071.Pengegrisen (1855)

H. C. Andersen - Eventyr 071:

Pengegrisen (1855)

Original + 2019-version

Der var så meget legetøj i børnenes stue; øverst på skabet stod sparebøssen, den var af lertøj, i skikkelse af en gris. Den havde naturlig sprække i ryggen og sprækken var med en kniv gjort større, så der også kunne gå tykke pengemønter ind og der var gået to af dem, sammen med mange andre småmønter. Pengegrisen var så proppet, at han ikke længere kunne rasle, og det er det højeste en pengegris kan bringe det til. Der stod han nu øverst på hylden og så ned på alt i stuen, han vidste nok at med hvad han havde i maven kunne han jo købe det hele, og det er at have en god bevidsthed.

Det tænkte de andre også på, selvom de ikke sagde det, der var jo andet at tale om. Kommodeskuffen stod på klem og der viste sig en stor dukke, noget gammel var hun og klinket i halsen. Hun så ud, og sagde: “Skal vi ikke lege mennesker? - det er jo altid noget!” og så blev der et røre og en uro, selv malerierne på væggen vendte sig om; de viste på den måde, at de også havde en bagside, men det var nu ikke for at sige forslaget imod.

Det var midt om natten. Månen skinnede ind ad vinduet og gav gratis belysning. Nu skulle legen begynde og alle var inviterede, selv barnevognen, der dog hørte til det grovere legetøj. “Enhver er god på sin måde!” sagde den, “og man kan ikke alle være af adelig slægt! Nogen må gøre gavn, som man siger!”

Pengegrisen var den eneste, som fik indbydelsen skriftligt, han stod for højt til at de troede, at han kunne høre den mundtlig, og han gav heller ikke svar om han kom – for han kom ikke; skulle han med, måtte han nyde det hjemmefra, det kunne de rette sig efter og det gjorde de.

Det lille dukketeater blev straks stillet op således at pengegrisen kunne se lige ind i det; de ville begynde med en komedie, og så skulle der være te og fortælle-leg, og den begyndte de straks med: gyngehesten fortalte om træning og fuldblodsheste, barnevognen om jernbaner og dampkraft – det var jo alt sammen noget der hørte til deres fag og som de kunne tale meget om. Stueuret fortalte om politik – tik-tik! Det vidste hvad klokken var slået, men man sagde at det ”ikke gik rigtigt!”. Stokken stod og var stolt af sit sølvhåndtag og sin lille dup-sko, han var jo på den måde velbeslået både foroven og forneden. I sofaen lå to broderede puder, de var nydelige og dumme – og så kunne komedien begynde.

Alle sad de og så på, og der blev bedt om at man ville smælde, knalde og rumle, som man nu havde lyst til. Men ridepisken sagde, at han aldrig smældede for de gamle, men kun for de uforlovede. “Jeg knalder for alt!” sagde knaldperlen. “Ét sted skal man jo sidde!” mente spyttebakken henne i hjørnet. – Dette var nu sådan enhvers tanke om at være på komedie. Selve stykket duede ikke, men det blev godt udført; alle de spillende vendte deres malede side udad, man kunne kun se dem fra den pæne side, ikke fra vrangsiden; og alle spillede de udmærket og helt fremme på scenen i dukketeatret; deres tråd blev derved lang og synlig, men så blev de mere lagt mærke til. Den klinkede dukke blev så betaget, at hun blev løs i klinken, og pengegrisen blev på sin måde så betaget at han besluttede at gøre noget for en af de medvirkende, tage ham med i sit testamente, som den, der skulle begraves sammen med ham – når dén tid kom.

Dukketeatret var en sand fornøjelse, så at man opgav tevandet og gik tilbage til fortælle-legen, det kaldte man ´at lege mennesker´ og der lå ingen ondskab i det, for de legede kun – og hver tænkte på sig selv og på hvad pengegrisen mon tænkte. Og pengegrisen tænkte længst, han tænkte jo på både testamente og begravelse – og hvornår ville dét mon ske? – Ja, altid før man venter det: Knak! – der faldt han ned fra skabet, lå nu på gulvet i stumper og stykker, mens mønterne dansede og sprang; de mindste snurrede, de store trillede, især den ene tyvekrone-mønt, han ville ordentlig ud i verden. Og det kom han og det kom de alle sammen; og skårene af pengegrisen kom i skraldebøtten, men på skabet selv stod igen næste dag en helt ny pengegris af lertøj. Der var endnu ikke en eneste mønt i den, og derfor kunne den heller ikke rasle. På dén måde lignede han den anden pengegris, det var altid en begyndelse – og med den vil vi slutte!