H. C. Andersen – Eventyr 060:
"Der er forskel" (1855/1851)
Det var i maj måned, vinden blæste endnu koldt; men foråret var der, sagde buske og træer, mark og enge; det myldrede med blomster og det lige op i det levende gærde, og netop dér talte foråret selv sin sag, det talte fra et lille æbletræ. Der var én eneste gren, så frisk, så blomstrende, overdænget med de fine rosenrøde knopper, som var lige ved at åbne sig; den vidste nok selv, hvor køn den var, for det ligger i bladet, som i blodet, og derfor blev den heller ikke overrasket ved at herskabsvognen holdt på vejen foran den, og den unge grevinde sagde, at dén æblegren var det yndigste, man kunne se, den var foråret selv i sin dejligste åbenbarelse. Og grenen blev brækket af, og hun holdt den i sin fine hånd og skyggede over den med sin silkeparasol, – og så kørte de til slottet, hvor der var høje sale og pyntelige stuer; klare hvide gardiner flagrede ved de åbne vinduer og dejlige blomster stod i skinnende, gennemsigtige vaser, og i en af disse - den var som skåret ud af nyfalden sne - blev æblegrenen sat mellem friske, lyse bøgegrene; det var en lyst at se den!
Og så blev grenen stolt, og det var jo ganske menneskeligt!
Der kom mange slags folk gennem stuerne og da de ansås for vigtige, turde de udtrykke deres beundring, og nogle sagde slet ingen ting, og andre sagde alt for meget, og æblegrenen forstod, at der var forskel mellem menneskene ligesom mellem naturens planter. “Nogle er til pynt, og andre er til føde; der er også de, som helt kunne undværes,” mente æblegrenen, og da den netop var sat ved det åbne vindue, hvorfra den kunne se både ned i haven og ud på marken så havde den blomster, planter og vækster nok at betragte og tænke over! Der stod både rige og fattige, nogle alt for fattige.
“Stakkels forkastede planter!” sagde æblegrenen, “der er rigtignok gjort forskel! Og hvor de må føle sig ulykkelige, hvis den slags kan føle, som jeg og min slags kan det. Der er rigtignok gjort forskel, men det måder gøres; ellers stod alle jo ens og var lige!”
Og æblegrenen så med en slags medlidenhed især på én slags blomster, som der var mange af på marker og på grøfterkanter; ingen bandt de blomster i buket, de var alt for almindelige, ja man kunne finde dem selv imellem brostenene, de skød op som det værste ukrudt, og så havde de det fæle navn ”Fandens Mælkebøtter”.
“Stakkels foragtede plante!” sagde æblegrenen, “du kan ikke gøre for, at du blev hvad du blev, at du er så almindelig, og at du fik det hæslige navn, du har! Men det er med planterne, som med menneskene: der må være forskel!”
“Forskel!” sagde solstrålen og kyssede den blomstrende æblegren, men kyssede også de gule fandens mælkebøtter ude på marken, alle solstrålens brødre kyssede dem, såvel de fattige blomster, som de rige.
Æblegrenen havde aldrig tænkt over Vorherres uendelige kærlighed mod alt, hvad der lever og røres i ham, den havde aldrig tænkt over hvor meget smukt og godt der kan ligge gemt, men ikke glemt! - men det var jo også ganske menneskeligt!
Solstrålen, lysets stråle, vidste det bedre: “Du ser ikke langt, du ser ikke klart! – Hvor er den forkastede blomst, den du især beklager?”
“Fandens mælkebøtter, dér!” sagde æblegrenen. “Aldrig bindes de blomster i buket, de trædes bare ned med foden, der er for mange af dem og når de løber i frø flyver det ligesom med småtskåren uld hen over vejen og det hænger fast i folks tøj. Ukrudt er det! Men det skal der jo også være! – jeg er virkelig meget taknemmelig over, at jeg ikke er blevet en af dem!”
Og hen over marken kom en hel skare børn: Det mindste af børnene var så lillebitte, at det blev båret af de andre; og da det blev sat i græsset mellem de gule blomster, lo det højt af glæde, sparkede med de små ben, væltede sig omkring, plukkede kun de gule blomster og kyssede dem i sød uskyldighed. De noget større børn brækkede blomsten af den hule stilk, bøjede denne rundt ind i sig selv, led ved led, en hel kæde blev det; først en kæde til halsen, så en til at hænge om skulderen og om livet, på brystet og på hovedet. Det var en hel pragt af grønne lænker og kæder. Men de største børn tog forsigtig den afblomstrede plante, den del af stilken, der bar dens fnugagtige sammensatte frøkrone, denne løse luftige grå uldblomst, det er et helt lille kunststykke, som af de fineste fjer, fnug eller dun. De holdt den op for munden for i ét pust at blæse den helt væk; den, der kunne det, fik nyt tøj før året var gået, dét havde bedstemoder sagt.
Den foragtede blomst var blevet en hel profet ved denne lejlighed!
“Ser du!” sagde solstrålen, “ser du dens skønhed, ser du dens magt!”
“Ja, for børn!” sagde æblegrenen.
Og ude på marken kom der en gammel kone og gravede med sin spidse, skaftløse kniv ned om blomstens rod og trak den op. Nogle af rødderne ville hun koge sig kaffe på, andre ville hun få penge for, da hun solgte dem til apotekeren som lægemiddel.
“Skønhed er dog noget højere end dét!” sagde æblegrenen. “Kun de udvalgte kommer i det skønnes rige! Der er forskel mellem væksterne, ligesom der er forskel mellem menneskene!”
Og solstrålen talte om den uendelige kærlighed hos Gud gennem alt det skabte og for alt, hvad der har liv, og om den lige fordeling af alt i tid og evighed!
“Ja, det er nu Deres mening!” sagde æblegrenen.
Og der kom folk i stuen, og den unge grevinde kom, hun, som havde stillet æblegrenen så smukt i den gennemsigtige vase hvor sollyset strålede; og hun bragte en blomst eller hvad det nu var, det skjultes af tre-fire store blade, der ligesom et kræmmerhus blev holdt rundt om det, for at ingen træk eller vindpust skulle komme til at gøre det skade og det blev båret så forsigtigt, som den fine æblegren aldrig var blevet det.
Ganske forsigtigt tog man nu de store blade væk og man så den fine fnuggede frøkrone af den gule foragtede ”Fandens Mælkebøtte”. Dén var det, som hun så forsigtig havde plukket og så omhyggelig bar, for at ikke én af de fine fjerpile, der danner dens tågeskikkelse og sidder så løse, skulle blæse af. Hel og herlig havde hun den, og hun beundrede dens skønne form, dens luftige klarhed, hele dens særegne sammensætning, dens skønhed, der skulle vejres hen for vinden.
“Se dog, hvor forunderlig dejlig Vorherre har skabt den!” sagde hun. “Jeg vil male den, sammen med æblegrenen, der jo er så uendelig dejlig i alles øjne. Men også denne fattige blomst har af Vorherre fået lige så meget - på en anden måde! Så forskellige de er. Og dog er de begge børn i skønhedens rige.”
Og solstrålen kyssede den fattige blomst. Og den kyssede den blomstrende æblegren - dens blade syntes at rødme derved.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©