072.Suppe på en pølsepind (1858)

H. C. Andersen – Eventyr 072:

Suppe på en pølsepind (1858)

Original + 2019-version

I. “Suppe på en pølsepind”

“Det var en udmærket middag igår!” sagde en gammel hunmus til en, der ikke havde været med ved det gilde. “Jeg sad nummer en-og-tyve fra den gamle musekonge, det er ikke så ringe endda! Skal jeg nu sige Dem lidt om anretningerne, så var de meget godt sat sammen: muggent brød, flæskesvær, tællelys og pølse, – og så det samme forfra igen; det var nærmest som om vi fik to måltider! Der var en behagelig stemning og gemytligt vrøvl, som ved en familiefest; ikke det mindste blev der levnet - udover de pølsepinde man hænger pølserne på ved fremstillingen. Dem talte vi så om og da kom dette ordsprog på tale: at lave suppe på en pølsepind. Enhver havde jo hørt om det, men ingen havde smagt den suppe, eller forstod at lave den. Der blev udbragt en nydelig skål for opfinderen af suppen, han fortjente at være fattighjems-forstander! Var det ikke vittigt sagt? Og den gamle musekonge rejste sig op og lovede, at den af de unge mus, der mest velsmagende kunne lave den omtalte suppe, skulle blive hans dronning, et helt år skulle de have som betænknings-tid.”

“Det var ikke så galt endda!” sagde den anden mus; “- men hvordan laver man den suppe?” “Ja hvordan laver man den? Det spurgte de også om, alle hun-musene, de unge og de gamle. Alle ville de gerne være dronning, men de ville nødig have ulejlighed med at gå ud i den vide verden for at lære det, og det blev nok nødvendigt! Men det er da heller ikke givet enhver at forlade familie og de gamle krinkelkroge; ude i verden støder man ikke hver dag på en osteskorpe og lugter flæskesvær, nej sulte kan man snart komme til, ja måske blive levende ædt af en kat!”

Disse tanker var det nok også, som skræmte de fleste fra at drage ud på kundskabs-rejse; til afrejse mødte kun fire mus op, unge og vævre, men fattige. De ville gå hver til et af verdens fire hjørner, så kom det an på hvem lykken fulgte; hver af dem tog en pølsepind med sig, for at huske hvad de rejste for; den skulle være deres vandrestav.

Først i maj drog de bort og først i maj – året efter – kom de tilbage, men kun de tre; den fjerde meldte sig ikke, lod ikke høre fra sig og nu var det afgørelsens dag!

”Der skal nu altid hænge noget sørgeligt ved ens bedste fornøjelse!” sagde musekongen, men gav ordre til at indbyde alle mus i mange miles omkreds; de skulle samles i køkkenet. De tre rejse-mus stod på række og helt alene; i stedet for den fjerde, som manglede, var der opstillet en pølsepind med sort sørgeflor om. Ingen turde sige sin mening før de tre havde talt og musekongen havde sagt, hvad der videre skulle siges.

Nu skal vi høre!

II. Hvad den første lille mus havde set og lært på rejsen.

“Da jeg drog ud i den vide verden,” sagde den lille mus, “troede jeg, som så mange i min alder, at jeg havde slugt al verdens visdom, men det har man ikke, der går år og dag dertil før dét sker! Jeg stod straks til søs; jeg sejlede med et skib, som skulle nordpå; jeg havde hørt, at på havet måtte kokken forstå at hjælpe sig selv, men det er let at hjælpe sig selv, når man har køkkenet fyldt op med flæske-sider, saltmads-tønder og halvgammelt mel - man lever delikat! Men man lærer ikke noget, der kan frembringe suppe af en pølsepind. Vi sejlede mange nætter og dage, vi havde det med slingren og med vådt. Da vi så kom hen hvor vi nu skulle, så forlod jeg fartøjet; det var højt oppe i Norden.

Det er underligt at komme hjemme fra sin egen krinkelkrog, sejle med skib, der også er en slags krinkelkrog, og så pludselig være mange hundrede kilometer væk og stå i et fremmed land. Der var uvejsomme skove med gran og birk, de duftede så stærkt - jeg holder ikke af det! De vilde urter lugtede så krydrede; jeg nøs, og jeg tænkte på pølse. Der var store skovsøer, vandet så klart ud nær ved, men set på afstand var det sort som blæk; der flød hvide svaner, jeg antog dem for skum, så stille lå de, men jeg så dem flyve og jeg så dem gå, og så kendte jeg dem; de hører til gåsens slægt, ser man tydeligt nok på gangen – ingen kan fornægte sit familieskab! Jeg holdt mig til min slags, jeg sluttede mig til skovmusene og markmusene, der iøvrigt ved grumme lidt, især hvad traktement angår, og det var jo det, jeg rejste udenlands for! At det kunne tænkes at lave suppe på en pølsepind var for dem en så usædvanlig tanke, at den straks gik gennem hele skoven, men at den opgave kunne løses, henregnede de til en umulighed; så jeg tænkte da, at jeg ikke her, og den nat, ville blive indviet i fremstillingen. Det var midsommer, derfor duftede skoven så stærkt, sagde de, derfor var urterne så krydrede, søerne så klare og dog så mørke med de hvide svaner på. I skovkanten, mellem tre-fire huse, var rejst en stang høj som en stormast, og øverst på den hang kranse og bånd, det var Majstangen. Piger og drenge dansede rundt om den og sang om kap med spillemandens violin. Det gik lystigt til ved solnedgang og i måneskin, men jeg tog ikke med, hvad skal en lille mus på skovbal! Jeg sad i det bløde mos, og holdt på min pølsepind. Månen skinnede især på en plet, hvor der var et træ med mos på, så fint, ja, jeg tør næsten sige: lige så fint, som musekongens skind! Men det havde en grøn farve, som var en velgerning for øjnene. Da kom der, lige med et, opmarcherende de yndigste små personer, ikke større end at de kunne nå mig til knæet, de så ud som mennesker, men de var bedre proportionerede; de kaldte sig alfer og havde fint tøj af blomsterblade med flue- og myggevinge-besætning, slet ikke galt! Det var straks som om de søgte efter noget, jeg vidste ikke hvad, men så kom der et par stykker hen til mig, og den fornemste af dem pegede på min pølsepind og sagde: “Det er netop sådan en vi bruger! Den er tilskåret, den er udmærket!” - og han blev mere og mere henrykt, idet han så på min vandrestav.

“Nok låne, men ikke beholde!” sagde jeg.

“Ikke beholde!” sagde de allesammen, tog om pølsepinden, som jeg slap og de dansede med den hen til den fine mos-plet, rejste pølsepinden der, midt i det grønne. De ville også have en majstang og den de nu havde passede jo også til dem, som skåret netop til dem. Nu blev den pyntet; ja da blev et skønt syn!

Små edderkopper spandt guldtråd om den, ophængte vajende slør og faner, så fint vævede, så snehvidt blegede i måneskin, at det skar mig i mine øjne; de tog farver af sommerfuglens vinger og dryssede på det hvide linned og der skinnede blomster og diamanter, jeg genkendte ikke mere min pølsepind; sådan en majstang, som den var blevet, fandtes der vist ikke mage til i verden. Og først nu kom det rigtige store selskab af alfer, de gik helt uden tøj, finere kunne det ikke blive, og jeg blev indbudt til at se på festen, men på afstand, for jeg var for stor i forhold til dem.

Nu begyndte der et spil! Det var som om tusinde glasklokker klang, så fuldt og stærkt, jeg troede, det var svanerne der sang, ja jeg syntes, at jeg også kunne høre gøg og drossel, det var tilsidst som om hele skoven klang med, der var børnestemmer, klokkeklang og fuglesang, de yndigste melodier, og al den dejlighed klang ud fra alfernes majstang, den var et helt klokkespil og det var min pølsepind! Så meget havde jeg aldrig troet, at der kunne komme ud af den, men det kommer nok an på hvilke hænder den kommer i. Jeg blev virkelig så bevæget; jeg græd, som en lille mus kan græde, af bare fornøjelse.

Natten var alt for kort! Men den er nu ikke længere på den tid deroppe. I morgenstunden kom der en luftning, vandspejlet på skovsøen krusedes, alle de fine svævende slør og faner fløj hen i luften; de gyngende små pavilloner af spindelvæv, hængebroer og balustrader, og hvad de nu hedder, der var rejst fra blad til blad, svævede så let som ingenting; seks alfer kom og bragte mig min pølsepind, idet de spurgte om jeg havde noget ønske, de kunne opfylde; da bad jeg dem sige mig, hvordan man laver suppe på en pølsepind.

“Hvordan vi bærer os ad?” sagde den fornemste og lo, “ja, det har du da lige set! Du genkendte vel knap nok din pølsepind!”

“Nå, så De mener på den måde!” sagde jeg, og fortalte ligeud hvorfor jeg var på rejse, og hvad man hjemme ventede sig af denne rejse. “Hvad gavn,” spurgte jeg, “har musekongen og hele vort mægtige rige af, at jeg har set al denne dejlighed! Jeg kan jo ikke ryste den ud af pølsepinden og sige: se her er pinden, nu kommer suppen! Det var selvfølgelig dog en slags anretning at præsentere – hvis man altså er mæt!”

Da dyppede alfen sin lille finger ned i en blå viol, og sagde til mig: “Pas på! Jeg bestryger din vandrestav og når du så kommer hjem til musekongens slot, rør da med staven ved din konges varme bryst, så springer der violer ud om den staven og det selv i den koldeste vintertid. Se, der har du da noget med hjem og endnu lidt til!” Men før den lille mus sagde hvad dette lidt var, vendte hun sin stav mod kongens bryst, og virkeligt: der fremsprang nu den dejligste buket violer, der duftede så stærkt, at musekongen befalede, at de mus, som stod nærmest skorstenen, straks skulle stikke deres haler ind i ilden, så man kunne få lidt sveden lugt, for den violduft var ikke til at holde ud, det var ikke den slags, man holdt af.

“Men hvad var det ”lidt til”, du talte om?” spurgte musekongen.

“Ja,” sagde den lille mus, “det er det, som man nok kalder effekten!” Og så vendte hun pølsepinden, og da var der ingen blomster mere, hun holdt kun den nøgne pind og den løftede hun ligesom en taktstok.

”Violer er for synet, lugten og følelsen,” sagde alfen mig, “men der er endnu noget tilbage til hørelsen og smagen!” Og så slog hun takt; det var musik, ikke som den klang i skoven ved alfernes fest – nej, men som den kan høres ude i køkkenet. Nå, det var en værre koncert! Det kom med et, som om vinden susede gennem alle skorstensrør, kedler og potter kogte over, skuffen med kul dundrede på messingkedlen, og så: lige med et blev det stille. Man hørte the-kedelens dæmpede sang, så underlig, man forstod slet ikke om den holdt op eller begyndte; og den lille potte kogte og den store potte kogte, den ene brød sig ikke om den anden, det var, som om der ikke var en tanke i potten. Og den lille mus svingede sin taktstok vildere og vildere: potterne skummede, boblede, kogte over, vinden susede, skorstenen peb – hu-ha! Det blev så forfærdelig kraftigt at den lille mus selv tabte stokken.

“Det var en stærk suppe!” sagde den gamle musekonge, “kommer vi ikke til serveringen?”

“Det var det hele!” sagde den lille mus og nejede.

“Det hele? Ja, lad os så høre hvad den næste har at sige!” sagde musekongen.

III. Hvad den anden lille mus kunne fortælle.

“Jeg er født i Slotsbiblioteket,” sagde den anden mus, “jeg og flere af min familie har aldrig kendt den lykke at komme i spisestuen, end sige i spisekammeret; først da jeg rejste ud og nu i dag her, så jeg et køkken. Vi led virkelig tit af sult på biblioteket, men vi fik mange kundskaber. Deroppe nåede rygtet os om den kongelige pris, der var udsat for at lave suppe på en pølsepind, og da var det at min gamle bedstemor trak et manuskript frem; hun kunne ikke læse det, men hun havde hørt det læst op, og deri stod: ”er man en digter, så kan man koge suppe på en pølsepind.” Hun spurgte mig, om jeg var en digter. Jeg sagde nej, og hun sagde, at så måtte jeg se at blive det; men hvad kræves der, spurgte jeg, for det var ligeså svært for mig at finde ud af, som at lave selve suppen. Men bedstemoder havde hørt læsning, og hun sagde, at der var tre hoveddele nødvendige: ”Forstand, Fantasie og Følelse! Kan du få dem ind i dig, så er du digter, og så finder du nok ud af det med pølsepinden.”

Og så tog jeg vestpå ud i den vide verden for at blive digter.

Forstand, vidste jeg, er i alting det vigtigste, de to andre dele nyder ikke samme respekt! Så gik jeg altså først ud efter forstanden. Ja, men hvor bor den? ”Gak til myren og bliv viis!” har en stor konge i jødernes land sagt, det vidste jeg fra biblioteket, og jeg standsede ikke, før jeg kom til den første store myretue; der lagde jeg mig på lur for at blive viis.

Det er et meget respektabelt folkefærd, myrerne, de er ren forstand, alt hos dem er som et rigtigt løst regnestykke - det går op! At arbejde og at lægge æg, siger de, er at leve i tiden og sørge for eftertiden og det gør de så. De deler sig i de rene myrer og i de beskidte myrer; rangen består i et nummer: Myredronningen er nummer ét og hendes mening er den eneste rigtige, hun har slugt al viisdom, og det var af stor vigtighed for mig at vide! Hun sagde så meget, og det var så klogt, at jeg snart syntes det var dumt. Hun sagde, at deres tue var det højeste i denne verden, men tæt ved deres myretue stod et træ, det var højere, meget højere, det kunne ikke benægtes og så talte man ikke mere om dét. En aften havde en myre forvildet sig hen til træet, krøbet op ad stammen, ikke en gang til kronen, men dog højere, end nogen myre før havde været, og da den vendte om og fandt hjem, fortalte den i tuen, om noget langt højere udenfor deres hjem, men det havde alle myrerne fundet fornærmeligt mod hele samfundet og så blev myren dømt til mundkurv og vedvarende ensomhed. Men kort tid efter kom en anden myre hen til træet og gjorde samme rejse og opdagelse, og den talte derom, som man sagde, ”med besindighed og utydelighed” og da den desuden var en højt agtet myre, en af de rene, så troede man den, og da den døde, opsatte de en æggeskal for den, som monument for de agtede videnskaber! ”Jeg så,” sagde den lille mus, “at myrerne løb med deres æg på ryggen; en af dem tabte sit, hun havde stort besvær med at få det op igen, og det ville ikke lykkes; da kom der to andre og hjalp til af alle kræfter, så de nær havde tabt deres egne æg, men så lod de øjeblikkelig igen være, for man er sig selv nærmest; og myredronningen sagde derom, at her var der udvist både hjerte og forstand. ”De to egenskaber stiller os myrer øverst blandt fornuftvæsnerne. Forstanden må og bør dog være den overvejende og jeg har den største!” Og så rejste hun sig på de bageste ben, hun var så genkendelig – jeg kunne ikke tage fejl; og jeg slugte hende. Gak til myren og bliv viis! Nu havde jeg dronningen!

Jeg gik nu nærmere hen til det omtalte store træ, det var en eg, den havde høj stamme, mægtig krone og var meget gammel. Jeg vidste, at her boede en levende skabning, en kvinde, Dryade kaldes hun, hun fødes med træet og dør med det. Jeg havde hørt om det på biblioteket; nu så jeg sådant et træ, så sådan en egepige. Hun gav et forfærdeligt skrig, da hun så mig så nær; hun var som alle kvinder meget angst for mus, men hun havde da også mere årsag end de andre, for jeg kunne gnave træet over og ved det hang jo hendes liv! Jeg talte til hende venligt og inderligt, gav hende mod, og hun tog mig på sin fine hånd og da hun fik at vide, hvorfor jeg var gået ud i den vide verden, lovede hun, at jeg skulle måske allerede samme aften få en af de to skatte, jeg søgte. Hun fortalte mig, at Phantasus var hendes meget gode ven, at han var så dejlig som selve kærligheds-guden, og at han ofte hvilede sig her, under træets løvfulde grene, der da susede endnu stærkere hen over dem begge to; han kaldte hende ´sin Dryade´, sagde hun, og kaldte træet ´sit Træ´. Den knudrede, mægtige skønne eg var lige efter hans sind, rødderne bredte sig dybt og fast ned i jorden, stammen og kronen løftede sig højt i den friske luft og kendte både den fygende sne, de skarpe vinde og det varme solskin, som det skal kendes. Ja, sådan fortalte hun: ”Fuglene synger deroppe og fortælle om de fremmede lande! og på den eneste udgåede gren har storken bygget rede, det pynter godt og man får lidt at høre fra pyramidernes land. Alt det kan Phantasus godt lide, og det er ham ikke engang nok, så jeg må selv fortælle for ham, om livet i skoven fra jeg var lille og træet var så lille, at en nælde kunne skjule det, og indtil nu, hvor det er blevet så stort og mægtigt. Sid du nu henne under skovmærkerne og hold øje; jeg skal når Phantasus kommer, finde lejlighed til at knibe ham i vingen, og ruske en lille fjer af; tag den, en bedre fik ingen digter; – så har du nok!”

Og Phantasus kom, fjeren blev revet af og jeg greb den,” sagde den lille mus, “jeg holdt den i vand til den blev blød! – den var endnu så svær at fordøje, men jeg fik den gnavet igennem! Det er slet ikke let at gnave sig til at blive digter, der er så meget man må fordøje. Nu havde jeg da de to, forstand og fantasie, og ved dem vidste jeg nu, den tredje ting var at finde på biblioteket, da en stor mand har sagt og skrevet, at der gives romaner, som alene er til for at befrie menneskene fra de overflødige tårer, altså er en slags svamp til at optage følelser i. Jeg huskede på et par af disse bøger, de havde for mig altid set ganske appetitlige ud, de var så læste, så dejligt fedtede, de måtte have optaget et uendeligt væld af følelser i sig.

Jeg gik hjem i biblioteket, åd straks så godt som en hel roman, det vil sige det bløde, det egentlige, hvorimod selve skorpen, bogbindet, lod jeg ligge. Da jeg nu havde fordøjet den roman og en til, mærkede jeg allerede hvordan det rørte sig indeni mig, jeg åd lidt af den tredje, og så var jeg digter, det sagde jeg til mig selv og det sagde jeg til de andre også! Jeg havde hovedpine, indvoldspine, jeg ved ikke alle de piner, jeg havde, og jeg tænkte nu over, hvilke historier der måtte kunne sættes i forbindelse med en pølsepind, og så fik jeg så mange pinde i min tanke; myredronningen, som jeg åd, må have haft en ualmindelig forstand: Jeg huskede nu historien om manden, der tog en hvid pind i munden – og så blev både han og pinden usynlig; jeg tænkte på kroens særlige, varme øl med en sukkerpind i, og på at stå på pinde, og at sætte en pind for døren og på udtrykket pinden til ens egen ligkiste. Alle mine tanker gik op i pinde! Og om dem måtte der kunne digtes når man er en digter, og det er jeg, det har jeg slidt mig til! Jeg vil således hver dag i ugen kunne opvarte Dem med en pind, en historie, – ja det er min suppe!”

“Lad os så høre den tredie!” sagde musekongen.

“Pi-pi!” sagde det i køkkendøren og en lille mus, – det var den fjerde af dem, den, de troede død – pilede ind, den løb pølsepinden med det sorte sørgeflor overende. Den havde løbet nat og dag, den havde været på jernbane med godstog, som den nu fandt plads på, og alligevel var den næsten kommet for sent; den trængte sig frem, så forpjusket ud, havde tabt sin pølsepind men ikke mælet, for den talte med det samme, som om man kun ventede på den, kun ville høre på den, alt andet i verden kom ikke verden ved. Den talte straks, talte sig helt ud, og den ankom så uventet, at ingen fik tid til at standse den og al dens tale, mens den talte. Nu skal vi høre!

IV. Hvad den fjerde mus, som talte før den tredje havde talt, kunne fortælle.

“Jeg gik straks til den største hovedstad,” sagde den, “navnet husker jeg ikke, jeg husker ikke navne så godt. Jeg kom fra jernbanen sammen med de konfiskerede toldvarer op på rådstuen og der løb jeg hen til arrestforvalteren; han talte om sine fanger, især om en, der havde talt ”ubesindige ord”, og om de ord var der igen blevet talt, og talt, læst og påskrevet. ”Det hele er suppe på en pølsepind!” havde fangen sagt. Men den suppe kan koste ham hans hoved!”, fortalte forvalteren. Det gav mig interesse for den fangne,” sagde den lille mus, “og jeg fandt snart lejlighed til at slippe ind til ham; der er altid bag låsede døre et musehul! Han så bleg ud, havde et stort skæg og store skinnende øjne. Lampen osede og væggene var vant til det, de kunne ikke blive sortere. Fangen ridsede både billeder og vers, med hvidt på sort, men jeg læste dem ikke. Jeg tror han kedede sig, og jeg var en velkommen gæst. Han lokkede mig med brødsmuler, med fløjten og milde ord; han var så glad ved mig, og jeg fik tillid til ham og så blev vi venner. Han delte brød og vand med mig, gav mig ost og pølse; jeg levede flot; men det var dog især den gode stemning der, må jeg sige, som fastholdt mig. Han lod mig løbe på sin hånd og arm, helt op i ærmet; han lod mig krybe i sit skæg, kaldte mig sin lille ven; jeg fik ham ordentlig kær; sådant noget er nok gensidigt! Jeg glemte mit ærinde ude i den vide verden, glemte min pølsepind i en sprække af gulvet; der ligger den endnu. Jeg ville blive hvor jeg var; gik jeg bort, da havde jo den stakkels fange slet ingen, og det er for lidt i denne verden! Jeg blev, han blev ikke! Han talte til mig så sørgeligt den sidste gang, gav mig dobbelt så meget brød og osteskorpe, kyssede så på sine fingre ad mig; han gik og kom aldrig mere. Jeg kender ikke hans videre historie. ”Suppe på en pølsepind!” sagde arrestforvalteren og til ham gik jeg hen, men ham skulle jeg ikke have troet; han tog mig godt nok på sin hånd, men han satte mig i bur, i en trædemølle og det er voldsomt: man løber og løber, lige langt kommer man – og man er kun til grin!

Forvalterens barnebarn var en yndig lille en, med guldgule krøllede hår, øjne så glade og en mund der lo. “”Stakkels lille mus!”” sagde hun, kiggede ind i mit fæle bur, trak jernpinden fra – og jeg sprang ned i vindueskarmen og ud i tagrenden. Fri, fri! - Det alene tænkte jeg på og ikke på rejsens mål!

Det var mørkt, det var ved nattetid, og jeg tog herberg i et gammelt tårn. Der boede en vægter og en ugle; jeg troede ingen af dem, mindst uglen; den ligner en kat og har den store fejl, at den æder mus. Men man kan tage fejl, og det gjorde jeg; det var en respektabel, overmåde dannet, gammel ugle, hun vidste mere end vægteren og ligeså meget som jeg. Ugleungerne gjorde vrøvl og ophævelser over enhver ting; ”Lav ikke suppe på en pølsepind!” sagde uglemor, det var det allerhårdeste hun kunne sige, hun havde så megen inderlighed for sin egen familie. Jeg fik sådan en tillid til hende, at jeg sagde pip fra sprækken, hvor jeg sad; den tiltro syntes hun godt om og forsikrede mig, at jeg skulle være i hendes beskyttelse; intet dyr skulle få lov at gøre mig fortræd, det ville hun selv gøre til vinter, når der blev mangel på mad.

Hun var klog i et og alt; hun viste mig, at vægteren ikke kunne tude udover i et horn, som hang løst ved ham. ”Han bilder sig forfærdeligt meget ind, tror han er ugle i tårnet! Stort skal det være, men lidt er det: suppe på en pølsepind!” Jeg bad hende om at få opskriften, og så forklarede hun mig det: ”Suppe på en pølsepind er blot en menneskelig talemåde og forstås på forskellige måder, og hver tror sin er den rigtigste; men det hele er egentligt ikke noget!”

”Ikke noget?” sagde jeg. Det slog mig! Sandheden er ikke altid behagelig, men sandheden er jo det højeste! Det sagde den gamle ugle også. Jeg tænkte over det og indså, at når jeg bragte det højeste, så bragte jeg meget mere end suppe på en pølsepind. Og så skyndte jeg mig afsted, for at komme i rette tid hjem og bringe jer det højeste og bedste: Sandheden. Musene er et oplyst folkefærd og musekongen står over dem allesammen. Han er i stand til at gøre mig til dronning for sandhedens skyld.”

“Din sandhed er løgn!” sagde den mus, som endnu ikke havde fået lov at tale. “Jeg kan lave suppen og det vil jeg gøre!”

V. Hvordan den blev lavet.

“Jeg har ikke rejst,” sagde den fjerde mus, “jeg blev i landet, det er det rigtige! Man behøver ikke at rejse, man kan få alt lige så godt hér. Jeg blev! Jeg har ikke lært mit af overnaturlige væsener, ikke ædt mig til det hele, eller talt med ugler. Jeg har mit fra selvtænkning. Vil I nu bare få kedlen sat på, fyldt vand i, helt op – og tænd ild under! Lad det brænde, få vandet i kog, det skal skrupkoge! Kast nu pinden i! Og vil musekongen derefter være så venlig at stikke halen ned i det skrupkogende og røre om? Jo længer han rører, desto kraftigere bliver suppen; det koster ikke noget! Der behøves ingen tilsætninger – kun røre rundt!”

“Kan en anden ikke gøre det?” spurgte musekongen.

“Nej,” sagde musen, “den kraft er kun i musekongens hale!”

Og vandet skrupkogte, og musekongen stillede sig tæt ved, det var næsten farligt, og han stak halen ud, som musene gør det i mælkestalden, når de skummer fløden af et fad og derpå slikker halen, men han fik kun sin ind i den varme damp, så sprang han straks ned:

“Naturligvis, du er min dronning!” sagde han, “suppen kan vi vente med til vores guldbryllup, så har de fattige i mit kongerige også noget at glæde sig til - en lang glæde!”

Og så holdt de bryllup; men flere af musene, da de kom hjem, sagde: “Man kunne da ikke kalde det suppe på en pølsepind, det var snarere suppe på en musehale!” – Et og andet af det, der blev fortalt, fandt de, var dog ganske godt udført, men det hele kunne have været en del anderledes! “Jeg ville nu have fortalt således og således – !”

Det var kritikken, og den er altid så klog – bag efter.

Og den historie gik verden rundt, meningerne om den var delte, men historien selv forblev hel; og det er det vigtigste i stort og småt, og i suppe på en pølsepind; man må bare ikke vente nogen tak for den!