H. C. Andersen – Eventyr 048: 

Årets historie (1852)

 

Original + 2019-version

 

Det var sidst i januar; en frygtelig snestorm var det: sneen fløj i fygende hvirvel gennem gader og stræder; ruderne udenpå var som overklistrede med sne, fra tagene styrtede den i dynger, og så var der en flugt i folk: de løb, de fløj og fór hinanden lige i armene, holdt fast i hinanden et øjeblik og havde da fodfæste sålænge. Kareter og heste var ligesom overpudrede, tjenerne stod med ryggen mod kareten og skubbede dem ligesom baglæns imod vinden, fodgængeren holdt sig hele tiden i læ af vognen, der kun langsomt gled af sted i den dybe sne; og da endelig stormen lagde sig og der blev dannet en smal sti langs husene, så stod folk bare stille, når de mødtes; ingen af dem havde lyst til at tage det første skridt op i den dybe sne, så den anden kunne slippe forbi. Tavse stod de, til endelig, efter ligesom en stille overenskomst, hver af dem gav et enkelt skridt som indsats og lod dette gå ind i snedyngen.

Mod aften var det blikstille, himlen så ud, som om den var fejet og gjort mere høj og gennemsigtig, stjernerne syntes splinternye, og nogle var så blå og klare, – og det frøs så det knagede. Det øverste snelag kunne da sagtens blive så stærkt, at det i morgenstunden bar gråspurvene; de hoppede om, snart oppe og snart nede, hvor der var skovlet, men megen æde var der ikke at finde, og de frøs frygtelig meget.

“Pip!” sagde den ene til den anden, “og det kalder man det nye år! – det er jo værre end det gamle! Så kunne vi lige så godt have beholdt dét. Jeg er skuffet og det har jeg grund til!”

“Ja, der løb nu menneskene rundt og skød nytår ind,” sagde en lille forfrossen spurv, “de kastede, traditionen tro, også lerpotter på deres yderdøre og var rent ellevilde af glæde over at nu gik det gamle år væk! Og det var jeg også glad over, for jeg ventede, at vi da ville få varme dage, men det er der ikke blevet noget af: det fryser meget strengere end før! Menneskene har taget fejl af tidsregningen!”

“Det har de!” sagde en tredje, der var gammel og hvid i toppen; “de har nu noget, som de kalder Kalenderen eller Almanakken, den er sådan deres egen opfindelse, og så skal alting gå efter den! Men det gør det ikke. Først når foråret kommer, så begynder året, det er naturens gang, og dén udregner jeg året efter.

“Men, hvornår kommer foråret?” spurgte de andre.

“Det kommer når storken kommer, men det er meget uforudsigeligt med ham, og herinde i byen er der ingen, der ved noget om det, det ved de bedre ude på landet. Skal vi flyve derud og vente? Der er man da tættere på foråret.”

“Ja, det kan være meget godt!” sagde en af dem, der længe havde gået og pippet uden egentlig at sige noget. “Men jeg har herinde i byen nogle bekvemmeligheder, som jeg er bange for, at jeg vil komme til at savne derude. Heromme i en baggård er der en menneskefamilie, der meget fornuftigt har fundet på at sætte urtepotter fast på væggen - tre-fire potter med den store åbning indad og bunden udad, og i den er der skåret et hul så stort, at jeg kan flyve ud og ind. Der har jeg og min mand rede, og derfra er alle vore unger fløjet ud. Menneskefamilien har naturligvis indrettet det hele for at have den fornøjelse at se på os, ellers havde de nok ikke gjort det. De strør brødkrummer ud, også for deres fornøjelses skyld, og vi har da føden på den måde! Der er ligesom sørget for én; – så jeg tror, at jeg og min mand bliver, selvom vi er meget misfornøjede med byen, – men vi bliver!”

“Men vi flyver ud på landet, for at se om ikke foråret kommer!” og så fløj de andre.

Og der var ordentlig vinter ude på landet; det frøs dér et par grader stærkere end inde i byen. Den skarpe vind blæste hen over de snelagte marker. Bonden, med store vanter på, sad i sin slæde og slog sig med sine arme for at få kulden af dem, pisken lå i hans skød, de magre heste løb, så de dampede, sneen knagede, og spurvene hoppede i hjulsporene og frøs: “Pip!Hvornår kommer våren? Det varer så længe!”

“Så længe!” klang det hen over markerne fra den højeste banke, belagt med sne; og det kunne være et ekko man hørte, men ordene kunne også være udtalt af den underlige gamle mand, som sad der øverst på snedriven i vind og vejr; han var ganske hvid, ligesom en bonde i hvid uldtrøje, med langt hvidt hår, hvidt skæg, ganske bleg og med store klare øjne.

“Hvem er den gamle der henne?” spurgte spurvene.

“Det ved jeg!” sagde en gammel ravn, der sad på ledpælen, og var nedladende nok til at erkende, at vi alle er småfugle for Vorherre, og derfor også indlod sig med spurvene og gav forklaring. “Jeg ved, hvem den gamle er. Det er Vinteren, den gamle mand fra det forrige år, han er ikke død, som Almanakken siger, nej han er nemlig blevet formynder for den lille prins Forår, der kommer. Jo, Vinteren leder stadig det hele. Hu! - det knager nok i jer, I små!”

“Ja, er det ikke dét jeg siger?” sagde den mindste, “den Almanak er bare menneskepåfund, den er ikke indrettet efter naturen! Det skulle de lade os om - vi, som er finere skabt!”

Og der gik en uge, der gik næsten to; skoven var sort, den frosne indsø lå så tung og så ud som størknet bly. Skyerne, ja det var ikke skyer, det var våde, iskolde tåger, hang hen over landet; de store sorte krager fløj i flokke, uden skrig, det var som om alt sov. – Der gled en solstråle hen over søen, og den skinnede som smeltet tin. Snelaget hen over marken og oppe på den højeste banke glimrede ikke som før, men den hvide skikkelse, Vinteren selv, sad der endnu med blikket stadigt rettet mod syden; han mærkede slet ikke, at snetæppet ligesom sank ind i jorden, at hist og her en lille græsgrøn plet kom frem, og der myldrede det da med spurve.

“Kvivit! Kvivit! Kommer foråret nu, kommer våren?”

“Våren!” klang det hen over mark og eng og igennem de sortbrune skove, hvor mosset skinnede friskt og grønt på træstammerne. Og gennem luften kom flyvende, sydfra, de to første storke; på ryggen af hver sad der et lille dejligt barn, en dreng og en pige; og de kyssede jorden til hilsen, og hvor de satte deres fødder, voksede hvide blomster frem under sneen; hånd i hånd gik de op til den gamle ismand, Vinteren, lagde sig ved hans bryst til ny hilsen og i samme stund var de alle tre skjulte og hele landskabet skjult; en tyk, våd tåge, så tæt og tung, indhyllede alt. – Lidt efter luftede det, – vinden for af sted, den kom med stærke kast og jog tågen bort, solen skinnede så varmt; – vinteren selv var forsvunden, forårets dejlige børn sad på årets trone.

“Dét kalder jeg Nytår!” sagde spurvene. “Nu får vi vel igen vore rettigheder - og erstatning for den strenge vinter!”

Hvorhen de to børn end vendte sig, der skød grønne knopper frem på buske og træer, der blev græsset højere, marken mere og mere liflig grøn. Og rundt om kastede den lille pige blomster; hun havde en overflødighed af dem i sit skørt, de syntes at myldre frem derfra, altid var det fuldt, hvor ivrig hun end var med at kaste, – og i sin ivrighed rystede hun en hel blomstersne hen over æble- og ferskentræerne, så de stod i fuld pragt før de endnu rigtig havde fået grønne blade.

Og hun klappede i hænderne og drengen klappede, og da kom der fugle frem, man vidste ikke hvorfra, og alle kvidrede og sang: “Foråret er kommet!”

Det var dejligt at se. Og mangen gammel morlille kom uden for sin dør i solskinnet, skuttede sig, så hen på de gule blomster, der prangede over hele engen, akkurat ligesom i hendes unge dage; verden blev ung igen - “Det er velsignet i dag herude!” sagde hun.

Og skoven var endnu brungrøn, knop ved knop, men skovmærker var fremme, så frisk og så duftende, violernestod i en fylde, og der var anemoner,kodriver og oksedriver, ja i hvert græs strå var saft og kraft, det var rigtignok et pragttæppe at sidde på, og der sad forårets unge par og holdt hinanden i hænderne og sang og smilede og voksede mere og mere.

En mild regn faldt fra himlen over dem, de mærkede det ikke, regndråben og glædeståren blev én og samme dråbe. Brud og brudgom kyssede hinanden, og i det nu sprang skoven ud. – Da solen stod op, var alle skove grønne!

Og hånd i hånd gik brudeparret under det friske hængende løvtag, hvor kun sollysets stråler og slagskyggerne gav farveveksel i det grønne. En jomfruelig renhed og en forfriskende duft var i de fine blade! Klar og levende rislede å og bæk mellem de fløjlsgrønne siv og over de brogede sten. “Fuldt op evigt og altid er det - og bliver det!” sagde hele naturen. Og kukkeren sang og lærken slog, det var det dejlige forår; dog havde piletræerne uldvanter om sine blomster, de var nu så frygtelig forsigtige, og det er kedeligt!

Og så gik dage og så gik uger, varmen ligesom væltede ned; hede luftbølger gik gennem kornet, der mere og mere gulnede. Nordens hvide lotus, åkanden, spredte på skovsøerne sine store grønne blade ud over vandspejlet og fiskene søgte skygge under dem. På skovens læside, hvor solen brændte på bondehusets væg og ordentlig gennemvarmede de udsprungne roser, og kirsebærtræerne hang fulde med saftige, sorte, næsten solhede bær, sad sommerens dejlige kvinde, hende vi før så som barn og som brud. Hun så mod de stigende mørke skyer, der i bølgeformer - som bjerge, sortblå og tunge - løftede sig højere og højere; fra tre sider kom de, mere og mere, som et forstenet omvendt hav, sænkede de sig mod skoven, hvor alt, som ved en trolddom, nu var tavst. Hver luftning havde lagt sig, hver fugl tav, der var en alvor, en forventning i hele naturen; men på veje og stier skyndte kørende, ridende og gående sig af sted, for at komme under tag. – Da lyste det med et, som om solen brød frem, blinkende, blændende, alt opbrændende, og der blev så mørkt igen, i et rullende brag – og vandet styrtede i strømme ned; det blev nat og det blev lys, det blev stilhed og det blev bulder. De unge brunfjedrede rør i mosen bevægede sig i lange bølger, skovens grene skjultes i vandtåger, mørket kom og lyset kom, stilhed og bulder. – Græs og korn lå som slået ned, som skyllet hen, som skulle det aldrig rejse sig. – Pludselig blev regnen til enkelte dråber, solen skinnede, og fra strå og fra blad blinkede vanddråberne som perler, fuglene sang, fiskene slog op fra å-vandet, myggene dansede, og ude på stenen i det salte piskede havvand sad Sommeren selv, den kraftige mand, med de fyldige lemmer, med drivvådt hår, – forynget af det friske bad, sad han i det varme solskin. Al naturen var forynget rundt om, alt stod frodigt, kraftigt og skønt; det var sommer, den varme dejlige sommer.

Og liflig og sød var den duft, der kom fra den frodige kløvermark, bierne summede der om det gamle tingsted. Brombærranken snoede sig op om gravhøjens altersten, der, vasket af regnen, skinnede i sollyset; og derhen fløj bidronningen med sin sværm og satte voks og honning. Ingen så det tydeligere end Sommeren og hans kraftige, frodige hustru; for dem stod alterbordet dækket med naturens offergave.

Og aftenhimlen strålede som guld - ingen kirkekuppel har det så rigt. Og månen skinnede mellem aftenrøde og morgenrøde. Det var sommertid.

Og der gik uger og der gik dage. – Høstfolkenes blanke leer blinkede i kornmarkerne, æbletræets grene bøjede sig med røde og gule frugter; humlen duftede dejligt og hang som store kopper og nedenunder var hasselbuskene, og der hvor nødderne sad i tunge klaser, hvilede mand og kvinde, Sommeren med sin alvorsfulde hustru.

“Hvilken rigdom!” sagde hun, “rundt om er alt som en velsignelse, hjemligt og godt, og dog: jeg ved ikke selv, hvad jeg længes efter – hvile, – ro? Jeg har ikke ordet for det! – Nu pløjer de alt igen på marken! Mere og altid mere vil menneskene vinde! – Se, storkene kommer i flokke og går i afstand efter bondens plov. Ægyptens fugl, som bar os gennem luften! Husker du, da vi begge som børn kom til disse land mod nord? – Blomster bragte vi, dejligt solskin og grønne skove, dem har nu vinden kastet rundt med; de brunes og mørknes, ligesom sydens træer, men de bærer ikke, som de, gyldne frugter!”

“Og frugter vil du se?” sagde Sommeren, “så glæd dig da!” - og han løftede sin arm og skovens blade farvedes med rødt og med guld, der kom en farvepragt over alle skove: rosenhækken skinnede med ildrøde hyben, hyldegrenene hang med store tunge sortbrune bær, de vilde kastanjer faldt modne ud af de sortgrønne skaller, og inde i skoven blomstrede violerne anden gang.

Men årets dronning blev mere og mere stille, mere bleg. “Det lufter koldt!” sagde hun, “natten har våde tåger! Jeg længes efter - barndomslandet!” –

Og hun så storkene flyve bort, hver en! Og hun strakte hænderne efter dem. – Hun så op til rederne, der stod tomme, og i en af dem voksede den langstilkede kornblomst op og i en anden voksede den gule kiddike-korsblomst, som om reden kun var til som værn og gærde om den; og spurvene kom derop.

“Pip! - hvor er herskabet blevet af? De kan nok ikke tåle at det blæser på dem, og så er de taget ud af landet! Lykke på rejsen!”

Og mere og mere gul blev skovens blade og løv faldt på løv, Efterårets storme suste, det var sent på høstens tid. Og på det gule løvfald lå årets dronning og så med milde øjne mod den blinkende stjerne, og hendes mand stod hos hende. Et vindstød hvirvlede i løvet – det faldt igen, da var hun borte; men en sommerfugl, årets sidste, fløj gennem den kolde luft.

Og de våde tåger kom, den isnende blæst og de mørke, længste nætter. Årets hersker stod med snehvidt hår, men han vidste det ikke selv, han troede, at det var snefnuggene, som faldt fra skyen; et tyndt snelag lå hen over den grønne mark.

Og kirkeklokkerne ringede til juletid.

“Fødselsklokkerne ringer!” sagde årets gamle herre, “snart fødes det nye herskerpar; og jeg får hvile, som hun! Hvile i den blinkende stjerne!”

Og i den friske grønne granskov, hvor sneen lå, stod juleenglen og indviede de unge træer, der skulle til dens fest.

“Glæde i stuen og under de grønne grene!” sagde årets gamle konge, uger havde ældet ham til snehvid gubbe. “Det er snart hviletid for mig, årets unge par får nu krone og scepter!”

“Og magten er dog din!” sagde juleenglen, “ - magten og ikke hvilen! Lad sneen ligge varmende hen over den unge sæd, der skal spire! Lær at bære det, at en anden hyldes og du dog er hersker, lær at være glemt og dog at leve! Din friheds time kommer, når våren kommer!”

“Hvornår kommer våren?” spurgte Vinteren.

“Den kommer når storken kommer!” 

Og med hvide lokker og snehvidt skæg sad Vinteren iskold, gammel og bøjet, men stærk som vinterstormen og isens magt, på den høje bankes snedrive og så mod syd, som Vinteren tidligere havde siddet og set. – Isen knagede, sneen knirkede, skøjteløberne svang sig på de blanke søer, og ravne og krager tog sig godt ud på den hvide grund, ingen vind rørte sig. Og i den stille luft knyttede Vinteren hænderne, og isen mellem landene blev mange meter tyk.

Så kom spurvene igen inde fra byen og spurgte: “Hvem er den gamle mand derhenne?” Og ravnen sad der igen - eller en søn af ham, det er det samme - og den sagde til dem: “Det er Vinteren, den gamle mand fra det forrige år. Han er ikke død, som Almanakken siger, men er blevet formynder for den lille prins Forår, der kommer!”

“Hvornår kommer Foråret?” sagde spurvene, “så får vi gode tider, og bedre ledelse! Den gamle duede ikke mere.”

Og i stille tanker nikkede Vinteren til den bladløse, sorte skov, hvor hvert træ viste grenenes dejlige form og bøjning; og under vinterblundet sænkede skyernes iskolde tåger sig, – herskeren drømte om sin ungdoms og sin manddoms tid, og ved dagningen stod hele skoven dejlig med rimfrost, det var Vinterens sommerdrøm; solskinnet dryssede rimfrost fra grenene.

“Hvornår kommer Foråret, hvornår kommer våren?” spurgte spurvene.

“Våren?” lød det som ekko fra de banker, hvor sneen lå. Og solen skinnede mere og mere varm, sneen smeltede, og fuglene kvidrede: “Våren kommer!”

Og højt gennem luften kom den første stork, den anden fulgte. Et dejligt barn sad på ryggen af hver, og de dalede ned på den åbne mark og de kyssede jorden, og de kyssede den gamle stille mand, og han forsvandt i det fjerne – ligesom biblens Moses på bjerget – båret af skytågen. 

Årets historie var endt. 

“Det er meget rigtigt!” sagde spurvene, “og det er også meget kønt, men det er ikke helt efter Almanakken, og så er det jo galt!”

 

 

 

 

 

Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©