046.Klokken (1850) | Hcaeventyr

H. C. Andersen - Eventyr 046:

Klokken (1850)

Original + 2019-version

Om aftenen i de snævre gader i den store by, når solen gik ned og skyerne skinnede som guld oppe mellem skorstenene, hørte tit snart den ene og snart den anden en underlig lyd, ligesom klangen af en kirkeklokke, men det var kun et øjeblik den hørtes, for der var sådan en rumlen med vogne og sådan en råben - og det forstyrrer. “Nu ringer aftenklokken!” sagde man, “nu går solen ned!”

De, som gik uden for byen, hvor husene lå længere fra hinanden med haver og små marker, så aftenhimlen endnu prægtigere og hørte langt stærkere klangen af klokken, det var som kom lyden fra en kirke dybt inde i den stille, duftende skov, og folk så derhen, og blev ganske højtidelige. –

Nu gik der noget tid, og den ene sagde til den anden: “Mon der er en kirke derude i skoven? Den klokke har dog en forunderlig, dejlig klang, skal vi ikke tage derud og se lidt nærmere på den?” Og de rige folk de kørte og de fattige de gik, men vejen derud blev dem så underlig lang, og da de kom til en hel del piletræer, der voksede ved udkanten af skoven, så satte de sig der og kiggede op i de lange grene og troede, at de var rigtigt kommet ud i det grønne. Konditoren inde fra byen kom derud og slog sit telt op, og så kom der nok en konditor og han hang en slags klokke op som udsmykning over sit telt, en som var tjæret for at kunne tåle regnen, og klokkekneblen manglede. Når så folk tog hjem igen, sagde de at det havde været så romantisk, og det betyder noget helt andet end blot at sidde og drikke te i en salon. Tre personer forsikrede, at de var trængt ind i skoven, lige til hvor den endte, og de havde hele tiden hørt den underlige klokkeklang, men da var det for dem ligesom den kom inde fra byen. Den ene skrev en hel vise om lyden og sagde, at klokken klang som en moders stemme til et kært klogt barn - ingen melodi var dejligere end klokkens klang.

Landets kejser blev også interesseret i klokken og lovede, at den som præcist kunne opdage hvorfra lyden kom, skulle få titel af “Verdensklokker”, også selvom det viste sig ikke var en klokke.

Nu gik mange ud til skoven, for den gode belønnings skyld, men der var kun én, som kom hjem med en slags forklaring, ingen havde været dybt nok inde i skoven, og han da ikke heller, men han sagde dog at klokkelyden kom fra en meget stor ugle i et hult træ, det var sådan en visdoms-ugle, som hele tiden slog sit hoved mod træet, men om lyden kom fra dens hoved eller fra den hule stamme, det kunne han ikke endnu med bestemthed sige, og så blev han ansat som ”Verdensklokker” og skrev hvert år en lille afhandling om uglen, men lige meget vidste man.

Nu var det netop en konfirmations-søndag, præsten havde talt så smukt og inderligt. Konfirmanderne havde været så bevægede, det var en vigtig dag for dem, de forvandledes med et fra børn til voksne mennesker, barnesjælen skulle nu ligesom flyve over i en noget klogere person. Det var det dejligste solskin, konfirmanderne gik ud af byen, og fra skoven klang forunderlig stærkt den store ubekendte klokke. De fik lige straks sådan en lyst til at komme derhen, og det alle på nær tre, den ene af dem skulle hjem og prøve sin festkjole, for det var netop den kjole og den fest, der var skyld i, at hun var blevet konfirmeret i denne omgang, for ellers var hun ikke kommet med. Den anden var en fattig dreng, som havde lånt sit konfirmationstøj og støvler hos værtens søn og dem måtte han aflevere på bestemt klokkeslæt. Den tredje sagde, at han aldrig gik noget fremmed sted, medmindre hans forældre var med, og at han altid havde været et artigt barn og det ville han forblive, selv som konfirmand, og det skal man ikke gøre nar af – men det gjorde de!

Tre af dem gik altså ikke med; de andre travede af sted. Solen skinnede og fuglene sang og konfirmanderne sang med og holdt hinanden i hænderne, for de havde jo ikke fået stillinger og embeder endnu og var alle blot konfirmander for Vorherre.

Men snart blev to af de mindste trætte og så vendte de to om til byen igen, og to småpiger satte sig og bandt blomsterkranse, de kom heller ikke med, og da de andre nåede piletræerne, hvor konditoren boede, så sagde de: “Se så, nu er vi endelig herude, og klokken er jo egentlig ikke til, den er bare sådant noget man bilder sig ind!”

Da lød i det samme dybt inde i skoven klokken så sødt og højtideligt, at fire-fem af konfirmanderne bestemte sig til dog at gå noget længere ind i skoven. Den var så tæt, så løvfuld, det var ordentligt besværligt at komme frem, skovmærker og anemoner voksede næsten alt for højt, blomstrende snerler og brombærranker hang i lange guirlander fra træ til træ, hvor nattergalen sang og solstrålerne legede. Oh, det var så velsignet, men det var ingen god vej at gå for pigerne, de ville have fået deres tøj revet i stykker. Der lå store klippeblokke begroede med mos i alle farver, det friske kildevand piblede frem og underligt sagde det ligesom “kluk, kluk!”

“Dette kunne måske være klokken!” sagde en af konfirmanderne, og lagde sig ned og hørte efter. “Det må man rigtigt studere!” og så blev han dér og lod de andre gå.

De kom til et hus af bark og grene, et stort træ med vilde æbler hældede sig henover det, som ville det ryste hele sin velsignelse af frugter ud over taget, der blomstrede med roser. De lange grene lå lige hen om gavlen, og på den hang en lille klokke. Skulle det være dén, man havde hørt. Ja, derom var de alle enige, på nær én. Han sagde, at den klokke var for lille og fin til at kunne høres så langt borte, som de havde hørt den, og at det var helt andre toner, som på den måde rørte et menneskehjerte. Han som talte var en kongesøn, og så sagde de andre: “Sådan en vil nu altid gerne være lidt klogere.”

Så lod de ham gå alene, og som han nu gik der blev hans bryst mere og mere opfyldt af skovensomheden; men han hørte stadig den lille klokke ved huset, som de andre var så fornøjede med, og ind imellem, når vinden bar fra konditoren, kunne han også høre, hvordan der blev sunget af de, der sad og drak te. Men de dybe klokkeslag lød alligevel stærkere, det var snart som om et orgel spillede med, lyden kom fra venstre, fra den side, i hvilket hjertet sidder.

Nu raslede det i busken og der stod en lille dreng foran kongesønnen, en dreng i træsko og med en trøje så kort, at man tydeligt kunne se hvor lange håndled han havde. De kendte begge hinanden, drengen var netop den af konfirmanderne, som ikke kunne komme med, fordi han skulle hjem og aflevere tøj og støvler til værtens søn. Det havde han gjort og var nu i træsko og sit fattige tøj gået af sted alene, for klokken klang så stærkt, så dybt - han måtte derud.

“Så kan vi jo gå sammen”! sagde kongesønnen. Men den fattige konfirmand med træskoene var genert, han trak i de korte trøjeærmer og sagde, at han var bange for, at han ikke kunne gå så hurtigt, og desuden mente han, at klokken måtte søges til højre, for i den side lå jo alt stort og herligt.

“Jamen, så mødes vi slet ikke”! sagde kongesønnen og nikkede til den fattige dreng, der gik ind i den mørkeste, mest tætte del af skoven, hvor tornene rev hans fattige tøj itu og hans ansigt, hænder og fødder til blods. Kongesønnen fik også nogle gode rifter, men solen skinnede dog på hans vej, og det er ham vi nu følger med, for en rask ung mand var han.

“Klokken vil og må jeg finde!” sagde han, “om jeg så skal gå til verdens ende!”

De ækle abekatte sad oppe i træerne og grinede med alle deres tænder. “Skal vi dænge ham til?” sagde de. “Skal vi dænge ham til? - han er en kongesøn!”

Men han gik ufortrødent dybere og dybere ind i skoven, hvor der voksede de forunderligste blomster, der stod hvide stjerneliljer med blodrøde støvtråde, og himmelblå tulipaner, som gnistrede i vinden, og æbletræer, hvor æblerne helt og aldeles så ud som store skinnende sæbebobler, tænk bare hvor de træer måtte stråle i solskinnet! Rundt om de dejligste grønne enge, hvor hjort og hind legede i græsset, voksede prægtige ege- og bøgetræer, og var et af træerne revnet i barken, så voksede der græs og lange ranker i revnen. Der var også store skovstrækninger med stille indsøer, hvori hvide svaner svømmede og slog med vingerne. Kongesønnen stod tit stille og lyttede, ofte troede han, at det var fra en af disse dybe søer klokken klang op til ham, men så mærkede han dog, at det alligevel ikke var derfra, men endnu dybere inde i skoven at klokken klang.

Nu gik solen ned, luften skinnede rød, som ild, der blev så stille, så stille i skoven, og han sank ned på sine knæ, sang sin aftensalme og sagde: “Aldrig finder jeg hvad jeg søger! Og nu går solen ned, nu kommer natten, den mørke nat. Men stadig kan jeg måske se den runde, røde sol, før den ganske synker bag jorden: jeg vil stige op på klipperne der, de rejser sig i højde med de største træer”!

Og han greb fat i ranker og rødder, klatrede op ad de våde sten, hvor de små flod-slanger snoede sig, og hvor skrubtudsen ligesom gøede af ham. Men op kom han før solen helt var nede, set fra denne højde: oh, hvilken pragt! Havet, det store herlige hav, der væltede sine lange bølger mod kysten, strakte sig ud foran ham, og solen stod som et stort skinnende alter derude, hvor hav og himmel mødtes, alt smeltede sammen i glødende farver, skoven sang og havet sang og hans hjerte sang med. Den hele natur var en stor hellig kirke, hvori træer og svævende skyer var bære-pillerne, blomster og græs var det vævede fløjlsklæde og himlen selv den store kirkekuppel: Deroppe slukkedes de røde farver, idet solen forsvandt, men millioner stjerner tændtes, millioner diamantlamper skinnede da, og kongesønnen bredte sine arme ud mod himlen, mod havet og skoven, og i det samme, fra den højre sidegang, kom med de korte ærmer og med træsko den fattige konfirmand: han var kommet der lige så hurtigt, kommet der ad sin vej, og de løb hinanden i møde og holdt hinanden i hænderne i naturens og poesiens store kirke, og over dem klang den usynlige hellige klokke, salige ånder svævede i dans om den til et jublende halleluja!

før den ganske synker bag jorden: jeg vil stige op på klipperne der, de rejser sig i højde med de største træer”!