074.Pebersvendens nathue (1858)

H. C. Andersen - Eventyr 074:

Pebersvendens nathue (1858)

Original + 2019-version

Der er i København en gade, som har det underlige navn “Hyskenstræde”, og hvorfor hedder den det og hvad har det at betyde? Det skal være udsprunget af et tysk ord “Häuschen”, og det betyder: små huse. Disse stod dengang i strædet og det i mange år, ikke stort andet end træboder, næsten som vi nu ser dem stillet op på markederne; ja lidt større vel og med vinduer, men ruderne var af blæreskind fra dyr, for på den tid var det for dyrt at have glasruder i alle huse, men det er også så langt tilbage i tiden, at oldefars oldefar, da han fortalte om det, også kaldte det: i gamle dage. Det er flere hundrede år siden.

De rige nordtyske købmænd i Bremen og Lübeck drev også handel i København; selv kom de ikke herop, de sendte deres svende, og de boede i træboderne i “Småhusenes Gade” og holdt udsalg af øl og krydderier. Det var nu så dejligt det tyske øl, og der var så mange slags: Bremer-, Preusser- og Emser-øl – ja, og den mørke Braunschweiger-Mumme, og så alle de krydderier, som safran, anis, ingefær og især peber; ja peber var nu det vigtigste her og derfor fik de tyske handelssvende i Danmark navnet: Pebersvende, og det var en forpligtelse de måtte indgå hjemme: at de heroppe ikke måtte gifte sig. Mange af dem blev så gamle, de måtte så sørge for sig selv, pusle om sig, og selv slukke deres ild, hvis de havde et ildsted; nogle blev sådanne enlige, gamle gutter, med egne tanker og egne vaner; efter dem kalder man nu hver ugift mandsperson, der er kommet i nogenlunde voksenalder, for en “Pebersvend”; alt det må man vide for at forstå historien.

Man gør grin med pebersvenden og siger, at han skal have nathue på, trække den ned over øjnene og gå hen og lægge sig:

“Skære, skære brænde,

o, ve de pebersvende –

til sengs med dem en nathue går,

de selv deres lys må tænde!” –

Ja, det synger man om dem! Man spotter pebersvenden og hans nathue – netop fordi man kender så lidt til ham og til den. Ak, den nathue skal man aldrig ønske sig! Og hvorfor ikke? Ja, hør!

Omme i småhusenes gade, i de ældste tider, var der ingen brolægning, Folk trådte i hul ved hul, som i en opkørt jordvej, og snævert var der: Boderne stod op til hinanden og så nær ved genboens, at i sommertiden spændtes tit et sejl over gaden fra en bod til en anden, og så lugtede der imellem så krydret af peber, safran og ingefær. Bag disken stod der ikke mange ungersvende, nej, det var mest gamle fyre, og de var nu slet ikke, som vi forestiller os, klædte med paryk eller nathue, uldbukser, vest og kjortel knappet helt op; nej sådan gik oldefars oldefar klædt og sådan er han gengivet på malerier, men pebersvendene havde ikke råd til at lade sig male; det havde dog nok været værd i dag at eje et billede af en af dem, sådan som han stod der bag disken eller i højtidsdagene vandrede til kirken. Hatten var bredskygget og højpuldet, og tit stak en af de yngste svende en fjer i sin hat; den uldne skorte blev skjult ved en nedslået linnedkrave, trøjen sad snævert knappet til, kappen løs ovenover og bukserne gik lige ned i de bredsnudede sko, for strømper bar de ikke. I bæltet sad madkniven og skeen, ja der sad endnu en stor kniv til at forsvare sig med, og den var der tit behov for i de tider. Netop sådan gik på festdagene gamle Anthon klædt, en af småhusenes ældste pebersvende, kun havde han ikke den høje hat, men en ”kabuds”, en slags stor hætte og under den en strikket hue, en rigtig nathue, den havde han så ganske vænnet sig til, den havde han altid på, og han ejede hele to af den slags; Anthon var lige til at male, han var så pindmager, så rynket om mund og øjne, havde lange knoklede fingre og gråbuskede øjenbryn; over det venstre øje hang der en hel tot, kønt var det vel ikke, men det gjorde ham genkendelig; man vidste om ham, at han var fra Bremen, men der var han egentlig ikke fra, der boede hans herre blot; selv var han fra Thüringen, fra den stad Eisenach, tæt under Wartburg; derom talte gamle Anthon ikke meget, men han tænkte des mere derpå!

De gamle svende i gaden kom ikke meget sammen, hver blev i sin bod, der tidlig på aftenen lukkedes og da så der sort ud, kun et mat lysskær kom ud gennem den lille rude på taget. Indenfor sad, oftest på sin seng, den gamle karl med sin tyske sangbog og sang sin aftensalme, eller han gik rundt til langt ud på natten og puslede med hvad der kunne være; morsomt var det bestemt ikke, fremmed i et fremmet land er en bitter situation; man kommer slet ingen ved, udover når man står i vejen for dem.

Tit når det var rigtig sort nat udenfor med regn og rusk, kunne her være så skummelt og øde; lygter så man ikke, udover den eneste og meget lille, der hang netop ud for den ene ende af gaden, foran den hellige jomfrus billede, der var malet på muren. Man hørte vandet ordentligt skvulpe og plaske mod bjælkeværket nær ved, ud for Slotsholmen, som den anden ende af gaden vendte ned imod. Sådanne aftener blev lange og ensomme, hvis ikke man foretog sig noget: både pakke ud og pakke ind, lave kræmmerhuse til krydderierne og polere vægtskåle er måske ikke nødvendigt hver dag, men så kan man foretage sig noget andet, og det gjorde gamle Anthon, han syede selv på sit tøj, lappede på sine sko; når så endelig han kom i seng, ja så beholdt han, efter sædvane, nathuen på, trak den endnu lidt længere ned, men snart igen trak han den op for at se om det levende lys nu var rigtigt slukket: han følte på det, klemte vægen og så lagde han sig igen og om på den anden side, og fik igen nathuen ned. Men tit opstod så i det samme den tanke: mon hvert kul nede i den lille ildpotte var helt udbrændt, ordenligt slukket? En lille gnist kunne der jo endnu være, og den kunne tænde og gøre fortræd; og så stod han op af sin seng, krøb ned ad stigen, trappe kunne den ikke kaldes, og når han så kom til ildpotten var der ikke en gnist at se, og han kunne vende om igen; men tit kom han kun halvvejen, så var han ikke sikker på om jernstangen var sat for døren, om krampen var for skodderne; ja, så måtte han ned igen på de tynde ben; han frøs, og tænderne klaprede da han endelig krøb i seng, for kulde kommer først rigtig skrap, når den véd den skal væk. Dynen trak han højere op over sig, nathuen mere ned over øjnene og han vendte nu tankerne bort fra dagens handel og besvær, men det var ikke en behagelighed, for da kom gamle minder og hang sine gardiner op, og de har sommetider knappenåle, som man stikker sig på: Av! siger man; og stikker de ind i det blodige kød og brænder, så kan man få tårer i øjnene af det, og det fik gamle Anthon også tit: der kom hede tårer, de klareste perler. De faldt på sengedynen eller på gulvet, og da klang de som om en smertens streng sprang, så hjertefuldt; de fordunstede og de blussede op i flamme, men de belyste da et livsbillede for ham, det, der aldrig forsvandt af hans hjerte; tørrede han så øjnene med nathuen, ja så knustes tåren og billedet, men kilden til det var og blev tilbage, den lå i hans hjerte. Billederne kom ikke som de fulgte i virkeligheden, oftest kom de smerteligste, også de glad vemodige lyste frem, netop de kastede nu de stærkeste skygger.

“Dejlig er bøgeskoven i Danmark!” sagde man, men dejligere løftede sig dog for Anthon bøgeskoven i egnen ved Wartburg; mægtigere og mere ærværdige forekom ham dog de gamle ege oppe om den stolte ridderborg, hvor slyngplanterne hang hen over klippens stenblokke; sødere duftede æbletræernes blomster der, end i det danske land; levende følte og fornam han det endnu; en tåre trillede, klang og lyste: han så tydeligt i den to småbørn, en dreng og en pige, lege. Drengen havde røde kinder, gult krøllede hår, ærlige blå øjne, det var den rige kræmmers søn, lille Anthon, ham selv. Den lille pige havde brune øjne og sort hår, kæk og klog så hun ud, det var borgmesterens datter, Molly. De to legede med et æble, de rystede det og hørte hvordan kernerne raslede indeni; æblet skar de over og fik hver et stykke; de delte kernerne mellem sig og spiste dem, på nær en, den skulle lægges i jorden, mente den lille pige.

“Så skal du se hvad der kommer ud af det, der kommer noget, som du slet ikke tænker dig, der kommer et helt æbletræ, men ikke lige straks!”

Og kernen plantede de i en urtepotte, begge to var ivrige med det: drengen gravede hul i jorden med sin finger, den lille pige lagde kernen ned og begge to dækkede jorden til.

“Nu må du ikke imorgen tage den op, for at se om den har slået rod,” sagde hun, “det må man ikke! Det gjorde jeg med mine blomster, kun to gange, jeg ville se om de groede, da vidste jeg ikke bedre, og blomsterne døde!” -

Urtepotten blev hos Anthon og hver morgen, hele vinteren, så han til den, men der var kun den sorte jord at se. - Nu kom foråret, solen skinnede så varmt, da pippede der frem i urtepotten to små grønne blade.

“Det er mig og Molly!” sagde Anthon, “det er yndigt, det er mageløst!”

Snart kom der et tredje blad; hvem er mon det? Ja, der kom et og et endnu! Hver dag og uge blev det større og større, planten blev et helt træ. Og dette, altsammen, afspejlede sig nu i en eneste tåre, der knustes og forsvandt; men den kunne komme igen fra kildevældet, – fra gamle Anthons hjerte.

Nær ved Eisenach strækker sig en række stenede bjerge, et runder sig frem og har hverken træer, buske eller græs; det kaldes Venusbjerget; derinde bor fru Venus, en afguds-kvinde fra hedensk tid, Fru Holle kaldtes hun, det vidste og ved endnu hvert barn i Eisenach; ind til sig havde hun lokket den ædle ridder Tannhäuser, minnesangeren fra Wartburgs kreds af sangere.

Lille Molly og Anthon stod tit ved bjerget, og engang sagde hun: “Tør du banke på og sige: Fru Holle! Fru Holle! Luk op, her er Tannhäuser?” Men det turde Anthon ikke; Molly turde godt; dog kun de ord: “Fru Holle! Fru Holle....” sagde hun højt og tydeligt, resten talte hun sådan hen i vinden og så utydeligt, at Anthon var sikker på, hun egentlig ikke havde sagt noget. Men så kæk så hun ud, så kæk, som når hun sommetider med andre småpiger mødtes med ham i haven, og de da alle ville kysse ham - netop fordi han ikke ville kysses, og slog fra sig - var det alene Molly der vovede det!

“Jeg tør kysse ham!” sagde hun stolt og tog ham om halsen; det var hendes forfængelighed og Anthon fandt sig i det, tænkte slet ikke over det. Hvor var hun yndig, hvor var hun kæk. Fru Holle i bjerget skulle også være dejlig, men den dejlighed, havde man sagt, var det ondes forførende skønhed; den højeste dejlighed var derimod sådan en som fandtes hos den hellige Elisabeth, landets beskyttende helgeninde, den fromme thüringske fyrstinde, hvis gode gerninger gennem sagn og legende kastede glans over så mangen et sted her; i kapellet hang hendes billede med sølvlamper omkring; – men hun lignede slet ikke Molly.

Æbletræet, som de to børn havde plantet, voksede år for år, det blev så stort, at det måtte plantes ud i haven i den friske luft, hvor duggen faldt, hvor solen skinnede varmt, og det fik kræfter til at stå vinteren imod med, og efter vinterens hårde tryk var det ligesom om det af glæde om foråret satte blomster; ved høsttid havde det to æbler, et for Molly, et for Anthon; mindre kunne det ikke godt være.

Træet havde skyndt sig frem, og Molly voksede ligesom træet, hun var frisk som en æbleblomst; men længe skulle han ikke se på den blomst. Alting skifter, alting veksler! Mollys far forlod det gamle hjem og Molly fulgte med, langt bort; – ja, i vor tid er det med jernbanen kun nogle timers rejse, men dengang brugte man mere end nat og dag til at komme så langt østover fra Eisenach, det var helt i den yderste kant af Thüringen, til den by, der kaldes Weimar.

Og Molly græd og Anthon græd; – alle de tårer, ja de løb nu sammen i en eneste tåre og den havde glædens røde, dejlige lys. Molly havde sagt ham, hun holdt af ham mere end af al den herlighed der var i Weimar.

Der gik et år, der gik to, tre, og i al den tid kom to breve, det ene bragte fragtmanden, det andet havde en rejsende taget med; det var en vej - lang, tung og i bugter - forbi mange købstæder og byer.

Hvor tit havde ikke Anthon og Molly sammen hørt kærlighedshistorien om Tristan og Isolde og så ofte havde han tænkt derved sig og Molly, skønt navnet Tristan skulle betyde “han var født i sorg,” og det passede jo ikke på Anthon, han ville heller aldrig som Tristan kunne få den tanke: “hun har glemt mig!” Men Isolde glemte jo heller ikke sin hjertens ven, og da de begge var døde og begravede på hver sin side af kirken, voksede lindetræerne fra gravene hen over kirketaget og mødtes blomstrende dér. Det var så smukt, syntes Anthon, og dog så sørgeligt -, men sørgeligt kunne det ikke blive med ham og Molly - og så fløjtede han en middelaldervise af minnesangeren Walther von der Vogelweide; titlen var “Under linden ved heden”,og især klang dette sted så dejligt i visen:

“Ud for skoven,

i den stille dal,

Tan-dara-dai!

Sang dertil en nattergal!”

Den vise kom ham altid på tunge, den sang og fløjtede han i den måneklare nat, da han til hest i den dybe hulvej red afsted for at nå til Weimar og gæste Molly; han ville komme uventet, og han kom uventet.

Et ”velkommen” fik han, vin fyldt helt op i bægeret, muntert selskab, fornemt selskab, en hyggelig stue og en god seng, og dog var der slet ikke som han havde tænkt og drømt sig! Han forstod ikke sig selv, han forstod ikke de andre; men vi kunne vel forstå det, for man kan godt være i et hus, hos en familie, og alligevel ikke rigtig gro fast: man samtaler ligesom man samtaler i en togkupe, kender hinanden, som man kender hinanden i en togkupe, generer hinanden lidt, ønsker at man snart var fremme, eller at vor gode nabo var fremme. Ja, sådant noget fornam Anthon i Weimar.

“Jeg er en ærlig pige,” sagde Mollytil ham, “jeg vil selv sige dig det! Meget har forandret sig siden vi var sammen som børn, det er anderledes udenom og indeni! Vane og vilje har ikke magt over vort hjerte, Anthon! Jeg vil ikke have en uven i dig, nu jeg snart er langt borte herfra! Tro mig, jeg har gode tanker om dig, men holde af dig, som jeg nu ved, at man kan holde af et andet menneske, det har jeg aldrig gjort! – Det må Du finde dig i! – Farvel, Anthon!”

Og Anthon sagde også farvel; der kom ikke tårer i hans øjne, men han fornam, at han ikke længer var Mollys ven. Både den gloende jernstang og den frosne jernstang bider huden af vor læbe med samme fornemmelse i os, når vi kysser den, og han kyssede lige stærkt ind i kærlighed, som ind i had.

Ikke en gang et døgn var Anthon om at nå hjem igen til Eisenach, men hesten han red på blev også spoleret af træthed.

“Men hvad gør det?” sagde han, “jeg er spoleret og jeg vil spolere alt, hvad der kan minde mig om hende: Fru Holle, Fru Venus, du hedenske kvinde! – Æbletræet skal jeg knække og brække, rykke op med rod; aldrig skal det blomstre mere og sætte frugt!”

Men træet blev ikke lagt øde, selv var han dog lagt øde og lå i feber på sin seng. Hvad kunne hjælpe ham op igen? Der kom en medicin, der kunne det, den bitreste, der findes, den, der ryster op i den syge krop og den krympende sjæl: Anthons far var ikke længere den rige købmand. De tunge dage, prøvelsens dage, stod for døren; ulykken væltede ind; som store søer kom den i det engang rige hus. Faren blev en fattig mand, sorg og ulykke lamslog ham; da fik Anthon andet at tænke på end kærestesorg og at være vred på Molly; han måtte nu være både far og mor i huset, han måtte ordne, hjælpe, tage ordentligt fat, selv ud i den vide verden og tjene for sit daglige brød.

Til Bremen kom han, prøvede nød og tunge dage, og de gør sindet hårdt eller blødt, tit alt for blødt! Hvor langt anderledes var dog verden og menneskene der, end han havde tænkt sig i barndommens tid. Hvad betød nu for ham minnesangernes gamle viser, andet end kling-klang og tomme ord! Ja, det var hans mening visse tider, men andre tider klang de sange ham inde i sjælen og han blev from i sind.

“Guds vilje er den bedste,” sagde han da, “godt var det, at Vorherre ikke lod Mollys hjerte hænge ved mig; hvad skulle det have ført til, nu da lykken således har vendt sig? Hun slap mig, før hun vidste eller tænkte på dette omslag fra velstands dage, der ventede forude. Det var en Herrens nåde mod mig, alt er sket på bedste måde! Alt er sket viseligt! Hun kunne ikke gøre for det; og jeg har alligevel været hende så bitter og fjendsk!”

Og årene gik. Anthons far var død, fremmede boede i det fædrene hus; Anthon skulle dog se det igen, hans rige herre i Bremen sendte ham på rejseærinder og da kom han gennem sin fødeby Eisenach. Det gamle Wartburg-slot stod uforandret deroppe på bjerget, med bjergfigurerne “Munken og Nonnen” lidt nord derfra; de mægtige egetræer gav samme omrids til det hele som i barndomstiden. Venusbjerget skinnede nøgent gråligt frem i dalen. Gerne havde han sagt: “Fru Holle, Fru Holle! Luk bjerget op! Så bliver jeg dog der på hjemmets grund!”

Det var en syndig tanke og han slog kors for sig; da sang en lille fugl fra busken, og han kom igen i tanke om den gamle minnevise:

“Ud for skoven,

i den stille dal,

Tan-dara-dai,

Sang dertil en nattergal!”

Han huskede på så meget, her ved sin barndoms by, den han genså gennem tårer. Fædrehuset stod som før, men haven var omlagt, en markvej førte hen over et hjørne af den gamle havegrund, og æbletræet, det han ikke havde fået ødelagt, stod der, men nu uden for haven, på den anden side af vejen; solen skinnede dog på det som før og duggen faldt på det som før, det bar rigelig frugt, der bøjede grenene ned mod jorden.

“Det trives!” sagde han, “det kan det!”

En af de store grene på det var dog knækket, kåde hænder havde gjort det, træet stod jo ved landevejen.

“Man plukker af dets blomster, uden at sige tak, man stjæler af frugten og knækker grenene; hvis man kunne tale om et træ, som om et menneske kunne der her siges: det blev ikke ved træets vugge spået, at det skulle stå sådan! Det begyndte sin historie så smukt, og hvad kom der ud af den? Forladt og glemt, et havetræ på grøften, ved mark og landevej! Der står det uden læ, rusket og knækket! Det visner vel ikke deraf, men med årene blive blomsterne færre, frugterne ingen og til sidst – ja, så er historien ude!”

Det tænkte Anthon, dér under træet, og det tænkte han mangen nat i det lille ensomme kammer i træhuset i fremmed land i småhusenes gade i København, hvorhen hans rige herre, købmanden i Bremen, havde sendt ham – og betinget sig at han ikke måtte gifte sig.

“Gifte sig - ho-ho!” lo han så dybt og underligt.

Vinteren var kommet tidligt, det frøs skrapt; udenfor var en snestorm, så enhver der kunne det holdt sig indendøre; derfor var det også, at Anthons genboer ikke lagde mærke til, at hans bod hele to dage ikke blev åbnet, han selv slet ikke viste sig, - for hvem gik ud i det vejr, når man kunne lade være?

Det var grå, mørke dage, og i boden, hvor ruderne jo ikke var af rigtigt glas, var det kun tusmørke og bælgmørk nat. Gamle Anthonhavde i to dage slet ikke forladt sin seng, han ejede ikke kræfter dertil; det hårde vejr udenfor havde han længe mærket i sine lemmer. Forladt lå den gamle pebersvend, og kunne ikke hjælpe sig selv, han kunne knap nok række ud efter vandkrukken, den han havde stillet overfor sengen, og den sidste dråbe var også drukket. Det var ikke feber, ikke sygdom, det var alderdommen, der lammede ham. Det var nærmest som en stadig nat omkring ham, deroppe hvor han lå. En lille edderkop, den han ikke kunne se, spandt tilfreds og travlt sin spindelvæv hen over ham, som om der skulle vaje lidt nyt, friskt sørgeflor, hvis den gamle lukkede sine øjne.

Så lang og døsende tom var tiden; tårer havde han ikke, smerte ikke heller, og Molly var slet ikke i hans tanker. Han havde en fornemmelse af, at verden og dens tummel ikke mere var hans, at han lå udenfor den, og at ingen tænkte på ham. Et øjeblik syntes han at fornemme sult, også tørst, – ja, han mærkede den! Men ingen kom for at lindre ham, ingen ville komme. Han tænkte på dem, der led og savnede, huskede, hvordan den hellige Elisabeth, da hun levede her på jorden – hun, hans hjemstavns og barndoms helgeninde, den ædle hertuginde af Thüringen, den højfornemme frue – steg ind i selv den fattigste hytte og bragte den syge håb og lindring. Hendes fromme gerninger lyste ind i hans tanker, han huskede, hvordan hun kom og talte trøstens ord til dem der led, badede den lidendes sår og bragte den sultne føde, skønt hendes strenge husbond vrededes derover. Han huskede sagnet om hende, hvordan - da hun kom med den fuldpakkede kurv med vin og mad – hvordan hendes mand, der bevogtede hendes skridt, trådte frem og i vrede spurgte, hvad det var hun bar på? Og at hun da i skræk svarede: det er roser, jeg har plukket i haven! Han rev dugen af, og miraklet var sket for den fromme kvinde, for vinen og brødet, alt i kurven lå forvandlet til roser.

Sådan levede helgeninden Elisabeth i tankerne hos gamle Anthon, og sådan stod hun lyslevende for hans matte syn, foran hans seng i den ringe træbod i det danske land. Han blottede sit hoved, så hende ind i de milde øjne og alt rundt om var glans og roser, ja, disse blomster bredte sig ud så duftende, en egen dejlig æbleduft fornemmede han, et blomstrende æbletræ så han det var, og det strakte sig henover ham, det var træet, som han med Molly havde plantet som lille kærne.

Og træet dryssede sine duftende blade ned på hans hede pande og kølede den; de faldt på hans tørre, længselsfulde læber og det var som styrkende vin og brød, de faldt på hans bryst og han følte sig så let, så tryg at han nu kunne blunde lidt.

“Nu sover jeg!” hviskede han stille; “Søvnen gør godt! Imorgen er jeg karsk, frisk og rigtig oppe igen! Dejligt, dejligt! Æbletræet plantet i kærlighed, ser jeg i dens herlighed!”

Og han sov.

Dagen derpå, det var den tredie dag boden var lukket, sneen faldt ikke mere, søgte genboen over til gamle Anthon, der slet ikke viste sig. Han lå udstrakt død med sin gamle nathue trykket mellem hænderne. Den fik han ikke på i kisten, han havde jo endnu en nathue, en ny - ren og hvid.

Hvor var nu de tårer han havde grædt? Hvor var de perler? I nathuen blev de, – de ægte perler går ikke af i vask – med huen blev de gemt og glemt, – de gamle tanker, de gamle drømme, ja de lå endnu i pebersvendens nathue. Ønsk dig ikke den hue! Den vil gøre din pande alt for varm, få pulsen til at slå stærkere, bringe drømme frem, som var de virkelighed. Dette prøvede den første, som fik den på og det var endda en halvtreds år efter, og det var borgemesteren selv, der ad sære veje havde fået Anthons udmærkede, første nathue. Han sad nu med kone og elleve børn, godt indendøre; med den hue på drømte han imidlertid straks om ulykkelig kærlighed, fallit og fattigdom .

“Hu, hvor den nathue varmer!” sagde han og rev den af og der trillede en perle og atter en perle, der klang og lyste. “Det er nok gigten!” sagde borgemesteren, “- det gnistrer mig for øjnene!”

Men det var tårer, grædt for et halvhundred år siden, grædt af gamle Anthon fra Eisenach.

Enhver som senere fik den nathue på, fik rigtignok sære syner og drømme, hans egen historie blev til Anthons historie, det blev et helt eventyr, det blev mange, og dem kan andre fortælle, nu har vi fortalt det første og med det følger vort sidste ord: – ønsk dig aldrig pebersvendens nathue!