H. C. Andersen - Eventyr 050:
Et billede fra Kastelsvolden (1852/1847)
Det er efterår, vi står oppe på Kastelsvolden ved Københavns havn og ser ud over havet på de mange skibe og over på den svenske kyst, der løfter sig højt i aftenens solskin. Bag ved os går volden brat nedad, og der står prægtige træer, det gule løv falder fra grenene. Dernede ligger skumle huse med et højt træstakit omkring, og indenfor, hvor skildvagten går, er der så snævert og skummelt. Men endnu mørkere er der i fangehullet bag gitteret: dér sidder både dømte slaver fra kolonierne og landets værste forbrydere.
En stråle fra den nedgående sol falder ind i det nøgne fangerum. Solen skinner på onde og på gode! Den mørke, barske fange ser med et hæsligt blik på den kolde solstråle. En lille fugl flyver hen mod gitteret. Fuglen synger for onde og for gode! Den synger et kort “kvi-vit”, men bliver siddende, slår med vingen, piller en fjer af den, lader de andre fjer bruse om halsen – og den onde mand i lænker ser på fuglen. Et mildere udtryk går over det hæslige ansigt. En tanke, som han ikke selv gør sig helt klar, skinner frem i hans bryst, beslægtet med solstrålen gennem gitteret, beslægtet med duften af violerne, som om foråret vokser så rigt udenfor. Og nu lyder musik fra jægernes horn, så liflig og stærk. Fuglen flyver fra fangens gitter, solstrålen forsvinder og der er mørkt inde i cellen, mørkt i den onde mands hjerte, men solen har dog skinnet derind, fuglen sunget derind.
Bliv ved, I smukke jægerhorns-toner! Aftnen er mild, havet spejlglat og stille.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©