H. C. Andersen - Eventyr 075: 

"Noget" (1858) 

 

Original + 2019-version

 

 

 

“Jeg vil være noget!” sagde den ældste af fem brødre, “jeg vil være til nytte i verden; lad det være nok så ringe en stilling, hvis bare det er godt, det jeg udretter, så er det noget. Jeg vil lave mursten, dem kan man ikke undvære – og så har jeg dog gjort noget!”

“Men noget alt for lidt!” sagde den anden bror, “det du gør, er så godt som ingenting; det er håndlanger-arbejde, kan udrettes af en maskine. Nej, så hellere blive murer, det er dog noget, og det vil jeg være - det er et rigtigt fag! Som murer kommer man ind under et håndværker-laug, bliver borger, har sin egen laugs-fane og sin egen laugs-kro; ja, går det godt, kan jeg holde svende, bliver kaldt ”Mester” og min kone bliver mesterinde – det er noget!”                                    “Det er slet ingenting!” sagde den tredje, “det er uden for de højere klasser og der er mange klasser i en by, og en del står langt over en murermesters! Du kan være en nok så brav mand, men du er som mester dog kun hvad man kalder “simpel”! Nej, så ved jeg noget bedre! Jeg vil være bygmester, træde ind på det kunstneriske område, det tænkende, komme op til de højerestående i åndens rige. Vel må jeg begynde nedefra, ja, jeg kan godt sige det lige rent ud: jeg må begynde som tømrerdreng, gå med kasket, skønt jeg er vant til at gå med silkehat, jeg må løbe for de simple svende for at hente øl og brændevin, og de siger du til mig, det er graverende, det er groft! Men jeg vil bare bilde mig ind, at det hele er en maskerade, det giver en slags maskefrihed! I morgen – det vil sige, når jeg er svend – går jeg min vej, de andre kommer ikke mig ved! Jeg går derefter på Kunstakademiet, lærer at tegne bygninger, kaldes arkitekt – det er noget! Det er meget! Jeg kan – som professor der – blive tiltalt ”højædel og velbyrdig”, ja lidt til både for og bag, og jeg bygger og bygger, ligesom de andre bygmestre før mig! Bygninger er altid noget man kan stole på - det hele er noget!”

“Men det noget bryder jeg mig ikke om!” sagde den fjerde, “jeg vil ikke gå i kølvand, ikke være kopi, jeg vil være geni, være dygtigere end I alle tilsammen! Jeg skaber en ny byggestil, giver selve ideen til en ny slags bygning, passende for landets klima og materiale, landets nationalitet, vor tidsalders udvikling og så én etage til, for mit eget geni!”

“Men når nu klimaet og materialet ikke dur!” sagde den femte, “det vil være slemt, for det har indvirkning! Nationaliteten kan også let blive så udvidet, at den bliver affekteret, og tidsalderens udvikling kan lade dig løbe løbsk, som tit ungdommen løber løbsk. Jeg ser nok, at ingen af jer egentligt bliver til noget, hvor meget I selv end tror det! Men gør som I vil, jeg skal ikke ligne jer, jeg stiller mig udenfor, jeg vil ræsonnere over, hvad I udretter! Der er altid noget galt ved enhver ting, og det skal jeg pille ud og omtale – dét er noget!”

Og det gjorde han, og folk sagde om den femte: “Ham er der bestemt noget ved! Han har et godt hoved! Men han gør ikke noget!” – Men netop derved var han noget. Se, dette er kun en lille historie, og dog får den ikke ende så længe verden står!

 

Men blev der da ikke noget videre af de fem brødre? Det her var jo ikke noget! Jo, hør videre, det er et helt eventyr!

Den ældste bror – altså den første, som lavede mursten – fornemmede, at fra hver sten, når den var færdig, trillede der ligesom en lille pengemønt, men mange mønter, lagt ovenpå hinanden, bliver til pengesedler, og når man kommer med dem, hos bager, slagter, skrædder, ja hos dem alle sammen, så flyver døren op og man får, hvad man har brug for. Se, det gav murstenene fra sig. Og nogle gik nok midt over eller blev murbrokker, men de kom også i brug. 

Oppe på diget ville mor Margrethe, den fattige kone, så gerne bygge sig et lille hus; hun fik alle murbrokkerne og så et par hele mursten, for et godt hjerte havde den ældste bror, selvom han i arbejdslivet kun drev det til at lave mursten. Den fattige kone rejste selv sit hus; smalt var det, det ene vindue sad skævt, døren var alt for lav, og stråtaget kunne været lagt bedre, men ly og læ var der og ses kunne der langt ud over havet, der i sin vælde slog ind mod diget; de salte dråber sprøjtede over hele huset, der endnu stod, da han der havde lavet murstenene var død og borte.

Den anden bror, ja han kunne nu anderledes mure op, han var jo også udlært murer. Da svendestykket var leveret, snørede han sin rygsæk og sang håndværkerens vise:

 

”Jeg rejse kan, mens jeg er ung

og ude hjemlig bygge,

mit håndværk er min pengepung,

mit ungdomssind min lykke!

Og ser jeg så mit fædreland,

jeg kæresten gav ordet!

Hurra! En driftig håndværksmand

får let fod under bordet!”

 

Og det gjorde han. Inde i byen, da han kom tilbage og blev ”Mester”, murede han hus ved hus op, en hel gade; da den stod, så godt ud og gav byen anseelse, så byggede husene for ham et lille hus, der skulle være hans eget. Men hvordan kunne husene bygge? Ja, spørg dem ad, og de svarer ikke, men folk svarer og siger: “Jo vist har den gade bygget ham hans hus!” Lille var det og med lergulv, men da han med sin brud dansede henover det, blev gulvet blankt og bonet, og fra hver sten i væggen sprang en blomst, det var lige så godt som et kostbart vægtæppe. Det var et yndigt hus og et lyksaligt ægtepar. Laugs-fanen vajede udenfor og svende og læredrenge råbte: ”Hurra!” Jo, det var noget! Og så døde han, det var også noget!

Nu kom arkitekten, den tredje bror, som først havde været tømrerlærling, gået med kasket og løbet byærinder, men fra Kunstakademiet, som arkitekt, var steget til bygmester, “højædle og velbyrdige”! Ja, havde husene i gaden bygget et hus for broren, der var murermester, så fik nu gaden sit navn efter bygmesteren, og det smukkeste hus i gaden blev hans – det var noget og han var noget – og det med en lang titel for og bag. Hans børn kaldtes ´fornemme børn´, og da han døde var hans enke en ´enke af stand´ – det er noget! Og hans navn stod stadigt på gadehjørnet og lød i folkemunde, som gadenavn – ja, det er noget!

Så kom geniet, den fjerde bror, der ville finde på noget nyt, noget aparte og én etage til, men den knækkede af for ham og han faldt ned og brækkede halsen, – men han fik en dejlig begravelse med laugs-faner og musik, blomster både i avisen og på gaden hen over brolægningen; og der blev holdt tre ligtaler over ham, den ene meget længere end den anden, og det ville have fornøjet ham, for han holdt meget af at tales om. Der kom et monument på graven, kun én etage, men det er altid noget!

Nu var han død, ligesom de tre andre brødre, men den sidste – han, som ræsonnerede – overlevede dem alle sammen, og det var jo det rette, for så havde han det sidste ord og det var ham af stor vigtighed at have det sidste ord. Han var jo ”det gode hoved!”, sagde folk. Nu slog også hans time, han døde og kom til Himmeriges Port. Her kommer man altid to og to – og her stod han med en anden sjæl, der også gerne ville ind, og det var netop den gamle mor Margrethe fra digehuset.

“Det er nok for kontrastens skyld, at jeg og den usle sjæl skal komme her på én gang!” sagde ræsonnøren. “Nå, hvem er hun, morlille? Vil hun også ind her?” spurgte han. Og den gamle kone nejede så godt hun kunne, hun troede, det var Sankt Peder selv, der talte. “Jeg er en sølle stakkel, uden familie - gamle Margrethe fra digehuset!” 

“Nå, hvad har hun gjort og udrettet dernede?” 

“Jeg har såmænd slet ikke udrettet noget i denne verden, ikke noget, der kan lukke op for mig her! Det er en sand nådens gerning, hvis jeg får lov at komme inden for døren!” “Hvordan har hun forladt denne verden?” spurgte han, for nu at tale om noget, da det kedede ham at stå der og vente. 

“Ja, hvordan jeg forlod den, det ved jeg ikke! Syg og dårlig var jeg jo i de sidste år, og så har jeg vel ikke kunnet tåle at krybe ud af sengen og komme i frost og kulde derudenfor. Det er jo en hård vinter, men nu har jeg da kommet over det. Det var et par dage blikstille, men bitterlig koldt, som Deres Velærværdighed nok véd, isen havde lagt til så langt ud i stranden, som man kunne øjne. Alle folk fra byen tog ud på isen; der var, hvad de kalder skøjteløb og dans, tror jeg, der var fuld musik og beværtning derude. Jeg kunne høre det lige ind, hvor jeg lå i min fattige stue. Da var det sådan hen mod aftenstid, månen var oppe, men den var ikke endnu kommet til kræfter, jeg så fra min seng gennem vinduet helt ud over stranden, og dér - lige i kanten af himmel og hav - kom en underlig hvid sky; jeg lå og så på den, så på den sorte prik midt i, der blev større og større; og så vidste jeg hvad det betød; jeg er gammel og erfaren, skønt det er et tegn man ikke ofte ser. Jeg genkendte det og blev bange! Jeg har to gange før i min levetid set den ting komme, og vidste, at der ville blive en forfærdelig storm med en springflod, der ville drukne de arme mennesker derude, som nu drak og sprang og festede - unge og gamle, den hele by var jo derude, og hvem skulle advare dem, hvis ingen så og kendte, hvad jeg nu genkendte. Jeg blev så ræd, jeg blev så levende, som jeg ikke havde været i mange tider! Ud af sengen kom jeg og hen til vinduet, længere kunne jeg ikke orke. Vinduet fik jeg dog op, jeg kunne se menneskene løbe og springe derude på isen, se de pyntelige flag, høre, hvor drengene råbte hurra, og piger og karle sang, det gik lystigt til, men højere og højere steg den hvide sky med den sorte pose i! Jeg råbte alt hvad jeg kunne, men ingen hørte mig, jeg var for langt derfra. Snart ville vejret bryde løs, isen gå i stykker og alle derude synke igennem uden frelse. Høre mig kunne de ikke, nå ud til dem magtede jeg ikke. Kunne jeg dog bare få dem i land! Da gav Vorherre mig den tanke at stikke ild i min seng, hellere lade huset brænde af, end at de mange så ynkeligt skulle dø. Jeg fik lyset tændt, så den røde flamme – ja, jeg nåede ud af døren, men der blev jeg liggende, jeg kunne ikke mere. Flammen stod ud efter mig og ud af vinduet, hen over taget; de så den derudefra og de løb alle, hvad de kunne, for at hjælpe mig arme stakkel, som de troede brændte inde; der var ikke én, som ikke løb af sted. Jeg hørte de kom, men jeg hørte også, hvor det pludselig susede i luften. Jeg hørte det dundrede som svære kanonskud, springfloden løftede isen, der brækkede sammen; men til diget nåede de, mens gnisterne fløj hen over mig. Jeg fik dem alle i behold; men jeg har ikke kunnet tåle kulden og den forskrækkelse, og så er jeg kommet herop til Himmeriges Port; de siger, at den port også bliver lukket op for sådan en stakkel, som jeg! Og nu har jeg jo ingen hus mere dernede på diget, selvom det ikke giver mig adgang her.”

Da åbnede sig Himmeriges Port – og Englen førte den gamle kone ind. Hun tabte et sengehalm udenfor, et af de strå, der havde ligget i hendes seng, den hun tændte for at frelse de mange, og det var blevet til det pure guld, men et stykke guld, der voksede og slyngede sig i de dejligste forsiringer.

“Se, dette bragte den fattige kone!” sagde Englen. “Hvad medbringer du? Ja, jeg ved nok, at du ingenting har udrettet, ikke engang lavet en mursten. Kunne du bare gå tilbage igen og bringe i det mindste så meget som en mursten; den duede sikkert ikke, når du havde lavet den, men dog: var den lavet med en god vilje, så var det jo altid noget. Men du kan ikke gå tilbage, og jeg kan ikke gøre noget for dig!” 

Da bad den fattige sjæl, konen fra digehuset, for ham: “Hans bror har gjort og givet mig alle de mursten og stumper, hvoraf jeg byggede mit usle hus, de brokker var grumme meget for mig arme stakkel! Kan alle de stumper og stykker nu ikke gælde som én mursten for ham? Det er en nådens gerning; nu trænger han til den og her er jo nådens hjem!”

“Din ældste bror, ham, du kaldte den ringeste,” sagde Englen, “den bror, hvis arbejde i al ærlighed var dig foragteligt, giver dig sin himmerigs-skærv. Du skal ikke vises bort, du skal have lov til at stå her udenfor og tænke efter – og se at ophjælpe dit liv dernede, men ind kommer du ikke, før du i god gerning har udrettet – noget!”

“Det kunne jeg have sagt bedre!” tænkte ræsonnøren, men han sagde det ikke højt – og det var nok allerede noget.

 

 

 

 

Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©