationale samling af bella Italia.
Maden blev bragt frem, der var en suppe af vand, krydret med peber og harsk olie, og så nok engang den samme olie på salaten. Halvrådne æg og stegte hanekamme var hovedretterne, og selv vinen havde en besynderlig bismag, det var en underlig mixtur.
Til natten blev kufferterne stillet op foran døren. En af de rejsende havde så vagt, mens de andre sov. Teologen var den vagthavende. O, hvor kvalmt var der ikke herinde, heden trykkede, myggene surrede og stak, mens miserabiliudenfor klynkede i søvne.
"Ja, rejse er godt nok!" sukkede studenten, "hvis bare man ikke havde et legeme! Kunne legemet bare hvile og ånden derimod flyve. Hvor end jeg kommer, er der et savn, der trykker mit hjertet; noget bedre, end det øjeblikkelige, det er dét jeg vil have. Ja, noget bedre, det bedste - men hvor og hvad er det? Jeg ved i grunden godt, hvad jeg vil: jeg vil til et lykkeligt mål, det lykkeligste af alle!"
Og så snart ordet var udtalt, var han allerede i hjemmet! De lange hvide gardiner hang ned for vinduet og midt på gulvet stod den sorte ligkiste, og i den lå han i sin stille dødssøvn. Hans ønske var blevet opfyldt: legemet hvilede, ånden rejste. ”Pris ingen lykkelig, før han er i sin grav”, var den vise græker Solons ord, og her fornyedes bekræftelsen.
Ethvert lig er udødelighedens gådefulde sfinks. Heller ikke sfinksen her i den sorte kiste besvarede for os, hvad den levende to dage forud have nedskrevet:
Du stærke død, din tavshed vækker gru.
Dit spor er jo kun kirkegårdens grave.
Skal tankens Jakobs-stige gå itu?
Står jeg kun op, som græs i Dødens have?
Vor største liden tit ej verden ser!
Du, som var ene, lige til det sidste,
i verden meget trykker hjertet mer´,
end jorden, som de kaster på din kiste!
To skikkelser bevægede sig i værelset. Vi kender dem begge: det var Sorgens fe og Lykkens udsendte. De bøjede sig over den døde.
"Ser du," sagde Sorgen, "hvad lykke bragte så dine galocher til menneskeheden?"
"De bragte i det mindste ham, som sover her, et varigt gode!" svarede Glæden.
"O nej!" sagde Sorgen, "selv gik han jo bort, han blev ikke kaldet! Hans åndelige kraft her var ikke stærk nok til at hæve de skatte hist, som han efter sin bestemmelse må hæve! Jeg vil vise ham en velgørende hjælp!
Og hun tog galocherne af hans fødder. Da var dødssøvnen endt, den gen-oplevede rejste sig. Sorgen forsvandt, men også galocherne - hun har vist betragtet dem som sin ejendom.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©