H. C. Andersen - Eventyr 061:
Fem fra en ærtebælg (1855/1853)
Der var fem ærter i en ærtebælg. De var grønne og bælgen var grøn, og så troede de, at hele verden var grøn og det var fuldstændig rigtigt! Bælgen voksede og ærterne voksede, de indrettede sig efter husets værelser - lige på en række sad de.
Solen skinnede udenfor og varmede bælgen op, og regnen gjorde den ren. Der var lunt og godt, lyst om dagen og mørkt om natten, sådan som det skulle være, og ærterne blev større og mere og mere tankefulde, som de sad der - for noget skulle de jo lave.
"Skal jeg altid blive siddende her?" sagde de, "Bare jeg ikke bliver hård af at sidde så længe. Måske er der noget for mig udenfor, jeg har en fornemmelse af det!"
Og uger gik, ærterne bleve gule og bælgen blev nu gul: "Hele verden bliver gul!" sagde de og det havde de vel lov til at sige.
Så mærkede de en rusken i bælgen. Den blev revet af og kom i menneskehænder og ned i en trøjelomme med endnu flere fyldte ærtebælge.
"Nu vil der snart blive lukket op!" sagde de og det ventede de på.
"Nu gad jeg godt vide hvem af os der vil nå længst!" sagde den mindste ært. "Ja, og nu giver det snart efter!"
"Lad ske hvad der må!" sagde den største.
"Krask!", så revnede bælgen og alle fem ærter trillede ud i det klare solskin. De lå i en barnehånd, en lille dreng holdt på dem og sagde at det var de helt rigtige ærter til hans pusterør. Og straks kom den ene ært i røret og blev skudt afsted.
"Nu flyver jeg ud i den store, vide verden. Tag mig, hvis du kan!" - og så var dén væk.
"Jeg", sagde den anden, "flyver lige ind i solen, for den er en rigtig ærtebælg og meget passende for mig!" Væk var den!
"Jeg sover bare, lige meget hvor jeg kommer hen," sagde to andre, "men vi triller alligevel fremad!" Og så trillede de først på gulvet, før de kom i drengens pusterør - men de kom der. "Vi vil nå længst!"
"Lad ske hvad der må!" sagde den sidste og blev skudt i vejret, og den fløj lige op mod det gamle bræt under tagvinduet, lige ind i en revne, hvor der var lidt mos og blød jord. Der fløj den ind, og mosset lukkede sig om den. Der lå den gemt, men ikke glemt.
"Lad ske hvad der må!" sagde den.
Inde på det lille tagværelse boede en fattig kone, der om dagen gik ud for at tjente penge ved at pudse kakkelovne, save brænde og andet tungt arbejde, for kræfter havde hun og flittig var hun, men lige fattig blev hun ved med at være. Og hjemme på det lille tagværelse lå hendes halvvoksne datter, hendes eneste, der var så fin og spinkel. Et helt år havde hun ligget syg i sengen. Hun syntes hverken at kunne leve eller dø.
"Hun rejser snart til sin lillesøster!" sagde konen. "Jeg havde de to børn, det var svært nok for mig at sørge for de to, men så delte Vorherre med mig og tog den ene pige til sig. Jeg vil så gerne beholde den anden, jeg har tilbage, men Vorherre vil nok ikke have dem skilt ad, så
hun hentes nok snart op til sin lillesøster!"
Men den syge pige blev. Hun lå tålmodig og stille hver eneste lange dag, mens moderen var ude at tjene penge.
Det var nu forårstid, og tidlig en morgenstund, lige da moderen skulle til sit arbejde, skinnede solen så smukt ind ad det lille vindue, hen langs gulvet og den syge pige så hen mod det nederste glasrude.
"Hvad er mon det grønne, der pipper frem ved ruden? Det bevæger sig i vinden!"
Og moderen gik hen til vinduet og åbnede det på klem. "Ih!" sagde hun, "det er jo en lille ært, der er skudt frem med fine grønne blade. Hvordan er den mon kommet ind i sprækken dér? Nu har du jo en hel lille have at se på!"
Og den syges seng blev flyttet nærmere til vinduet, hvor hun kunne se den spirende ært, og moderen gik til sit arbejde.
"Mor, jeg tror jeg kommer mig!" sagde om den lille pige om aftenen. "Solen har i dag skinnet så varmt ind til mig. Og den lille ært trives så godt! og jeg vil også nok trives og
komme op og ud i solskinnet!"
"Gid det var så vel!" sagde moderen, men hun troede ikke at det ville ske. Men hun satte alligevel en lille pind ved den grønne spire, som havde givet barnet glade livstanker, for at den ikke skulle knækkes af vinden. Og hun bandt sejlgarns-snor fast til brættet og til det øverste af vindueskarmen, for at ærteplanten kunne have noget at hælde sig til og sno sig om, når den voksede og løb i vejret, og det gjorde den. Man kunne hver dag se, at den havde vokset!
"Nej, den sætter jo blomst!" sagde konen en morgen og nu fik også hun det håb og den tro, at den lille, syge pige ville komme sig og blive rask. Hun lagde mærke til, at barnet i den sidste tid havde talt livligere, og de sidste morgener havde hun selv rejst sig op i sengen og siddet der og set med strålende øjne på sin lille ærtehave af en eneste ært. Ugen efter var den syge for første gang oppe i over en time. Lykkelig sad hun i det varme solskin, vinduet var åbnet, og udenfor stod der en fuldt udsprungen hvidrød ærteblomst. Den lille pige bøjede sit hoved ned og kyssede helt forsigtigt de fine, små blade. Det var ligesom en festdag den dag.
"Vorherre har selv plantet den og ladet den vokse og trives for at give håb og glæde til dig, mit velsignede barn - og til mig med!" sagde den glade moder og smilede til blomsten, som til en god engel fra Gud.
Men hvad nu med de andre ærter? Ja - den, som fløj ud i den store, vide verden: "Tag mig, hvis du kan!" faldt i tagrenden og blev spist af en due og dér lå den i en duemave, ligesom historien om ”Jonas i Hvalfiskens Mave”. De to dovne ærter nåede lige så langt, de blev også ædt af duerne - men det er dog også at gøre solid nytte i verden! Den fjerde, som ville op i solen - den faldt i rendestenen og lå uger og dage der, i det sure, snavsede vand, hvor den rigtigt svulmede op.
"Jeg bliver så dejlig tyk!" sagde ærten. "Jeg revner af det, og større tror jeg ikke en ært kan blive, eller nogensinde før er blevet! Jeg er vel nok den mest bemærkelsesværdige af de fem fra ærtebælgen!"
Og rendestenen gav den ret.
Men den unge pige ved tagvinduet stod med lysende øjne og sunde røde kinder. Hun foldede sine fine hænder over ærteblomsten og takkede Vorherre for den.
”Jeg holder nu alligevel på min ært!” - sagde rendestenen!
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©