H. C. Andersen - Eventyr 053:
Svanereden (1852)
Mellem Østersøen og Nordhavet ligger en gammel svanerede og den kaldes Danmark; i den er født og fødes svaner, hvis navne aldrig skal dø.
I oldtiden fløj en svaneflok herfra hen over Alperne ned til Lombardiets grønne sletter ved Milano, hvor der var dejligt at bo; svaneflokken kaldtes longobarder. En anden flok, med skinnende fjer og trofaste øjne, svang sig ned mod Konstantinopel i Byzans, satte sig der om kejserens trone og udbredte sine store hvide vinger som skjolde, for at beskærme ham. Den flok fik navnet væringer.
Der lød fra Frankrigs kyst et angstens skrig for de blodige svaner, der med ild under vingen kom fra Norden og folket bad: “Fri os Gud, fra de vilde normanner!”
På Englands engfriske grønsvær ved den åbne strand stod omkring år 1000 den danske svane med tredobbelt kongekrone på hovedet; sit gyldne scepter strakte den hen over landet.
I knæ bøjede hedningerne sig på Pommerns kyster, og de danske svaner kom med korsets Dannebrogs-flag og med draget sværd.
Men det var i de ældgamle dage! siger du.
Også nærmere vor tid blev mægtige svaner set flyve ud fra den danske rede.
Det lyste gennem luften, det lyste hen over verdens lande, svanen spredte ved sine stærke vingeslag den dæmrende tåge, og stjernehimlen blev mere synlig, det var som om den kom Jorden nærmere; det var svanen Tycho Brahe.
“Ja, den gang!” siger du, “men nu,i vore dage?” Jo, da så vi svane flyve ved svane i herlig flugt. En lod sin vinge glide hen over guldharpens strenge – det var digteren Oehlenschläger - og det klang gennem Norden, og Norges fjelde løftede sig højere i oldtids sollys; det susede i gran og i birk. Nordens guder, helte og ædle kvinder viste sig i den dybe mørke skovgrund.
Vi så en svane slå med vingen mod marmorfjeldet, så at det brast og de i stenen bundne skønhedsskikkelser skred frem ved solklar dag, og menneskene rundt om i landene løftede deres hoveder for at se disse mægtige skikkelser. Det var billedhuggeren Thorvaldsen.
Vi så en tredje svane spinde tanketråden, der nu fæstes fra land til land, rundt om hele jorden, så at ordet flyver med lynets fart gennem landene. Det var fysikeren H.C. Ørsted. Vorherre holder af den gamle svanerede mellem Østersø og Nordhav. Lad mægtige fugle kun komme gennem luften for at sønderrive den danske rede: “Det skal ej ske!” Selv de dunløse unger stiller sig i kreds på redens kant for at forsvare den, det har vi set for nylig - i 1848 - de lader sig hugge i det unge bryst, så deres blod flyder, de slår med næb og med klo.
Århundreder vil endnu gå hen, svaner flyver fra reden, ses og høres rundt om i verden, før den tid kommer, at der i ånd og sandhed skal kunne siges, “Dette er den sidste svane, den sidste sang fra svanereden!”
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©