H. C. Andersen - Eventyr 069:
To jomfruer (1855/1854)
Har du nogensinde set en jomfru? Det vil sige, hvad brolæggerne kalder en jomfru, altså en til at stampe gadens brosten med. Hun er helt af træ, bred forneden med jernring om, og smal foroven med en stok i hver side, de er hendes arme.
Inde i byens Materiel-gård stod der to sådanne jomfruer, de stod mellem skovle, metermål og trillebøre, og der var det rygtedes, at “jomfruen” ikke længere skulle kaldes “jomfru”, men derimod “stempel”, og det er den nyeste og eneste rigtige benævnelse i brolæggersproget, for hvad vi alle tidligere kaldte ”en jomfru”.
Nu er der mellem os mennesker noget, man kalder: “emanciperede fruentimmer”, altså selvstændige kvinder, hvortil regnes institutbestyrerinder, jordmødre, danserinder, der kan stå på et ben i embedet, modehandlerinder og vågekoner; og til den række “emanciperede” sluttede sig også de to jomfruer i Materiel-gården; de var jomfruer ved vejvæsenet, og de ville på ingen måde opgive deres gode, gamle navn og lade sig kalde “stempel”!
“Jomfru er et menneskenavn!” sagde de, “ – men stempel er en ting, og vi lader os ikke kalde en ting, det er ligesom at blive skældt ud!”
“Min forlovede vil muligvis slå op med mig!” sagde den yngste, der var forlovet med en rambuk, det er sådan en stor maskine, der banker pæle ned i jorden og altså gør ´i det svære´ hvad jomfruen gør ´i det fine´. “Han vil have mig som jomfru - men måske ikke som stempel, og altså kan jeg ikke lade dem døbe mig om!”
“Ja, jeg lader hellere mine to arme knække af!” sagde den ældste.
Trillebøren havde dog en anden mening, og trillebøren var noget - den anså sig for at være ´en kvart karet´, da den kom frem på ét hjul. “Jeg må dog sige Dem, at det, at kaldes jomfru er temmelig almindeligt og ikke nær så fint, som at kaldes stempel, for ved at bære det navn kommer man i selskab med signeterne, og tænk her på ”lovens signet”, det er det stempel, der besegler landets love. I Deres sted ville jeg opgive jomfruen!”
“Aldrig! Det er jeg for gammel til!” sagde den ældste.
“De kender nok ikke det, som indenfor politik kaldes ”den europæiske nødvendighed”!” sagde det ærlige, gamle favnemål, der nu kaldtes metermål. “Man må begrænse sig, underordne sig, føje sig i tid og nødvendighed, og hvis det er en lov, at jomfruen skal kaldes stempel, så må hun kaldes stempel. Enhver ting har sin... udstrækning!”
“Så ville jeg dog hellere,” sagde den yngste, “lade mig kalde frøken, hvis galt skulle være. Frøken smager dog altid lidt af jomfru!”
“Men jeg lader mig hellere hugge til pindebrænde!” sagde den gamle jomfru.
Nu drejede det sig om dagens arbejde: jomfruerne stampede, og blev lagt på trillebøren; de fik altid fin behandling, men ”stempel” blev de kaldt!
“Jom-!” sagde de selv, hver gang de stampede hårdt mod en brosten; “Jom-!” og de var lige ved at sige ordet helt ud: “Jomfru”, men de bed ordet kort af, de tog det i sig igen, for de fandt, at de ikke engang burde svare! Men indbyrdes tiltalte de altid hinanden med navnet ”jomfru”, og priste de gode, gamle dage, da man kaldte enhver ting ved sit rette navn, og kaldtes jomfru, når man nu var en jomfru! Og det forblev de begge to, for rambukken, den store maskine, slog virkeligt op med den yngste - han ville ikke indlade sig med et ”stempel”.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©