H. C. Andersen - Eventyr 066: 

Ib og lille Christine (1855)

 

 

Original + 2019-version

 

Nær ved Gudenå, inde i Silkeborg Skov, løfter sig en landryg, som en stor vold. Den kaldes “åsen” og under den mod vest lå, ja det ligger der endnu, et lille bondehus med magre jorder; sandet skinner igennem de tynde rug- og bygmarker. Det er nu en del år siden; folkene, som boede der, drev deres lille landbrug, havde dertil tre får, et svin og to stude; kort sagt, de havde til føden, når man ”ta´r den, som man har den”; ja de kunne vel også have bragt det til at holde et par heste, men de sagde, som de andre bønder derovre: “Hesten æder sig selv!” – den spiser for mere end det gode den gør. Jeppe-Jæns drev sin lille jordlod om sommeren, og var om vinteren en dygtig træskomand. Han havde da også medhjælper, en karl, der forstod at skære træsko, der var både stærke, lette og med facon; ske og slev skar de også, det gav skillinger - man kunne ikke kalde Jeppe-Jæns for fattigfolk.

Lille Ib, den syvårs dreng og husets eneste barn, sad og så til, skar i en pind, skar sig også i fingrene, men en dag havde han snittet to stykker træ, så at de så ud, som små træsko; de skulle, sagde han, foræres til lille Christine, og det var pramsejlerens lille datter, og hun var så fin og så yndig, som et herskabsbarn; havde hun været klædt i tøj der svarede til hendes medførte karakter, så ville ingen tro at hun var fra lyngtørvhuset på Sejs Hede. Derovre boede hendes fader, der var enkemand og ernærede sig ved, med pramme, at sejle brænde fra skoven ned til ålefangst-værket ved Silkeborg, ja tit derfra videre op til Randers. Ingen havde han, der kunne passe den lille Christine, der var et år yngre end Ib og så var hun næsten altid med ham på prammen og mellem lyngen og tyttebærbuskene. Og skulle faren endelig helt op til Randers, ja så kom lille Christine over til Jeppe-Jæns’ familie.

Ib og lille Christine kom godt ud af det ved leg og ved bord; de rodede og de gravede, de krøb og de gik, og en dag vovede de to sig alene næsten helt op på åsen og et stykke ind i skoven, engang fandt de sneppeæg der, det var en stor begivenhed.

Ib havde endnu aldrig været ovre på Sejs Hede, aldrig prammet igennem søerne ad Gudenå, men nu skulle han det: Han var indbudt af prammanden og aftenen forud fulgte han med ham hjem.

På de højt opstablede brændestykker i prammen sad tidlig om morgnen de to børn og spiste brød og hindbær. Prammanden og hans medhjælper stagede sig frem, det gik med strømmen, i rask fart ned ad åen, gennem søerne, der syntes at lukke sig ved skov og ved siv, men altid var der dog gennemfart, selv om de gamle træer hældede sig helt ud og egetræerne strakte afskallede grene frem, ligesom om de havde opsmøgede ærmer og ville vise deres knudrede, nøgne arme. Gamle elletræer, som strømmen havde løsnet fra skrænten, holdt sig med rødderne fast ved bunden, og så ud ligesom små skovøer; åkander vuggede på vandet; det var en dejlig tur! – og så kom man til åleværket, hvor vandet brusede gennem sluserne; det var noget for Ib og Christine at se på!

Dengang var der endnu ikke hverken papirfabrik eller by ved Silkeborg, her stod kun den gamle avlsgård og besætningen der var ikke stor; vandets fald gennem slusen og vildandens skrig, det var dengang de tydeligste tegn på liv der. – Da nu brændet var prammet om, købte Christines far sig et stort bundt ål og en lille slagtet gris, der alt sammen i en kurv blev stillet agter ude på prammen. Nu gik det mod strømmen hjem, men der var medvind og da de havde satte sejl til, var det lige så godt, som om de havde to heste spændt for.

Da de med prammen var så højt oppe under skoven, at de lå ud for hvor manden, der hjalp med at pramme, kun havde et kort stykke hjem, så gik manden og Christines far i land, men beordrede børnene at forholde sig rolige og være forsigtige. Men det var de ikke længe,de måtte se ned i kurven, hvor ålene og grisen gemtes - og grisen måtte de løfte på og holde, og da de begge ville holde den så tabte de den og det lige ud i vandet; der drev den på strømmen, det var en forfærdelig begivenhed.

Ib sprang i land og løb et lille stykke, så kom også Christine: “Tag mig med dig!” råbte hun, og nu var de snart inde i buskene, de så ikke længere hverken prammen eller åen; et lille stykke endnu løb de, så faldt Christine og græd; Ib fik hende op.

“Kom med mig!” sagde han. “Huset ligger derovre!” men det lå ikke derovre. De gik og de gik, over vissent løv og tørre nedfaldne grene, der knagede under deres små fødder; nu hørte de en stærk råben – de stod stille og lyttede; nu skreg en ørn, det var et fælt skrig, de blev ganske forskrækkede, men foran dem, inde i skoven, voksede de dejligste blåbær, en utrolig mængde; det var alt for indbydende til ikke at blive derinde - og de blev og de spiste, og blev ganske blå om mund og kinder. Nu hørtes igen en råben.

“Vi får bank for det med grisen!” sagde Christine.

“Lad os gå hjem til vores hus!” sagde Ib; “det er her i skoven!” og de gik ; de kom på en kørevej, men hjem førte den ikke, mørkt blev det og bange var de. Den forunderlige stilhed rundt om blev afbrudt af fæle skrig af den store hornugle eller lyde fra fugle, de ikke kendte. Til sidst sad de begge to fast i en busk; Christine græd og Ib græd, og da de så havde grædt et stykke tid lagde de sig ned i løvet og faldt i søvn.

Solen var højt oppe da de vågnede. De frøs, men oppe på højden, tæt ved, skinnede solen ned mellem træerne, og der kunne de varme sig og derfra, mente Ib, måtte de kunne se hans forældres hus. Men de var langt fra huset, i en helt anden del af skoven. De kravlede helt op på højden og stod på en skrænt ved en klar, gennemsigtig sø; fiskene i søen stod i stimer belyst af solstrålerne; det var så uventet hvad de så og tæt ved var en stor busk fuld af nødder, ja hele syv klaser; og de plukkede og de knækkede og fik de fine kerner, der havde begyndt at sætte sig, – og så kom der endnu en overraskelse, en forskrækkelse: fra busken trådte en stor, gammel kone frem; hendes ansigt var så brunt og håret så glinsende og sort; det hvide i hendes øjne skinnede ligesom på en afrikaner; hun havde en bylt på nakken, og en knortekæp i hånden; hun var en sigøjnerske. Børnene forstod ikke straks hvad hun sagde; og hun tog tre store nødder op af lommen, inde i hver lå de dejligste ting gemt, fortalte hun, det var ”ønskenødder”.

Ib så på hende, hun var så venlig, og så tog han sig sammen og spurgte, om han måtte få de tre nødder og konen gav ham dem og plukkede sig så en hel lomme fuld af dem på busken.

Og Ib og Christine så med store øjne på de tre ønskenødder.

“Er der i denne nød en vogn med heste for?” spurgte Ib.

“Der er en guldkaret med guldheste!” sagde konen.

“Så giv mig dén!” sagde lille Christine, og Ib gav hende den og konen knyttede nødden ind i hendes halstørklæde.

“Er der inde i denne sådant et lille kønt halsklæde, som det Christine dér har?” spurgte Ib.

“Der er ti halsklæder!” sagde konen, “der er fine kjoler, strømper og hat!”

“Så vil jeg også have dén!” sagde Christine, og lille Ib gav hende også den anden nød; den tredje var en lille sort en.

“Den skal du beholde!” sagde Christine, “og den er også køn.”

“Og hvad er der i dén?” spurgte Ib.

“Det allerbedste for dig!” sagde sigøjnerkonen.

Og Ib holdt fast på nødden. Konen lovede at føre dem på rette vej hjem, og de gik, men rigtignok i en ganske modsat retning, end de skulle gå, men derfor tør man dog ikke beskylde hende for, at hun ville stjæle børn.

I den uvejrsomme skov mødte de skovløberen Chræn, han kendte Ib, og ved ham kom Ib med lille Christine hjem, hvor man var i stor angst for hvad der var sket dem. Og tilgivelse fik de, skønt de begge havde fortjent en endefuld, først fordi de lod grisen falde i vandet og dernæst fordi de var løbet deres vej.

Christine kom hjem på heden og Ib blev i det lille skovhus; det første han der om aftnen gjorde, var at tage nødden, der gemte “det allerbedste”, frem; – han lagde den mellem døren og dørkarmen, klemte så til, nødden knak, men der var ingen ingen kerne at se, den var fyldt ligesom med snus eller muldjord; der var gået orm i den, som det kaldes.

“Ja, det kunne jeg nok tænke!” mente Ib, “hvor skulle der da også, inde i den lille nød, være plads for det allerbedste?”Og Christine får hverken fine klæder eller guldkaret ud af sine to nødder!”

Og vinteren kom og det nye år kom.

Og der gik flere år. Nu skulle Ib gå til præsten og han boede langvejs borte. På den tid kom en dag prammanden og fortalte hos Ibs forældre, at lille Christine nu skulle ud at tjene til sit eget brød, og at det var en sand lykke for hende, at hun kom i de hænder, hun kom, og fik tjeneste hos sådanne brave folk; tænk, hun skulle til de rige krofolk på Herning-kanten, vesterpå. Der skulle hun gå kromutter til hånde og senere, hvis hun faldt godt til og blev konfirmeret der, så ville de beholde hende.

Og Ib og Christine tog afsked fra hinanden: Kærestefolkene blev de kaldt; og hun viste ham ved afskeden, at hun endnu havde de to nødder, som hun fik af ham da de løb vild i skoven, og hun sagde, at hun i sit klædeskab gemte de små træsko, han som dreng havde skåret og foræret hende. Og så skiltes de.

Ib blev konfirmeret, men i sin mors hus blev han, for han var en flink træskoskærer og han passede om sommeren godt på familiens nyfødte, hans mor havde kun ham til at gøre dette, Ibs far var død.

Kun sjældent, og det var da fra et postbud eller en ålebonde, hørte man om Christine: Det gik hende godt hos de rige krofolk og da hun var blevet konfirmeret, skrev hun et brev til faren med hilsen til Ib og hans mor; i brevet stod om seks nye sæt undertøj og en dejlig kjole, som Christine havde fået af husbond og madmor på kroen. Det var rigtignok gode tider.

Foråret derefter, en smuk dag, bankede det på Ibs og hans mors dør, det var prammanden med Christine; hun var kommet på besøg på en dags tid; der var just en kørelejlighed til Them og tilbage igen, og den udnyttede hun. Smuk var hun, som en fin frøken, og pænt tøj havde hun på, det var godt syet og det passede til hende. I fornemt tøj stod hun og Ib var i det daglige, gamle tøj. Han kunne slet ikke sige noget; vel tog han hendes hånd, holdt den så fast, var så inderlig glad, men munden kunne han ikke få i gang. Det kunne lille Christine, hun talte, hun kunne rigtig fortælle og hun kyssede Ib lige på munden:

“Genkender du mig så ikke nok?” sagde hun; men selv da de to var alene og han stadig stod og holdt hende i hånden, var alt hvad han kunne sige, kun dette: “Du er blevet ligesom en fin dame! Og jeg ser så pjusket ud! Hvor jeg har tænkt på dig, Christine - og på gamle tider!”

Og de gik arm i arm op på åsen og så ud over Gudenå til Sejs Hede med de store lyngbanker, men Ib sagde ikke noget, dog da de skiltes ad, var det klart for ham, at Christine måtte blive hans kone, de var jo fra små kaldt kærestefolk, og de var, syntes han, et forlovet par, også selvom ingen af dem selv havde sagt det.

Kun nogle timer endnu kunne de være sammen, for hun skulle igen til Them, hvorfra tidlig næste morgen vognen kørte tilbage vestpå. Christines far og Ib fulgte med til Them, det var klart måneskin, og da de kom dertil og Ib stadig holdt Christineshånd, kunne han ikke slippe den, hans øjne var så klare, men ordene faldt kun småt, men det var hjerteord hvert eneste et: “Er du ikke blevet for fint vant?” sagde han, ”Kan du finde dig i at leve i min mors hus med mig, som ægtemand, så bliver vi to engang mand og kone! – – men vi kan jo vente lidt!”

“Ja, lad os se tiden an, Ib!” sagde hun; og så trykkede hun hans hånd og han kyssede hende på hendes mund. “Jeg stoler på dig, Ib!” sagde Christine, “og jeg tror, at jeg holder af dig! Men lad mig sove på det!”

Og så skiltes de ad. Og Ib sagde til prammanden, at han og Christine nu var så godt som forlovede, og prammanden fandt, at det var, som han altid havde tænkt om det; og han fulgte hjem med Ib hjem og sov i hans seng, og der taltes så ikke mere om forlovelsen.

Et år var gået; to breve var vekslet mellem Ib og Christine; “- trofast til døden!” stod der ved underskriften. En dag trådte prammanden ind til Ib, han havde hilsen til ham fra Christine; hvad mere han havde at sige, gik det lidt langsomt med, men det var det, at det gik Christine godt, mere end godt, hun var jo en køn pige, respekteret og afholdt. Kromandens søn havde været hjemme på besøg; han var ansat ved noget stort i København, ved et kontor: Han syntes godt om Christine, hun fandt ham også efter sit sind, hans forældre var nok ikke uvillige, men nu lå det dog Christine på hjertet, at Ib nok tænkte så meget på hende, og så havde hun tænkt sig at skyde sin lykke fra sig, sagde prammanden.

Ib sagde først ikke et ord, men han blev lige så hvid, som et lagen, rystede lidt med hovedet og så sagde han: “ Christine må ikke skyde sin lykke fra sig!”

“Skriv et par ord til hende!” sagde prammanden.

Og Ib skrev også, men han kunne ikke rigtig sætte ordene sammen, som han ville, og han slog streg over og han rev itu, – men om morgnen var der et brev i stand til lille Christine, og her er det:

– “Det brev, du har skrevet til din far, har jeg læst og ser, at det går dig godt på alle måder og at du kan få det endnu bedre! Spørg dit hjerte ad, Christine! Og tænk grundigt over hvad du går ind til, hvis du tager mig; det er kun lidt hvad jeg har. Tænk ikke på mig og hvordan jeg har det, men tænk på dit eget gavn! Mig er du ikke bundet til ved løfte, og har du i dit hjerte givet mig et løfte, så løser jeg dig her fra det. Alverdens glæde være med dig, lille Christine! Vorherre har vel trøst til mit hjerte!

Altid din inderlige ven,

Ib.”

 

 

Og brevet blev afsendt og Christine fik det.

I november, ved mortensdag, blev der fra prædikestolen lyst for hende i kirken på heden og ovre i København, hvor brudgommen var, blev der også lyst og derover rejste hun med sin kromor, da brudgommen, for sine mange forretningers skyld, ikke kunne rejse så langt væk, helt over til Jylland. - Christine havde, efter aftale, mødt sin far i landsbyen Funder, som vejen går igennem og som var det nærmeste mødested for ham; der tog de to afsked. Derom kom til at falde et par ord, men Ib sagde ikke noget; han var blevet så eftertænksom, sagde hans gamle mor; ja eftertænksom var han, og derfor kom han i tanke om de tre nødder, han som barn fik af sigøjnerkonen og gav Christine de to af, det var ønskenødder, i hendes den ene lå jo en guldkaret med heste, i den anden det dejligste tøj. Det var jo rigtigt: al den herlighed fik hun nu ovre i kongens København! For hende gik det i opfyldelse –! For Ib var der i nødden kun den sorte muld. “Det allerbedste” for ham, havde sigøjnerkonen sagt, – jo, også det gik i opfyldelse! Den sorte muld var for ham det bedste. Nu forstod han tydeligt hvad konen havde ment: I den sorte jord, i gravens gemmer, dér var for ham det allerbedste!

Og der gik år – ikke mange, men lange, syntes Ib. De gamle krofolk døde bort, den ene kort efter den anden; al velstanden, mange tusinde kroner gik til sønnen i København. Ja, nu kunne Christine få guldkaret og fint tøj nok.

I to lange år, som fulgte, kom der ikke brev fra Christine, og da så hendes far fik et, var det slet ikke skrevet i rigdom og fornøjelse. Stakkels Christine! Hverken hun eller hendes mand havde vidst at spare på rigdommen, den gik ligesom den kom, der var ingen velsignelse ved den, for de ville det ikke selv.

Og lyngen stod i blomster og lyngen tørrede hen; sneen havde mange vintre suset over Sejs Hede, over åsen hvor Ib boede - i læ. Forårssolen skinnede og Ib satte ploven i jorden, da skar den, troede han, hen af en flintesten, der kom ligesom en stor sort høvlspån op over jorden, og da Ib tog på den, mærkede han, at det var et metal, og hvor ploven havde skåret ind i det, skinnede det blankt. Det var en tung, stor armring af guld fra oldtiden; kæmpegraven der lå her var blevet jævnet, dens kostbare smykke fundet. Ib viste det til præsten, der fortalte ham hvor herligt det var og derfra gik Ib med det til herredsfogeden, der gav indberetning om fundet til København og rådede Ib til selv at overbringe det dyrebare fund.

“Du har i jorden fundet det bedste, du kunne finde!” sagde herredsfogeden.

“Det bedste?” tænkte Ib. “Det allerbedste for mig – og i jorden! Så havde sigøjnerkvinden dog også ret med mig: at dette var det bedste!”

Og Ib sejlede fra Århus til kongens København;det var som en rejse over verdenshavet for ham, som kun havde sejlet over Gudenå. Og Ib kom til København.

Værdien af det fundne guld blev udbetalt ham, det var en stor sum på mange tusinder af kroner! Dér, i det store København, gik nu Ib fra skoven ved Sejs Hede.

Det var netop aftnen før han ville med skibet tilbage til Århus, da han forvildede sig i gaderne, og kom i en ganske anden retning, end den han ville, og var kommet over Knippelsbro, til Christianshavn i stedet for ned mod volden ved Vesterport! Han styrede ganske rigtigt vestpå, men ikke derhen hvor han skulle. Der var ikke et menneske at se på gaden. Da kom der en lille bitte pige ud fra et fattigt hus; Ib spurgte hende om vejen, han søgte. Hun studsede lidt, så op på ham og faldt i heftig gråd. Nu spurgte han, hvad hun fejlede. Hun sagde noget, som han ikke forstod og da de begge nu stod lige under en lygte, og lyset fra den skinnede hende lige ind i ansigtet, blev han ganske underlig, for hun lignede lille Christine, fuldstændig som han huskede hende fra de begge var børn.

Og han gik med den lille pige ind i det fattige hus, op ad den smalle, slidte trappe, højt op til et lille, skråt kammer under taget. Der var en tung, kvalm luft derinde, intet lys tændt; henne i krogen sukkede det og vejret blev trukket trangt. Ib tændte en tændstik. Det var barnets mor, som lå på den fattige seng.

“Er der noget, jeg kan hjælpe Dem med!” sagde Ib. “Den lille førte mig herhen, men jeg er selv fremmed her i byen. Er her ingen naboer eller nogen, jeg kan kalde på?” – Og han løftede hendes hoved.

Det var Christine fra Sejs Hede.

I flere år var hendes navn ikke blevet nævnt derhjemme i Jylland, det ville have rørt op i Ibs

stille tankegang, og det var jo heller ikke godt, hvad rygtet og sandheden meldte: at de mange penge, som hendes mand fik i arv fra hans forældre, havde gjort ham overmodig og letsindig; sin faste stilling havde han opgivet, rejst et halvt år i fremmede lande, kommet tilbage og stiftet gæld og alligevel skejet ud; mere og mere hældede vognen og til sidst væltede den. De mange lystige venner fra hans bord sagde om ham, at han fortjente det, som det gik ham, han havde jo levet, som en gal mand! – Hans lig var en morgen fundet i kanalen i slotshaven i København.

Christine gik med døden i sig; hendes yngste lille barn, kun nogle uger gammelt – skabt i velstand, født i elendighed – var allerede i graven og nu var det så vidt med Christine, at hun lå dødssyg, forladt, på et usselt kammer, usselt, som hun kunne have tålt det i sine unge år på Sejs Hede, men nu – bedre vant – tydeligt følte elendigheden af. Det var hendes ældste, lille barn, også en lille Christine, der led nød og sult med hende, og som havde fået Ib derop.

“Jeg er bange for at jeg dør fra det stakkels barn!” fremsukkede hun, “ – hvor i verden skal hun så hen?” – mere kunne hun ikke sige.

Og Ib fik igen en tændstik tændt og fandt en stump lys; det brændte og lyste i det usle kammer.

Og Ib så på den lille pige og tænkte på Christine i unge dage; for Christines skyld ville han være god mod dette barn, som han ikke kendte. Den døende så på ham, hendes øjne blev større og større –! Genkendte hun ham? Ikke vidste han det, ikke et ord hørte han hende sige.

 

Og det var i skoven ved Gudenå, nær Sejs Hede; luften var grå, lyngen stod uden blomster, vestens storme drev det gule løv fra skoven ud i åen og hen over heden hvor græstørvhuset stod, hvor fremmede folk nu boede. Men under åsen, godt i læ bag høje træer stod det lille hus, hvidtet og malet; inde i stuen brændte tørvene i kakkelovnen, og inde i stuen var solskin, der strålede fra to barneøjne; forårets lærkeslag lød i talen fra dets røde, leende mund; der var liv og lystighed, lille Christine var der; hun sad på Ibs knæ; Ib var både hendes far og mor, de der nu var borte, som drømmen er det for barnet og den voksne. Ib sad i det pæne, pyntelige hus, en velhavende mand; den lille piges mor lå på de fattiges kirkegård ved kongens København.

Ib havde penge på kistebunden, sagde de, guld fra muld, og han havde jo også lille Christine.

 

 

 

 

 

 

 

 

Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©