H. C. Andersen - Eventyr 065
Fra et Vindue i Vartov (1855/1847)
Ud til den grønne vold, der går rundt om København, ligger en stor, rød gård med mange vinduer, i dem vokser balsaminen og sandeltræet; fattigt ser der ud der, indenfor, og fattige gamle folk bor der. Der er Vartov.
Se! Op til vindueskarmen læner sig en gammel pige, hun plukker det visne blad af balsaminen og ser ud på den grønne vold, hvor lystige børn tumler sig. Hvad tænker hun på? Et livs drama ruller op for tanken.
De fattige små, hvor lykkeligt de leger! Hvilke røde kinder, hvilke velsignede øjne, men hverken sko eller strømpe har de på! De danser på den grønne vold der, hvor sagnet fortæller at for mange år tilbage, da jorden der altid sank, blev et uskyldigt barn lokket derhen af blomster og legetøj, ind i denne åbne voldgrav, som blev muret til mens den lille legede og spiste dernede. Derefter lå volden fuldstændig fast og bar snart et dejligt grønsvær, vor Vester Vold.
De små kender ikke sagnet, ellers ville de høre barnet græde endnu dernede under jorden, og duggen på græsset ville synes dem dets brændende tårer. De kender ikke historien om Danmarks Kong Frederik den 3., der da den svenske fjende lå udenfor byen, red her forbi, og svor, han ville ”dø i sin rede”. Da kom kvinder og mænd, de hældte kogende vand ned over de hvidklædte fjender, som i sneen kravlede op ad Københavns ydre voldside.
Lystigt leger de fattige små.
Leg, du lille pige! Snart kommer årene – ja, de velsignede år: Konfirmanderne spadserer hånd i hånd, du går i hvid kjole, den har kostet din moder nok, selvom den er syet om af en større, gammel kjole! Du får et rødt sjal, det hænger lidt for langt nede ad dig, men så kan man se, hvor stort det er, hvor alt for stort! Du tænker på din pynt og på den gode Gud. Dejlig er en vandring på byens volde! Og årene går med mange mørke dage, men også med ungdommens lyse sind, og du får en ven, du véd det ikke! I mødes. I vandrer på volden i det tidlige forår, når alle kirkeklokker ringer på Store Bededag. Der er endnu ikke violer at finde, men ud for Rosenborg Slot står der et træ med de første grønne knopper, dér standser I. Hvert år skyder træet grønne grene, det gør ikke hjertet i menneskets bryst, og gennem dette glider flere mørke skyer, end hele Norden kender. Stakkels barn, din brudgoms brudekammer bliver ligkisten, og du bliver en gammel ensom pige. Fra Vartov ser du bag balsaminen ud på de legende børn, ser din historie gentages.
Og det er just det livsdrama, der ruller op for den gamle pige, der ser ud på volden, hvor solen skinner, hvor børnene med røde kinder og uden strømper og sko jubler, som alle de andre himlens fugle.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©