H. C. Andersen – Eventyr 064:
Klods-Hans.
En gammel historie fortalt igen (1855)
Ude på landet var der en gammel gård, og i den var der en gammel herremand, som havde to sønner, der var så vittige, at det halve var nok. De ville fri til kongens datter og det turde de, for hun havde ladet meddele at hun ville vælge den mand, hun fandt bedst kunne ´tale for sig´.
De to brødre forberedte sig nu i otte dage, det var den tid de havde til det, men det var også nok, for de havde forkundskaber og de er nyttige. Den ene kunne hele det latinske leksikon udenad og byens avis de sidste tre år - og det både forfra og bagfra. Den anden havde gjort sig bekendt med alle mulige faglige artikler og hvad hver håndværksmester måtte vide; så kunne han tale med om statens forhold, mente han. Desuden kunne han også at brodere seler, for han var fin og fingernem.
“Jeg får kongedatteren!” sagde de begge to, og så gav deres fader dem hver en dejlig hest; han, som kunne leksikonet og aviserne fik en kulsort, og han, som var klog på håndværk og broderede fik en mælkehvid, og så smurte de sig i mundvigene med olie af levertran, for at de kunne blive mere smidige. Alle tjenestefolkene var nede i gården for at se dem stige til hest; i det samme kom den tredje broder, for der var tre, men der var ingen der regnede ham med som en bror, for han havde ikke så meget boglig lærdom som de to andre, og ham kaldte de bare Klods-Hans.
“Hvor skal I hen siden I er i søndagstøjet?” spurgte han.
“Til hoffet for at snakke os kongedatteren til! Har du ikke hørt hvad der meddeles med piper og trommer over hele landet!” Og så fortalte de ham det.
“Hille den, så må jeg nok med!” sagde Klods-Hans og brødrene lo af ham og red af sted.
“Far, lad mig få en hest!” råbte Klods-Hans. “Jeg får sådan en lyst til at gifte mig. Ta’r hun mig, så ta’r hun mig! Og ta’r hun mig ikke, så ta’r jeg hende alligevel!”
“Det er noget snak!” sagde faderen, “Dig giver jeg ingen hest. Du kan jo ikke tale! Nej men brødrene, det er fornemme fyre!”
“Hvis jeg ingen hest må få?” sagde Klods-Hans, “så ta’r jeg gedebukken, den er min egen, og den kan godt bære mig!” Og så satte han sig på skrævs over gedebukken, stak sine hæle i siden på den og fór af sted hen ad landevejen. Huj! hvor det gik. “Her kommer jeg!” sagde Klods-Hans, og så sang han så at det skingrede efter.
Men brødrene red ganske stille forude. De talte ikke et ord, for de måtte tænke over alle de gode indfald, de ville komme med, for det skulle nu være så udspekuleret!
“Hallehøj!” råbte Klods-Hans, “her kommer jeg! Se hvad jeg fandt på landevejen!” - og så viste han dem en død krage, han havde fundet!
“Klods!” sagde de, “hvad vil du med den?”
“Den vil jeg forære til kongedatteren!”
“Ja, gør du det!” sagde de, lo og red videre.
“Hallehøj! Her kommer jeg! Se, hvad jeg nu har fundet, det finder man ikke hver dag på landevejen!”
Og brødrene vendte om igen for at se hvad det var. “Klods!” sagde de, “det er jo en gammel træsko, som overstykket er gået af! Skal kongedatteren også ha’ den?”
“Det skal hun!” sagde Klods-Hans; og brødrene lo og de red og de kom langt forud.
“Hallehøj! Her er jeg!” råbte Klods-Hans; “nej, nu bliver det værre og værre!Hallehøj! Det er mageløst!”
“Hvad har du nu fundet?” sagde brødrene.
“Oh!” sagde Klods-Hans, “det er ikke til at tale om! Hvor hun vil blive glad, kongedatteren!”
“Uh!” sagde brødrene, “det er jo mudder der lige er gravet op af grøften!”
“Ja, det er det!” sagde Klods-Hans, “og det er den fineste, flydende slags, man kan ikke holde fast på den!” og så fyldte han lommen med mudder.
Men brødrene red alt hvad tøjet kunne holde, og så kom de en hel time i forvejen og holdt ved byens port, og der fik frierne nummer i den rækkefølge de kom, og blev sat i række, seks i hver række og så tæt at de ikke kunne røre armene, og det var nu meget godt, for ellers havde de sprættet rygstykkerne op på hinanden, bare fordi den ene stod foran den anden.
Alle landets øvrige indbyggere stod rundt om slottet, lige op til vinduerne for at se kongedatteren tage mod frierne, og ligesom en af dem kom ind i stuen, slog talegaven klik for ham.
“Du´r ikke!” sagde kongedatteren. “Væk!”
Nu kom den af brødrene, som kunne leksikonet, men det havde han helt glemt ved at stå i kø, og gulvet knirkede og loftet var af spejlglas, så han så sig selv på hovedet, og ved hvert vindue stod der tre skrivere og en oldermand, der hver skrev alt op hvad der blev sagt, så det straks kunne komme i avisen og sælges henne på hjørnet for et par kroner. Det var frygteligt, og så havde de fyret sådan i kakkelovnen, at hele kakkelovnsrøret var rødglødende!
“Det er en stærk varme her er herinde!” sagde frieren.
“Det er fordi min far i dag steger hanekyllinger!” sagde kongedatteren.
“Bah!” Der stod han, den tale havde han ikke ventet. Ikke et ord kunne han svare, og noget morsomt ville han jo have sagt. Bah!
“Du´r ikke!” sagde kongedatteren. “Væk!” og så måtte han af sted. Nu kom den anden broder.
“Her er en forfærdelig hede!” – sagde han.
“Ja, vi steger hanekyllinger i dag!” sagde kongedatteren.
“Hva´ be – hva´” sagde han, og alle skriverne skrev:” hva´ be – hva´”
“Du´r ikke!” sagde kongedatteren. “Væk!”
Nu kom Klods-Hans, han red på gedebukken lige ind i stuen. “Det var da en gloende hede!” sagde han.
“Det er fordi jeg steger hanekyllinger!” sagde kongedatteren.
“Det var jo rart at høre!” sagde Klods-Hans, “ – så kan jeg vel få en krage stegt med?”
“Det kan De meget godt!” sagde kongedatteren, “ – men har De noget at stege den i, for jeg har hverken potte eller pande?”
“Men det har jeg!” sagde Klods-Hans. “Her er kogetøj med tin-beslag!” og så trak han den gamle træsko frem og satte kragen midt i den.
“Det er jo til et helt måltid!” sagde kongedatteren. “Men hvor får vi dyppelse fra?”
“Den har jeg i lommen!” sagde Klods-Hans. “Jeg har så meget at jeg kan spilde af det!” og så hældte han lidt pludder ud af lommen.
“Det kan jeg li´!” sagde kongedatteren, “ – du kan da svare! Og du kan tale - og dig vil jeg have til mand! Men ved du, at hvert ord vi siger og har sagt, skrives op og kommer i avisen i morgen? Ved hvert vindue ser du tre skrivere og en gammel oldermand, og oldermanden er den værste for han kan ikke forstå noget som helst!” Og det sagde hun for at gøre ham bange. Og alle skriverne vrinskede og slog en blækklat på gulvet.
“Det er sikkert herskabet her,” sagde Klods-Hans, “så må jeg da give oldermanden det bedste!” Og så vendte han sine lommer og smed mudderet i ansigtet på ham.
“Det var fint gjort!” sagde kongedatteren, “ – det kunne jeg ikke have gjort! Men jeg skal nok lære det!” –
Og så blev Klods-Hans konge, fik en kone og en krone og sad på en trone, og det har vi lige fra oldermandens avis – og den er ikke til at stole på!
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©