H. C. Andersen - Eventyr 073:
Flaskehalsen (1858)
Inde i den snævre, krogede gade, mellem flere fattige huse stod et hus så smalt og så højt, opført af bindingsværk, der havde givet sig i alle ender og kanter; fattige folk boede her, og fattigst så her ud på kvisten, hvor der udenfor det lille vindue i solskinnet hang et gammelt bulet fuglebur, som ikke engang havde et ordentligt fugleglas, men kun en omvendt flaskehals med prop i forneden og fyldt med vand. En gammel pige stod ved det åbne vindue, med fuglegræs havde hun netop lige pyntet buret, hvori en lille irisk hoppede fra pind til pind og sang, så det klang efter.
“Ja, du kan sagtens synge!” sagde flaskehalsen, ja, den sagde det ikke sådan, som vi kan sige det, for en flaskehals kan ikke tale, men den tænkte det sådan inde i sig selv, som når vi mennesker taler indvendig. “Ja, du kan sagtens synge! Du, som har alle dine lemmer hele. Du skulle prøve, ligesom jeg, at have mistet din nederste del, kun at have hals og mund og det endda med prop i, som jeg, så sang du ikke. Men det er da godt, at nogen er fornøjet! Jeg har ingen grund til at synge, og jeg kan heller ikke synge! Det kunne jeg, dengang jeg var hel flaske og man gned mig med en prop. Jeg blev kaldt den rigtige lærke, den store lommelærke! Og så, da jeg var med pelsmagerens familie i skoven, og datteren blev forlovet – ja, det husker jeg, som om det var i går! Jeg har oplevet meget, når jeg tænker mig om: jeg har været i ild og vand, nede i den sorte jord og højere oppe end de fleste, og nu svæver jeg udenfor fugleburet i luft og solskin! Det kunne nok være umagen værd at høre min historie, men jeg taler ikke højt om den, for jeg kan ikke!”
Og så fortalte den inde i sig selv, eller tænkte inde i sig selv, sin egen historie, der var mærkelig nok, og den lille fugl sang lystigt sin vise. Og nede på gaden kørte man og gik man, hver tænkte på sit, eller tænkte slet ikke, men det gjorde flaskehalsen.
Den huskede den flammende smelteovn i fabrikken, hvor den var blevet blæst i live; den huskede endnu, at den havde været ganske varm, set ind i den buldrende ovn, dens ophavshjem, og følt sådan lyst til straks at springe lige ind i den igen, men at den lidt efter lidt, alt som den blev kølet af, befandt sig ret vel, hvor den var; den stod i række med et helt regiment af brødre og søstre, alle fra samme ovn, men nogle var blevet blæst til champagneflasker, andre til ølflasker, og det gør en forskel! Siden hen, ude i verden, kan en ølflaske rigtignok komme til at rumme den mest kostbare Lacrymæ Christi-vin og en champagneflaske kan blive fyldt med tryksværte; men hvad man er født til, ses dog på skabelonen: adel forbliver vel adel – selv med sværte i livet.
Alle flaskerne blev snart pakket ind, og vor flaske med; dengang tænkte den ikke på at ende som flaskehals, og derfra tjenende sig op til at blive fugleglas, der altid er en hæderlig tilværelse: så ér man dog noget! Den så først igen dagslyset, da den med de andre kammerater blev pakket ud i vinhandlerens kælder og første gang blev skyllet; det var en løjerlig fornemmelse. Den lå nu tom og propløs, følte sig så underlig flov, den savnede noget, men vidste ikke selv, hvad den savnede. Nu blev den fyldt med en god, herlig vin, den fik prop og blev lukket med lak, og der blev klistret en etikette udenpå: “Prima Sort”. Det var ligesom den havde fået højeste eksamens-karakter, men vinen var også god, og flasken var god; er man ung, er man lyriker! Det sang og klang i den om hvad den slet ikke kendte: de grønne solbelyste bjerge sydpå, hvor vinen gror, hvor de muntre piger og lystelige svende synger og kysses – jo, det er dejligt at leve! Om alt det sang og klang det inde i flasken, ligesom inde i de unge poeter, der tit heller ikke kender noget til det.
En morgen blev den købt. Pelshandlerens dreng skulle hente en flaske vin af den bedste slags; og den kom med i madkurven hos skinke, ost og pølse; der var det dejligste smør og det fineste brød; pelshandlerens datter selv pakkede det ind. Hun var så ung, så smuk: de brune øjne lo, og der var om munden et smil, der sagde lige så meget som øjnene; hun havde fine, bløde hænder, de var så hvide, dog var hals og bryst endnu hvidere; man så straks at hun var en af byens smukkeste piger – og dog var hun endnu ikke forlovet.
Og madkurven stod på hendes skød, da familien kørte ud i skoven; flaskehalsen stak frem mellem snipperne af den hvide dug; der var rødt lak på proppen, og den så lige ind i pigebarnets ansigt; den så også på den unge styrmand, der sad ved siden af hende; han var en barndomsven, portrætmalerens søn; sin styrmandseksamen havde han så dygtigt og hæderligt taget for nyligt, og han skulle i morgen af sted med et fartøj, langt bort til fremmede lande; herom var der blevet talt meget ved indpakningen af kurven, og mens der taltes herom, var der ikke megen fornøjelse at se i øjne og om mund på buntmagerens smukke datter.
De to unge folk gik i den grønne skov, de talte sammen - hvad talte de om? Ja, det hørte flasken ikke, den stod i madkurven. Det varede forunderligt længe, før den blev taget frem, men da den så blev det, var der også sket fornøjelige ting; alle øjne lo, også buntmagerens datter lo, men hun talte mindre, og hendes kinder blussede som to røde roser.
Hendes far tog den fyldte flaske og proptrækkeren. – Ja, det er underligt således første gang at skulle trækkes op! Flaskehalsen havde aldrig siden kunnet glemme dette højtidelige øjeblik, det havde ordentligt sagt svup inde i den, da proppen gik – og så klukkede det, da vinen strømmede ud i glassene.
“De forlovedes skål!” sagde pigens far, og hvert glas blev tømt til bunden og den unge styrmand kyssede sin smukke brud.
“Lykke og velsignelse!” sagde begge de gamle. Og den unge mand fyldte endnu engang glassene: “Hjemkomst og bryllup i dag om et år!” råbte han, og da glassene var tømt, tog han flasken, løftede den højt i vejret: “Du har været med på den dejligste dag i mit liv, du skal ikke tjene nogen længere!”
Og han kastede derefter flasken højt op i vejret. Da tænkte buntmagerens datter slet ikke på, at hun senere skulle se den flyve, men det skulle hun. Nu faldt den ned mellem de tætte siv-rør ved den lille skovsø; flaskehalsen huskede endnu så lyslevende, hvordan den lå der og tænkte efter: “Jeg gav dem vin - og de giver mig sumpvand, men det er jo vel ment!” Den kunne ikke mere se de forlovede og de fornøjede gamle, men den hørte dem længe jubilere og synge. Så kom to små bønderdrenge, kiggede ind i rørene, så flasken og tog den - nu var der igen sørget for den.
Hjemme i skovhuset, hvor drengene boede, havde deres ældste broder, som var sømand, i går været på besøg og sagt farvel, da han skulle på en af de større rejser. Hans mor stod nu og pakkede et og andet ind til ham; det skulle faren gå ind til byen med i aften, for endnu engang at se sønnen før afrejsen og give ham sin og morens hilsen. En lille flaske med krydret brændevin var lagt i pakken, men nu kom drengene med en større, stærkere flaske, den de havde fundet; i den kunne der være mere i end i den lille, og det var jo sådan en god snaps for en dårlig mave de havde lavet – der var tilsat perikum-krydderi! Det var altså ikke den røde vin som før, flasken fik i sig, den fik her de bitre dråber, men de er også gode – for maven! Den nye flaske og ikke den lille skulle med; – og så kom flasken igen på vandring, den blev sendt ombord til Peter Jensen, og det var netop på det samme skib, hvor den unge styrmand var, men han så ikke flasken og havde heller ikke genkendt den eller tænkt: det er den flaske, vi drak forlovelsens og hjemkomstens skål af.
Der var altså ikke længere vin i den, men der var noget lige så godt, og flasken blev også altid, når Peter Jensen tog den frem, af kammeraterne kaldt: “Apotekeren” – for den skænkede den gode medicin, den der hjalp for maven; og den hjalp så længe der var en dråbe i den. Det var en fornøjelig tid, og flasken sang, når man strøg den med proppen, og den fik da navn af den store lærke: “Peter Jensens lærke.”
Lang tid var gået, flasken stod nu tom i en krog, da skete det – ja, om det var på udrejsen eller hjemrejsen, vidste flasken ikke så nøje, for den havde ikke været i land: Der rejste sig en storm; store søer væltede ind over, sorte og tunge, og de løftede og kastede fartøjet rundt. Masten knækkede, en sø slog en planke ind, pumperne kunne ikke mere gøre nytte, og det var bælgmørk nat. Skibet sank, men i det sidste minut skrev den unge styrmand på et stykke papir: “I Jesu navn! Vi forliser!” han skrev sin bruds navn, sit og skibets navn, stak sedlen ind i en tom flaske, der stod i nærheden, pressede så proppen i og kastede flasken ud i det stormende hav; han vidste ikke, at det var den flaske, hvoraf glædens og håbets skål var skænket for ham og hende. Flasken gyngede nu på bølgerne med hilsen og dødsbud.
Skibet sank, mandskabet sank, men flasken fløj som en fugl, den havde jo hjerte, den havde et kærestebrev inde i sig. Og solen stod op og solen gik ned, det var for flasken at se, ligesom i dens begyndelsestid i den røde gloende ovn, den havde længsel efter at flyve derind igen. Den fornam havblik og nye storme; ikke stødte den mod noget klippestykke, ikke blev den slugt af nogen haj; mere end et år drev den om, snart mod nord, snart mod syd, som strømningerne nu førte den. Den var i øvrigt sin egen herre, men det kan man også blive træt af.
Det beskrevne brevpapir, det sidste farvel fra brudgom til brud, ville kun bringe sorg, hvis det engang kom i de rette hænder, men hvor var de hænder, de der havde skinnet så hvide da de bredte dugen i det friske græs, i den grønne skov, på forlovelsens dag? Hvor var pelshandlerens datter? Ja, hvor var der land, og hvilket land lå nærmest? Det vidste flasken ikke; den drev og den drev og var til sidst så også ked af at drive, det var vel ikke dens bestemmelse. Men den drev alligevel, indtil den endelig nåede land – et fremmed land. Den forstod ikke et ord af hvad der blev talt, det var ikke det tungemål, den før havde hørt tale, og der går meget tabt, når man ikke forstår sproget.
Flasken blev taget op og betragtet; sedlen inde i den blev set, taget ud, vendt og drejet, men de forstod ikke, hvad der var skrevet på den, de forstod nok, at flasken var kastet over bord, og at der stod noget om det på papiret, men hvad der stod, ja det var spørgsmålet – og sedlen blev puttet i flasken igen, og denne blev stillet op i et stort skab, i en stor stue, i et stort hus.
Hver gang fremmede kom, blev sedlen taget frem, vendt og drejet, så at skriften, der kun var med blyant, blev mere og mere ulæselig – til sidst kunne ingen mere se, at det var bogstaver. Og flasken stod endnu et år i skabet, kom så på loftet og blev skjult af støv og spindelvæv; da tænkte den på bedre dage, da den skænkede rødvin i den friske skov, og da den gyngede på bølgerne og havde en hemmelighed at bære, et brev, et afskedssuk.
Og nu stod den på loftet i tyve år; den kunne have stået længere, hvis ikke huset have været bygget om. Taget blev revet af, flasken blev set og omtalt, men den forstod ikke sproget; det lærer man ikke af at stå på loftet, selv i tyve år. “Var jeg blevet nede i stuen,” mente den rigtignok, “så havde jeg nok lært det!”
Den blev nu vasket og skyllet, den kunne trænge til det; den følte sig ganske klar og gennemsigtig, den var ung igen på sine gamle dage, men sedlen, som den havde båret på, den var gået i vasken.
Flasken fyldtes nu med frøkorn, den kendte ikke den slags; den blev tilproppet og svøbt godt ind, den så hverken lygte eller lys, end sige sol eller måne, og noget skal man dog se, når man tager på rejser, mente flasken, men den så ikke noget, dog det vigtigste gjorde den – den rejste og kom hen, hvor den skulle, og dér blev den pakket ud.
“Hvor de dog har gjort sig ulejlighed med den udenlands!” blev der sagt, “Og så er den dog alligevel knækket!” – men den var ikke knækket. Flasken forstod hvert evige ord, der blev sagt, for det var i det tungemål, den havde hørt ved smelteovnen og hos vinhandleren og i skoven og på skibet, det eneste rigtige gode gamle sprog: det man kunne forstå. Den var kommet hjem til sit land, den fik velkomsthilsen! Den var af bare glæde nær sprunget dem ud af hænderne, den mærkede knap nok, at proppen kom af, og den selv blev rystet ud og sat ned i kælderen for at blive gemt og glemt, men hjemmet er bedst, selv i kælderen! Det faldt den aldrig ind at tænke over, hvor længe den lå dernede; den lå godt og det i flere år, så kom der en dag folk herned, tog flaskerne og den med.
Udenfor i haven var der pyntet op: lamper med levende lys hang i guirlander, papirslygter strålede som store tulipaner i transparent; det var også en dejlig aften: vejret stille og klart, stjernerne skinnede alle så blanke og nymånen lyste svagt, egentligt så man hele den runde måne, men som en blågrå kugle med en gylden halvkant – det så godt ud, for gode øjne.
I de afsides gange var der også illumination, i det mindste så meget, at man kunne vandre rundt; der var mellem hækkene opstillet flasker, hver med et lys i, og der stod også flasken, som vi kender, den der engang skulle ende som flaskehals, som fugleglas. Den fandt i dette øjeblik alt så mageløst dejligt, den var igen ude i det grønne, var igen med til glæde og fest, den oplevede her sang og musik, og en surren og murren af de mange mennesker, især fra den kant af haven, hvor lamperne brændte og papirslygterne viste kulører. Selv stod den ganske vist i en afsides gang, men netop det gav noget til eftertanken: flasken stod jo og bar sit lys, stod her til nytte og fornøjelse, og det er det rette at gøre; i en sådan time glemmer man tyve år på loftet – og det er godt at glemme!
Tæt forbi den gik et enkelt par, arm i arm, ligesom brudeparret ude i skoven: styrmanden og pelshandlerens datter. Det var for flasken, som om den oplevede det hele om igen! I haven gik gæster og der gik folk, som så på dem og på al pynten, og mellem disse gik en gammel pige, frændeløs, men ikke venneløs, hun tænkte netop på det samme som flasken. Hun tænkte på den grønne skov og på et ungt brudepar, der kom hende meget ved, hun var del af det, hun var halvdelen, det var i hendes lykkeligste time, og den glemmer man aldrig, selv om man bliver nok så gammel en jomfru. Men hun genkendte ikke flasken, og den genkendte ikke hende, og sådan går man forbi hinanden i verden – indtil man mødes igen, og det gjorde de to, de var jo kommet i by sammen.
Flasken kom fra haven til vinhandleren, blev igen fyldt med vin og solgt til den luftskipper, der næste søndag skulle stige til vejrs med sin ballon. Der var en sammenstimlen af mennesker, der kom for at se til, og der var regimentsmusik og mange forberedelser. Flasken så det hele fra en kurv, hvori den lå ved siden af en levende kanin, der var ganske forknyt, da den godt vidste, at den skulle op med for at blive sendt ned med faldskærm. Flasken vidste hverken om op eller ned, den så bare, at ballonen blev så stor, så stor, og da den ikke kunne blive større, begyndte den at løfte sig højere og højere, og blive så urolig. Tovene, der holdt den, skar man over og den svævede nu med luftskipperen, kurven, flasken og kaninen; musikken klang, og alle mennesker råbte: Hurra!
“Det er underligt sådan at gå til vejrs,” tænkte flasken, “det er en ny slags sejlads, men heroppe kan man da ikke støde på grund!”
Og mange tusinde mennesker så efter ballonen, og den gamle jomfru så også efter den: hun stod ved sit åbne kvistvindue, hvor fugleburet hang med den lille irisk, der dengang ikke havde vandglas, men måtte nøjes med en kop. I vinduet stod et myrtetræ, det var flyttet lidt til side, for ikke at blive stødt ud, når den gamle pige bøjede sig frem for at se; og hun så i ballonen tydeligt luftskipperen, der lod kaninen gå ned med faldskærm og derpå drak alle menneskers skål og kastede så flasken højt i luften. Hun tænkte ikke på, at hun havde set netop den flaske flyve højt for hende og hendes ven på den glædens dag i den grønne skov, i sin ungdoms tid.
Flasken fik ikke tid til at tænke, det var så uventet pludselig at være på sit livs højdepunkt. Tårne og tage lå dybt nede, menneskene var så bittesmå at se.
Nu sank den og det med en anderledes fart end kaninen: flasken gjorde kolbøtter i luften, den følte sig så ung og så ellevild, den var halvfuld af vinen, men ikke længe. Hvilken rejse! Solen skinnede på flasken, alle mennesker så efter den, ballonen var langt borte, og snart var også flasken borte, den faldt på et af tagene og så var den slået itu, men der var en sådan flugt i stumperne, at de ikke kunne blive liggende, de sprang og de trillede, til de nåede ned i gården og lå i endnu mindre stykker, kun flaskehalsen holdt, og den var som var den skåret af med en diamant.
“Den kunne godt bruges til et fugleglas!” sagde kældermanden, men han havde selv hverken fugl eller bur og det var for meget at anskaffe sig alt dette, bare fordi han nu havde flaskehalsen, der kunne bruges som fugleglas; men den gamle jomfru oppe på kvisten kunne have brug for den, og så kom flaskehalsen derop, fik en prop i sig, og hvad der før vendte op, kom nu ned, som det tit sker ved forandringer; den fik frisk vand og blev hængt foran buret til den lille fugl, der sang, så det klang efter.
“Ja, du kan sagtens synge!” var det, flaskehalsen sagde. Men den var jo lidt mærkelig, den havde været i ballonen, – mere vidste man ikke af dens historie. Nu hang den som fugleglas, kunne høre folk rumle og tumle nede på gaden, kunne høre den gamle piges tale inde i værelset: hun havde netop besøg, en jævnaldrende veninde, de talte sammen – ikke om flaskehalsen, men om myrtetræet ved vinduet.
Du skal da ikke bruge så mange penge på en brudebuket til din datter, sagde den gamle pige, “du kan hos mig få en nydelig buket, fuld af blomster! Ser du, hvor dejligt træet her står. Ja, det er såmænd en stikling af det myrtetræ, du gav mig dagen efter min forlovelsesdag, det jeg selv, når året var omme, skulle binde min brudebuket af, men den dag kom ikke! De øjne blev lukkede, som skulle have lyst for mig til glæde og velsignelse i dette liv. På havsens bund sover han nu sødt, den englesjæl! – Træet blev et gammelt træ, men jeg blev endnu ældre, og da træet sygnede hen, tog jeg den sidste friske gren, satte den i jorden, og grenen er nu igen blevet et stort træ og kommer så dog til sidst til at blive bryllupspynt, bliver brudebuket for din datter!”
Og der stod tårer i den gamle piges øjne; hun talte om sin ungdoms ven, om forlovelsen i skoven; hun tænkte på skålen der blev drukket, tænkte på det første kys, – men det sagde hun ikke, hun var jo en gammel pige; hun tænkte på så meget, men tænkte slet ikke på, at lige udenfor hendes vindue var endnu et minde fra den tid: halsen af den flaske, der sagde svup, da proppen knaldede af til skålen. Men flaskehalsen kendte heller ikke hende, for den hørte ikke efter hvad hun fortalte – mest af alt fordi den især tænkte på sig selv.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©