H. C. Andersen - Eventyr 056:
"Alt på sin rette plads!"(1852)
Det er over hundrede år siden!
Der lå bag skoven ved den store indsø en gammel herregård, og rundt om den var der dybe grave, hvori voksede dunhammere, siv og rør. Tæt ved broen til indkørselsporten stod et gammelt piletræ, der hældede sig ud over rørene.
Omme fra hulvejen lød horn og hestetrampen, og derfor skyndte den lille gåsepige sig med at få gæssene til side fra broen, før jagtselskabet kom galoperende; det kom i sådan en fart, at hun hurtigt måtte springe op på en af de høje sten ved broen, for ikke at blive redet over ende. Halvt barn var hun endnu, fin og spinkel, men med et velsignet udtryk i sit ansigt og to rare klare øjne; men det så herremanden ikke på; i den flyvende fart han kom, vendte han pisken i sin hånd, og af rå lystighed stødte han hende med skaftet lige for brystet, så hun gik bag over.
“Alt på sin rette plads!” råbte han, “i grøften med dig!” og så lo han, det skulle nu være så morsomt, og de andre lo med; hele selskabet gjorde skrig og skrål og jagthundene gøede, det var rigtignok ligesom en gammel vise lyder:
“Rige Fugl kommer susende!”
- Gud ved hvor rig han var endda?
Den stakkels gåsepige greb for sig, idet hun faldt, og fik fat i en af de nedhængende pilegrene; ved den holdt hun sig oppe over dyndet, og så snart herskab og hunde var vel inde af porten, arbejdede hun på at komme op, men grenen knækkede af ved kronen, og gåsepigen faldt tungt tilbage i rørene, da i det samme en kraftig hånd ovenfra greb hende. Det var en vandrende hosekræmmer, som et stykke borte havde set til og nu skyndte sig med at komme hende til hjælp.
“Alt på sin rette plads!” sagde han i spøg over herremanden og trak hende op på det tørre; den afbrækkede gren stillede han hen mod stedet, hvor den var knækket af, men “på sin rette plads,” det går ikke altid med en afbrækket gren! Og så stak han grenen ned i den bløde jord, “gro om du kan og skær dem en god fløjte til gården deroppe!” Han ønskede herremanden og hans folk en retfærdig, streng straf, og så gik han ind på herregården, men ikke op i højsalen, dertil var han af for ringe stand; men ind til folkene i borgestuen kom han, og de så på hans varer og købslog med ham. Oppe fra gildesbordet lød der skrål og vræl: det skulle være sang, men de kunne det ikke bedre. Der lød latter og hundehyl, der var stor fråsen og sviren; vin og lagret øl skummede i glas og krus, og mændenes hunde åd med; et og andet bæst af en hund blev endda kysset af junkerne, efter at den først med sin lange ørelap var blevet tørret om snuden. Hosekræmmeren blev kaldt derop med sine varer, men kun for at de kunne have deres spas med ham. Vinen var gået ind og forstanden var gået ud. De hældte øl i en strømpe til ham, for at han kunne drikke med, men straks løb det jo gennem strømpen! Det var nu så overordentligt snildt og han blev til grin. Hele drift kvæg, bønder og bøndergårde blev satte på ét kort og tabt i spil den aften.
“Alt på sin rette plads!” sagde hosekræmmeren, da han igen var vel uden for Sodoma og Gomorra, som han kaldte det. “Den åbne landevej, det er min rette plads, der oppe var jeg slet ikke i mit es.” Og den lille gåsepige nikkede til ham fra markleddet.
Og der gik dage og der gik uger, og det viste sig, at den afbrækkede pilegren, som hosekræmmeren havde stukket ned ved vandgraven, holdt sig stadig frisk og grøn, ja at den skød endogså nye skud; den lille gåsepige så, at den måtte have fæstet rod, og hun glædede sig så inderligt derover, det var hendes træ, syntes hun.
Ja, med grenen gik det fremad, men med alt andet på gården gik det svært tilbage ved svir og ved spil: Det er to veje som ikke er gode at stå på.
Der var ikke gået seks år, så vandrede herremanden med pose og stav, som fattig mand, fra gården og den blev købt af en rig hosekræmmer, og det var netop ham, som havde været til spot og grin og var blevet budt øl i en strømpe; men ærlighed og driftighed, de giver god medvind, og nu var hosekræmmeren herre på gården; men fra den stund kom der aldrig kortspil der; “det er en slem læsning,” sagde han, “den kommer derfra, at da Fanden første gang så Biblen, ville han vrænge en efter, og så opfandt han kortspillet!”
Den nye herremand tog sig en frue, og hvem var hun? Det var den lille gåsepige, som altid havde været skikkelig, from og god; og i sit nye tøj så hun så fin og køn ud, som var hun en fornem jomfru af fødsel. Hvordan gik det til? Ja, det er for lang en historie i vor travle tid, men det gik til, og det vigtigste kommer her bag efter.
Velsignet og godt var der nu på den gamle gård, herregårdens moder stod selv for det indvendige og fader for det udvendige; det var ligesom velsignelsen vældede frem, og hvor velstand er, der kommer velstand til huse. Den gamle gård blev pudset og malet, gravene rensede og frugttræer plantede; venligt og godt så der ud og stuegulvet var blankt som et spækbræt. I den store sal sad om vinteraftnerne madammen med alle sine piger og spandt uld og linned; og hver søndag aften læstes der højt af Biblen, og det af justitsråden selv, for han blev justitsråd, hosekræmmeren, men det var først på hans meget gamle dage. Børnene voksede til – der kom flere børn – og alle blev vel oplært, men alle havde jo ikke lige gode hoveder, sådan er det jo i enhver familie.
Men pilegrenen udenfor var blevet til et helt prægtigt træ, der stod frit og ubeskåret, “det er vort stamtræ!” sagde de gamle folk, og det træ skulle holdes i agt og ære! sagde de til børnene, også til dem som ikke havde gode hoveder.
Og nu var der gået hundrede år.
Det var i vor tid; søen var blevet til en mose, og den gamle herregård var ligesom visket ud, der stod en aflang pyt vand, med lidt stensætning til siden, det var resten af de dybe grave, og her stod endnu et prægtigt gammelt træ, der hældede sine grene, det var stamtræet; det stod og viste, hvor smukt et piletræ kan være, når det får lov til at passe sig selv. – Det var jo rigtignok revnet midt i stammen, helt nede fra roden og op til kronen, stormen havde drejet det lidt, men det stod, og fra alle træets revner og sprækker, hvor vind og vejr havde lagt muldjord, voksede græs og blomster; især øverst, hvor de store grene delte sig, var der ligesom en hel lille hængende have, med hindbær og fuglegræs, ja endda et lille bitte rønnebærtræ havde rodfæstet sig der og stod så slankt og fint midt oppe i det gamle piletræ, der spejlede sig i søens sorte vand, når vinden havde drevet andemaden hen i et hjørne af denne naturens vandpyt. – En lille sti, hen over herregårdsmarken, førte tæt her forbi.
Højt på banken ved skoven, med en dejlig udsigt, lå den nye gård, stor og prægtig, med glasruder så klare, at man skulle tro at der slet ingen var sat i. Den store trappe ved døren så ud, som om den havde lysthus på af roser og storbladede planter. Græspletten var så ren grøn, som om hvert strå blev set efter morgen og aften. Inde i salen hang kostbare malerier, og med silke og med fløjl stod de nye stole og sofaer, der næsten kunne skride afsted på egne ben med hjul under. Der var borde med blanke marmorplader, og bøger indbundet i safian-skind og med guldsnit . . . jo, det var rigtignok rige folk, som boede her, det var fornemme folk, her boede baronens.
Det ene svarede der til det andet. “Alt på sin rette plads!” sagde de også, og derfor var alle de malerier, som engang havde været til pynt og hæder på den gamle gård, nu ophængt i gangen til karlekamret; rigtigt skrammel lignede det, især to gamle portrætter, det ene af en mand i rosenrød kjolesæt og med paryk, det andet en dame med pudret opsat hår og en rød rose i hånden, men begge omgivet med en stor krans af pilegrene. Der var så mange runde huller i de to billeder, og det kom af at de små baroner altid gik og skød deres flitsbuer af på de to gamle folk. Det var justitsråden og justitsrådinden, dem hele slægten nedstammede fra.
“Men de er ikke rigtig af vor familie!” sagde en af de små baroner. “Han var bare en hosekræmmer og hun en gåsetøs. De var ikke som papa og mama!”
Billederne var noget dårligt skrammel, og “alt på sin rette plads!” sagde man, og så kom oldefar og oldemor ned på gangen til karlekamret.
Præstesønnen var huslærer der på gården; han gik en dag med de små baroner og deres ældste søster, der lige var konfirmeret, og de kom hen over stien, ned mod det gamle piletræ; og mens de gik, bandt hun en buket af markens grønt; “alt på sin rette plads,” og det blev et skønhedshele. Hun hørte dog samtidig meget godt efter alt hvad der blev sagt, og det glædede hende så meget at høre præstesønnen fortælle om naturens kræfter og historiens store mænd og kvinder; hun var en sund velsignet natur, adlet i sjæl og tanke, og med et hjerte til ret at omfatte alt skabt af Gud.
De standsede nede ved det gamle piletræ; den mindste af baronerne ville så gerne have sig en fløjte skåret, det havde han før fået af andre piletræer, og præstesønnen brød en gren af.
“Oh gør det ikke!” sagde den unge baronesse; men nu var det gjort. “Det er jo vort gamle berømmelige træ, jeg holder så meget af det! Ja derfor ler man mig også ud derhjemme, men det er mig det samme! Der er et sagn om det træ -!”
Og nu fortalte hun alt hvad vi har hørt om træet, om den gamle gård, om gåsepigen og hosekræmmeren, som mødtes her og blev stamforældre til den fornemme slægt og til den unge baronesse.
“De ville ikke lade sig adle, de gamle skikkelige folk!” sagde hun. “De havde dette mundheld: ‘Alt på sin rette plads!’ og det syntes de at de ikke kom, når de for penge lod sig ophøje til adel. Det var først deres søn, min bedstefader, som blev baron, han skal have haft stor lærdom, været højt anset og afholdt af prinser og prinsesser, været med ved alle deres fester. Ham holder de andre derhjemme mest af, men, jeg ved ikke rigtig selv: for mig er der noget ved det gamle par, som drager mit hjerte til dem! Der må have været så hyggeligt, så patriarkalsk på den gamle gård, hvor husmoderen sad og spandt med alle sine piger og den gamle herre læste højt af Biblen!”
“Det har været prægtige folk, fornuftige folk!” sagde præstesønnen; og så var de midt i en samtale om adel og borgerlig, og det virkede næsten, som om præstesønnen ikke hørte til borgerskabet, sådan som han talte om det at være af adelig familie.
“Det er lykkeligt at høre til en slægt, som har udmærket sig, ja således at have ligesom en blodets spore i sig til at gå fremad i det dygtige. Dejligt er det at eje et slægtsnavn, der er et adgangskort til landets første familier. Adel betyder ædel, det er guldmønten, der har fået i stempel, hvad den selv er i værd. – Det er tidens tone - og mange poeter slår naturligvis ind på den - at alt hvad adeligt er skal være dårligt og dumt, hvorimod hos den fattige, jo lavere man stiger ned, des mere glinser det! Men det er ikke min mening, for det er aldeles galt, aldeles falsk. I de højere kredse findes mange gribende skønne træk; min moder har fortalt mig et, og jeg kunne give flere: hun var på besøg i et fornemt hus i byen, hvor min mormor, tror jeg, havde opammet husets fornemme frue. Min moder stod i stuen med husets gamle højadelige herre; da så han, at der kom nede i gården en gammel kone på krykker; hver søndag kom denne og fik nogle kroner. ‘Der er den gamle stakkel,’ sagde herren, ‘hun har så svært ved at gå’ – og før min moder forstod det, var han ude af døren og nede af trapperne, han den halvfjerds-årige gamle excellence, var selv gået ned til den fattige kone for at spare hende fra at gå den besværlige vej op efter den beskedne pengehjælp, hun kom efter. Det er jo kun et ringe træk, men som ‘enkens skærv’ i evangeliet har den klang fra hjertebunden, klang fra menneskenaturen; og derhen skal digteren pege, netop i vor tid skal han synge derom, det gør godt, mildner og forsoner! Men på den anden side: hvor et stykke menneske, blot fordi han er født af fornemt blod og har stamtavle, som arabiske heste, og derfor står på bagbenene og vrinsker både i gården og i stuen siger: ‘Her har været folk fra gaden!’ når en borgerlig har været på besøg, ja dér er adelen gået i forrådnelse, blevet til maske af den slags det græske teater brugte, og man morer sig straks over personen og giver ham satiren i vold.”
Det var præstesønnens tale, den var noget lang, men så var fløjten skåret.
Der var stort selskab på gården, mange gæster fra omegnen og hovedstaden. Damer klædt på med smag og uden smag. Den store sal ganske opfyldt af mennesker. Omegnens præster stod ærbødigt i klump i et hjørne, det så ud, som om der var begravelse, men der var fornøjelse, men den var endnu ikke sat i gang.
Stor koncert skulle der være, og derfor havde den lille baron sin pilefløjte med ind, men han kunne ikke rigtig få luft i den, det kunne papa heller ikke, og derfor duede den ikke.
Der var musik og sang, af den slags, der er mest morsom for dem, som udøver den - forresten nydeligt.
“De er nok også virtuos!” sagde en kavaler, en ung adelig herre, der mest var sine forældres barn; “De blæser fløjte, De skærer den selv. Det er jo geniet, der hersker – og sidder på højre side – Gud bevar’os! Jeg følger ganske godt med tiden, det må man jo, ikke sandt, og De vil sikkert henrykke os alle med det lille instrument!” Og så rakte han ham den lille fløjte, der var skåret af piletræet nede ved søen, og højt og lydeligt forkyndte han, at huslæreren nok ville skænke dem en solo på fløjte.
Der skulle gøres nar af huslæreren, det var let at forstå, og han ønskede så ikke blæse, skønt han nok kunne, men de trængte på, de nødte ham, og så tog han fløjten og satte den for munden.
Det var en underlig fløjte! Der lød en tone, så udholdende, som den klinger fra damplokomotivet, ja meget stærkere; den lød over hele gården, haven og skoven, milevidt ud i landet, og med lyden kom der en stormvind, som bruste: “Alt på sin rette plads!” – og så fløj papa ligesom båret af vinden, ud af gården, og lige lukt ind i stalden, og foderknægten fløj op – ikke ind i storstuen, der kunne han ikke komme, nej men op i tjenerværelserne, mellem det fine tjenerskab, der gik i silkestrømper, og gårdens stolte karle blev som lamslåede ved, at sådan en ringe knægt turde sætte sig til bords mellem dem.
Men i højsalen fløj den unge baronesse op ved den øverste bordende, hvor hun var værdig at sidde, men præstesønnen fik sæde ved siden af, og der sad de begge to, som om de var et brudepar. En gammel greve af landets ældste slægt forblev urokket på sin hædersplads, for fløjten var retfærdig, og det skal man være! Den vittige kavaler, der satte gang i fløjtespillet, ham der var sine forældres barn, fløj på hovedet ind imellem hønsene - men ikke alene.
Flere kilometer ud i landet lød fløjten, og der hørtes store begivenheder. En rig grossererfamilie, der kørte med firespands hestevogn, blæste aldeles ud af vognen, og fik bagefter ikke engang plads på bagsmækken; to nyrige bønder, der i vor tid var vokset helt over deres egen kornmark, blæste ned i muddergrøften. Det var en farlig fløjte; heldigvis sprak den efter den første lange lyd, det var vist godt - og så kom den ned i lommen igen: “Alt på sin rette plads!”
Dagen efter talte man ikke om begivenheden med fløjten, derfor har man den talemåde “at stikke piben ind!” Alt var nu i sin gamle orden igen, kun var der sket det at de to gamle billeder, hosekræmmeren og gåsepigen, nu igen hang oppe i højsalen. De var blæst op på væggen der, og da en af de rigtige kunstkendere sagde, at de var malet af en mesterhånd, så blev de hængende og istandsat, tidligere vidste man jo ikke at de duede, og hvor skulle man dog også vide det fra? Nu hang de på hædersplads. “Alt på sin rette plads!” og der hen kommer det! Evigheden er lang, længere end denne historie!
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©