H. C. Andersen - Eventyr 051:
På den yderste dag (1852)
Den helligste dag her blandt alle livets dage er den, vi dør på. Det er den yderste dag, den hellige store forvandlings dag. Har du rigtigt, alvorsfuldt tænkt over denne mægtige, sande sidste timeher på jorden?
Der var en mand, en ”strengt troende”, som han kaldtes, en stridsmand for ordet, der var ham en lov. En nidkær tjener af en nidkær Gud. – Døden stod nu ved hans seng, døden med det strenge, himmelske åsyn.
“Timen er kommen, du skal følge mig!” sagde Døden og rørte med sin iskolde finger hans fødder, og de isnede. Døden berørte hans pande, derpå hans hjerte, og det brast derved - og sjælen fulgte nu Dødsenglen.
Men i de få sekunder der gik forud, mellem indvielsen fra fod til pande og hjerte, gik som et havs store tunge bølger, alt hvad livet havde bragt og vakt, hen over den døende. Således ser man med ét blik ned i det svimlende dyb og man omfatter, i et tankelyn, den umådelige vej; således ser man med ét blik, i én sum, den talløse stjernevrimmel, samt kloder og verdner i det store, vide himmelrum.
I et sådant øjeblik gyser den forfærdede synder og har intet at hælde sig til - det er, som sank han ud i en uendelig tomhed! Men den fromme hælder sit hoved til Gud og giver sig, som barnet, hen i “din vilje ske med mig!”
Men denne døende havde ikke barnets sind, han følte, han var en rigtig mand. Han gøs ikke, som synderen, for han vidste, at han var den rette troende. På religionens former i al deres strenghed havde han holdt fast. Millioner af mennesker, vidste han, måtte gå den brede vej til fordømmelsen; med sværd og med ild kunne han have ødelagt deres legemer her, som deres sjæl var ødelagt og altid ville blive det –! Hans vej var nu mod himlen, hvor nåden åbnede ham porten - nåden, den lovede.
Og hans sjæl gik med Dødsenglen, men engang endnu så den hen til lejet, hvor legemet, støvbilledet, lå i den hvide ligskjorte, et fremmed aftryk af dens jeg. – Og de fløj, og de gik – det var som i en mægtig hal og dog som i en skov; naturen var beskåret, udspændt, opbundet og sat i række, kunstiggjort, som de gamle franske barokhaver; her var maskerade.
“Det er menneskelivet!” sagde Dødsenglen.
Alle skikkelser sås mere eller mindre forklædte; det var ikke de ædleste eller mægtigste, som gik i fløjl og guld her, og det var ikke de laveste og ringe, der gik i fattigfolks kjole. – Det var en underlig maskerade, og især ganske underligt var det at se, hvordan de alle sammen – inde under deres tøj - omhyggelig skjulte noget for hinanden. Men den ene sled i den anden, for at det skjulte kunne blive synligt, og da så man hovedet af et dyr stikke frem; hos én var det en grinende abe, hos en anden en fæl gedebuk, en klam slange eller en mat fisk.
Det var dyret, som vi alle bærer på, dyret, som er vokset fast i mennesket, og det hoppede og det sprang og ville frem, og hver holdt tøjet tæt omkring det, men de andre rev til side og råbte: “Ser du, se! Dette er ham! Dette er hende!” Og den ene blottede den andens elendighed.
“Og hvad var dyret hos mig!” spurgte den vandrende sjæl. Og Dødsenglen pegede hen for sig på en stolt skikkelse, og om dens hoved viste sig en broget glorie med skinnende farver, men ved mandens hjerte skjulte dyrets fødder, påfuglens fødder, sig; glorien var kun fuglens brogede hale.
Og som de vandrede frem, skreg store fugle fælt fra træernes grene; med lydelige menneskestemmer skreg de: “Du dødsvandrer, husker du mig?” Det var alle de onde tanker, krav og begæringer fra hans livs dage, som nu råbte til ham: “Husker du mig?” –
Og sjælen gøs et øjeblik, for den kendte stemmerne, de onde tanker og begæringer, der trådte op som vidner.
“I vort legeme, i vor onde natur, bor intet godt!” sagde sjælen, “men tankerne hos mig blev netop ikke til gerninger, verden har ikke set den onde frugt!” Og han skyndte sig endnu mere, for hurtigt at komme bort fra de fæle skrig, men de store sorte fugle omsvævede ham i cirkler og skreg og skreg, som skulle det høres over hele verden. Og han sprang som den jagede hjort, og ved hvert trin stødte han foden mod skarpe flintesten, og de skar hans fødder og det smertede ham. “Hvor kommer disse skarpe sten fra? Som vissent løv ligger de hen over jorden!”
“Det er hvert uforsigtigt ord, du i livet lod falde, og som sårede din næstes hjerte langt dybere, end stenene nu sårer din fod!”
“Det tænkte jeg ikke over da!” sagde sjælen.
“Dømmer ikke, så skal I ikke dømmes!” klang det gennem luften.
“Alle har vi syndet!” sagde sjælen og løftede sig atter. “Men jeg har holdt loven og evangeliet, jeg har gjort, hvad jeg kunne gøre - jeg er ikke, som de andre!”
Og de stod ved himlens port, og englen, indgangens bevogter, spurgte: “Hvem er du? Sig mig din tro og vis mig den i dine gerninger!”
“Jeg har strengt opfyldt alle biblens bud! Jeg har ydmyget mig for verdens øjne, jeg har hadet og forfulgt det onde og de onde, de, som går den brede vej til den evige fordømmelse, og jeg vil gøre det endnu, med ild og med sværd, hvis jeg magter det!”
“Du er altså en af Muhameds tilbedere!” sagde englen.
“Jeg? – Aldrig!”
“Den, som griber til sværdet, skal omkomme ved sværdet, siger Jesus! Men hans tro har du ikke. Er du måske en Israels søn, der med Moses i Det Gamle Testamente siger: Øje for øje og tand for tand! En Israels søn, hvis nidkære Gud kun er dit folks gud!”
“Jeg er kristen!”
“Det genkender jeg ikke i din tro og dine gerninger. Kristi lære er forsoning, kærlighed og nåde!”
“Nåde!” klang det gennem det uendelige rum, og himlens port åbnede sig, og sjælen svævede mod den åbne herlighed.
Men lyset, der udstrømmede, var så blændende, så gennemtrængende, at sjælen veg tilbage, som for et draget sværd; og tonerne klang så bløde og gribende, ingen jordisk tunge kan udsige det, og sjælen bævede og bøjede sig dybere og altid dybere, men den himmelske klarhed trængte ind i den, og da følte og fornemmede sjælen, hvad den aldrig før således havde følt: byrden af sin hovmod, sin hårdhed og synd. – Det blev så klart inden i den.
“Alt det gode jeg gjorde i verden, det gjorde jeg, fordi jeg ikke kunne handle anderledes, men det onde – det gjorde jeg af mig selv!”
Og sjælen følte sig blændet af det rene himmelske lys, afmægtig sank den, således virkede det, dybt, rullet i sig selv - nedtynget, umoden for himmeriges rige, og i tanken om den strenge, den retfærdige Gud, vovede den ikke at udstamme: “Nåde!”
– Og da var nåden der, den ikke ventede nåde. –
Guds himmel var i hele det uendelige rum, Guds kærlighed gennemstrømmede den i uudtømmelig fylde.
“Hellig, herlig, kærlig og evig bliver du, menneskesjæl!” klang det og sang det. Og alle, alle skal vi på vort jordlivs yderste dag, som sjælen her, bæve tilbage for himmeriges glans og herlighed, bøje os dybt, ydmyge os nedsynkende - og dog båret af Guds kærlighed og nåde - så vi holdes oppe, svævende i nye baner, lutrede, ædlere og bedre, mere og mere, kan nærme os lysets herlighed, og styrket herved magte at stige ind i den evige klarhed.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©